|
|
Det forekommer mig at det, der er krumtappen i den europæiske sikkerhedssituation det er Storbritannien. Så længe briterne prioriterer USA over kontinentet så er der et transatlantisk split, så har Europa et problem. I det øjeblik London valgte at finde sammen med Berlin og Paris om en sikkerhedsopfattelse, så ville situationen være en anden. Står Tyskland mellem Frankrig - der taler for et civilt, civilisatorisk Europa; FUSP'en - og så England, der taler for et Vesten? Hvor Tyskland skal vælge mellem de to?
ANK: Det har altid været Tysklands situation - også under den Kolde Krig. At man havde Storbritannien som fortaler for et mere atlantisk Europa, og Frankrig som fortaler for et mere europæisk Europa.
Et mere FRANSK Europa!
ANK: Lige netop. Om det er et civilisatorisk projekt, det ved jeg ikke - det er under alle omstændigheder et Europa, hvor sikkerhedspolitik skal være mere uafhængig af USA. Så kan man kigge på Congo og spørge sig selv om dét betyder mindre militært-aktiv politik? Det gør det måske nok ikke, men det bliver i hvert fald et mere europæisk Europa - mere europæisk sikkerhedspolitik. Tyskland har ALTID stået mellem de to positioner, derfor vil jeg sige: det er ikke Storbritannien, men Tyskland, der er krumtappen. Tyskland har altid forsøgt at balancere mellem de to, fordi man på den ene side var dybt afhængig af NATO og meget, meget afhængig af USA - og samtidig var meget, meget skeptisk overfor om USA var for aggressiv, om USA var på et spor, der ville fremprovokere konflikter. Under Den Kolde Krig klart nok: med Sovjetunionen, men også her, i efter-koldkrigsperioden, er USA og Tyskland i grunden i det samme dobbeltforhold, som du var inde på. På den ene side er landet meget knyttet til USA - USA og NATO er stadigvæk en del af Tysklands forsikringspolitik, for tyskernes forsøg på at overbevise de andre europæiske lande om at landet er integreret; at de nok skal opføre sig ordentligt; osv. Men samtidig går de ting der foregår nu og den linie USA er slået ind på den tyske pacifistiske strømning - eller anti-militaristiske, vil jeg hellere sige - dybt imod. Vi har nøjagtigt det samme dobbeltforhold og balanceforhold, som under Den Kolde Krig.
Det vil sige at Tyskland stadigvæk står mellem Storbritannien - fortaler for det transatlantiske Europa - og Frankrig, fortaler for det mindre transatlantiske og det mere europæiske. Så hvor Tyskland nu beslutter sig for at lægge sit lod - det bliver meget dér, den europæiske sikkerhedspolitik kommer til at ligge. Den KAN godt laves uden Storbritannien, hvis det er sådan at Tyskland realiserer sit potentiale. Det vil ikke nødvendigvis være godt - det vil medføre indre splittelser i Europa, for det er jo klart at Europa er ikke kun Tyskland og Frankrig: der er også atlantiske småstater, som Danmark fx og Holland, Portugal, på kontinentet. Så det vil ikke være nogen god løsning, men det vil være en mulig løsning. Derfor vil jeg egentlig sige at det måske ikke er så meget Storbritannien, men Tyskland det afhænger af: hvis Tyskland nu vejer ind tæt på Storbritannien, så vil Frankrig efterhånden også bevæge sig i den retning, fordi de indser at det er den eneste realistiske mulighed for at få stablet noget på benene.
Fordi både Spanien og Italien og Tyskland går i den retning?
ANK: Lige netop. Så meget realitetssans har man - det har vi også set tidligere i 90erne: at Frankrig, når det fornemmer hvilken vej vinden blæser, ikke er så rigide i deres opfattelser at de ikke kan tilpasse sig. Der var jo en tilnærmelse til NATO fx – og også i den proces vi så i 1998, hvor ESDP - den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik - blev stablet på benene, så vi egentlig igen et meget fleksibelt Frankrig.
Jeg tror, at der hvor Tyskland bestemmer sig for at lægge sin vægt, det er meget dér, vi kommer til at se den europæiske sikkerhedspolitik.
Hvor meget skal USA komme FN og Europa i møde for at få tyske soldater ind i Irak?
ANK: De skal komme FN og Europa temmelig langt i møde. Det skal de dels fordi at Tyskland selvfølgelig har gjort det til et ufravigeligt krav at der skal være et klart FN-mandat. De skal også gøre det fordi tyskerne - som på nuværende tidspunkt har 8-10.000 soldater deployeret rundt omkring i verden [hvad man ofte glemmer i diskussionen] allerede befinder sig på grænsen af hvad de kan overkomme, ingen tvivl om det. Der er samtidig et stort pres på dem i Afghanistan for at sende flere tropper - få udvidet ISAFs mandat til at omfatte hele landet. Det er et praktisk argument: tyskerne har spredt deres peanutbutter så vidt, som det kan komme. så derfor skal USA - altså både af ideologiske og af rent praktiske årsager - komme Tyskland og Europa meget langt i møde før vi vil se en substantiel tysk indsats i Irak. Man kunne sagtens forestille sig et mindre bidrag - politifolk, få soldater --- symbolsk betydning osv. --- men hvis vi taler om store styrker, så skal USA komme meget langt frem.
Men Schröder venter vel også på at USA skal komme med en indrømmelse, der gør det muligt at få det til at ligne en tysk sejr i stedet for et tysk nederlag, ikke?
ANK: Ja, afgjort - og her vil FN-mandatet jo være af central betydning.
UDGIVET 11.09.03 9:42 CET
Illustrationsfotos: EU
|
|
|
|
|
|
|
|
