|
|
Franssens tredje og mest optimistiske scenario – som har titlen Veni, vedi, vici - tager afsæt i en situation, hvor USA så at sige "kom, så og sejrede". Her forestiller man sig, at krigen bliver meget kort og uden større tab. Amerikanerne møder ligesom ved Operation Ørkenstorm i 1991 ikke større modstand, og hele det irakiske regime bryder sammen på få uger. Umiddelbart herefter indsættes der en bred samlingsregering, der med det samme går i gang med at formulere en ny irakisk forfatning og forberede snarlige valg til et nyt demokratisk parlament. Udover at indsætte fredsbevarende styrker, der sikrer ro og orden i hele landet, tager det internationale samfund initiativ til ophævelse af samtlige økonomiske sanktioner ligesom der med det samme iværksættes et omfattende internationalt bistandsprogram til landets genopbygning.
Som følge af krigens kortvarige og relativt begrænsede karakter har de irakiske oliefaciliteter kun lidt mindre skader, og inden for få uger er det muligt at genoptage olieproduktionen, der allerede ved slutningen af foråret 2003 når et dagligt produktionsniveau på tre mio. tønder olie. På det tidspunkt vil der også være indgået kontrakter med en række udenlandske oliefirmaer, der udover at modernisere den nedslidte irakiske olieindustri begynder at lede efter nye oliefelter. Otte års krig med Iran og 12 års efterfølgende FN-sanktioner har sat snævre grænser for de seneste mange års olieundersøgelser, og flere olieanalytikere mener, at den irakiske undergrund gemmer på store uopdagede oliereserver. Nogle geologer mener ligefrem, at den irakiske undergrund skulle gemme på det dobbelte af de kendte 112 mia. tønder olie, således at de irakiske oliereserver næsten vil svare til de saudiarabiske.
I dette optimistiske scenario forudser man, at olieprisudviklingen ved en ny krig vil komme til at minde om den, man så i forbindelse med Golf-krigen, hvor oliepriserne efter at være blevet fordoblet i tiden op til Operation Ørkenstorm styrtdykkede umiddelbart efter krigens afslutning. Mens man meget vel kan forestille sig oliepriser pænt over de 30 USD under selve invasionen, er det således forventningen, at priserne hurtigt vil falde igen. Dette skulle ske som en samlet effekt af, at USA i den kortvarige konfliktperiode vil berolige det internationale oliemarked ved dagligt at frigive 1,5 mio. tønder af sine strategiske oliereserver, hvilket overgår den mængde olie, som den irakiske olieeksport forventes at udgøre umiddelbart før en krig, samtidigt med at de øvrige olieproducerende lande – herunder de mellemøstlige, som det antages vil være i stand til at kontrollere de begrænsede folkelige protester - vil øge deres produktion for at drage nytte af de midlertidigt gunstige priser. Det er i den forbindelse værd at notere sig, at OPEC-landet Venezuela f.eks. allerede har meddelt, at man under ingen omstændigheder vil støtte en eventuel arabisk olieboykot af USA.
Mens krigen på kort sigt vil kunne give oliepriserne en kortvarig himmelflugt vil de således hurtigt falde igen, og på længere sigt vil et irakisk regimeskifte endog kunne føre til drastiske prisfald. Blandt dette optimistiske scenarios tilhængere, hvoriblandt man f.eks. finder analytikere fra Economist Intelligence Unit (EIU), forudses det, at nye oliefund i Irak og en modernisering af den irakiske olieindustri vil få verden til nærmest at svømme i olie. Amy Myers Jaffe, der er energianalytiker ved James A. Baker Institute for Public Policy ved Rice University mener således, at Irak inden for de næste fem år vil kunne nå op på en daglig produktion på seks mio. tønder olie. Dette vil for alvor sætte de nuværende oliepriser under pres og ifølge Washington Post mener nogle olieanalytikere, at oliepriserne vil kunne nå helt ned omkring 15 USD pr. tønde. En sådan udvikling vil ikke blot give billige energipriser, men vil også kunne booste hele den globale økonomi.
