ark og ulands

 

 

 

 

 

3. Hvorfor USA har brug for Europa

Daniel Hamilton har overfor RÆSON givet udtryk for, at med udgangspunkt i aktiveringen af NATO-traktatens Artikel 5 opstår der det, han kalder et 'trans-atlantic Homeland'. Hvad ligger der i det udtryk for dig - og er det et begreb, der har nogen relevans - at tænke problemerne på den måde?

ADN: Ja, jeg synes det giver god mening. Funktionelt set så hænger vores sikkerhed sammen. Der er mange områder, hvor et terroristanslag på den ene eller den anden side Atlanten med det samme vil have konsekvenser for henholdsvis Europa eller USA. Så den part, der ikke er det umiddelbare mål vil alligevel i sidste ende blive ramt: se fx som bioterror: smitsomme sygdomme. De fleste større terroranslag vil have en indflydelse på økonomien: dér bliver vi også ramt samtidig. Eller tag IT - cybersecurity: der vil et anslag mod den ene også ramme den anden. Så derfor, funktionelt set, hænger vores sikkerhed sammen. På den måde synes jeg det giver mening at tale om et transatlantisk hjemland.

Men mange af de ting har jo ikke nødvendigvis noget at gøre med geografisk afstand. Mon ikke økonomierne i Australien og Hong Kong er blevet lige så ramt af 9/11 som Ukraine og Tyrkiet? Så hvor meget logik er der i det 'trans-atlantiske' - er det ikke et 'first world'-problem?

ADN: Nu må man som udgangspunkt få defineret Europa, ikke - og der er nok nogle der vil argumentere for, at Ukraine ikke hører med; Tyrkiet er også stadigvæk up for grabs. Men jeg tror, at det stadigvæk forholder sig sådan, at USA og Europa er hinandens største handelspartnere. Med den meget høje grad af interdependens dér giver det i høj grad mening at samarbejde hvad angår beskyttende tiltag, forsøg på at forhindre terroranslag. Men det er klart: det skal ikke ses som noget eksklusivt - det ville være forkert. Man skal måske nærmere se det som en slags avantgarde: indenfor Europa har vi jo i lang tid diskuteret, hvordan man kan skabe stærkere samarbejde mellem en række lande, uden samtidig at udelukke de øvrige lande – så dem, der vil og kan, de kan gå forrest. I forhold til problemet om, hvordan vi kan beskytte vores samfund mod terroranslag – hvordan vi kan reducere sårbarhederne, som hænger sammen internationalt – der kan man måske betragte USA og Europa som en slags avantgarde – som kan gå igang med at samarbejde på dette område, og så håbe, at andre lande efterhånden kan trækkes med og kan koble sig på.

Det handler jo om mere end definitioner: den amerikanske udenrigspolitik i 90erne før 9/11, havde en stor grad af orientering mod Stillehavet. Man har handlet bilateralt og regionalt også ift. Sydamerika, fx. Har der ligefrem været en tendens til, at 9/11 har fået USA til at vende sig tilbage til Europa - jf. det, der ihvertfald i perioder under Den Kolde Krig var et dominerende strategisk amerikansk synspunkt? Som måske har trukket amerikanerne lidt væk fra den idé om, at det kunne også snart være lige meget med europæerne - at nu gjaldt det hele om Kina? Når du taler om avantgarde, ligger der i det at amerikanerne har en særlig interesse i at få os med som allierede i den terrorkrig?

ADN: Ja, det tror jeg der gør. Amerikanerne har en særlig interesse i det, fordi interdependensen mellem USA og Europa stadigvæk er betydeligt højere end interdependensen mellem USA og en række andre dele af verden. Og så er det også et værdifællesskab: det er jo fedt at have andre demokratier med på vognen, hvis man skal fremstå som legitime i det internationale samfunds øjne - så også i den forstand ligger der nok en amerikansk interesse i at få os med. Men det ville måske være for meget at sige, at det her fundamentalt har ændret den trend, der har været – hvor USA i stigende grad har orienteret sig i andre retninger end mod Europa. Amerikanerne sagde jo som udgangspunkt nej tak til NATO's påkaldelse af Artikel 5 som reaktion på terroranslaget.

Jeg tror måske snarere det er Irak, som vil få amerikanerne til at vende sig tilbage til Europa, fordi her er det klart, at det ikke er godt nok, at have allierede som fx Tyrkiet eller Langbortistan – små lande, som ikke rigtigt kan bidrage med noget hvad angår fredsbevarende og -skabende operationer alligevel af praktiske eller politiske årsager. Det ville have været rigtigt godt for amerikanerne, hvis tyskerne eller franskmændene havde leveret et betydeligt bidrag til de fredsskabende operationer i Irak – og her blev det altså klart, at det er ikke lige meget, hvem man har som allieret. Det er bedre at have demokratiske, vestlige stater som allierede – med et rimeligt militær og en rimelig erfaring indenfor fredsskabende og -bevarende opgaver, end at have alle mulige småstater fra andre dele af verden med mere blakket demokratisk ry, når man skal ud at forsøge at forbedre verden og rydde op i konfliktsituationerne og skabe mere stabilitet i områder som fx Mellemøsten. Så jeg tror det måske snarere er Irak, der vil få amerikanerne til at forstå.

Men der er to led i det. Nu taler vi om det som en moralsk alliance i en vis forstand, politisk-nationalt. Men i Hamiltons vision indgår der også noget, der ligner den logik vi kender fra Schengen-samarbejdet: at man i stedet for at tænke sikkerhed mellem landene - så tænker sikkerhed for et større område, udadtil. Er det det, der ligger i et transatlantisk Homeland - at grænsen så at sige bliver trukket 'rundt om' , næsten jf. det gamle NATO-område [nord for Krebsens Vendekreds]?

ADN: Man skal måske være lidt forsigtig med at tale om at trække grænser – fordi, når man trækker grænser, så opnår man måske en forbedring af sin sikkerhed, men der er mange uønskede, negative sideeeffekter ved at trække grænser.

Det er jo heller ikke en formulering, der vil vinde forståelse, hverken i Tokyo eller Moskva.

ADN: Næppe!

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto:
Space Imaging