ark og ulands

 

 

 

 

 

 

Kronik i Politiken, 2. februar 2001

MANGE EUROPÆERE beklager mere eller mindre åbent at det ikke blev demokraten Al Gore, men George W. Bush der blev indsat som USA's 43. præsident. På denne side Atlanten, og ikke mindst i Danmark, er der en tilbøjelighed til at foretrække at det er demokraterne, der er ved magten. Det er som om de mere ligner os europæere, eller har de samme politiske idealer, tror vi.

              Var jeg amerikaner, ville jeg også have stemt demokratisk. Men jeg er europæer og kan derfor ikke stemme ved det amerikanske præsidentvalg. Somme tider føler jeg at det er urimeligt, for det har faktisk stor betydning for os i Europa, hvem der er præsident i USA. Og havde jeg som europæer haft stemmeret, ville jeg denne gang have stemt republikansk. Grunden ville være at den tidligere generalstabschef, Colin Powell, ville blive amerikansk udenrigsminister hvis Bush vandt.

              Det er nu sket, og jeg ønsker Mr Powell velkommen.

              Der er mange, som ikke er enig med mig heri, deriblandt Herbert Pundik som for et par uger siden i Politiken gav udtryk for sin frygt for at USA hermed ville trække sig tilbage og i langt mindre grad end hidtil søge at få styr på udemokratiske magthavere, nationalistiske konflikter og etniske udrensninger rundt omkring. Verden ville blive et mere usikkert sted at leve i, hvis USA blev isolationistisk, mente Pundik.

              Hvorvidt det er rigtigt, kan diskuteres. Amerikanerne har siden slutningen af 1940erne interveneret med deres overvældende magtapparat, økonomisk og militært, i alle dele af verden, nogle steder med held men langt flere gange med et tvivlsomt resultat, til tider direkte katastrofalt.

              Et af de afgjort heldige tilfælde var den massive intervention i Vesteuropa i 1948-49 med Marshallhjælpen og Atlantpagten. Det må vi vesteuropæere til alle tider være en række fremsynede folk omkring Præsident Truman taknemmelig for – George Marshall, Dean Acheson, George Kennan og flere. Det var dem der afgørende brød med den stærke tendens til isolationisme der havde været i USA umiddelbart efter krigens afslutning i 1945.

              Der har altid været isolationistiske kræfter i amerikansk politik. ‘Undgå permanente alliancer’, advarede Thomas Jefferson allerede for to hundrede år siden, og den isolationistiske holdning blev grundlaget for amerikansk udenrigspolitik i 1800-tallet.

 

THEODORE ROOSEVELT brød med denne linie for hundrede år siden, da USA var godt på vej til at blive den stærkeste økonomiske magt i verden, og i det tyvende århundrede svingede stormagten mellem to modsat rettede holdninger, isolationisme og internationalisme. ‘Den første’, siger Henry Kissinger i sin bog om Diplomati, ‘består i at Amerika er bedst tro mod sine egne værdier ved at realisere demokrati derhjemme og derved tjene som et forbillede for resten af menneskeheden; den anden, at Amerikas værdier pålægger det en forpligtelse til at udbrede dem rundt om verden.’

 

I DET STORE og hele var det internationalisterne som vandt i det netop afsluttede århundrede. Men blandt dem var der to tendenser. Der var dels realisterne som fulgte Theodore Roosevelts tradition, dels idealisterne som efterlevede Woodrow Wilsons forbillede. Når disse to grupper holdt hinanden i skak, blev det isolationisterne som vandt. Det var det, der skete i mellemkrigstiden, hvor USA holdt sig uden for Folkeforbundet og trak sig tilbage fra at øve indflydelse i Europa.

              Efter den anden verdenskrig var der igen stærke kræfter der ville trække USA ind i en isolationistisk politik, men det lykkedes som nævnt Henry Truman at overvinde dem. Franklin Roosevelt havde i krigens sidste år forberedt en ny verdensorden, som var baseret på Wilsons idealisme. Den kom politisk til udtryk i FN pagten og økonomisk i Verdensbanken og den Internationale Valutafond, som blev etableret i 1946. Det var en multilateralisme, hvor landene principielt søgte at enes om regler for international adfærd til fremme af den fælles interesse i fred og fremskridt.

              Det lykkedes kun at realisere den multilaterale verdensorden i den ene halvdel af verden. I slutningen af 1940erne blev verden nemlig delt i to, Øst og Vest, som fastholdt hinanden i en terrorbalance i Europa, mens de stredes om magt og indflydelse i det der blev den ‘tredje verden’, efterhånden som Vestens koloniriger blev afviklet. Det blev realisterne som satte dagsordenen for amerikansk udenrigspolitik fra 1949 til 1989.

 

EFTER DEN tredje store krig, den kolde krig, var der amerikanere der mente at de burde trække deres styrker tilbage fra Europa. Frygten for at det ville ske var stor mange steder her, fordi europæerne ikke selv havde været i stand til at give deres økonomiske samarbejde i EF en politisk dimension. De stod derfor fuldstændigt magtesløse over for det kaos, som truede med at udvikle sig flere steder i de tidligere kommunistiske lande. Men USA's politik forblev internationalistisk.

              Der er hverken chance eller risiko for at USA bliver isolationistisk, heller ikke under den ny præsident. Økonomisk set er det umuligt med den globalisering der nu finder sted. Her er der nærmere tale om en amerikanisering af verdensøkonomien. I politisk henseende står valget for USA mellem indblanding eller afstandtagen. Clinton administrationen valgte efter et par års betænkningstid det første, en interventionspolitik. Nu ser det ud til at Bush vil lægge større afstand til situationen ude omkring. Colin Powell vil sandsynligvis føre hvad man kan kalde for a policy of dissociation. Det vil jeg foretrække, for det vil være sundt for Europa at blive stillet over for sit ansvar for egen skæbne.

  NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov