1. november 2004  

 
 
 

Kurrild-Klitgaard, Bjerre-Poulsen, Gress og Dragsdahl  i RÆSON | På en knivsæg

For at følge debatten om "Amerikas Valg" skal man købe de fire forfatteres bog om USA, der koster 299 kr. inklusiv porto og ekspedition. I den sidste rundbordsdiskussion inden valget har vi bl.a. spurgt de fire eksperter:

- Hvordan vil forsideoverskriften lyde efter en sejr til Bush?

- Hvordan vil forsideoverskriften lyde efter en sejr til Kerry?

- Hvem vinder?

Introduktion: I de næste dage kan denne uges interview med Jørgen Dragsdahl og Niels Bjerre-Poulsen frit hentes på RÆSONs åbne site.

_____

1.  Jørgen Dragsdahl i RÆSON | Hvad der er langt vigtigere end Irak

2.  Niels Bjerre-Poulsen i RÆSON | Bush vs. Bush

3.  David Gress i RÆSON | Hovedlinjen forbliver den samme

4.  Peter Kurrild-Klitgaard i RÆSON | Lad det blive en stor sejr

 

_____

Jørgen Dragsdahl i RÆSON | Hvad der er langt vigtigere end Irak

"Både stil og indhold i den seneste Bin Laden video illustrerer, at den væsentlige trussel er politisk - og ikke på kort sigt risikoen for nye terror-aktioner. Han inspirerer til oprør imod den vestlige verdens - især USA's - globale dominans."

Det siger Jørgen Dragsdahl til RÆSON.

Han fastslår: ”Der er vigtige emner på dagsordenen af udenrigspolitisk art, som enhver regering skal forsøge at håndtere. Emner, som er langt vigtigere end Irak. Derfor vil der nok være et ønske om at få det emne fejet af bordet hurtigst muligt - så man, på det udenrigspolitiske område, kan gribe fat i de virkelig vigtige emner, såsom spredning af atomvåben og oprøret indenfor den muslimske verden.”

Og fortsætter: ”Hvis Bush vinder - og følger den kurs, som han hidtil har gjort er der lagt op til fire års slagsmål internt i USA. Nogle af de forudsigelser, der dukker op i de amerikanske aviser, er faktisk ret ekstreme: nogle taler direkte om, at grupper der er imod USA's indsats udenlands vil begynde at anvende den form for metoder, som den mest yderliggående del af venstrefløjen anvendte i begyndelsen af 70erne.”

Han siger: ”Hvis du tvinger mig MEGET hårdt, så kan jeg jo forsøge det, som jeg altid har ment er utroligt tåbeligt - at forudsige et amerikansk valg... hvis man grundlæggende har tiltro til amerikanernes gode fornuft, så vil jeg selvfølgelig mene at Kerry vinder. ”

Vil Kerry, hvis han vinder, leve op til forventningerne? ”Jeg tror egentlig ikke, at der er så store forventninger. De forventninger, jeg hører omtalt, er tit at næste gang, vi bliver uenige på tværs af Atlanterhavet, vil det være muligt at lægge en dæmper på denne uenighed. Så det er ikke forventningen om, at man slet ikke længere vil være uenige. Jeg tror, at der meget HURTIGT kan komme konflikter - specielt hvis Kerry-administrationen forventer, at et par hundredetusinde europæiske soldater vil tage støvlerne på og tage til Irak.”

LÆS ARTIKLEN NU:

Jørgen Dragsdahl i RÆSON | Hvad der er langt vigtigere end Irak

_____

 

Niels Bjerre-Poulsen i RÆSON | Bush vs. Bush

"Hvis man rationelt skulle vurdere betydningen af videobåndet med Bin Laden, så ville man formode, at det ville minde vælgerne om, at det ikke er lykkedes for George W. Bush at fange ham, endsige eliminere ham som en trussel mod USA. Det burde derfor undergrave hans argumenter for, at han har gjort, og fortsat vil gøre, nationen sikrere. Men dette er ikke et valg, hvor man kan forlade sig på rationel analyse. Synet af Bin Laden kan også minde mange amerikanske vælgere om 9/11, og om, hvad de anser for at være George W. Bush bedste øjeblikke de seneste fire år, nemlig hans tale til brandfolkene i ruinerne af World Trade Center og hans efterfølgende tale til Kongressen."

Sådan lyder vurderingen fra Niels Bjerre-Poulsen i RÆSON.

Om valget konkluderer han: ”Eftersom temaet i hele valgkampen er blevet personspørgsmålet, for og imod Bush er Kerrys vigtigste rolle sådan set er at være en acceptabel kandidat, som ikke direkte skræmmer vælgere væk.”

Han siger: ”Man kan godt forestille sig, at overskriften i de danske aviser efter en sejr til Kerry vil være "Gudskelov!" I hele dækningen af krigen kan man jo se et underliggende tema hele tiden. Fx når jeg eller andre bliver interviewet, så er det, der bliver spurgt om mellem linierne: "Giv os et eller andet håb om, at der er en mulighed for at Kerry vinder det her valg!" Så der er ingen tvivl om, at der i det meste af Europa vil lyde et dybt lettelsens suk, hvis Kerry går af med sejren!”

Vil Bush efter en sejr moderere sin udenrigspolitiske kurs? ”Selvom meldingerne her i valgkampen lyder, at der ikke er noget som helst at fortryde og at alt er gået godt så kan man jo se på den amerikanske regerings tilnærmelse til FN og til allierede at der ER en erkendelse, et eller andet sted, af at tingene ikke går, som de skal og at man må lægge kursen om.”

Hvis Bush vinder vil han også blive udfordret internt: ”Modvilje mod Bush er ikke kun at finde i den demokratiske lejr - der vil også komme måske en magtkamp indenfor det republikanske parti, hvor andre dele af partiet i stigende grad vil forlange at andre sager bliver taget op og får højere prioritet end de har haft nu.”

LÆS ARTIKLEN NU:

Niels Bjerre-Poulsen i RÆSON | Bush vs. Bush

_____ 

 

David Gress i RÆSON | Hovedlinjen forbliver den samme

Hvem vinder? ”Jamen, det gør George Bush!”

Hvor sikker er du? ”Sikker og sikker... som jeg altid har været: ca.80 %! Intet kan udelukkes, men jeg synes det tegner til en snæver men klar Bush-sejr.”

Det er meldingen fra David Gress i RÆSON. Vil Bush efter en valgsejr ændre sin udenrigspolitik? Gress vil ikke afvise at præsidenten dæmper det neokonservative præg: ”Men: hovedlinjen i forhold til Mellemøsten; i forhold til Israel og i forhold til Krigen mod Terror vil ikke ændre sig – men det vil den jo i virkeligheden heller ikke under en Kerry. Det kan godt være, der kommer noget, der udefra ligner ændringer - og det vil formentlig styrke Bush i nogen grad. Men jeg venter ikke det store.”

”Man må tænke på at mange af de her punkter, der vækker uenighed jo er enkeltsager i et stort hav af rutiner og samarbejder, hvor USA er dybt integreret og hvor ingen præsident hverken kan gøre fra eller til.”

Hvad angår kritikken af Bush-regeringen for at favorisere visse firmaer siger han: ”Europæerne er jo ekstremt hykleriske på det punkt, når man ser på hvad tyskerne og franskmændene i mange år har haft gang i, jf. "Olie for mad"-programmet. Sammenlignet med det er amerikanerne jo rene engle; de kan slet ikke følge med i det.”

 

LÆS ARTIKLEN NU:

David Gress i RÆSON | Hovedlinjen forbliver den samme

_____ 

 

Peter Kurrild-Klitgaard i RÆSON | Lad det blive en stor sejr

”Jeg tror Bush vinder, men jeg ville ikke blive chokeret hvis vi vågner op og Kerry har vundet med et landslide - måske med 100-150 valgmænds forspring. Jeg ville HELLER ikke blive overrasket, hvis Bush vinder tilsvarende stort! Kort sagt har vi, mellem de to yderpoler, en meget stor spændvidde med mange muligheder. Det er en refleksion af, at valget balancerer på en knivsæg, hvor - hvis man flytter 2% i 10 stater - vild det betyde en stor sejr henholdsvis for den ene og den anden.”

Det mener Peter Kurrild-Klitgaard, der fortsætter: ”Vi må, i det store billede, ihvertfald håbe at det er sådan et billede vi får: en stor sejr enten til den ene eller den anden. For en gentagelse af det, der skete for fire år siden - eller det, der skete for fire år siden, gentaget med ekstra styrke - er specielt ikke noget, der vil tjene nogen til ære.”

Udenrigspolitikken, der har overrasket mange ved at forblive hovedemnet i valgkampen, vil ikke forsvinde fra dagsordenen lige med det samme: ”Så længe man har det engagement i Irak og i Afghanistan, og så længe det er en realistisk mulighed at der kan komme terrorangreb mod USA, så længe vil udenrigspolitikken blive ved med at spille en ganske stor rolle. Men det ER selvfølgelig bemærkelsesværdigt: amerikanske præsidentvalg plejer jo at gå på indenrigspolitikken. Måske 3 ud af 4 gange - set på den måde HAR det været et bemærkelsesværdigt valg.”

LÆS ARTIKLEN NU:

Peter Kurrild-Klitgaard i RÆSON | Lad det blive en stor sejr

 

_____

RÆSON er et uafhængigt nyhedsmagasin forbeholdt de største spørgsmål i dansk og international politik: det startede i 2002 og er siden udkommet på www.raeson.dk, hvor størstedelen af stoffet fortsat er annoncefinansieret og derfor gratis. For mere information, kontakt RÆSONs ansv. chefredaktør, Clement Behrendt Kjersgaard: clement@raeson.dk. EVERYBODY WINS.