|
3. Irak: Hvordan Blair
opnåede det modsatte af hvad han ønskede
Irak. Sidste år var der
fornemmelsen af, at Tony Blair gik med under opfattelsen af, at han ønskede at
bygge bro mellem USA under Bush-regeringen og FN - tilbyde en form for dække;
indbygge eller nedfælde dette projekt i et international kontekst. Er det
lykkedes ham at forbinde USA med verdenssamfundet?
KM: Nej, det er ikke lykkedes
ham. Jeg tror på argumentet om at Blair oprindeligt bandt sig til Bush i håbet
om at overtale ham til at vente på FN’s godkendelse – en anden resolution.
Hvis han havde opnået det ville der være blevet sat et meget stærkt
fortilfælde – som ville have gjort det meget, meget mere vanskeligt for noget
land at handle unilateralt– dvs. erklære krig på egen hånd.
Så du siger at han gik ind
med strategien om at opnå præcis det modsatte resultat af det, mange mener han
har fået. I stedet for at krig skulle være noget, USA kunne beslutte på egen
hånd, havde Blair faktisk idéen om at dette var en lejlighed til at gøre
enhver krig udenfor FN illegal eller ligefrem: umulig?
KM: Det er min fortolkning af
det. Det er altid svært. Efter at have slået ind på den kurs opdagede Blair at
han var låst fast i den. Til sidst kunne de ikke få den anden resolution - og
besluttede de havde nok legitimitet til at gå ind. Og under alle
omstændigheder var de militære grunde til at gå ind ganske stærke. Mit
synspunkt er, at det var ekstremt fjollet af både Bush og Blair at forsøge at
sælge denne her politik til deres befolkninger ved at tale om
masseødelæggelsesvåben. Jeg kan ikke vurdere hvor sandsynlige
efterretningsindberetningerne virkelig virkede før krigen, men det
forekommer mig at der var ganske mange gode grunde til at invadere Irak og
vælte Saddam Husseins regime. Blandt dem behovet for regional stabilitet i
Mellemøsten; det faktum at Hussein så ud til at ønske at øge sine muligheder
for atomvåben - den magt, der ville give ham midler til at intimidere alle
staterne i det område og olie-kontrol. Der var en hel serie af aldeles
fornuftige grunde for at invadere Irak - inklusiv det faktum at amerikanerne
havde en hær i Kuwait, klar til at gøre arbejdet og de kunne ikke ligefrem
trække den hær tilbage uden at give Hussein en sejr - og de kunne ikke lade
den vente i al fremtid. Så der var efterhånden mange gode grunde til at
overveje denne beslutning - og gå ind. At gøre det til et spørgsmål om
masseødelæggelsesvåben viste sig i det lange løb at være en stor ydmygelse -
og, mener jeg, en unødvendig ydmygelse.
Dette har at gøre med
essensen af artiklen om 'den nationale interesse' og din klare holdning om at
den skal forblive eller blive genindsat som---
KM: Et kriterium for at drive
offentlig, international politik, ja.
Som EN legitim basis eller endog som DEN
legitime basis for enhver udenrigspolitik?
KM: Well, det er delvis et konceptuelt
spørgsmål. Hvis du forstår 'den national interesse' i bredeste forstand
inkluderer den selvfølgelig respekt for moralen, for internationale aftaler
man har tiltrådt; for at tage internationale organisationer perfekt
alvorligt. Men den inkluderer også ganske mange andre ting. Så i den
bredeste forstand kan du sige at 'den nationale interesse' er den fundamentale
basis for at træffe alle beslutninger - men det er vigtigt at
understrege at dette ikke betyder "den nationale interesse" i en meget snæver
forstand.
Altså ikke som en ren
refleksion af traditionel magtpolitik?
KM: Ja. Traditionel magtpolitik
havde bestemt sine begrænsninger. Men der var et læserbrev i The Times
i går, hvor en eller anden tilhænger af EU ['some believer in Europe']
protesterede mod spørgsmålet, 'Hvad får vi i Storbritannien ud af det
europæiske fællesskab?' Han sagde, ”Dette er et kriterium baseret på egoistisk
national interesse. Vi skulle hellere spørge, med afdøde Præsident Kennedy,
'Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit
land'”. Med andre ord: briterne bør gøre hvad de mener at kunne for at hjælpe
det Europæiske Fællesskab.
Men det
Europæiske Fællesskab er jo selvfølgelig en meget suspekt organisation [a very
dodgy organisation] med meget korruption - og jeg mener det er fuldstændig
legitimt og slet ikke egoistisk at spørge, 'Hvad får Storbritannien ud af
det?'
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
