|
|
Kronik i Politiken, 10. januar 1997
DER ER MEGET der tyder på at Den europæiske Union befinder sig i den tolvte time, sandhedens time. Måske falder klokken i slag på mødet i Det europæiske Råd i Holland i juni 1997 - hvis da ikke regeringscheferne forinden sætter uret i stå for det EF/EU, vi kender. Den slags er før sket i Fællesskabets historie.
Men EU-landene må under alle omstændigheder i løbet af det kommende år nå til enighed om to fundamentale spørgsmål for unionens fremtid. Det drejer sig om: (1) unionens fleksibilitet, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt nogle af landene kan gå videre i integrationen, mens andre vælger, i det mindste for en tid, af holde sig uden for visse dele af unionen; og (2) konsekvenserne af en udvidelse af unionen fra de nuværende 15 lande til måske 25 lande, især for så vidt angår afstemningsregler og flertalsafgørelser i Ministerrådet.
På det nylige møde i Dublin undveg regeringscheferne de to spørgsmål. Kræfterne blev brugt på at skabe enighed om reglerne for den (måske) kommende møntunion - (måske), fordi der i både Tyskland og Frankrig er en ulmende usikkerhed om, hvorvidt det vil lykkes at få folk og vælgere til at acceptere ØMU'en.
Selv om denne usikkerhed ikke skulle bryde ud i lys lue i 1997 og få Kohl-Chirac projektet til at bryde sammen, vil hvert af de to nævnte problemer kunne standse den videre udvikling af unionen. I kombination synes de næsten sikker på at gøre det, hvis ikke der sker et fundamentalt nybrud. Under alle omstændigheder vil det være svært at undgå en alvorlig krise.
FØRST fleksibilitet, spørgsmålet om hvorvidt nogle lande kan holde sig uden for visse dele af unionen, mens andre går videre. Det er især Storbritannien og Danmark, som her har gjort sig bemærket på grund af den vægt, ‘euro-skeptikerne’ har i det politiske billede i de to lande. På den anden side er en lille gruppe kernelande, især Tyskland, Frankrig og Benelux, ivrige for at gå videre, end andre lande kan og vil.
Danmark i sig selv spiller ikke nogen afgørende rolle i den forbindelse. Vi fik vore undtagelser accepteret i den såkaldte Edinburgh-afgørelse. Men vi har siden måttet holde en lav profil for ikke at skabe præcedens for andre. Det er noget andet med Storbritannien, som gang på gang skaber konfrontation.
Det principielt afgørende i spørgsmålet om fleksibilitet er, om de lande, som vil gå videre i integrationen - det være sig om arbejdsmarkedspolitik, miljøpolitik, indvandringspolitik eller sikkerhedspolitik, gør det inden for rammerne af EU og dens institutioner, uden at de andre lande kan få nogen indflydelse herpå. Her har den britiske regering stillet det absolutte krav at det kun kan ske, hvis alle medlemslande accepterer det. Med andre ord, Storbritannien hævder at det vil have ret til ikke blot at holde sig uden for en yderligere integration, men også til at nedlægge veto mod at en gruppe af lande omkring Frankrig og Tyskland går videre og danner en hård kerne inden for EU.
Måske er det blot en mere af de desperate positioner, som den konservative regering indtager for at holde sammen på tropperne i valgkampen. Mange i Europa håber at en Arbejderparti-regering under Tony Blair efter valget senest i maj vil vise sig mere positivt indstillet overfor Den europæiske Union. Man skal dog ikke tro at Storbritannien under nogen omstændigheder vil gå med ind i en stærk integration. Men hvad så, hvis Tyskland-Frankrig insisterer?
I det sidste nummer af det britiske tidsskrift Prospect opridser Roy Denman et billede af Europa år 2004. Roy Denman er en estimeret britisk diplomat, der i 1982-89 var chef for EF-delegationen i Washington. Han forudser at der om blot fire år vil blive indgået en ny traktat, hvor 11 af de nuværende 15 medlemslande beslutter at gå videre mod en føderation, mens fire står tilbage som associerede medlemmer uden nogen indflydelse på beslutningerne - Storbritannien og Sverige, fordi de ikke vil afgive yderligere suverænitet; Danmark, hvor regeringen nok vil, men bliver blokeret af folketinget; og Grækenland, som gerne vil, men ikke får lov af de andre. Herefter starter de 11 optagelsesforhandlinger med central- og østeuropæiske lande, hvor Polen, Tjekkiet og Ungarn forventes optaget allerede i 2005. Selv om Tony Blair bliver genvalgt i 2002, er han ude af stand til at vende stemningen til fordel for Europa, og Storbritannien er derfor i næste århundrede helt uden for indflydelse på europæisk politik.
Det er ikke urealistisk at forestille sig at noget sådant bliver udgangen af en krise om ‘fleksibilitet’.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
