ark og ulands

 

 

 

 

 

9. Mulighedens vindue

Frankrig-Tyskland-Rusland fortsat nægter at gå ind og være med i Irak: vil du, også på baggrund af dit besøg i USA, mene at der er en risiko for, at drillende retorik over en periode på et par år, hvis der fortsat bliver dræbt amerikanske soldater i Irak, så om ikke udvider den transatlantiske splittelse ihvertfald hindrer den gensidige sympati? At amerikanerne ikke mærker europæernes deltagelse og dermed også bliver ligeglade med europæernes sikkerhed?

ADN: Jeg tror faktisk lige nu det omvendte: Man kigger indad for tiden, og er i en selvransagelsesproces, hvor de neokonservative, som jo havde så travlt med at fortælle amerikanerne, at de ikke havde brug for partnere, er på vej ud på et sidespor. Det har selvfølgelig noget at gøre med situationen i Irak, og med et præsidentvalg, der står for døren. Derfor har man faktisk meget, meget mindre travlt med at pege fingre – og meget, meget mere travlt med at se på om den amerikanske strategi ikke var så smart og så velgennemtænkt.

Man kan sige, der er et mulighedens vindue, hvis europæerne vil have dette forhold tilbage på benene nu. Fordi amerikanerne netop – og vi taler både om folk blandt republikanerne; om demokraterne; om udfordrerne til Præsident Bush – allesammen siger, at det var en rigtig, rigtig dårlig idé at fremmedgøre USA's potentielle samarbejdspartnere i Europa i optakten til krigen, således at man nu står – stort set helt alene – med ansvaret i Irak; med fletningerne i postkassen må man bære hele byrden alene. Det er altså argumentet lige nu: det var en dårlig strategi at fremmedgøre de partnere, som det nu viser sig, at man har så meget brug for, hvis man skal få styr på postkonflikt-situationen i Irak. Med andre ord: der er mulighed nu – der er en situation i USA nu, hvor man er dybt interesseret i samarbejde; hvor man ikke kunne ønske at gentage den situation man havde i foråret.

Men kunne det ikke være fordi Præsidenten – som vi altid ser før et valg – rykker mod midten? Og ville de neokonservative, hvis Bush genvælges, ikke kunne føre den gamle politik videre – at de kun netop så længe de skal konkurrere med demokraterne er til at tale med?

ADN: De neokonservative er til at tale med på grund af Irak. Irak demonstrerer at deres strategi – der går ud på at ændre verden til det bedre med våbenmagt – ikke hænger sammen, fordi den så samtidig fremmedgør de partnere, som skulle hjælpe med at rydde op bagefter. Den bliver simpelthen for dyr for USA.

Men hvis nu Irak er et blomstrende demokrati om 3 år – og du ved, søger om EU-medlemsskab osv. - så kan amerikanerne sige, "Se! Det var vores!" og rejse statuer af Bush og Wolfowitz dernede.  Hvis det lykkes Bush at demokratisere Mellemøsten vil det også tage en måned eller to, og successen ville i bedste fald komme længe, længe efter de skal vinde det næste valg. Med andre ord: udviklingen kører på en anden tidsakse end forholdet til Berlin og Paris.

ADN: Jo, men det hænger selvfølgelig sammen med det. Det ville være dejligt for alle, hvis Irak om 3 år er et blomstrende demokrati [som søger EU-optagelse og måske kommer før Tyrkiet! Så har vi en anden potentiel diplomatisk konflikt!] Men det ville være endnu dejligere, hvis listen over faldne amerikanske soldater, listen over amerikanske liv, som den proces krævede, er kortere fordi der var mere allieret involvering. Der vil de venstreorienterede i USA stadigvæk have et argument i forhold til de mere konservative: at det altså er bedre at have de allierede med! Klart: Irak var USA's projekt, men hvis man nu kan reducere omkostningerne ved at opføre sig pænere overfor sine allierede og måske gå knap så voldsomt til værks, når man skal rundt i verden med sin våbenmagt og lave slå-først-angreb på stater, så er det måske stadigvæk bedre for USA at få de allierede med.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto:
Space Imaging