|
|
3. Hvad krigen kan bruges til
Du
diskuterer i en af dine seneste artikler problemet ved at adskille de
amerikanske og de globale interesser. Netop de værdier, du nævner, er jo
nogle, som amerikanerne mener de er - om ikke de eneste, så: de mest effektive
talsmænd for. Men hvad har USA lært af Irakkrigen og de sidste års
begivenheder om hvad militæret kan - og ikke kan?
BH:
Der er mange lessons learned, det er der ingen tvivl om. En ting er, at
man har lært at militæret gør en forskel - at militæret virkelig kan gøre
noget, og at man virkelig kan tale om en revolution in military affairs
[”the revolution in military affairs” er en betegnelse for den udvikling,
militæret – teknologisk og taktisk – har gennemgået de sidste par årtier,
red.]. Vi ser korte krige; politisk-korrekte krige; krige, som føres med en
total overlegenhed: ikke alene mht. materiel, men også mht. overblik, viden,
indsats, strategier, hele tænkningen. Der har man i hvert fald lært at militær
indsats kan betale sig - og at den har en effekt. Krig er blevet et legitimt
middel til at ændre uacceptable forhold i det internationale samfund.
Men
man har også lært, at dette at skabe freden er et større problem end man
umiddelbart skulle forestille sig. Det er jo ikke fordi amerikanerne er dumme:
der har ligget tonsvis af planer om hvordan man skulle ordne Irak efter
krigen. Det har blot først og fremmest været Forsvarsministeriet, der har kørt
det her - og de andre planer, som man har haft i Udenrigsministeriet er ikke
rigtigt kommet frem og først senere blevet hevet ned fra hylderne. Der har
altså været nogle bureaucratic politics-problemer, som der selvfølgelig
altid vil være for en stormagt. Nu overvejer amerikanerne om man skal lave
nogle styrker, der udover at kunne kæmpe også har stabiliseringseffekter. Det
har været noget, man har diskuteret længe, men det er nu kommet voldsomt frem
igen: idéen om særlige stabiliseringsstyrker, som også har en mere
politi-agtig rolle. Det er stadigvæk under diskussion, for det er et åbent
spørgsmål hvad man kan gøre her.
Man
har været involveret i fem store krige efter den Kolde Krig. (1) Irak I,
1990-91 der gik som den skulle: det var en krig udsprunget af en
traditionel suverænitetskrænkelse - udkæmpet på det internationale samfunds
vegne under USA's ledelse. (2) Kosovo - som jo var en NATO-krig, der
interessant nok efterfølgende blev accepteret af FN, og som havde med
humanitær intervention at gøre: etnisk udrensning, forbrydelser mod
menneskeheden osv. (3) Afghanistan - som jo også blev støttet af FN og det er
jo dybt interessant: den havde netop at gøre med terror. (4) Krigen mod
Saddam Hussein - der først og fremmest handlede om masseødelæggelsesvåben. Og
endelig: (5) den generelle krig mod terror. I alle disse krige har det vist
sig at militæret kan gøre en forskel - det kan betale sig at føre krig.
Så har man så efterfølgende nogle dybe, dybe problemer, hvor man selvfølgelig
ser Vietnam tårne sig op: Hvordan kan man etablere et demokrati?
Grundlæggende kan man sige at USA har ført en meget dristig politik. Landet
gør de her ting, fordi man føler et ansvar for det internationale system. Det
er ikke alene noget, man føler - man er simpelthen tvunget til det. Som den
største magt, og som den magt der nu altså har sat sig på halvdelen af
militærudgifterne i verden, bliver man strukturelt nødt til at
beskæftige sig med verden. Man kan ikke mere isolere sig: det er helt umuligt.
Når du fylder så meget i systemet bliver du også nødt til at have ansvar for
det. Og så bliver du nødt til at gribe ind. Det viser sig jo også, at USA i
princippet er det eneste land i verden, som er til stede globalt - militært,
økonomisk, politisk, kulturelt - overalt i verden. Du har personel stående -
og du kan altid som amerikaner sige; "Vi skal gribe ind dér - fordi vi har
amerikanske statsborgere".
Og
aldrig sige: "Det er ikke vores bord".
BH:
Nej. Derfor er USA strukturelt tvunget til at gribe ind. Man kan selvfølgelig
gribe ind på forskellige måder - og nogle måder er måske mere heldige end
andre. Hvis vi ser på Irak, så kan man sige: det er måske en dristig ting, som
er startet på én måde og endt på en anden måde, men grundlæggende tror jeg
egentlig det har været en tanke i den amerikanske regering at sige: ”Vi har i
mange år været en europæisk magt - vi er stadig en europæisk magt:
tilstede med 100.000 mand i Europa. Vi har i meget, meget lang tid været en
asiatisk magt - og det er stadigvæk: vi har 100.000 mand dér. Vi er en
latinamerikansk magt - yes. Vi er ved at være en afrikansk magt, også -
langsomt, med de nye strategier vi er ved at lave. Men: afgørende er, at vi
her de sidste år også er blevet en centralasiatisk magt, og først og fremmest:
en mellemøstlig magt. Nu har vi etableret et lydland i midten, som på en måde
ryster alle de andre lande og giver en totalt ny strategisk situation. Hvert
land rundt omkring sidder dér og overvejer dét: "Nu grænser vi op til USA!"
Syrien, Saudi-Arabien: alle landene er indstillet på, at det er en helt ny
orden, der er skabt.”
Det
har USA gjort, og det kræver så også en dyb ansvarlighed, som man så håber, at
USA nu kan efterleve. Det giver nogle dybe problemer, men når man ser fx de
sidste udmeldinger understreger man hele tiden: 'Vi bliver i Irak. Det er også
i vores interesse at gøre det'. Man gør det ikke for nogen blå øjnes skyld -
det er klart. ”Vi har set at Mellemøsten får en større og større strategisk
position i verden. Vi har stigende problemer med Saudi-Arabien. Vi har også
haft problemerne med double-containment [dobbeltinddæmning, red.] af
Iran og Irak. Men NU er vi selv tilstede - nu har vi en lydstat.” Det er en
HELT ny situation.
Jf. amerikanernes ønske om at agere mod 'terrorens halvmåne' [crescent of
terror]---
BH:
Ja, netop - som også afspejler deres nye strategi med anbringelse af styrker -
nye, lette, flytbare baser osv.
Men Mellemøsten havde jo en mærkelig position i den amerikanske
udenrigspolitik under Den Kolde Krig. Der var ingen særlige tropper, ingen
særlig tilstedeværelse - samtidig blev der talt enormt meget om regionen: man
havde interesser ikke kun fordi USSR samarbejdede med arabiske regimer som
Syrien og Ægypten, men også jo på grund af Israel-Palæstina og
olie-interesserne. Det var ligesom de to mest påfaldende indfaldsvinkler:
Israel og olien. Med den første Golfkrig og nu med Irak er sagen jo, at
amerikanerne så at sige har begravet hænderne i sandet. Men ironien er vel, at
mange islamiske fundamentalisters klage netop har været amerikanernes
indblanding i regionen. Har den amerikanske strategiske tænkning udviklet sig
sådan, at Mellemøsten er inkluderet og måske endda nu: den primære opgave?
BH:
Det tror jeg. Nu har man løst problemerne i Europa - og jeg mener også at Den
Kolde Krigs afslutning var af enorm betydning i Mellemøsten. Vi havde
Sovjetunionen stærkt, stærkt engageret - i Syrien og alle de stater, som på en
eller anden måde var lydlande for USSR. Nu sker der pludselig en opløsning af
hele det her billede. (I en årrække kørte det bare videre; under Clinton var
problemet med Israel og palæstinenserne netop det afgørende fokus. Og man var
dybt imponeret af Clinton, som sad dér og kendte hver enkelt lille borgmester
på Vestbredden og alle detaljerne i det her problem – men han kæmpede og
mislykkedes.)
Med
den situation, der er skabt - et roligt Europa og et nogenlunde roligt Asien
(som man dog stadigvæk har nogle problemer med), så har Mellemøsten været et
dybt problem, fordi der ikke er sket nogen udvikling i området. Økonomisk:
olien er der, men der er ikke sket nogen virkelig udvikling; ikke nogen
social udvikling; ikke nogen politisk udvikling: ikke nogen
demokratisering. Prøv at sammenligne med Asien, hvor man har haft en
booming økonomi - store konflikter, naturligvis, men dog også en
demokratisering, som er blevet mere og mere markant. Der er intet sket i
Mellemøsten: stort set har det været lukket og fuldstændig frossent. Man kan
sige, at det har USA også selv været skyld i - ja, men nu har man altså
fået øjnene op for at det er en afgørende, vigtig ting. Og man har besluttet
at 'vi må løse andre problemer før vi løser et af de afgørende spørgsmål -
nemlig problemerne mellem Israel og palæstinenserne'.
Hvis der ikke havde været noget 9/11, ville USA så interessere sig for
Mellemøsten overhovedet?
BH:
Det er et godt spørgsmål. Verdenshistorien bliver jo netop drevet af
begivenheder, som ingen kan overskue, men der er selvfølgelig også en
rationalitet i politikken. Terror har været der hele tiden, men at der
pludselig kommer en så markant terrorisme, det er en helt afgørende ting.
Mellemøsten ville være kommet på landkortet på et eller andet tidspunkt, men
med den styrke? Der har 9/11 været ret, ret afgørende. Men i det lange løb
måtte USA nødvendigvis markere, at man også i den grad er en mellemøstlig
magt.
Når
man taler om de her store udviklinger, så må vi også se på de negative svar.
Du har en revolution in military affairs, men til gengæld har du så
også en revolution, som udnytter den: terrorismen. Du har en
revolution in economic affairs - hvor tingene går ekstremt hurtigt;
formuerne skifter på et øjeblik: på det finansielle område virkelig en
revolution. Men det kan også udnyttes negativt. Jeg taler også om en
revolution in societal affairs - med individualisering. Igen kommer der en
massiv respons - 'Nu skal vi altså reagere imod den udvikling'. Det gør
man netop ved at vende tilbage til kollektiviseringen - hvor det enkelte
menneske skal gå op i et meget fundamentalistisk og i og for sig også:
diktatorisk styre. Og endelig en revolution in technological affairs,
hvor teknologien netop giver de her nye muligheder - med cyberspace. Helt nye
dimensioner, som i virkeligheden er dybt, dybt afgørende, men alle bliver de
understøttet af den nye unipolaritet. Det kan udnyttes negativt af
terrorbevægelserne - eller af folk, der er imod den nye teknologirevolution.
Der
er en eller anden form for logik i, at man nu må tage de områder i verden op,
som på en eller anden måde er underudviklede. Der er ingen tvivl om, at det
ikke varer længe før man også i Afrika vil se en eller anden ny,
revolutionerende udvikling: man kan ikke blive ved med at have et Afrika, hvor
man kan sige: hvis du vågner om morgenen og Afrika er væk, så betyder det ikke
noget - fordi kontinentet har ingen som helst interesse for verden. Det
er også ved at blive ændret: verden ER ved at blive mere sammenhængende. Og
igen: reguleringssamfundet virker.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE
SIDE
TILBAGE
|
|
