|
|
Kronik i Politiken, 20.april 1999
DET VAR IKKE et urværk, der tikkede under EU's institutioner. Det var en bombe. Den sprang natten mellem den 15. og 16. marts. Kommissionen i sin helhed blev af Parlamentet truet til at gå af. Man havde de sidste fyrre år troet at dette aldrig ville ske. Men det gjorde det altså.
Alle gode kræfter sættes i øjeblikket ind på at bygge systemet op påny efter katastrofen. Men ingen kan rigtig overse konsekvenserne af det skete. Man har udpeget en respektabel italiener, Romano Prodi, til efterfølger for den uheldige Jacques Santer, men resten flyder. Systemet er lammet fordi den centrale institution, Kommissionen, ikke eksisterer. I det tomrum, der vil være indtil et nyvalgt Parlament vil kunne godkende en ny Kommission, var det måske rimeligt at tænke på om det ikke er selve systemet, EU's institutionelle opbygning, der er noget galt med.
Man har længe været klar over at institutionerne ikke fungerer ordentligt. Mange hævder med gode argumenter at der er et demokratisk underskud i systemet og at man derfor må satse på at få Parlamentet til at fungere som et 'rigtigt' parlament. Andre mener at Kommissionen blander sig i alt for meget med sin initiativret og at man derfor skal hævde et subsidiaritetsprincip, et 'nærhedsprincip', som lægger bånd på dens harmoniseringsiver. Og endelig bebrejder man Rådet at det ikke er i stand til at give Europa politisk ansigt og indflydelse over for omverdenen. Det er altsammen rigtigt. Men hvorfor er det sådan?
Det er fordi systemet er konstrueret til at fungere på helt andre betingelser end dem, det er stillet over for i dag. Skal det europæiske projekt lykkes - og det må man meget håbe - må systemet revideres helt fundamentalt. Ellers fortsætter sammenbruddet.
FOR AT FINDE systemfejlene må man gå tilbage til dets skabelse. For det første må man gøre sig klart at 'Europa' ikke er en europæisk opfindelse. Det var amerikanerne der tvang europæerne til at samarbejde, ganske meget mod deres vilje. Det skete da de i 1947-48 erkendte at de ikke kunne trække sig tilbage fra deres engagement i Europa. De iværksatte Marshall-hjælpen i 1948 og året efter NATO fordi de med god grund ikke tiltroede europæerne evne og styrke til at etablere hverken et økonomisk eller et militært samarbejde.
USA havde efter den anden verdenskrig fået mere end nok af europæernes tilbøjelighed til krig og politisk strid. På grund af trusselen fra øst skulle de nu tvinges til at samarbejde, og amerikanerne stillede det derfor som en betingelse for Marshall-hjælpen at modtagerlandene skulle administrere pengene i fællesskab og ikke bilateralt i forhold til USA, hvad de fleste europæiske lande ønskede. De blev derfor pålagt at oprette den europæiske økonomiske samarbejdsorganisation, OEEC, og senere den europæiske betalingsunion, EPU. Den sidste kom til at fungere så godt at mange mente at den ville blive efterfulgt af en europæisk centralbank og en monetær union, men så langt gik det dog ikke i første omgang.
Det ligger dybt i den amerikanske politiske kultur at politik skal begrænses til det mindst mulige. Emigranterne fra Europa flygtede i sin tid fra politisk strid og økonomisk undertrykkelse og håbede at opbygge et land baseret på respekt for individuel frihed og foretagsomhed. Det er den myte amerikanerne fortsat lever på. Instinktivt mener de at politik stort set kun bør dreje sig om valget af en sherif der kan opretholde lov og orden. De så og ser gerne at europæerne etablerer et 'Europas Forenede Stater' efter amerikansk forbillede og koncentrerer sig om et pragmatisk samarbejde på tværs af nationerne. Det politiske, dvs. Sheriffens rolle i global målestok, tildeler USA sig selv, med europæernes accept fordi disse erkender at de ikke selv kan udfylde rollen.
Det var den model, som 'Europa' blev projekteret efter omkring 1950.
DET ANDET vigtige led i forklaringen på EU's institutionelle system er den rolle som Frankrig, og specielt Jean Monnet, spillede.
Umiddelbart efter krigen var sejrherrerne enige om at Tyskland aldrig igen skulle blive en stormagt. Der var planer om simpelthen at fjerne al industri fra landet og gøre det til landbrugsområde, men den slags ideer fortonede sig dog hurtigt. Frankrig fastholdt imidlertid at Ruhr-området, hjertet af tysk kul- og stålindustri, skulle bringes under international kontrol. Men heller ikke den plan lykkedes. I 1947-49 blev Tysklandsbilledet fundamentalt ændret som følge af Jerntæppet og NATO-oprustningen. USA valgte at bygge Vesttyskland op som selvstændig stat og økonomisk bolværk mod øst. Derfor måtte Frankrig iklæde sin Tysklandspolitik en europæisk dragt.
Det skete med Kul- og Stålunionen, forløberen for EF/EU, som i hovedsagen var Jean Monnet's værk. Monnet var en forretningsmand med visioner. Han var velkendt med amerikansk tankegang og havde både før og under krigen opbygget et stort kontaktnet i politiske kredse i Europa og USA. Han var teknokrat uden personlige politiske ambitioner, og han havde derfor let ved at acceptere den amerikanske politiske model. I 1946 var han af den ny franske regering blevet udnævnt til chef for det industrielle planlægningsråd, Commissariat du Plan, som havde til opgave at gøre Frankrig til Europa's industrielle stormagt. Tanken om Ruhr-områdets internationalisering indgik heri.
Monnet var selvfølgelig franskmand før han var europæer. For at realisere den franske politik bedst muligt under de amerikanske betingelser fik han den geniale idé at lave en kul- og stålunion, hvor Europa's sværindustri kom under en overnational, 'europæisk' ledelse. Det europæiske ville derved stort set blive synonymt med det franske, for briterne havde allerede på et tidligt tidspunkt markeret at de ikke ville være med til en overnational genopbygning af Europa, tyskere og italienere var helt uden politisk styrke, og 'beneluxerne' var så små at franskmændene ikke rigtig regnede med dem. Iøvrigt underrettede
den franske udenrigsminister Robert Schuman, som Monnet havde fået overbevist om planens genialitet, briterne på så sent et tidspunkt at de faktisk blev stillet over for et fait accompli. Den amerikanske udenrigsminister, Dean Acheson, og den tyske forbundskansler, Konrad Adenauer, var blevet underrettet om planen og havde accepteret den før briterne fik noget at vide.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
