ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

2. En ny terrorisme?

For så vidt det faktisk handler om bekæmpelse af terrorisme, herunder navnlig de islamistiske netværk der stod bag 11. september burde det abstrakte begreb ”krig mod terrorisme” opløses i mere konkret definerede trusler. Nu er der selvfølgelig mange, der vil hævde, at trussels- og risikovurderinger ikke er mulige at udarbejde, fordi trusler altid er relative størrelser, der ikke lader sig absolut bestemme i matematiske formler. Naturligvis kan en trussel ikke identificeres absolut og objektivt ligesom dens omfang ikke præcis kan beskrives i procenter. Det er klart, at trusselsvurderinger baserer sig på fortolkninger og at den anvendte fortolkningspraksis har indvirkning på, hvordan truslen kan eller vil materialisere sig: ignoreres truslen vil den alt andet lige være større end hvis den imødegås, mens et beredskab omvendt ikke er nogen garanti mod at den indtræffer, ligesom fokus på en type trussel kan fjerne fokus fra en anden.

                      Ikke desto mindre må det være en overvejelse værd om ikke det kunne være en god idé at konkretisere hvad man mener, når man begrunder allehånde initiativer med henvisning til truslen fra global terrorisme. Faktisk synes det formålstjenligt at opløse sloganet ”krig mod terrorisme” i en række bestanddele eller underområder som der hver især kan tænkes strategisk og pragmatisk om. Helt overordnet kan der være grund til at skelne mellem trusler fra terrorisme, trusler fra stater som f.eks. Nordkorea og den trussel der stammer fra spredning af masseødelæggelsesvåben. Under terrorisme kan der ydermere være grund til at skelne mellem global og lokal terrorisme, hvor der med det sidste sigtes på terrorisme som er klart identificeret med lokale eller regionale konflikter som dem vi f.eks. kender i Nordirland, Baskerlandet og Palæstina. Med global terrorisme menes terrororganisationer som dramatisk udtrykt har hele verden som potentiel kampscene, hvilket betyder at de både har forgreninger globalt og at de konkret og faktisk truer med at lave aktioner hvor som helst på kloden. I dag kender man kun en organisation, der er globalt funderet og som har global sigte med sine aktioner, nemlig al-Qaida.

                      Mens den lokale eller regionale terrorisme i Europa af en lang række grunde ret beset var faldende i gennem hele 1990’erne er det ikke uden videre logisk at ændre i strategien af dens bekæmpelse. Langt mere oplagt synes det at arbejde videre med de erfaringer navnlig europæerne har høstet og som i det mindste statistisk har vist sig relativt effektive.

Derimod er der meget der tyder på, ikke mindst de britiske erfaringer (Shoebridge 2003), at de europæiske metoder og strategier ikke er specielt gode, når det drejer sig om bekæmpelse af den globale terrorisme, der virkelig er et nyt fænomen som verden for alvor fik øjnene op for med aktionerne 11. september.

Det nye ved den globale terrorisme er, for det første, at den ikke er begrænset til områder og konkrete konflikter, men netop global. Der er således al mulig grund til at antage, at islamistiske netværk har været og er involveret i terrorisme og forsøg på terrorisme i Kaukasus, Centralasien, Sydøstasien, Sydasien, Afrika, Europa og USA, hvor de udnytter lokale konflikter i deres revolutionære oprør mod den vestlige-amerikanske dominans og verdensorden. Dette betyder for det andet, at målet eller sigtet med al-Qaida terrorismen er et omnipotent ønske om at revolutionere den eksisterende verdensorden. Lige så abstrakt og luftigt dette mål er, lige så bredt favnende er det i sin appel til de individer, der lever i mere eller mindre isolerede og marginaliserede sprækker i den globale landsby, hvad enten de befinder sig i de amerikanske metropoler eller landområder i Pakistan. Som sådan er der en vis lighed mellem tidligere tiders kommunister med hang til væbnet kamp og nutidens islamister, men forskellen er, at al-Qaidas organisationsform er meget mere dynamisk og fleksibel end tilfældet var med de venstreorienterede terrorgrupper. For det tredje er al-Qaida i dag mere at forstå som en ideologi eller en metafor for et vidt forgrenet netværk af individer, der, når det kommer til det konkrete, sjældent har meget andet til fælles end den abstrakte ideologi, viljen til kamp og en fundamentalistisk overbevisning om, at kampen er meningsfuld. Al-Qaida startede som gruppe af nogle hundrede frivillige modstandsfolk fra krigen i Afghanistan, der sluttede op om Osama Bin Laden og hans ide om efter nedkæmpelsen af supermagten Sovjetunionen at fortsætte kampen mod USA. Det er dem, der gennem 1990’erne har rekrutteret og stået bag opbygningen af træningslejre og knudepunkter i netværket fortrinsvis i svage stater i Sydasien, Sydøstasien og Afrika og dermed i princippet og formentlig også konkret gjort Osama og den oprindelige al-Qaida gruppe overflødig: netværket er selvsupplerende og har det meste af kloden som sin rekrutteringsbase.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration:
U.S. Dept. of Defense