ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

af Jesper Vind Jensen, politisk journalist ved Søndagsavisen og cand.mag.

Af Jesper Vind Jensen, journalist ved Søndagsavisen og cand.mag.

I 1988 udleverede den danske DDR-ambassade i Østberlin 18 østtyske asylsøgere til Stasi. Det er en af de mest dramatiske og ømtålige episoder i den danske udenrigstjenestes historie. Historiens uforudsigelige gang gjorde, at udleveringen bidrog til den fredelige østtyske revolution, der kulminerede med Berlinmurens fald den 9. november 1989. Denne overraskende tese kommer tyskeren Dr. Wolfgang Mayer med i den politologisk-historiske afhandling ”Flucht und Ausreise – Botschaftsbesetzungen als wirksame Form des Widerstands gegen die politische Verfolgung in der DDR.“ (Flugt og udrejse – ambassadebesættelser som virkningsfuld modstandsform over for den politiske forfølgelse i DDR).

I Mayers optik er hovedårsagen til DDR’s sammenbrud ”afstemningen med fødderne”. Den betegner 4 millioner østtyskeres flugt og udrejse til Vesttyskland, som fandt sted fra dannelsen af ”arbejder- og bondestaten” i 1949 til dens nedlæggelse i 1989-90. Da var der 16 millioner borgere tilbage i DDR. Udvandringen skete uden større fysiske hindringer indtil Berlinmuren blev bygget i 1961. Derefter blev legal udrejse uhyre vanskeligt, hvilket bl.a.  medførte dødsens farlige flugtforsøg og illegale besættelser af vestlige ambassader i Østeuropa. Mayer ser de mange forskellige østtyskere med udrejseønske som udtryk for en politisk bevægelse - her er hans tese, at de, der prøvede at flygte fra DDR udgjorde en borgerrettighedsbevægelse ligesom de store massedemonstrationer umiddelbart før Berlinmurens fald.

 

Et sidste hul i Muren

Ambassadebesættelser i DDR er et underbelyst fænomen i den politologisk-historiske forskning. Men de var, mener Mayer, den mest konsekvente måde at vise sin udrejsevilje på. Deres baggrund var den europæiske sikkerhedskonference CSCE, hvor øst- og vestblokken i Helsinki i 1975 anerkendte Europas grænser efter 2. verdenskrig, oprettede diplomatiske forbindelser og forpligtede sig til at respektere menneskerettighederne, herunder rejsefrihed for borgerne. Da borgerne i DDR var muret inde af soldater og Stasi, var det så som så med retten til fri udrejse. Et sidste ”hul i muren” var de vestlige ambassader i Østeuropa.

Her henvendte mange asylsøgere sig på vestlige ambassader og henviste til CSCE-erklæringen om retten til fri udrejse. Det diplomatiske spil var indviklet og speget. Ikke mindst fordi den vesttyske grundlovs borgerrettigheder også gjaldt for østtyskere. Derfor hverken kunne eller ville den vesttyske udenrigstjeneste smide folk på porten, hvis en af deres ambassader blev besat af østtyskere. Denne afståelse fra at bruge magt var en politik, vesttyskerne også krævede at deres vesteuropæiske allierede fulgte.

Konsekvensen var, at hvis besættere ikke frivilligt forlod en ambassade, endte det som regel med udrejsetilladelse. DDR-regimet ville nemlig undgå, at langvarige ambassadebesættelser fik den vestlige presse til at fokusere på regimets brud på Helsinki-erklæringen og dets mangel på folkelig legitimitet. Desuden var DDR blevet økonomisk afhængigt af Vesttyskland, som betalte milliarder af hårde D-Mark for at en række personer fik lov til at rejse. Og reelt kunne DDR kun stoppe besættelserne, hvis man afbrød de diplomatiske forbindelser til Vesten. Men det ville være helt katastrofalt for DDR, som i 1970’erne endelig havde opnået, at blive internationalt anerkendt af Vesten og optaget i FN.

Vestsiden var samtidig interesseret i at dysse ambassadebesættelserne ned på grund af den kolde krigs diplomatiske spil. I Vesten ville man ikke risikere anklager om medvirken i besættelserne. Det kunne få øst-vest-forholdet til at fryse til: skabe indskrænkninger for de – typisk pensionister – der fik lov til at rejse til Vesten og begrænse vesttyskeres muligheder for at besøge slægtninge i øst. Det var altså kun, hvis de blev kendt i medierne, at ambassadebesættelserne for alvor udstillede DDR’s mangel på folkelig legitimitet og regimets brud på Helsinki-erklæringen, skriver Mayer.

Som de politisk mest effektive ambassadebesættelser i DDR fremhæver Mayer besættelsen af den vesttyske ambassade i Prag i 1984, besættelsen af den danske ambassade i Østberlin i september 1988 samt besættelsen af den vesttyske diplomatiske repræsentation - ”Ständige Vertretung” - i Østberlin i august 1989. Her spillede medierne en meget aktiv rolle, hvilket påførte det kommunistiske regime store imageskader – indenrigs- og udenrigspolitisk.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto:
NATO