ark og ulands

 

 

 

 

 

11. Den intelligente grænse

Hamilton siger, at vi i virkeligheden deler trusselsopfattelserne på begge sider af Atlanten - hvad der nok kan rejses tvivl om.  Det er klart, at skal man pege på 'det vigtigste problem' - ja, så er terrorismen måske vigtig for os, men det er ikke det samme som, at vi prioriterer den lige højt ift. hvad der er af andre politiske områder på dagsordenen - økonomien osv. Men lad os nu forudsætte, at terrorismen faktisk rykker ind på de europæiske politiske dagsordener. Måske, Gud forbyde det, fordi der sker noget, der gør, at vi må tage det alvorligt - men ellers altså fordi det bare vinder genklang; at det lykkes at gøre det til et prægnant emne.

Hvilke institutionelle aktører vil det styrke? Er vi i en situation, hvor den terrordagsorden kan samle en sådan politisk kapital om sig, at det institutionelle niveau, der kan sige, 'det problem kan VI løse!' så kan trække alle de bureaukratiske ressourcer over til sig?

Hvis det lykkes NATO at sige "Det er os, der skal bekæmpe terrorismen!" så er det NATO, der får magten; hvis det lykkes EU at sige "Det kan vi kun gøre fra Bruxelles!" så vinder de - hvis det lykkes inde på Slotsholmen at sige: "Det kan vi kun løse selv: det kan vi ikke overlade til polakkerne!" så styrkes det nationale niveau.

ADN: Ja. Jeg tror i høj grad, at dét vil være logikken. Fordi det, Homeland Security – beskyttelsen mod terrorisme – drejer sig om, det er individets sikkerhed. Hvis man kan mobilisere det i den politiske kamp, så har man et stort, stort aktiv - det er der ingen tvivl om. Når man kigger på de forskellige potentielle aktører, der kan komme på banen kan man sige, at EU måske i mange sammenhænge er i en bedre udgangssituation end NATO, når det drejer sig om at tage denne dagsorden op. Fordi EU allerede dækker mange af områder, som indgår i Homeland Security, som fødevaresikkerhed, transportsikkerhed, retligt samarbejde, osv. EU har mange af de instrumenter til rådighed, som det vil kræve, hvis man skal lave en integreret politik på området. Og så er der selvfølgelig de enkelte medlemsstater: de har en fordel i den forstand, at de måske er de eneste, der kan mobilisere den legitimitet, som det vil kræve, hvis man skal igang med at bekæmpe terror ved hjælp af endnu mere vidtgående retlige ændringer. Når man skal igang med at gribe ind i privatlivets fred og i folks borgerrettigheder, så kræver det, at man har politisk legitimitet til at gøre det, ihvertfald hvis det skal være holdbart i længden.

Der kan man sige, at det stadigvæk er nationalstaterne, der står stærkest – hverken NATO eller EU vil på nuværende tidspunkt have legitimiteten til at sige: 'Vi giver sikkerhed, til gengæld skal I opgive nogle frihedsrettigheder for vores skyld'. Sådan må det nødvendigvis være, kan man sige, fordi der ikke er nogen demokratisk debatkultur i Europa som sådan, som kan mobilisere den politiske legitimitet det vil kræve, hvorimod der trods alt i lidt videre udstrækning er en sådan i de enkelte nationalstater. Problemet er bare, at vi ikke snakker særligt meget om det herhjemme.

Mange af de ting, man ser som er en del af terrorbekæmpelsen er noget, der går imod den dagsorden vi er vant til at forbinde med internationalt samarbejde. Vi plejer at tale om åbenhed og fleksibilitet: man skal kunne rejse rundt, arbejde og bosætte sig, hvor man vil, uden at blive stoppet og standset. I det øjeblik man pludselig skal vente to timer i alle lufthavne, så har man i virkeligheden givet internationaliseringen et andet fortegn: vi har nye grunde til at samarbejde internationalt - individets sikkerhed, som du siger, der ligger os meget på sinde. Men omvendt har vi sat en dagsorden for det internationale samarbejde der, om ikke undergraver så ihvertfald lyder som om den går imod alt det, vi plejer at forbinde EU og det internationale samarbejde med.

ADN: To timer i lufthavnen – eller 10 måneder for at få sit visa, så man kan komme tilbage til sit amerikanske universitet: der er eksempler nu på russiske studerende eller sydkoreanske forretningsfolk, som må vente i månedsvis på, at få visa eller indrejsetilladelse i USA. Så det er klart du peger på noget som er et alvorligt problem. Vi har en ny motivation for at samarbejde internationalt: det er fint og godt. Men problemet er, at den måde vi gør det på måske samtidig går imod internationaliseringen og gør den mere vanskelig. Man skal igen være opmærksom på, at Homeland Security er et område i sin vorden: et område, som vi først er igang med at definere; hvor der stadigvæk er masser af problemer, som vi ikke har løst, og masser af åbne spørgsmål. Den tilgang man har valgt i USA er, at sige: 'Okay, vi skal forsøge at hæve sikkerheden fx ved grænserne, samtidig så skal vi ikke forhindre varer og personer i at passere. Den måde vi gør det på er' – meget amerikansk – 'at tage teknologien til hjælp'. Man er igang med oprette såkaldte smart borders, hvor personer, der rejser meget, eller virksomheder, som regelmæssigt skal krydse en grænse, de kan gennemgå en slags udvidet screening – og de skal så leve op til visse sikkerhedsstandarder.

Fx skal transportfirmaer have et specielt hegn omkring og overvågning af sit pakkeområde – tiltag i den retning. Så kan man blive en trusted traveller: man kan springe den normale kø i lufthavnen eller ved grænsen over. Så man tager teknologien til hjælp, sætter sensorer op, som skal kunne afsløre, om der er forsøg på at indsmugle kemiske eller biologiske eller nukleare materialer i USA, og så kan man så ekspedere varerne hurtigere over grænsen.

Amerikanernes tilgang er: Vi tager teknologien i brug, går igang med de her trusted relationships, hvor vi forsøger at opbygge et tillidsforhold til den private sektor og til borgeren. På den måde kan vi tage det værste ud af det dilemma. Det er måske også den måde man er nødt til at tænke det på: finde løsninger, hvor man tager hensyn til begge dele.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto:
Space Imaging