|
|
Kronik i Politiken, 1. august 2002
DENNE SOMMER er det 55 år siden at den amerikanske udenrigsminister George Marshall holdt sin berømte tale på Harvard universitet hvor han skitserede den plan for amerikansk økonomisk bistand til Europa som siden fik hans navn. I betragtning af den tilsyneladende bølge af anti-amerikanske følelser og udtalelser som nu skyller over Europa, kan der være god grund til at tænke på hvor meget vi i Europa skylder amerikanerne for det vidsyn der lå bag Marshalls ord og handling.
Men ligeledes i betragtning af al den pr-støj der herskede i de danske medier i begyndelsen af juli omkring overtagelsen af EU-formandskabet og udvidelsen mod øst, kan der være grund til at tænke lidt afslappet omkring frihed og demokrati, USA og Europa, nøglepunkterne i Europas politik når sommerferien er slut.
BLANDT YNGRE historikere er der efter sigende udviklet en tilbøjelighed til at tænke alternativt – at stille spørgsmålet: ‘Tænk nu hvis … ‘. Tænk nu hvis Hitlers mor var blevet kørt over af en damptromle da hun var gravid med Adolf. Eller tænk nu hvis Napoleon allerede i 1795 var faldet af hesten og havde brækket halsen. Hvordan havde Europa så set ud i dag?
Lad os som en sommerspøg prøve denne leg - men ikke uden alvor.
I juni 1993 var der EF-topmøde i København fordi Danmark havde formandskabet. Det var dengang stats- og regeringscheferne besluttede at indbyde de central- og østeuropæiske lande til optagelsesforhandlinger under forudsætning af at de havde etableret et stabilt demokratisk system og en vel fungerende markedsøkonomi.
Men tænk nu hvis den tids Rasmussen få dage efter som formand for det Europæiske Råd (og ikke som dansk statsminister for en sådan kan ikke ændre verdens gang – kun tilpasse sig) havde holdt en tale på det europæiske universitet i Firenze og havde sagt følgende til studenterne (de første afsnit følger med få tilpasninger nøje Marshalls ord fra 1947):
JEG BEHØVER ikke at fortælle jer at den europæiske situation er meget alvorlig. Det er åbenbart for alle intelligente mennesker. En vanskelighed er det, tror jeg, at problemet er af en så enorm kompleksitet at selve den mængde af kendsgerninger som præsenteres offentligheden af presse og radio gør det overordentligt vanskeligt for manden på gaden at nå til en klar vurdering af situationen. Desuden er det for folk i vor del af Europa, til trods for at vanskelighederne ligger tæt på os geografisk, svært at forstå den tilstand og de heraf følgende reaktioner hos de folk, som har lidt så længe, og virkningen af disse reaktioner på deres regeringer i forbindelse med vore bestræbelser på at fremme freden i Europa.
Selv om de krav der stilles for en ophjælpning af de tidligere kommunistiske lande efter den åbenbare nedslidning af byer, fabrikker, miner og jernbaner er rigtigt anslået, er det dog blevet åbenbart i de seneste måneder at denne synlige ødelæggelse sandsynligvis er mindre alvorlig end den forarmelse der er sket af hele deres samfundsstruktur både økonomisk og politisk. I de sidste 45 år har deres situation været ganske anderledes end vor. Den kræftsyge atmosfære i det såkaldt folkedemokratiske system har gennemsyret alle dele af samfundslivet. Under det ødelæggende kommunistiske regime blev bogstaveligt talt enhver aktivitet underlagt den sovjetiske statsideologi. Den medmenneskelige tillid blev systematisk undergravet. Forudsætningerne for hvad der for os i den vestlige dele af Europa anses for nødvendige for et sundt demokrati og en velfungerende markedsøkonomi, er derfor meget skrøbelige i disse lande. Deres ‘tilbagevenden til Europa’ vil derfor tage langt længere tid og langt større anstrengelser end vi har kunnet forudse.
Sandheden er at de øst- og centraleuropæiske lande i adskillige år fremover har behov for en betydelig økonomisk og politisk støtte fra den Europæiske Union hvis ikke de skal udsættes for yderligere alvorlige økonomiske, sociale og politiske ødelæggelser. Vi må bryde den onde cirkel og genskabe tilliden hos disse folk til at deres lande har en fremtid som en del af et helt og frit Europa.
Bortset fra den demoraliserende virkning på Europa som sådan og den åbenbare risiko for at betydelig uro og langvarig krig kunne opstå som resultat af disse menneskers desperate situation, burde de økonomiske og politiske konsekvenser for den Europæiske Union være åbenbare for alle. Det er logisk at den Europæiske Union bør gøre alt hvad den kan for at hjælpe disse lande til at genvinde deres plads som del af et politisk stabilt og fredeligt Europa.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
