Verdensøkonomiens krise i historisk perspektiv: Har vi det værste til gode?
|
|
De seneste aktiekursfald og nedjusteringer af vækstudsigterne for især USA og Europa bringer i hvert fald tankemæssigt muligheden for finanskrise og recession på den økonomiske dagsorden. Et aktuelt og væsentligt spørgsmål om de internationale konjunkturer er således om den forholdsvis moderate afdæmpning af den økonomiske aktivitet i 2001, vil blive fulgt af en ny og måske kraftigere afdæmpning i 2002-03, et såkaldt ”double-dip”. Et andet presserende spørgsmål er, om en fortsættelse af de sidste 2½ års kraftige aktiekursfald over stort set hele verden, vil ende som en finanskrise i Latinamerika, Japan eller - hvem ved? - i Europa.
FINANS- OG VALUTAKRISER
Finanskriser opstår, når de finansielle markeder i betydelig omfang mister tilliden til at indlån og kreditter vil blive tilbagebetalt som forventet. Når tilliden reduceres, vil risikopræmierne i kravene til afkastet stige og i tilfælde af store risikopræmier vil långivningen formentlig også blive indstillet. Virksomheder kan også komme til at stå over for højere risikopræmier eller blive kreditbegrænset, som følge af fald i kursen på deres egne aktier og dermed reduktioner af værdien af den sikkerhed, som de kan stille. Forbrugere og husholdninger kan, på samme måde som virksomheder, blive ramt af kreditbegrænsning, men de bliver også ramt alene ved at værdien af deres aktiver falder og deres opsparing herved reduceres.
I værste fald kan manglende tillid ramme banker og andre finansielle institutioner, der i så fald vil risikere udtræk af indlån og derfor at måtte ophøre med långivning og andre aktiviteter. Det vil resultere i en likviditetskrise for kunderne og samfundet, hvilket som regel fører til et offentligt indgreb med det formål at holde den finansielle sektor kørende. Det var f.eks. tilfældet i Norge, Sverige og Finland under den såkaldte Nordiske Bankkrise for godt 10 år siden, da staten gennem overtagelse af nødlidende banker eller køb af bankernes risikobehæftede udlån, sikrede at det finansielle kredsløb i de nævnte lande fortsat kunne fungere.
Valutakriser opstår på samme måde, når valutamarkedet mister tilliden til at et land og dets centralbank kan eller vil opretholde valutakursen - eller når de finansielle markeder mister tilliden til at et lands banker og andre finansielle institutioner har tilstrækkelig valuta, likviditet og egenkapital til at kunne betale også for en valutaudstrømning. Valuta- og finanskriser optræder derfor ofte samtidig og den ene kan være årsag til den anden.
Antallet af finans- og valutakriser er steget væsentligt siden det internationale Bretton-Woods samarbejde om faste valutakurser brød sammen i begyndelsen af 1970’erne og mange lande, især uden for Europa, overgik til fleksible valutakurser. Den strukturelle årsag til stigningen i antallet af kriser har dog formentlig ikke været de fleksible valutakurser som sådan, men de medfølgende ændringer i den økonomiske politik og en væsentlig forøgelse af de internationale kapitalbevægelser, som også var medvirkende til sammenbruddet af det internationale fastkurssamarbejde. Derfor har samfundsøkonomisk uligevægt i form af betalingsbalanceunderskud, inflation og recession ofte været kilde til finansielle og valutariske kriser. Det samme gælder store underskud på de offentlige finanser, en kraftig vækst i bankernes kreditgivning eller et fald i deres egenkapital til et lavt niveau som følge af store tab og hensættelser. Mange forhold kan således udløse en krise og derfor er disse ofte af meget forskellig karakter.
