|
7.
Danmark i den amerikanske verden
Nu
er det jo meget vanskeligt at se hvad der er vellykket og mislykket
magtpolitik i et unipolært system – hvordan man ved, at man har tilpasset sig
’optimalt’. Har Danmark forhandlet dygtigt nok omkring Missilskjoldet? Har vi
fået nok til gengæld?
BH:
Danmark har hele tiden været klar over, at der har været en anden mulighed for
amerikanerne - på længere sigt. Enten at bruge Canada i stedet, eller den
mulighed, der ligger længere ude: at satse på verdensrummet. Det er jo også
alt for dyrt på længere sigt at opretholde Thulebasen: det er ekstremt
bekosteligt. I det hele taget er alt det med baser under overvejelse. Dvs. at
der hele tiden har været den underliggende betragtning: 'Selvfølgelig har vi
brug for det, vi vil gerne have det nu - men der er altså
alternativer'. Derfor synes jeg egentlig at den danske regering har gjort det
ganske godt. De fleste regeringer ville have gjort det på denne måde – fordi
de tre traditionelle problemer, ABM-traktaten, Ruslands reaktion og øget
våbenkapløb jo er løst:
ABM-traktaten spiller ingen rolle. Mht. udsigten til at Rusland ville reagere:
det har de ikke gjort. Mht. øget våbenkapløb: det finder ikke sted - der er
kun USA, der konkurrerer med sig selv. At forestille sig at Thulebasen bliver
mål for angreb er jo også far-fetched, ikke? Alle de ting, som har
givet problemer, er væk. Så det eneste spørgsmål er: hvor meget presser
amerikanerne på? Hvad kan vi få for det? Vi får en eller form for velvilje - i
en ny koalition, hvor grønlænderne også er med. Det er i hvert fald positivt
for Danmark at grønlænderne er med - fordi det ville være fuldstændigt umuligt
at gennemføre det hvis de sagde blankt nej. Så ville vi virkelig have en
krise. Men det gør de jo ikke. Så på den måde har forhandlingerne ikke været
så voldsomt svære, da det kom til stykket, fordi mange af problemerne allerede
var løst.
Er Missilskjoldet et symbol
på vores villige selv-indbygning i det amerikanske projekt?
BH: Det tror jeg i og for sig
roligt man kan sige at det vil være. Jeg tror ikke man bevidst vil sige det er
en selvindbygning, men netop i kraft af, at alle de problemer, man så knyttet
til Missilskjoldet, er væk, så er det helt logisk at gå videre med det.
Der har ikke været nogen
særlig omkostning?
BH: Ingenting. Så på den måde
er det et piece of cake.
Der er en parallel til det,
vi diskuterede i begyndelsen, om Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Der ligger
i det, du siger, at nok er der tale om en revolution i dansk militærstrategi
og udenrigspolitik, men at det er en struturel forandring og dermed ikke
noget, man kan forklare med en bestemt regerings politik. Både med Irakkrigen
og Missilskjoldet har vi bygget os ind i amerikanernes unipolære orden: én
ting er at vi mener den er stabil og at multipolariteten ikke er lige om
hjørnet---
BH: Nej, det er den bestemt ikke.
--- noget andet er, om det er lykkedes os at undgå
at blive marginaliseret i dette her amerikanske verdensimperium. Er det det?
BH: Det er jo en lille smule
interessant, for vi har jo i mange, mange år sagt: Hvad Tyskland gør, det gør
vi også. Vi har været meget tæt op af Tyskland og det har altid været den
generelle politik. Men jeg tror det skal ses i forbindelse med det, jeg sagde
før, med de forskellige projekter, vi har haft i dansk udenrigspolitik, som nu
er løbet sammen i ét: Man har indset at vi nu står med et samlet Europa, osv.:
Vi har ikke nogen alternativer mere. Vi kan ikke sige, 'nu fører vi en nordisk
eller en al-europæisk politik'. Det ER løbet sammen. På den måde er der en vis
logik i at vi vil følge den linje. Er vi blevet marginaliseret på den måde at
vi bliver set ned på af Frankrig eller Tyskland? Det tror jeg ikke. Lad os se
på hvad det er, der kommer til at ske i løbet af ganske kort tid: der kommer
en FN-resolution om Irak. Dét problem bliver på en eller anden måde lukket.
Vi får en efterfølgende FN-accept af det - selvfølgelig vil der stadigvæk være
voldsomme opfattelser af, hvad man skal gøre i Europa, men:
Grundlæggende tror jeg at
Danmark har gjort noget fornuftigt. For prøv at se igen på Frankrig: hvad vil
Frankrig gøre, når det kommer til stykket? Frankrig vil jo nu i stadigt højere
grad søge at gøre sig gældende, for ikke at miste indflydelse i et samlet
Europa. For hvis der er nogen, der står til smæk, på længere sigt,
strukturelt set, så er det Frankrig. Tyskland kan forholde sig roligt og sige:
'Under alle omstændigheder ligger vi dér, hvor vi ligger. Vi har fået et
Europa, hvor vi er i centrum – og er den stærkeste stat. Selvom det får
øjeblikket ikke går særligt godt, så er vi strukturelt set bundet til at blive
en meget, stærk stat, den mest indflydelserige i Europa’.
Mens Frankrig ligger yderst i Europa - og samtidig fortsat gerne vil spille
rollen som den overordnede magt, der forener det europæiske og står op over
for USA - har vi den paradoksale situation at Frankrig i stigende grad ønsker
(og det har de faktisk altid gjort) at USA aldrig vil forlade Europa. Det er
selvfølgelig heller ikke særlig sandsynligt, men for Frankrig vil det være en
meget, meget svækket situation i det øjeblik USA ikke mere var en europæisk
medspiller: så ville man stå direkte overfor et Tyskland og et samlet Europa.
Og man vil ikke mere have det overlay, hvor USA varetager en central
del af den europæiske sikkerhed og dermed udøver en eller anden balancerende
funktion, hvor Frankrig altså kan spille en særlig rolle.
Hvis USA's supermagtsposition eroderes forsvinder incitamentet til integration
i en vis grad også. Og det kan give et dybt, dybt problem - for Danmark, for
Frankrig, for Europa. Grundlæggende vil jeg sige, at worst case for den
europæiske union og udvikling, vil i virkeligheden være hvis USA går hen og
svækkes - så vil den europæiske integration for alvor være i fare.
DOWNLOAD SOM
WORD-DOKUMENT | SOM PDF-FIL
UDGIVET 19.04.04 KL.9.17 CET
ARTIKLENS FORSIDE
RÆSONS
FORSIDE
TILBAGE
|
