|
|
4.
Den militærteknologiske revolution
Er
det militærteknologien - de økonomiske interesser osv., der driver
oprustningen frem, eller er det omvendt? Hvis militærindustrien stod virkelig
stærkt ville Bush da han kom til i 2000 vel ikke have talt for
troppereduktioner osv. Eller? Du er inde på at han på det tidspunkt talte om
at 'springe en generation af våben over', dvs. at han havde en højteknologisk
prioritet?
BH:
Det er en dyb diskussion, men jeg skal gøre det kort. Der er jo hele teorien
om det militær-industrielle kompleks - at det hele udvikler sig af sig selv
osv. Ja - selvfølgelig til en vis grad: der er altid noget bureaucratic
politics i det, men når det kommer til stykket, så er der alligevel
begrænsede ressourcer. En stat vil hele tiden se på, 'hvad er det vi bruger
pengene til?' Vi så det under Nixon: han skar voldsomt ned på militærbudgettet
- det kunne lade sig gøre. Man kan gøre det. Og når der nu er en
voldsom oprustning i USA, så mener jeg det har én afgørende forklaring: USA's
langsigtede strategi, hvor vi netop igen ser at teknologien spiller en rolle -
af politiske grunde:
Det,
man nu gør, er i virkeligheden at man siger: Hvor kommer truslerne fra? Og
hvad er det, i sidste instans vi skal bevare? Der er ingen tvivl om, at USA er
fuldstændig klar over, at det, man skal bevare nu, er positionen som
ene-supermagt. Hvordan kan vi blive frataget den, spørger amerikanerne? Hvis
vi på et eller andet tidspunkt bliver taget med bukserne nede - rent ud sagt.
Hvor vi ikke har været opmærksomme på det, der af politiske grunde er det
vigtigste her i det 21. århundrede: teknologiens udvikling - også
militærteknologien. Derfor ofrer vi så mange penge på at lave både det ene og
det andet projekt. Det er jo det ene kæmpemæssige Manhattanprojekt
[udviklingen af atombomben under 2. verdenskrig, red.], der bliver kørt af
efter det andet: nu har USA et militærbudget på over 400 mia. årligt og der
kommer stadigvæk flere midler til - måske bliver det til $500 mia. i løbet af
nogle år.
Det
er både en militærteknologisk men i meget, meget høj grad også en
civilteknologisk ting. USA vil ikke overhales teknologisk. Derfor ofrer man
gigantiske summer på research and development - og derfor mener man
også de er givet godt ud. Fordi man jo dermed siger - og det gælder mange
forskellige områder: ’Vi vil ikke tåle nogen konkurrenter’. Det ligger faktisk
direkte i strategien – jf. nogle formuleringer, man kan læse direkte fra USA's
nationale sikkerhedsstrategi fra september 2002: ”Vore militære styrker vil
være stærke nok til at overbevise potentielle modstandere om ikke at
gennemføre militær opbygning i håbet om at kunne overgå eller komme på niveau
med ’the power of the United States’”. Ingen bør under nogen omstændigheder nå
op på siden af USA. Og hvis man siger dét, så må man jo også følge det op - på
det økonomiske, teknologiske og militære område. Det er jo det, man gør ved at
bruge så mange penge på militære udgifter, som ingen andre følger med i. Der
er et widening gap [en voksende kløft] mellem Europa og USA; mellem
Kina og USA - på det teknologiske og også på det militære område. Mellem
Europa og USA jo faktisk også på det økonomiske område i øjeblikket. Det
gælder selv sagt også for andre stater, Rusland, Japan, Indien. Der er en
afgrund mellem USA og de andre - og det er det gap, man fra USAs side
stadigvæk ønsker skal blive større og større.
Der ligger et element af afskrækkelse i det ---
BH:
Ja, klart.
---de
ønsker ikke bare at undgå at blive overhalet, men når de formulerer ønsket så
eksplicit er det netop for at afskrække andre. Når du før talte om at Danmark
har et åbent handlingsrum, mens USA ikke har det - de er strukturelt bundet op
på en masse opgaver---
BH:
Vi er jo så også strukturelt bundet op ved at vi simpelthen siger, 'Nåmen -
hvis vi skal eksistere som stat så bliver vi altså nødt til at have gode
relationer til USA, fordi det er den eneste supermagt'. Faren er at vi ryger
ud og bliver isoleret. Også økonomisk: dér ville vi også blive svækket som
stat, hvis vi blev isoleret.
Men der ligger i det at for USA er den militære dimension flersidig: hvor Bush
tidligere talte om tilbagetrækninger nærmer man sig snakken om nationbuilding,
i hvert fald ift. Irak.
BH:
Der er interessant hvad Rumsfeld sagde for 3-4 måneder siden, med udgangspunkt
i Clausewitz´mantra om at ’krig er en fortsættelse af politik med militære
midler’. Han sagde: Yes, men der skal en tilføjelse til: 'ikke alene
militære midler - netop også økonomiske, finansielle, sociale, kulturelle
midler'. Rumsfeld er jo ikke dum - han ved udmærket godt, at selvfølgelig kan
hans militær vende op og ned på verden, men uden alt det andet virker det
ikke. Det er det brede spektrum, som USA trods alt, kan sætte i værk, når det
kommer til stykket. At de så måske ikke i tilstrækkelig grad har udnyttet det
er en anden side af sagen. Men de har en eller anden forestilling om - i
modsætning til Europa, som i øjeblikket er meget, meget indadvendt - at man
kan forandre verden. Verden er til at forandre. Fred er
selvfølgelig en meget fin ting, men også noget negativt - det er ikke blot
stabilitet: man kan sagtens have fred og samtidig dyb undertrykkelse. Så fred
er ikke i sig selv noget positivt - krig kan netop løse nogle problemer og
dermed ændre verden.
Hvis man argumenterer i forlængelse af Kagan: europæerne står på de civile
midler, og bruger kun de militære i forlængele heraf - exceptionelt. Mens det,
som måske ligger i Rumsfelds formulering, er det omvendte: man står på det
militære, og bruger det civile når det er nødvendigt. Når vi europæere blander
de to områder betragter vi det som meget moralsk, men når Rumsfeld refererer
til 'økonomiske midler' - eller man afdækker, som du gør, hvad der er af
forskningsmæssige interesser fx i Missilskjoldet - så betragter vi det som
dybt mistænkeligt: at amerikanerne sammenblander økonomiske og militære
interesser.
BH:
Og det er jo meget, meget mærkværdigt. Der tror jeg egentlig også at man skal
gribe i egen barm fra Europas side. Er vi så fredelige, når det kommer til
stykket? Hvem er det, der kan lave interventioner? Hvem er det, der har gjort
det? Det er jo Frankrig. Det er England. Alle kritiserer Sikkerhedsrådet og
siger, det er gammeldags. På mange måder stammer det fra en helt anden
situation - med multipolaritet. Men prøv at se hvad det er for nogle lande,
der sidder der: lande, der kan gøre det, som kræves for international
fred og sikkerhed, nemlig: militære interventioner. Det er England, Frankrig,
USA. Rusland har selvfølgelig meget travlt med sit eget, og Kina er så ikke
interesseret. Men der er faktisk en vis ræson i at det fungerer på den måde –
og det er jo også det, der gør, at man ikke kommer til at ændre
Sikkerhedsrådet i mange, mange år fremover.
At vi
fra europæisk side er så hellige at sige, 'vi har kun de civile midler' - det
er jo nok rigtigt, at når vi i en samlet sammenhæng ser på det, men når vi ser
på det enkelte land så er fx Frankrig parat til at satse ret meget på militær
- og det er England også. Samlet set er Europa ikke villig til at give noget
til militære midler - hvis vi sammenligner med USA, så er kontrasten meget,
meget stor: USA på omkring 3,7% af BNP, Europa omkring 1,6%. Man er ikke
villig til at investere - og der kan man selvfølgelig sige: Hvorfor skulle man
også gøre det? Hvor kommer truslen fra? Ingen kan overbevise nogen internt i
Europa om at man skal opruste - det kan man så i USA, fordi man jo har det der
ansvar for hele verden og siger, 'jamen, vi er på en eller anden måde
politibetjent. Vi bliver nødt til at gøre det'. Og den modenhed har EU af gode
grunde ikke fået endnu - og vil måske aldrig få det.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE
SIDE
TILBAGE
|
|
