ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

3. Den glokale terrorisme

Studier af al-Qaida-relaterede terrorhandlinger i Østafrika 1998, 11. september, Bali 2002, Marokko 2003 og Istanbul 2003 tyder på, at individer med træning etablerer kontakt til ligesindede, men utrænede i isolerede miljøer f.eks. i slumområderne i Casablanca, Istanbul eller Nairobi, hvor de her hjælper med at organisere terrorhandlinger. Der er med andre ord tale om etablering af lokale projekt- eller ad hoc grupper med støtte fra veltrænede og kompetente folk udefra med det formål at gennemføre en eller flere aktioner således som man så det i Tyrkiet i november 2003. Når aktionen er gennemført eller forhindret ophører projektgruppen med at eksistere, hvorfor det kun udfra en trang til systematik og kartotekskabs-tænkning giver mening at tale om grupper i klassisk forstand. Der er snarere tale om midlertidige forbindelser mellem globale og lokale netværk, hvorfor man kan fristes til at betegne denne nye måde at organisere terrorisme på som glokal terrorisme.

                      Det siger sig selv, at denne nye glokale terrorisme kun i begrænset omfang lader sig bekæmpe militært. Der er næppe tvivl om, at amerikanernes militære aktioner i Afghanistan, der blev indledt oktober 2001, anrettede store skader mod al-Qaida, der fik såvel sine vigtigste knudepunkter som træningsfaciliteter ødelagt, hvilket utvivlsomt svækkede netværket betydeligt. Men samtidig blev netværket spredt til en lang række andre lande, hvor de i ukontrollerede områder har etableret nye knudepunkter. Det mest kendte eksempel er Ansar al-Islam, der søgte til de kurdiske områder i det nordlige Irak, hvor medlemmerne med eller uden støtte fra Bagdad etablerede sig. At bekæmpe de islamistiske netværks knudepunkter alene med bomber svarer således nærmest til at fjerne en beholder med virus ved at smadre den med en hammer.

                      I det perspektiv turde det være klart, at en militær forsvarsalliance som Nato kun i beskedent omfang kan bidrage til bekæmpelse af glokal terrorisme. I 1999 var de europæiske Nato lande skeptiske over for de amerikanske ideer om at omstrukturere Nato til en global politistyrke, der skulle rykke ud beyond territory. Efter 11. september 2001 blev terrorismebekæmpelse Nato’s hovedopgave, men al den stund terrorisme kun i begrænset omfang bekæmpes militært vil de nye strategiske prioriteringer formentlig ende med at dekonstruere alliancen indefra – man kan her blot erindre om den uenighed Nato i begyndelsen af 2003 gerådede ud i i forbindelse med den rolle USA og Tyrkiet i terrorismebekæmpelsens navn ønskede at alliancen skulle indtage i krigen i Irak.

                      Meget tyder på, at Danmark er indstillet på at tilpasse sit forsvar til Nato’s nye strategiske koncept ved at omstrukturere forsvaret til at prioritere højtspecialiserede elite kamptropper, der skal være i stand til at kæmpe i forreste front sammen med amerikanske specialstyrker rundt omkring i verden (Bruun-rapporten 2003). Det er ikke stedet her at afgøre hvorvidt en sådan omstrukturering er hensigtsmæssig i forhold til overordnede strategiske mål, men som led i bekæmpelse af glokal terrorisme i form af islamistiske netværk synes disse tanker ikke at give meget mening.

                      De islamistiske netværk lever af tre ting: penge, individer og konflikter. Det må således være disse tre områder, terrorismebekæmpelse må sætte ind overfor. Med hensyn til finansiering af terrorisme sker den som blanding af økonomisk kriminalitet, narkotikahandel, gidseltagning, røverier og pirateri samt indsamlinger, donationer og lovlig forretningsvirksomhed. Herudover anvendes metoder til overførsler af penge, der går uden om banker (hawala-systemet, kurer etc.). Efter 11. september er der internationalt gjort meget for at begrænse pengestrømmene ikke mindst i forlængelse af den konvention FN vedtog i november 2001. Tilsvarende har en række lande strammet deres lovgivning på området, herunder på det seneste også Saudi-Arabien som menes at have været en af de væsentlige kilder til finansiering af de islamistiske netværk. Imidlertid viser undersøgelser foretaget dels i FN regi, dels af tænketanke og udvalg i USA, at effekten i forhold indsatsen er meget beskeden simpelthen fordi det er overordentlig vanskelig at følge og begrænse pengestrømme (Terrorist Financing 2002). Da eksperter vurderer, at yderligere stramninger kun vil have ringe effekt samtidig med at de vil være voldsomt generende for den internationale og lovlige forretningsaktivitet er der formodentlig ikke meget mere man gøre på dette område.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration:
U.S. Dept. of Defense