ark og ulands

 

 

 

 

 

8. Ideologi og opportunisme

Men spørgsmålet er jo relevant både når Hamilton taler om et trans-atlantisk Homeland og når vi forestiller os hvad der måtte opstå af Villige Koalitioner. En af effekterne af, at Frankrig-Tyskland-Rusland ikke gik ind i Irak må jo være, at det britiske og det amerikanske militær dag for dag bliver mere integreret? Det her special relationship som er aktiveret bliver jo institutionaliseret fordi man er i Irak sammen. En væsentlig del af forklaringen på, at de er endt dernede sammen er, vil jeg påstå, at de sammen har bombet landet lige siden Golfkrigen. Kan man forestille sig at Storbritannien-USA-Australien m.fl. sætter sig selv i en udsat position – vi kan måske vælge at være med – mens resten af Europa får lov at ligge mere i fred og skygge? Fordi de kredse, der udøver terror, vil forstå at det ikke er det kontinentale Europa, de er ude efter?

ADN: Jeg tror ikke det er så logisk. Vi havde jo et attentatforsøg på et fly, der fløj faktisk fra Paris de Gaulle til USA. Igen: ulogisk, hvis du kigger på hvem der var med i Irak. De skulle jo have valgt et fly, der fløj fra London til Washington D.C., hvis man ønskede logik.

Der er ikke så meget fornuft i det?

ADN: Nej, der er ikke så meget fornuft i det. Vi har at gøre med skøre mennesker, ikke? Jeg tror man kan sige at Al-Qaida-medlemmer eller -sympatisører på samme tid er dybt ideologiske og dybt opportunistiske. Ideologiske – fordi de stadigvæk, hvis de kan, vil ramme USA. Det er toppen af deres prioritetsliste. Opportunistiske – fordi de hvis nu ikke kan ramme USA, så går de efter det letteste – ”bløde” mål som for eksempel svage beboelseskvarterer i Riyadh; andre steder i Irak som er dårligt beskyttede osv. Det, der ligger der imellem, det har ikke rigtig deres interesse. Enten går de efter et ideologisk mål, som virkelig kan fremme deres sag, eller også efter det nemme.

Men nogle vil sige, at det Bush-administrationen gør - og som også ligger i Hamiltons argument – er, at man vil 'smøre risikoen jævnt ud'.  I en vis forstand den samme pionerrolle som USA havde efter 2. verdenskrig: "Hvor det internationale samfund er om 5 år, der er USA idag." At vi alle sammen nyder godt af USA's War On Terror – og så har vi sørme også at dele risikoen. Derfor taler om vi om et transatlantic Homeland. At det er en taktik hos Bush: at binde resten af Vesten til sig, så man ikke kommer til at stå sårbar og alene.

ADN: Hm. Jeg tror amerikanerne godt er klar over, at de som den eneste supermagt ikke kan smøre risikoen ud – og at de altid, lige meget hvad de gør og hvor mange lande de har med i deres koalition, stadigvæk vil være nr. 1 på terroristernes target-liste. Det er en meget selvbevidst nation. Det er en nation, som er fuldt bevidst om, at det er verdens eneste supermagt, og at den er uudfordret, hvad magt angår. Så på den led tror jeg ikke der er nogen idé om, at man kan fordele risikoen: man ved godt man vil blive ved med at være nr. 1.

På den anden side vil man selvfølgelig gerne have nogle at dele byrden med rundt omkring i verden. Hvad angår det at bevare freden og rydde op i områder, hvor man har været ude at svinge køllen. I den forstand vil man særdeles gerne dele risikoen.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto:
Space Imaging