|
|
Briternes dobbelt strategi - og vores
Mener du at hans personlige engagement og påvirkning er sammenlignelig med Blairs?
HHH: Nej, jeg tror det er noget andet med Blair, fordi jeg tror Blair trods alt har en dagsorden, som er skruet sammen på en mere bred-international baggrund. Det, som Bush reagerer på, det er hvad han oplever som en trussel mod USA og de værdier og det samfund, som han er sat til at forsvare. Det, Blair reagerer på, det er hvad han oplever som en trussel mod det internationale samfund. Og det gør en ganske afgørende forskel i den måde, der reageres på: Blair er til stadighed villig til at forhandle med andre; vil gerne i fællesskab; vil gerne finde internationale løsninger. Bush kan ikke finde ud af om han gerne vil have internationale løsninger, eller om han i virkeligheden vil gøre det selv. Vi ser det jo helt aktuelt i forhold til diskussionen i FN, hvor det jo er åbenbart at amerikanerne har brug for en højere grad af international deltagelse til at løse problemerne i Irak, men det også samtidig er meget, meget svært for dem at give slip på den kontrol, de nu har fået ved selv at besætte landet.
Men i en vis forstand kan man jo sige at Blair er meget mere ekstrem. Fordi hvis vi ser på den typiske holdning til Irak, det internationale billede; på spørgsmålet om voldsanvendelse - på alle de områder må man vel sige at Blair ligger vel langt længere fra det britiske gennemsnit på alle de holdninger end Bush gør fra det amerikanske?
HHH: Det er der slet ingen tvivl om. Blair er jo for alvor kommet i et modsætningsforhold til sin egen befolkning på det her -.
Og til sit eget parti, i høj grad?
HHH: Og til sit eget parti. Og derved kan man sige at han jo i en vis forstand næsten er i større problemer end Bush, indenrigspolitisk på det her: specielt også jo med den aktuelle sag, hvor Dr. Kelly begik selvmord. Så det er der slet ingen tvivl om. Men der er stadigvæk den helt afgørende forskel i den måde de to statsmænd tackler deres udenrigspolitiske handlinger på. Blair ønsker en genoprettelse af enigheden i EU: han har jo ikke lagt skjul på at han lægger pres på amerikanerne for at få en form for FN-mandat.
Men er Blairs syn på terrortruslen bygget anderledes op end Bush'? Du sagde før at Bush på USA's vegne betragter det som et angreb direkte på deres værdier, hvor Blair ser det i en mere international kontekst.
HHH: Hvis man ser på Blair og britisk udenrigspolitik, så er det karakteristiske jo at Blair på mange måder deler det moralske udgangspunkt for meget af sin politiske beslutningsproces med Bush. Men der en helt afgørende forskel i at Blair trods alt ikke ser det med udgangspunkt i at det er ”USA og verden”, og det betyder at når han er kommet i vanskeligheder på grund af denne her diskussion om masseødelæggelsesvåben, så er det vel grundlæggende fordi han ikke så dét som det afgørende problem - han så det afgørende problem som den ustabilitet det skabte at have en person som Saddam Hussein i Mellemøsten.
Og derudover så har han jo gjort det at han nu i en række år, også før Bush kom til, har defineret sig selv som USA's vigtigste hovedallierede - som USA's anker i det internationale system, som det land, der skal prøve at forhindre USA i at blive fuldstændigt ensidigt og unilateralistisk, dvs.: kæmpe alene. Den strategi forfulgte han allerede under Clinton, og den er jo blevet endnu mere åbenbar efter 11.september, fordi der er blevet så meget mere incitament for amerikanerne til at køre alene.
Der er blevet sagt at Blair i sine udtalelser gav FN en anden betydning end amerikanerne gjorde: FNs troværdighed måtte ikke blive undergravet af Saddam Hussein. Men synes du det er særlig tydeligt i Blairs opførsel i øjeblikket? Fordi nogle vil nok sige at det er svært at få øje på at Blair, eller den danske regering for den sags skyld, kan gøre ret meget for at trække USA tilbage mod verdenssamfundet?
HHH: Det er jo en utrolig spændende diskussion - om hvor meget specielt Storbritannien men måske også Danmark er i stand til at påvirke amerikanerne. Der er jo ikke meget der indtil nu tyder på at Bush specielt lader sig påvirke. Jeg tror at de forandringer, der kommer i Bushs politik, vil komme som følge af det forhold at udenrigspolitikken måske på mange områder er ved at komme ud af trit med det, som er den amerikanske befolknings egne prioriteringer. Det er dér, vi vel se det store push komme for en mere nedtonet amerikansk udenrigspolitik. Fordi i realiteten har den engelske strategi - og dermed også den danske - kun virket delvist. Den har virket delvist derved at en del af Storbritanniens og også Danmarks ønsker jo har været at sikre sig et amerikansk engagement i forhold til dansk og britisk udenrigspolitik. Altså: få point for at opføre sig pænt, hvis man skal sige det meget firkantet. Og det er der jo ingen tvivl om at både Blair og også - i det omfang man lægger mærke til os - Danmark har fået i USA. Det har jo skabt noget goodwill, som man kan udnytte politisk senere hen - ingen tvivl om det.
Men den anden del af strategi, som var tanken om at man også skulle kunne påvirke amerikanerne til at indtage nogle andre synspunkter end de ellers ville have gjort (altså fx: gå mere aktivt via FN; være mere forhandlingsvillig overfor internationale løsninger) dén del har vi jo ikke set meget af. Det kan man selvfølgelig sige ikke er amerikanernes skyld alene - det har også noget at gøre med den konfrontation, der kom op at stå i Europa - med Frankrig-Tyskland på den ene side og USA-Storbritannien på den anden, men det er alligevel trods alt stadigvæk meget lidt, Blair har fået for at være så god en allieret i forhold til at ændre amerikansk politik.
Mht. dette her skel mellem hvad man tænker i Washington og Whitehall og så i resten af USA og England. Alle uenigheder til trods, er det så ikke rigtigt at der blandt politikere, eksperter, journalister mange steder i verden er en fornemmelse af at terrorismen er ny trussel og nok også har været en større trussel inden 11. september end man helt værdsatte dengang? Måske er den ikke har været helt så ultimativ en trussel som det kunne føles d.12.september, men ikke desto mindre er et voldsomt problem, der HAR ændret dagsordenen? Der ligger vel også både hos Bush og Blair en næsten opdragende effekt i forhold til befolkningen - "we're in for the long haul", "it's gonna take a long time", "we're not gonna get home soon". At vi befinder os i en i virkeligheden permanent situation.
HHH: Jo, der står jo nu "terrorisme" på alt udenrigspolitik - hvad enten det er forhandlinger i OECD om at indføre nye regler for bankhemmelighed eller det er krig i Irak, eller det er masseødelæggelsesvåben i Nordkorea - der står "terrorisme" på alle internationale politiske dagsordener. Men: der er ét eneste problem med den dagsorden, og det er at det jo grundlæggende er en krig, man ikke rigtigt kan kæmpe - og en krig, man ikke rigtigt kan vinde. Problemet er, at det er næsten umuligt at finde ud af hvad man skal stille op: hvad er det nu for noget, man skal gøre?
Lad os tage et konkret eksempel: i USA, i San Francisco, hvor jeg har opholdt mig meget, har man nu lavet et system hvorefter nationalgarden går rundt med skydevåben og bevogter Golden Gate-broen, fordi den har været udsat for trusler og fordi man er bange for at den kunne være et tiltrækkende mål. Alle - inklusiv dem der går rundt der, 24 timer i døgnet, ved jo i virkeligheden godt at det er ufatteligt lidt, man kan gøre for at forhindre terrorangreb. De kan komme med en bil, som vi så med angrebet på FN's hovedkvarter i Bagdad; de kan komme på en helt tredje måde - så det er mere for at give os selv en følelse af, at vi trods alt har gjort noget for at forhindre nye angreb, end det er fordi der er nogen, der for alvor har præcise forventninger om at vi kan forhindre det.
|
|
Illustrationsfoto: US Air Force
Portrætfoto: HHH
