A (DSU): Landsformand Jacob Bjerregaard Jørgensen: Sharon er ikke det bedste håb for at løse problemerne i mellemøsten. Sharon og hans sikkerhedshegn kan måske på kort sigt nedsætte antallet af selvmordsbomber i Israel, men på længere sigt er det ikke en holdbar fredelig løsning. Løsningen er imidlertid heller ikke en anden regeringsleder fra Likud. Sharon er trods alt retorisk indstillet på en form for fred mens det yderste højre, som har rødder langt ind i Likud, på ingen måde er indstillet på at skabe fred. Fortsætter den nuværende situation er min klare overbevisning, at hadet vil vokse og nå uanede højder. Jeg tror, at vejen til fred enten forudsætter en genoplivning af den israelske fredsbevægelse eller et langt stærkere arbejderparti, end det vi kender i dag. Konkret tror jeg, at en fred forudsætter en ny stærk israelsk personlighed, der ikke er bundet op af det yderste højre. En person, der kan sætte sig ud over de nationalistiske argumenter, og samtidig skabe en troværdig stemning omkring nødvendigheden at et kompromis med palæstinenserne.   

B (RU): Landsformand Zenia Stampe Mortensen: Der findes kun én legitim og holdbar løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt: En løsning, der er blevet til gennem reelle forhandlinger mellem parterne. Med den såkaldte Køreplan for Fred forsøgte det internationale samfund at skabe rammen om en forhandlingsproces mellem parterne, der skulle resultere i en to-statsløsning. Parterne accepterede planen, men formåede aldrig at nå ud over planens første fase, som indebar et totalt ophør af vold fra begge sider: De palæstinensiske selvmordsterrorister bomber stadig uskyldige israelere, og det palæstinensiske selvstyre gør ikke nok for at dæmme op for terroren; samtidig fortsætter Israel sin militære offensiv i de besatte områder og opførelsen af en sikkerhedsbarriere, der annekterer palæstinensisk jord og afskærer palæstinensere fra deres landbrugsjord, hospitaler, uddannelsesinstitutioner og familier.

Selvom begge parter har medvirket til at optrappe konflikten, er der ingen tvivl om, at det er Sharon, der bærer hovedansvaret for, at fredsprocessen ligger i ruiner. Han har fra start demonstreret, at han ikke ønsker at forhandle med palæstinenserne. I stedet har han søgt – og fået! – USA’s tilslutning til sin egen ensidige ’fredsplan’. En plan, der ganske vist indebærer israelsk tilbagetræning fra Gaza, men som samtidig har til formål at opretholde de største israelske bosættelser på Vestbredden. Sharons plan vil efterlade palæstinenserne et område, der er så fragmenteret, at det umuligt kan danne ramme om en (demokratisk) stat. Problemet med Sharon er, at han aldrig når den banebrydende erkendelse: at en stærk palæstinensisk stat og et velfungerende palæstinensisk demokrati faktisk udgør en langt mindre trussel mod staten Israel end de forarmede besatte områder og den frustrerede palæstinensisk befolkning gør i dag.

D (CDU): Landsformand Anna Sigrid Pii Svane: Der er håb for løsningen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne, ellers kan vi opgive med det samme. Vi kan dog ikke se hverken en israelsk eller palæstinensisk leder som det største håb for en løsning af konflikten. Først når grunden til terroren forsvinder, vil selve terroren stoppe, og først når befolkningerne bakker op, vil lederne kunne tage de nødvendige beslutninger.
Vi mener at en fuld tilbagetrækning fra de palæstinensiske områder er en af disse nødvendige beslutninger. Terroristerne vil på det tidspunkt ikke længere kunne sælge deres handlinger som frihedskamp.
 

 

F (SFU): Landsformand Thomas Medom: Ligesom jeg ikke tror at en kleptoman er den bedste sikkerhedsvagt på Rosenborg tror jeg heller ikke at en krigsforbryder og bøddel, der stod i spidsen for den berygtede og tragiske massakre på palæstinensiske flygtninge i Libanon tilbage i 1982, er den bedste mand til at skabe fred i konflikten i Palæstina. Sharons plan om at rømme Gaza er først og fremmest en plan for at annektere store dele af Vestbredden. George Bushs godkendelse af Sharonplanen viser endnu engang USA's manglende vilje til at respektere international ret og er samtidig en blåstempling af Israels annektering af palæstinensisk jord. Sharonplanen er i direkte strid med Osloaftalerne og med den såkaldte køreplan for fred. Den kritiske dialog har ikke forhindret Israel i at opføre en mur på palæstinensisk territorium. Muren adskiller mennesker fra deres familier, fra deres arbejdspladser og fra hospitaler. Israel hævder at muren opføres af sikkerhedshensyn, men i så fald kunne muren have været opført på israelsk territorium. Ved at opføre den på palæstinensisk territorium inddrager man jord, der retmæssigt tilhører palæstinenserne. Muren er endnu et skridt i retningen af en reel annektering af de besatte områder. Den er et eksempel på, hvordan Israel overtager blandt andet palæstinensisk landbrugsjord, og opførelsen af muren og udbygningen af de ulovlige bosættelser er med til at underminere muligheden for at oprette en levedygtig palæstinensisk stat. Også i denne sag burde vi gøre brug af international ret og internationale domstole.

Thomas Medom

K (KDU): Landssekretær Jens Christian Kirk: Den eneste måde hvorpå der er udsigt til fred er hvis høgene legitimerer freden. Sharon er en høg. Men hvem er høgene på den anden side? Og er der vilje til reelle forhandlinger fra nogen af siderne?

M (MPU): Carsten Stage og Signe A.E. Larsen: Nej. Sharons brutale og egenrådige magtdemonstrationer giver ikke meget håb for en fredelig løsning i Israel-Palæstina-konflikten. At Bush bakker op om Sharons linje er dog ikke overraskende, eftersom den er umiskendeligt beslægtet med USA's egen konfliktløsning rundt om i verden. Det er klart, at spændingerne mellem Israel og Palæstinenserne ikke bliver mindre, jo mere militant Israel fører sig frem. Tværtimod. En sådan fremfærd trækker blot fronterne hårdere op. Det er selvsagt svært at finde løsningen på den
ulykkelige situation i Israel og Palæstina, men det bør dog stå klart for alle, at man ikke kan opnå fred ved at intensivere de kompromisløse militære nedslag.

O (DFU): Politisk næstformand Morten Messerschmidt: Sharons politik er svær at blive klog på. For det første skal man gøre sig klart, at der i dag ikke er forskel på Sharon og Labor i dette spørgsmål. Begge støttede tilbagetrækningen. Jeg mener imidlertid ikke, at en tilbagetrækning vil skabe fred og frihed for terror. Det er åbenlyst, at den palæstinensiske terror ikke har noget som helst med territorialbegræsninger at gøre. Det er et skalkeskjul, som den europæiske venstrefløj - herunder pressen - har slubret i sig som sødmælk. Den her konflikt drejer sig om had. Om had mod jøderne, som araberne i enhver afskygning har forfulgt igennem verdenshistorien. Enhver ved jo, at terroren også var udbredt før '67 og i forhold til Sinai så vi, at terroren faktisk blev værre, da man trak sig tilbage i starten af 90'erne. Jeg tror derfor ikke på Sharons plan.

Morten Messerschmidt

V (VU): Landsformand Claus Horsted: Meget tyder på at Sharon som politiker kan slippe af sted med mere end andre tidligere israelske ledere. Det er derfor også min klare opfattelse at der er behov for en mere midtersøgende israelsk leder end tilfældet er med Sharon. Men Sharon alene er ikke skyld i den yderst tilspidsede situation i øjeblikket. Der skal to til at forhandle og palæstinenserne er også snart nødsaget til at komme ud af busken og vise reel forhandlingsvilje.

Claus Horsted

Ø (SUF): Mikkel E. Larsen: Ariel Sharon er den største forhindring for fred i Palæstina lige nu. Han er tydeligvis ikke interesseret i hverken fred, en løsning på konflikten eller en levedygtig palæstinensisk stat. At han øjensynligt ligger til venstre i sit parti gør ikke sagen bedre. Israels hær, Sharon og hans regering har kun brugt éet eneste redskab over for palæstinenserne: Grovfilen. Snigmord, raketangreb til højre og venstre i civile områder, chikane, rydning af civile huse, og nu den mastodontiske apartheidmur, der klipper Vestbredden i stumper og stykker. Hvis man vil fratage palæstinenserne ethvert håb om en bedre fremtid og et menneskeligt liv og styrke terrorismen, skal man opføre sig som Israel gør i disse tider. Under Sharons kyndige ledelse. Og den nyeste, absurde "disengagement"-plan, som Bush støtter, vil umuligt være spiselig for andre end Israel og USA. I bedste fald er det en fis i en hornlygte, i værste fald vil den ødelægge fredsprocessen i årevis.

Det bedste håb for en løsning i konflikten mellem Israel og Palæstina ville være massive sanktioner mod Israel fra EU's (eller FN's) side med krav om efterlevelse af de FN-resolutioner, som Israel har skidt på de sidste 30-40 år.

Mikkel E. Larsen