ark og ulands

 

 

 

 

 

4. Terrorismen som den strategiske udfordring

Hvis vi ser på debatten efter 9/11, så har den reaktiviteret, hvad der er blevet tænkt og skrevet om terrorisme i de sidste mange mange år - bøgerne er blevet flået ned fra hylderne. På Konferencen om Homeland Security i September diskuterede man ABC-truslerne [atomare, biologiske, kemiske], cyberterrorisme osv. Hvis du skal give et overview af den debat, som den har kørt de sidste to år, er der så nogen enighed blandt politologer og naturvidenskabsfolk, som i skøn forening prøver at finde ud af hvad der er - mest - farligt? Har dagsordenen udviklet sig fra for to år siden til nu?

ADN: Hvis der er noget skel i debatten så går det nok hovedsagligt ned gennem Atlanten. I Europa er der mange, der mener, at amerikanerne har overreageret: der er mange, der mener, at de scenarier, som de baserer deres politik på, er science fiction. Specielt når vi taler om terrorisme, der involverer brugen af masseødelæggelsesvåben, er der mange der mener i Europa, at det er temmeligt langt ude. Det er der ikke så mange der mener i USA: dér er ikke noget voldsomt skel. Det er få, der vil afvise, at det kan ske: der er faktisk en meget udbredt opfattelse af, at det er et spørgsmål om tid før det sker. Hvis der er noget skel må det være 9/11, hvor de fleste amerikanske forskere, analytikere, kommentatorer holdt op med at afvise WMD-scenarier som science fiction. Hvor det på den europæiske side ikke har været tilfældet. Så der er en forskel i trusselsopfattelsen og i villigheden til at tænke i de der mere katastrofale terrorisme-scenarier.

Hamilton gav udtryk for, at amerikanerne føler en vis træthed når de hører de her europæiske referencer til 'vi har også haft IRA' eller 'vi har også haft ETA - vi ved godt hvad vi taler om'. Når Hamilton taler om 9/11 som begyndelsen på 'katastrofe-terrorisme' og når man udråber en War on Terror, så løfter man begivenheden fra indenrigspolitik til at være noget, der fortjener de magtmidler og den opmærksomhed man kun plejer at give udenrigspolitikken. Ville det være rigtigt at sige - selvom det lyder absurd - at 11. september for amerikanerne var 'omkring så slemt som det kunne blive'? Selvfølgelig havde været værre, hvis en dirty bomb [en simpel atombombe] havde kostet hundredetusinder livet, men på en eller måde er der en smertetærskel, som USA bare passerede 11. september, så det for amerikanerne ikke er et spørgsmål om AT vi skal komme ind i en terror-æra - det ER vi allerede. Og at grænsen for, hvornår den dagsorden ville blive sat måske ligger meget lavere end 11. september.

ADN: Der er ingen tvivl om, at amerikanerne ser terrorisme som en strategisk udfordring, der truer deres samfund. At terrorismen udgør den værste trussel mod deres samfund idag. I Europa ser man det ikke på samme måde som en strategisk udfordring: det er jo ikke noget, der truer samfundets overlevelse som sådan, og disse meget katastrofale scenarier kan man ikke rigtigt tro på. I USA er det en strategisk udfordring, herhjemme er det måske mere en taktisk.

Hvordan skelner du mellem de to?

ADN: Strategisk, det er noget, der principielt eller teoretisk set kan true dit samfunds overlevelseskraft. Som virkelig kan ryste dit samfund - en signifikant sikkerhedstrussel.

Eksistentiel, i en vis forstand?

ADN: Ja. Og for amerikanerne der er den eksistentiel: det, der skete med 9/11 var, at amerikanerne kom frem til den overbevisning, at terroristerne ikke længere lagde bånd på sig selv. Når 9/11 var mulig, så ville alt være muligt. Det var blot et spørgsmål om hvilke midler, terroristerne rådede over: der er ingen begrænsninger på, hvad de principielt set vil gøre.

Det har jo været dit argument også, at det, der gør problemet til en større trussel idag er interdependensen; teknologierne; enhver kan gå på nettet og bygge en atombombe på en halv time. Du siger, at terroristerne ikke lægger bånd på sig selv - allright, de har viljen - så er det et spørgsmål om, hvorvidt de har ressourcerne og muligheden. Hvor meget konsensus er der omkring, hvor let det er for dem at udføre disse ting? Fx er der noget der  tyder på, at 9/11 blev en større succes end Al-Qaida helt rationelt kunne have regnet med.

ADN: Ja. Jeg ved ikke, om man kan sige, at der er nogen konsensus i ekspertkredse, fordi ekspertkredsen indenfor masseødelæggelsesvåben og terrorisme er meget, meget bred og amorf [sammensat, red.]. De folk, som ved noget om de tekniske detaljer - om det tekniske nitty-gritty - hvad angår bygningen af en atombombe er ikke nødvendigvis dem, der har nogen indsigt i de politiske dynamikker; i motivation og organisation.

Og er problemet ikke yderligere, at dem, der ved noget om fx kemiske våben ved mindre om biologiske osv. osv.?

ADN: Lige netop. Så der er ikke nødvendigvis nogen sammenhængende ekspertgruppe. Det er noget man først i disse år er begyndt at tilstræbe: at få disse folk til at tale sammen. Få de folk, der ved noget om biologiske agenter og public health til at tale sammen med de folk, der ved noget om strategi og politik og sikkerhed. Så det er i meget, meget høj grad et område, som er i sin vorden –  som først er ved at blive defineret. Og dvs.: der findes ikke nogen eksperter indenfor området idag, der har fuldt overblik over det hele og som kan komme med en sammenhængende analyse – desværre.

Men der er ting man kan fastslå. At nukleart materiale fra installationer i Rusland forsvinder. Der er kendte forsøg på tilfælde af, at det bliver smuglet ud. Vi ved ikke, hvor det ender henne, men vi ved det bliver smuglet ud. Hvad vi ydermere ved er, at der er en række biologiske agenter fra fx det sydafrikanske biovåben-program, som er på det sorte marked. Det ved vi, fordi de er blevet tilbudt til CIA-agenter, der af forståelige eller uforståelige årsager ikke købte dem. Vi ved også, at vi ikke er klar over, hvor godt det russiske arsenal er sikret – for vi har ikke adgang til de faciliteter. Så der er nogle ting vi ved, og der er nogle ting vi ved, vi ikke ved: det er ligesom der vi står. Derefter må man  foretage en risikovurdering baseret på dét – samtidig med, at man forsøger at forbedre den viden, man har. Det er ligesom det man kan – på nuværende tidspunkt.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto:
Space Imaging