ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

4. De islamiske netværk i svage stater og vestlige storbyer

                       Erfaringer hidtil viser, at de islamistiske netværk overordnet findes tre steder. For det første i svage stater fortrinsvis i Mellemøsten, Syd- og Sydøstasien samt Afrika. De har her mulighed for at etablere sig bogstavelig talt uden for lands lov og ret. Her er der faktisk kun én mulighed for at bekæmpe udbredelsen af islamistiske netværk nemlig ved at styrke de pågældende staters infrastruktur, deres territoriale integritet, deres politistyrker og efterretningstjenester, deres retssystemer og i samarbejde med disse stater at udføre efterforskning, foretage anholdelser – evt. militær bekæmpelse af lejre, hvis sådanne afsløres – og gennemføre retssager. Det er afgørende at disse initiativer har karakter af konstruktivt samarbejde mellem de velstillede donorlande og de svage stater og modellen kunne være Barcelona-processen: samarbejdet mellem EU og de sydlige Middelhavslande. Nøgleordene i opbygning af et sikkerhedsberedskab er med andre ord dialog, samarbejde og udvikling.

                      For det andet har det vist sig, at medlemmer af de islamistiske netværk er rekrutteret i miljøer i vestlige storbysamfund som f.eks. London, Hamborg, Paris, Philadelphia. Mindst en er rekrutteret i Århus i Danmark. Rekrutteringen finder sted i moskemiljøer eller som i Istanbul og Casablanca hele små samfund, hvor al-Qaidas ideologi i forvejen er udbredt og hvor muligheden for at finde personer som vil gå skridtet videre til væbnet kamp er til stede. Det betyder ikke at sådanne miljøer står for organisering af terrorisme, men snarere, at det er her at kontakten mellem de globale og de lokale netværk kan etableres gennem rekruttering af individer. I London har man i årevis kendt til miljøer, hvor retorikken og ideologien utilsløret har ligget tæt op af al-Qaidas ligesom myndigheder formentlig har kendt til, at der f.eks. omkring Finsbury-moskeen blev rekrutteret individer, der via træningslejre i Pakistan og Afghanistan er havnet i konflikter rundt omkring, navnlig i Kaukasus. Tilsvarende miljøer har eksisteret andre steder i Europa og hovedreglen var, at myndighederne mere eller mindre holdt sig væk så lang tid der ikke fra disse miljøer blev organiseret terrorisme i de pågældende lande. Som tilrettelæggelsen af 11. september til dels i Hamborg er et eksempel på, har Europa fungeret som et område, hvor netværkene har kunnet organisere sig og f.eks. skaffe pas og andre fornødenheder. Problematikken kompliceres af, at såfremt der dannes projektgrupper som Hamborg-cellen vil de ofte trække sig væk fra de mest bemærkelsesværdige miljøer i kvarterer og bebyggelser uden for de nævnte miljøer. Efter 11. september har de europæiske lande erkendt at den traditionelle pragmatiske og laissez faire strategi ikke er holdbar i forbindelse med den glokale terrorisme hvorfor myndighederne i lande som England, Tyskland, Belgien, Frankrig, Italien og Spanien meget mere synligt har opereret i de pågældende miljøer. Tilsvarende er efterretningstjenesternes arbejde blevet styrket og ikke mindst er det internationale samarbejde om efterretninger blevet betydeligt udbygget.

                      Det målrettede efterretningsarbejde er helt nødvendigt dersom forhindring af terrorisme på europæisk grund skal forhindres. Men effektivt efterretningsarbejde forudsætter andet og mere end elektronisk overvågning, ransagninger og aflytninger, nemlig gode kontakter til de miljøer, hvor mødet mellem de globale og de lokale netværk finder sted (PET 2003). Det er for det første derfor afgørende, at man forhindrer etablering af egentlige ghettodannelser, der stort set er uigennemtrængelige for myndigheder og det omgivende samfund – det er netop i sådanne ”selvregulerende” og isolerede miljøer, at terrorhandlinger i Marokko, Kenya, Indonesien og Tyrkiet er blevet organiseret, ligesom det var i et sådan isoleret miljø i New Jersey, at manden bag det første angreb på World Trade Center Ramzi Yusuf i 1993 rekrutterede og organiserede sin projektgruppe. For det andet er det vigtigt at være i dialog mellem indvandrer- og minoritetsmiljøer fordi de som helhed tager lige så stor afstand fra terrorisme som resten af samfundet, hvorfor et godt forhold vil være befordrende for at kunne få informationer om eventuelle aktiviteter, der tager sigte på at organisere terrorisme.

            Såfremt det drejer sig bekæmpelse og forhindring af terrorisme vil det bestemt ikke være befordrende at samfundet kommer i konflikt med hele etniske grupper af indvandrere. Tværtimod vil integration, som understreget af den franske islamolog Olivier Roy, være den mest farbare vej sammen med dialog og – skal det understreges – målrettet efterretningsvirksomhed. Det sidste har man i Danmark til dels lagt sig efter gennem styrkelse af efterretningstjenesterne og vedtagelse af den såkaldte ”terrorpakke”, der giver politi og efterretningstjeneste større og bedre muligheder for at gennemføre efterforskning med henblik på at forhindre terrorisme. Det er klart, at en enhver stramning af lovgivningen, som giver myndighederne større beføjelser over for borgerne samtidig i et vist omfang er indskrænkning af de selv samme borgeres rettigheder. Stramningerne bør derfor løbende evalueres med henblik på om de faktisk øger sikkerheden eller om de blot indskrænker rettighederne.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration:
U.S. Dept. of Defense