|
|
||||
|
|
|
|||
3. Den schweiziske lektie
Hvornår holdt du op med at gå ind for karakterer? Var det efter et 6-tal?
ZS: Nej, jeg tror det var da jeg blev uafhængig af min bevægelse, dengang. Jeg blev jo medlem da jeg gik i 7.klasse - så havde man jo bare travlt med at blive indoktrineret lidt til den politik, der lå i organisationen. Men der er meget der har ændret sig siden!
Jeg har også været et år i Schweiz, og det var så den sidste banebrydende oplevelse for mig, politisk. Fordi at jeg fik lov at opleve det her direkte demokrati på meget tæt hold. Det var spændende - ikke at jeg vil overføre modellen til Danmark, men----
Hvorfor ikke? I taler jo i Det Radikale Venstre evindeligt om folkeafstemninger? Det er sådan I forestiller Jer fremtiden: at vi står op om morgenen og stemmer i 20 spørgsmål via computeren, ikke?
ZS: Hvis det går HELT amok, som du fremstiller det, så mister demokratiet jo fuldstændigt sin stemme. Jeg er jo en af dem, der har den der brede demokratiforestilling: hvor man taler om tingene og finder frem til det bedste argument i fællesskab og ALLE holdninger skal til udtryk. Det kan man overhovedet ikke gennemføre hvis man sidder hver morgen og taster "ja" eller "nej" på computeren.
Men du så det fungere, i Schweiz?
ZS: Jeg var egentlig mest optaget af det lokale demokrati, i den kommune jeg boede – som jeg tror var meget repræsentativt. Der oplevede jeg at politik var noget, som lidt mere var hver mands eje end i Danmark. Der var mange flere folkevalgte: man havde ikke bare et byråd, man havde også skolekommissioner osv. hvor det var typisk at hjemmegående husmødre havde pladser, men også stillede op for partierne. Så det var nogle lidt andre slags politikere, end vi har i Danmark - det var virkelig et meget bredere udsnit af befolkningen, som var politisk aktive på lokalt plan.
Vi snakker meget om at Danmark er et 'foreningsland', men det synes jeg i den grad også at Schweiz var. I virkeligheden var det mest spændende, at i Schweiz, som man jo eller siger er et utroligt konservativt og reaktionært samfund, har initiativet utroligt gode kår. Man VED man kan tage initiativ - på landsplan, men også lokalt, til alle mulige forskellige arrangementer eller bestemmelser osv., man så kan få bragt til afstemning. Og det gør ligesom at man som borger er en mere aktiv medspiller - man ved at det er rent faktisk en scene, man selv kan træde ind på som borger, ikke bare som politiker. Så det var spændende.
Men jeg fik også fornøjelsen af at sidde i den lokale kirke og overvære at man stemte ja til at en række italienere fik schweizisk statsborgerskab, fordi det foregår ikke på landsplan. Dér indstiller man til de enkelte små kommuner at de her udlændinge skal tildeles schweizisk statsborgerskab. Der er det i øvrigt ikke indbyggerne i den kommune men borgerne - et lidt gammelt begreb - som så stemmer om de her statsborgerskaber. Og det er jo en afsindig grotesk oplevelse: man sidder med hånden oppe for at bestemme om et eller andet menneske så skal have statsborgerskab.
Nogle vil sige at det billede af Schweiz, og idéen om at man skulle kunne komme tilbage til nærdemokrati, hører en anden æra til. At politik er blevet så kompleks, så internationaliseret, så teknisk at man er nødt til at lægge det op i nogle systemer hvor eksperter kan varetage det, på tværs af landegrænser – og at det krav umuliggør det folkelige engagement som du taler om. Ser du det som et problem? At tiden er løbet fra det demokrati, som du beskriver?
ZS: Nej. Man kan jo godt have sådan en idealforestilling om at man er utroligt engageret i lokasamfundet - det, der sker i Danmark idag er i virkeligheden at man er måske knap så engageret 'i byen' og aktiviteterne der; til gengæld er man jo ret engageret i børnenes skolebestyrelser---
Er det også "politik", i dine øjne?
ZS: Det synes jeg jo det er. Men det er noget, der på ingen måde kan erstatte den politik som vi er involeret i---
Jeg kan godt se argumentet om, at 'hvis du er involveret i skolebestyrelsen, så bliver du nok mere involveret i lokalsamfundet osv...' En pyramide af engagement. Men er der ikke en risiko for, at hvis du giver folk masser at lave - med deres 'kvarterløft' og hvad der ellers foregår i medborgerhusene - så får de så travlt med det, at de ikke gider interesserer sig for hvad der sker på landsplan? At de bliver 'mætte' på lokalplan?
ZS: Jo - det er jo hele denne her diskussion om at engagere sig i det lille vs. det store demokrati. Jeg tror sådan set ikke dét at engagere sig i det lille demokrati er en forhindring mod at engagere sig i det store - man må bare aldrig, som politiker, bilde befolkningen ind at det er tilstrækkeligt at engagere sig på børnenes skole, i skole- eller forældrebestyrelse. I første omgang så kan sådan et engagement være begrundet i at man ønsker at gøre en indsats for sit barn - så derfor engagerer man sig på den skole, hvor ens barn går. Men dér er erfaringen mange steder, at faktisk så begynder forældrene i skolebestyrelserne meget hurtigt at tænke på hele skolen - ikke mere bare på barnets bedste, men på hele skolens bedste. På den måde får man faktisk en lidt større erkendelse - man dropper den der meget snævre egeninteresse. Men det viser sig også mange steder at det næste skridt - til måske at tænke på tværs af skolerne i kommunen - dér begynder det at halte. Der begynder man at holde på at 'vi vil gerne have midlerne herhen' osv.
Så man giver folk muligheder for at engagere sig, men man låser dem også i en position, hvor de ser dét ud fra et bestemt perspektiv - de anlægger ikke et helhedsperspektiv. Jo, måske for skolen, men ikke for hele kommunen eller for hele landet. Og på den måde repræsenterer man så alligevel en særinteresse: det skal man være klar over. Men jeg synes det er glimrende at man engagerer sig - jeg tror også at der sker en demokratisk uddannelse gennem et engagement, så det kan kvalificere én til at deltage i det store demokrati og tænke mere helhedsorienteret. Men i første omgang så orienterer man sig nok alligevel lidt snævrere.
|
|
|
|
|
|
Foto: RU, Det Kgl. Bibliotek
