Verdensøkonomiens krise i historisk perspektiv: Har vi det værste til gode?
|
|
Nogle eksempler.
De fleste økonomer er i dag enige om at den verdensomspændende krise og høje arbejdsløshed i 1930’erne blev udløst af stød til - og manglende stabilitet på - finans- og valutamarkederne og at problemerne blev forøget som følge af centralbankernes og politikernes manglende forståelse og samarbejde om disse forhold.
Senere fremkaldte finansieringen af de latinamerikanske landes underskud på betalingsbalancen i midten af 1980’erne en større finanskrise. Lidt senere i oktober 1987 faldt aktiekurserne kraftigt på de amerikanske og europæiske aktiemarkeder. Den sidste krise blev hurtigt af centralbankerne imødegået gennem likviditetstilførsel og rentesænkning og fik i modsætning til de tidligere nævnte kriser ikke beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Det var derimod tilfældet for valutakriserne i det europæiske monetære samarbejde (EMS’en) i 1992-93, der som årsag havde forventninger om arbejdsløshed og som konsekvens: valutakursændringer, rentestigninger og begrænsninger i væksten for produktion og beskæftigelse.
Krisen i Asien i 1997 startede med et valutarisk og finansielt sammenbrud i Thailand og sprang hurtigt til andre Østasiatiske lande inklusive Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Efter en kort pause blev Sydkorea og Brasilien også smittet og i alle de ramte lande fik sammenbruddet betydelige realøkonomiske og beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Det gode budskab fra flere af landene var dog, at krisen samtidig var årsag til at der politisk blev gennemført strukturændringer til gavn for senere økonomisk vækst.
Rusland blev i 1998 ramt af en finansiel krise især som følge af en uholdbar udvikling på statsfinanserne og en overvurderet valuta. I forlængelse af denne krise blev igen Brasilien og andre Latinamerikanske lande ramt og en stor amerikansk såkaldt ”hedge-fund” (LTCM) blev kun reddet fra konkurs på målstregen på grund af indgriben fra den amerikanske centralbank. Siden har Tyrkiet og Argentina været i en kombineret finans- og valutakrise og det samme gælder Brasilien, som i disse dage er i en ny krise på grund af faldende tillid til det politiske system.
Men den længstvarende krise i nyere tid er den japanske, hvor priser på aktier og fast ejendom efter en kraftig stigning i slutningen af 1980’erne har været på en ligeså kraftig nedtur siden 1990. Det har påført de japanske banker betydelige problemer med faldende og manglende sikkerhed for deres udlån, som de derfor har reduceret kraftigt. Denne udlånsbegrænsning har forværret den realøkonomiske udvikling og medvirket til recessionen for et par år siden og igen i 2001-02. Problemerne i banksektoren er samtidig langtfra løst og det aktuelle spørgsmål er, om der er politisk vilje til en sådan løsning og om hvilken, der eventuelt kan skabes enighed. Foreløbig har man forlænget en offentlig garanti for en del bankindlån angiveligt for at have et sikkerhedsnet, hvis andre initiativer skal gennemføres. Det kunne f.eks. være statslig overtagelse af de dårligste banker eller statslige opkøb af bankernes nødlidende lån. Der er foranstaltninger, som begge blev anvendt til genetablering eller opretholdelse af de finansielle strukturer under Den Nordiske Bankkrise.
Finans- og valutakriser forekommer således stadig hyppigere på de såkaldte ”emerging markets”. Valutakriser forekom også i Europa i betydeligt omfang før Euroens indførelse i 1999 og finanskriser kan stadig forekomme. Det er sjældent at sådanne kriser ikke resulterer i produktionstab og højere arbejdsløshed.
De seneste aktiekursfald og nedjusteringer af vækstudsigterne for især USA og Europa bringer i hvert fald tankemæssigt muligheden for finanskrise og recession på den økonomiske dagsorden. Et aktuelt og væsentligt spørgsmål om de internationale konjunkturer er således om den forholdsvis moderate afdæmpning af den økonomiske aktivitet i 2001, vil blive fulgt af en ny og måske kraftigere afdæmpning i 2002-03, et såkaldt ”double-dip”. Et andet presserende spørgsmål er, om en fortsættelse af de sidste 2½ års kraftige aktiekursfald over stort set hele verden, vil ende som en finanskrise i Latinamerika, Japan eller - hvem ved? - i Europa.
