|
|
I det mellemste scenario tager Franssen udgangspunkt i en situation, hvor det amerikanske militær også møder sej modstand fra de irakiske styrker med heraf følgende svære militære og civile tab. Israel bliver imidlertid ikke inddraget i konflikten, ligesom der ikke bliver gjort brug af masseødelæggelsesvåben.
Efter nogen tids svære kampe sejrer USA og indsætter efterfølgende en marionet-regering. Ligesom det i dag er tilfældet i Afghanistan vil den nye regering imidlertid kun have effektiv kontrol med området omkring hovedstaden, mens den øvrige del af landet er præget af uro og lokale opgør. De irakiske oliekilder vil ikke være ødelagt for altid, som i det foregående scenario, men de kan meget vel være blevet sat i brand, således som det var tilfældet i 1990, hvor den irakiske hær før sin tilbagetrækning havde sat de kuwaitiske oliekilder i brand. Som følge af krigens ødelæggelser og det kaos, der vil herske uden for Baghdad, vil olieproduktionen være forholdsvis uberegnelig, og i hele 2003 antages det kun være muligt at nå op på en produktion på omkring 500.000 tønder olie om dagen.
I dette mellemste scenario afholder folkelige anti-amerikanske protester også de øvrige mellemøstlige olieproducenter fra at øge produktionen nævneværdigt. Til gengæld forestiller man sig, at de olieproducerende lande uden for Mellemøsten dagligt sender 1 mio. ekstra tønder olie på markedet samtidigt med, at USA og flere andre IEA-lande beslutter at frigive deres strategiske oliereserver. Dette antages imidlertid ikke at være tilstrækkeligt til fuldt ud at oppeveje den irakiske produktionsnedgang og i en rum tid efter krigen vil oliepriserne derfor ligge et pænt stykke over de 30 USD. Som følge heraf vil verden opleve en økonomisk stagnation uden at den dog kommer til fuldstændigt at ændre den hidtil kendte livsførelse i den industrialiserede verden, således som det var tilfældet i det første scenario.
