R Æ S O N - storpolitik i en lille verden!

1. Hvilken begivenhed i verden siden 1989 har været den mest katastrofale?
	Borgerkrigen i Rwanda i 1994. På små 4 måneder blev mere end 800.000 mennesker blev brutalt slagtet eller bukkede under for de kummerlige forhold i de flygtningelejre, der husede de ca. 3 mio. flygtninge. Men borgerkrigen i Rwanda blev også en kold spand vand i hovedet på os der drømte om global styring, humanitære interventioner og en ny og mere aktiv rolle for FN i kølvandet på Berlin-murens fald. Der blev ingen intervention i Rwanda – kun nogle få franske fremmedlegionærer, der blev sat ind for at evakuere vestlige statsborgere. Indbyggerne i Rwanda blev overladt til deres egen tragiske skæbne mens FN og verdenssamfundet så passivt til, skønt man udmærket var klar over de voldsomme civile lidelser. Borgerkrigen viste, at når alt kom til alt stod de nationale interesser stadig langt over hensynet til menneskerettigheder og demokrati.	Kristian Madsen, DSU
	Nu er det meget dramatisk at spørge om hvad der har været den mest katastrofale begivenhed, men alt andet lige er terrorangrebet den 11. september det der springer mest i øjnene. Den usikkerhed det her medført i den vestlige verden, og den deraf følgende terrorlovgivning som desværre på visse punkter er af mere tvivlsom karakter, har forandret vores dagligdag. Vi skal dog være opmærksomme på, at andre mindre dramatiske katastrofer ikke forsvinder af, at de ikke kan levere gode TV-billeder. At vi ikke har liberaliseret verdenshandelen noget mere og at de vestlige lande ikke har øget deres hjælp til verden fattigste noget mere, er også en katastrofe.	Simon Emil Ammitzbøll, RU
	Borgerkrigen og det ufattelige barbari i Rwanda 1999. 10 efter år efter murens fald skulle Clinton-doktrinen og "the new world order" netop fungerei praksis. Til trods for alarmerende efterretningsrapporter i Holland og andre fremtrædende EU-lande om en katasdtrofal konflikt under opsejling foretog man sig intet, og historien om folkemord kender vi kun alt for godt.	Troels Krarup Frandsen. CDU
	Der er ikke tvivl om at der siden murens fald har været et væld af katastrofale og tragiske begivenheder i verden. Overordnet mener jeg, at det mest tragiske der sker og er sket, er vestens manglende udsyn til store dele af verden. Når der skal udpeges én begivenhed må det blive folkemordet i Rwanda og Burundi i midten af halvfemserne. Udover de mange bestialske mord, var det et kæmpe katastrofe at verdenssamfundet lukkede øjnene i hidtil uset grad. Verdenssamfundets ligegyldighed over for denne del af verden gjorde katastrofen større.	Torben Kastrup, SFU
	Skal én specifik begivenhed udpeges som den mest katastrofale globalt set siden Berlinmurens fald, må et bud være Ariel Sharons aktion i Øst-Jerusalem den 28. september 2000 på Al-Haram al-Sharif (»Det ædle helligsted«), som jøderne kalder Har Habayit (»Tempelbjerget«). Al-Haram al-Sharif er på én og samme tid et af islams vigtigste helligsteder og palæstinensernes last stand, i den betydning at det i en vis forstand er det sidste område, som israelerne ikke reelt har overtaget kontrollen over i det land, som oprindelig var palæstinensernes hjemland. En sidste, intakt del af Palæstinas arv fra tiden før zionisterne begyndte deres systematiske indvandring i Palæstina i slutningen af det nittende århundrede, der kulminerede med oprettelsen af staten Israel i maj 1948. Men det er samtidig en tilbageværende torn i øjet på yderligtgående zionister, der betragter Tempelbjerget som jødedommens allervigtigste fokalpunkt, fordi det var her, det første og andet jødiske tempel lå i oldtiden. Da Ariel Sharon som optakt til valgkampen i 2000 gør sin entré på Al-Haram al-Sharif, ledsaget af 1.000 israelske tropper, er det en uhyre udspekuleret magtdemonstration, som er udført med lige dele militær elegance og politisk arrogance, præcis fem år efter underskrivelsen af den vigtigste aftale under Osloprocessen – en proces, som Sharon dermed endegyldigt begraver. Sharon er ingen hvem som helst, men derimod palæstinensernes absolutte hovedfjende, indirekte ansvarlig for massakrerne i de libanesiske flygtningelejre Sabra og Shatila i 1982, da han som forsvarsminister ledede invasionen i Libanon og lod israelske styrker se passivt til de kristne falangisters nedslagtning af ca. 1.000 palæstinensere. Sharons budskab på Al-Haram al-Sharif er indlysende for enhver, israelere såvel som palæstinensere: Der er tale om en momentan erobring. Dermed styrkes for det første forhåbningerne hos yderligtgående jøder, der drømmer om at skabe et Stor-Israel med genrejsningen af templet som en nøglebegivenhed i opfyldelsen af forudsætningerne for intet mindre end messias' komme. For det andet er det ganske enkelt den ultimative magtdemonstration, som fortæller palæstinenserne, at Israel reelt kontrollerer HELE Jerusalem og HELE Israel, og at de kan effektuere dette faktum, når som helst. Palæstinenserne reagerer på provokationen med den anden intifada, dvs. det endnu igangværende oprør mod de israelske besættelsestropper på Gaza-striben og Vestbredden – en fredelig løsning er på ét døgn dermed blevet endnu mindre levende end det Døde Hav. Men hvorfor er dette ligefrem et bud på verdens mest katastrofale begivenhed siden 1989? Fordi det starter en kædereaktion af sammenstød, der intensiverer Israels i forvejen benhårde undertrykkelse af palæstinenserne med brutale politistatsmetoder og massivt militæropbud, der fører til yderligere selvmordsterror fra bl.a. Hamas' side. Men først og fremmest er det den endegyldige cementering af de ulykkelige og uløselige udsigter for ca. 6 millioner palæstinensere, der lever som flygtninge i og uden for de besatte områder pga. den etniske udrensning, som blev gennemført i 1947-1949 af de zionistiske styrker. En udrensning, som blev imødegået af FN med en klar resolution, som kræver, at de palæstinensiske flygtninge skal kunne vende tilbage til deres hjem, hvilket aldrig nogen sinde er blevet accepteret af Israel. Dermed er situationen fastlåst og har været det i et halvt århundrede. Dette er simpelthen den regionale konflikt i verden, som har de fleste og største globale implikationer overhovedet, ikke »bare« fordi millioner af statsløse flygtninge har fået frataget deres hjemland, men også fordi palæstinensernes ulykkelige situation genererer så stor almen frustration og desperation, at den betragtes som legitimeringen af terroraktioner verden over. Og sidst, men ikke mindst fordi hele oprettelsen af staten Israel og det kyniske stormagtsspil, der især fra britisk side banede vejen herfor, samt den ekstreme dobbeltmoral, som USA og den vestlige verden har udvist gennem det tyvende århundrede, når krænkelser af FN-resolutioner er blevet besvaret med bombetogter og handelsboykotter over for »slyngelstater«, mens de er blevet behændigt ignoreret i Israels tilfælde. Derved er konflikten mellem israelere og palæstinensere et åbent, globalt sår, der dels hensætter civile palæstinenseres liv i et apartheid-helvede, dels sender sine metastaser langt ud i den øvrige verden i form af frustration, desperation og terror, og som derfor forbliver et stadig mere eklatant udtryk for skævheden, dobbeltmoralen og uretfærdigheden i Den Fagre Nye Verdensorden. Hvis nogen enkeltstående begivenhed kan siges at eksemplificere ånden i hele denne verdensorden, er tankegangen bag og implikationerne af Ariel Sharons magtdemonstration på Al-Haram al-Sharif den 28. september 2000 et af de senere års værste skoleeksempler herpå.	Rune Engelbreth Larsen
	Den mest katastrofale begivenhed siden 1989 er den islamiske verdens ukontrollerede befolkningstilvækst. Den islamiske kultur fastholder landene i stagnation og inproduktivitet, mens befolkningsvæksten gør forholdene endnu værre, fordi der i kraft af den ikke-eksisterende produktion deraf opstår endnu mere nød, fattigdom og elendighed. Muslimernes uhæmmede børneproduktion er en trussel mod klodens fortsatte fredelig eksistens.	Morten Messerschmidt DFU
	Krigen i Rwanda/Burundi, hvor ca. 1 million mennesker blev nedslagtet og hundredetusinder sendt på flugt. Der manglede ikke tegn i sol, måne og stjerner på, hvad der var under opsejling. Alligevel greb det internationale samfund ikke ind - tværtimod blev FN-soldater i hast hentet hjem fra området. Krigens tragedien og umenneskelighed er udenfor fatteevne. Samtidig er den en uhyggelig konsekvens af det internationale samfunds manglende opmærksomhed og handlekraft. ”Hører etik og moral hjemme i udenrigspolitik?” Ja. Etiske principper og grundholdninger hører hjemme på alle politikområder - alternativet er, at usammenhængende beslutninger uden fundering i basisværdier eller tidsafgrænsede økonomiske interesser styrer holdningen. I de sidste årtier har der været en sund udvikling væk fra at betragte politik som simpel interesse-kamp. Holdningen til fx. miljø, ulande og flygtninge, er blevet vigtigere, end de økonomiske spørgsmål, der i større grad taler til egeninteressen. Den politiske kamp handler i mindre grad om, hvilke økonomiske interesser, der skal varetages, og i højere grad om, hvilke etiske principper, der skal være styrende. Den vej må udenrigspolitikken også gå. Mine politiske holdninger er rundet af principper om menneskeværd, solidaritet, fællesskab og bæredygtighed. Derfor ønsker jeg 1) overholdelse af menneskerettigheder prioriteret over gunstige handelsaftaler, 2) internationalt fællesskab og demokrati over national suverænitet på områder, der løses bedre internationalt og 3) bistand og reel markedsadgang for ulandene over egoistisk protektionisme - også hvis konsekvensen er en nedgang i dansk levestandard.	Bruno Langdahl, KFU
	Et spørgsmål, det dybest set ikke giver mening at besvare. For hvordan vælger man og rangordner mellem begivenheder i en periode, der startede med massakren på den Himmelske Fredsplads, som rummer både borgerkrig i det tidligere Jugoslavien, i Somalia og Rwanda og som kulminerede med et terrorangreb af hidtil usete dimensioner mod ikke bare World Trade Centre og Pentagon, men hele den vestlige verdens værdier? Samtidig må man tænke på, at sammen med disse ekstraordinære begivenheder er der dagligdagens katastrofer. Ifølge Læger Uden Grænser dør 1-2 millioner mennesker om året af Malaria. Hvordan skal man træffe et kvalificeret valg imellem hver disse tragedier? Der er ingen tvivl om, at 11. september har gjort et stort indtryk på mig. Jeg har siden været i New York og det er skræmmende at være vidne til denne konfrontation mellem livssyn og mellem grundlæggende værdier og dens blodige konsekvenser.	Søren Friis Larsen, VU
	Det må uden tvivl have været krigen mod Irak i 1991. Udover at koste mindst 100.000 irakere livet, for slet ikke at tale om de efterfølgende sanktioner, var det også indledningen til en ny æra med USA og dets allieredes totale dominans.	Charlotte Walkusch, Anissi Thorndal, Lars Lyndorff Krelskov, Socialistisk Ungdomsfront
2. Findes der ukrænkelige principper og værdier i udenrigspolitikken?