Mach vs. Mchangama i
ideologisk duel:
Ny Alliance - bestemt ikke et "oprør fra midten"
17.05.07
Mach
skriver: "I det mediepolitiske billede i Danmark er
det mere interessant at en lokal Venstremand smækker
med døren og melder sig ind i Ny Alliance, end hvad
Ny Alliance egentlig dækker over. Jeg finder det
forunderligt, at et parti uden partiprogram kan få
så massiv medlemstilslutning på så kort tid. Der må
virkelig være behov for et protestparti for de
højreorienterede, der er trætte af blive set som
højreorienterede. Men det er de i Ny Alliance -
altså højreorienterede. Noget 'oprør fra midten' er
der bestemt ikke tale om!"
Dette er den fjerde duel
mellem Trine Pertou Mach og Jacob Mchangama. Mach er
uddannet cand.scient.pol. og programmedarbejder i
Mellemøstafdelingen hos Folkekirkens Nødhjælp, aktiv
i SF og i Udfordring Europa. Mchangama er jurist,
ekstern lektor i menneskerettigheder og en af
bagmændene bag det liberale webradioprogram
Djævelens Advokat.
Alliancen er ikke et oprør fra midten.
Mach skriver:
Det KAN gå stærkt i dansk politik. For et år siden
fremstod Det Radikale Venstre som en stor succes efter
karikaturkrisen. I dag er det fuldstændig vendt.
For de fleste
mennesker var Naser Khaders og Anders Samuelsens brud
med Det Radikale Venstre en stor overraskelse. Men i
virkeligheden er det en logisk konsekvens af de sidste 6
års politiske udvikling i dansk politik. For det første
har Radikale Venstres progressive værdikamp været
kombineret med en knap så progressiv fordelingspolitik.
Det tiltaler to forskellige politiske tendenser:
Elsebeth Gerner-Nielsen og kernen i den radikale
selvforståelse som den progressive tendens og på
højre-flanken den dynamiske duo Khader og Samuelsen. De
to tendenser har i takt med det Radikales manglende
indflydelse udviklet sig til to reelt forskellige
politiske projekter.
Denne
opsplitning er blevet forstærket af VK-regeringens
adfærd: Foghs intime parløb med det stærkt reaktionære
Dansk Folkeparti har gjort mange borgerlige – vælgere
såvel som politikere - hjemløse. Det Konservative
Folkeparti er druknet i dette parløb, fordi taburetten
for Bendt Bendtsen har været vigtigere end politisk
indflydelse. Det mest interessante ved Ny Alliances
dannelse er da også, at de konservatives Gitte Seeberg
går med. Hun har gennem længere tid netop kritiseret de
borgerlige for at ligge under for Dansk Folkeparti og
ikke evnet at sige fra. Især de Konservative - der de
facto har været sat uden for politisk indflydelse af
Fogh og Kjærsgaard – kan måske få et problem med Ny
Alliances dannelse.
Med andre ord
opstår Ny Alliance i det limbo, der er i den borgerlige
lejr. Spørgsmålet er, om de kan blive til andet og mere
end bare ”Khaders parti”. Faktisk ved man ikke meget – i
det mediepolitiske billede i Danmark er det mere
interessant at en lokal Venstremand smækker med døren og
melder sig ind i Ny Alliance, end hvad Ny Alliance
egentlig dækker over. Jeg finder det forunderligt, at et
parti uden partiprogram kan få så massiv
medlemstilslutning på så kort tid. Der må virkelig være
behov for et protestparti for de højreorienterede, der
er trætte af blive set som højreorienterede.
Nok er Khader
tilsyneladende populær, men man aner jo ikke, hvad
partiet vil?! Det vil sige, det lidt vi ved er, at
partiet placerer sig et godt stykke ude på højrefløjen –
og det er ikke ligefrem de fordelingspolitiske signaler,
befolkningen har sendt det seneste år. Men det er de i
Ny Alliance - altså højreorienterede. Noget 'oprør fra
midten' er der bestemt ikke tale om!
At Khader &
Samuelsen var det radikale højre i Radikale Venstre, ved
vi alle. Spørgsmålet er derfor, om Ny Alliance vil en
ny alliance - eller vil de bare være R'et i Khaders
drøm om en VKR-regering? Konsekvensen kan i så fald
oplagt være, at Naser Khader kan redde Fogh og give ham
4 år mere ved magten.
Vælgerne
er parate til reformer. Mchangama skriver:
Ny
Alliances fremkomst og den overvældende reaktion derpå
er på en og samme tid deprimerende og opmuntrende.
Deprimerende - fordi den massive mediedækning og
interesse bekræfter i hvor høj grad har danskerne - som
oftest ansporet af en medløberisk og ukritisk presse -
på både det mentale og konkrete plan har overgivet
ansvaret for dette lands ve og vel til vore politikere.
Interessen for Ny Alliance synes at bekræfte, at
danskerne har en ufattelig tro på, at det væsentligste
ansvar for, hvor velstillet og velfungerende et samfund
vi lever i, må og skal overlades til politikere og
disses beslutninger. Dette på trods af, at det danske
civilsamfund og private aktører og disses ageren er
langt vigtigere for vores velbefindende end politikere,
der i en kompliceret verden i sagens natur sjældent vil
have et bedre beslutningsgrundlag end de mennesker, de
repræsenterer og som møder dagligdagens
problemstillinger i virkelighedens verden frem for
mediernes. Dette giver en selvforstærkende effekt, idet
politikere som oftest vil gribe enhver opfordring til at
regulere. Når den ene fløjs politiske løsninger har vist
sig utilstrækkelige eller fejlslagne, vil den modsatte
fløj overbevise borgerne om at lige præcis deres
skræddersyede politiske løsninger vil løse problemerne.
At borgerne skulle kunne løse problemer synes at være en
kættersk tanke. Og sådan kan det politiske spil
fortsætte i en uendelighed - mens borgerne må bære de
skadelige og utilsigtede konsekvenser heraf, som brikker
i et spil, hvor reglerne konstant ændres.
Det
opmuntrende ved den folkelige opbakning til Ny Alliance
er udmeldingen om en reform af skattesystemet med
henblik på indførelse af en flad skat på 40%. Dette
forslag er et hårdt tiltrængt opgør med Venstres strenge
selvcensur på skatteområdet og den tværpolitiske
konsensus om at reformer af velfærdssamfundet - denne
særlige og uomgængelige danske trosbekendelse - udgør en
form for helligbrøde. Det demonstrerer tillige, at en
stor del af de danske vælgere er bevidste om, at
politikerne stikker befolkningen blår i øjnene når man i
fuld alvor påstår, at en stor offentlig sektor med høj
beskatning er den danske velstands forudsætning.
Jo flere
danskere, der gør sig den indlysende sandhed klart, at
danskernes offentlige velfærdsgoder er baseret på og
dybt afhængige af det private erhvervslivs
velstandsskabelse, jo større chancer har vi for at undgå
et samfund, der langsomt forarmer sig selv gennem en
overtro på naturstridige fænomener, som fx at velfærd
fører til velstand.
En stor del af de danske vælgere er bevidste om, at politikerne
stikker befolkningen blår i øjnene når man i fuld alvor
påstår, at en stor offentlig sektor med høj beskatning
er den danske velstands forudsætning.
- Mchangama
_________________________
Hvordan skal en skat på 40% finansieres? Mach skriver:
Margrethe
Vestager har kaldt Ny Alliance en følelse snarere end et
parti. I den faktiske situation handler reaktionerne da
også om folks opgør med sit eget parti eller med Dansk
Folkeparti, eller om, at Naser Khader er så sympatisk.
Beskrivelsen passer også på ovenstående ærgrelse over,
at folk begejstres over et nyt parti, der leverer nye
svar (spørgsmålet er dog, om det reelt har leveret
substantielle svar!) og begejstringen over et næsten
enkeltstående konkret udspil fra Ny Alliance.
Jeg finder
det heller ikke specielt opmuntrende, at man kan få
flere tusind til at melde sig ind i et parti, man ikke
aner, hvor vil hen politisk. Det interessante er
imidlertid, at Ny Alliance lancerede sig som et
social-liberalt og social-konservativt parti. Men der er
ikke meget social-liberalisme eller –konservatisme over
flad skat eller over Leif Mikkelsens vision om
brugerbetaling på hjemmehjælp og lægebesøg.
Den flade
skat på 40% vil betyde, at de rigeste i samfundet vil
slippe for at betale adskillige milliarder i skat om
året. Hvordan skal det finansieres? Gennem ufinansierede
skattelettelser, så de kommende generationer bestjæles?
Eller skal folkeskolen, sundhedssektoren, vores ældre
betale? Kommunerne har klart sagt fra, med Venstremanden
Erik Fabrin i spidsen.
For
super-liberalisterne er det formodentlig befriende, at
Ny Alliance tør tage bolden op, hvor Fogh begyndte at
tvivle, og levere et rent liberalistisk skatte-forslag.
Men det er næppe, hvad midter-borgerlige gerne vil høre
og bliver ikke dét forslag, der kan gøre op med
blokpolitikken.
Nok er det
ædelt at ville et opgør med Pia Kjærsgaards indflydelse.
Det er indtil videre også dén følelse, der synes at have
størst betydning for begejstringen. Men er prisen hard
core- liberalisme, Khaders moralske støtte til
Irak-krigen, såkaldt effektivisering af kommunerne eller
slinger i miljøpolitikken - så er spørgsmålet, hvor
længe vinden blæser med Ny Alliance. Det seneste år har
vist, at danskerne vil noget andet. Partiets
perspektiver er blakkede, når det gælder en ny
fordelingspolitik, en saltvandsindsprøjtning til
velfærden, en sund og velfungerende offentlig sektor, en
anstændig asyl- og integrationspolitik eller en ny dansk
udenrigspolitik. I det omfang vi ellers kender Ny
Alliances politik i denne person-fikserede medietid.
Bundlinien
er, at der er ballade og opbrud hos de borgerlige. Det
betyder paradoksalt nok, at venstrefløjen får travlt,
hvis man vil undgå four more years med
Fogh-regeringen. Frem for at hoppe på værdi-vognen -
hvor det primære er at slynge om sig med lette udsagn
som ’værdier betyder noget’, ’vi vil en ny alliance’,
’vi må stoppe Pias indflydelse’ – må venstrefløjen
formulere et klart, andet politisk projekt, der ikke
bare lefler for fremmedfrygt og fladskærmsiver. Men som
peger frem mod en ny start for Danmark.
"Frem for at hoppe på værdi-vognen - hvor det primære er at slynge
om sig med lette udsagn som ’værdier betyder noget’ – må
venstrefløjen formulere et klart, andet politisk
projekt. Et projekt, der ikke bare lefler for
fremmedfrygt og fladskærmsiver."
- Mach
_________________________
Spørgsmålet er om Ny Alliance tør holde kursen når medier og
politiske modstandere i forening begynder med
skræmmekampagner om sociale massegrave, stigende ulighed
og afvikling af velfærdssamfundet.
40%-skat er ikke ultraliberalisme! (men kan Ny Alliance holde fast
overfor kritik som Trines?)
Mchangama skriver:
At tilslutningen til Ny Alliance ikke kun handler afstandtagen til
Pia Kjærsgaard vidner den manglende tilslutning til de
Radikale tydeligt om. Hvis frustrerede centrum- eller
centrum-højre-vælgere anså afstandtagen fra DF som
altafgørende ville de Radikale - hvis hele identitet
synes at ligge i modsætningsforholdet til DF - jo ikke
være gået kraftigt tilbage i samtlige meningsmålinger.
Der er derfor grund til at tro på, at en stor del af
danskerne er stærkt tiltrukket af kombinationen af et
borgerligt alternativ til DF og en ansvarlig
økonomisk politik, der giver borgerne råderum til i
højere grad at tage ansvaret for eget liv og gør Danmark
mere attraktivt for udenlandske investeringer.
Det er
uomtvisteligt at Ny Alliance skylder et mere komplet
partiprogram end hvad de hidtil har fremlagt. Men udover
skattesænkninger har Khader & Co også peget på
nødvendigheden af at udvide green-card-ordningen, så
mere kvalificeret arbejdskraft kan tiltrækkes, hvilket
er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Det er et
andet punkt, som også appellerer til danskere, der ved
at konstant stigende overførsler til den offentlige
sektor forringer frem for beriger vores samfund.
At stemple Ny
Alliances forslag om flad skat som ”hardcore”
liberalisme er ligeså misvisende, som det er et slidt
retorisk kneb. At danske borgere skal have lov til at
beholde lidt mere til sig selv end de afgiver til staten
er ikke udtryk for dogmatisk liberalisme. Rent faktisk
er en beskatning på 40% betydeligt højere end
skattetrykket i f.eks. 1960’erne, der lå på cirka 25% -
i en periode, hvor Danmark oplevede betydelig vækst og
velstandsfremgang også for de fattigste. Det er derfor
et sundhedstegn at en stor del af den danske befolkning
tilsyneladende har fået nok af politikere, som ikke tør
tage et opgør med den paniske angst for at støde
velfærdsafhængige vælgergrupper fra sig og derfor tyer
til bestikkelse af disse gennem kontinuerlige løfter om
flere offentlige goder, som fremtidige generationer må
betale for.
Spørgsmålet
er så om Ny Alliance tør holde kursen når medier og
politiske modstandere i forening begynder med
skræmmekampagner om sociale massegrave, stigende ulighed
og afvikling af velfærdssamfundet - sådan som dit indlæg
er et udmærket tidligt eksempel på. Anders Samuelsens
rituelle afstandtagen til ultra-liberalister og den
pludselige opblødning på skatteområdet kan få en til at
tvivle.
Khader og Samuelsen har gennem deres politiske karrierer redet på
en bølge og aldrig mærket reel modstand.
- Mach
_________________________
Ny Alliance kommer til at give køb. Mach skriver:
Fogh har nu
bekendtgjort, at han er klar til at danne regering med
Ny Alliance som parlamentarisk grundlag, også selvom det
kræver politiske indrømmelser. Fogh erkender dermed
presset for at flytte Venstre bort fra Dansk Folkeparti.
Det er interessant, fordi det faktisk åbner for nye
konstellationer, alle primært på den borgerlige
banehalvdel, men ikke desto mindre med forskellige
politiske nuancer.
Interessant
er det også fordi Ny Alliances skatteudspil er langt
mere vidtrækkende end noget, Fogh har villet levere.
Hvilket også ville være svært, når han fortsat søger at
spille den politiske rolle som velfærdens forsvarer!
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop beregnet, at
Ny Alliances skatteomlægning ville føre til en voldsom
øget polarisering mellem rig og fattig og iøvrigt lænse
statskassen for over 50 mia. kroner.
Det må
fastholdes, at en stor del af Ny Alliances popularitet
ligger i målet at gøre op med Dansk Folkepartis
indflydelse og blokpolitikken. Lige nu tyder det på, at
Fogh er åben, hvis det er en nødvendig pris for at blive
ved magten. Det er svært at vurdere prisen, da Ny
Alliances politiske program endnu er ukendt. Og de
centrale politiske figurer må siges at stå med
forskellige bud på en række sager. Men indrømmelser på
asyl- og indvandrerområdet (hvor Khader har sagt, man
ikke vil ’tilbage til tiden før 2001’) eller
skattepolitikken er to oplagte emner.
Omvendt
kommer Ny Alliance formodentlig til at give køb på nogle
mærkesager ret hurtigt. Anstændigheden (fordi de skal
være sammen med DF) - eller den liberalistiske politik,
enten fordi de ikke får alt af Fogh, eller fordi de skal
danne alliance med Socialdemokraterne (hvis de mener det
med de brede alliancer alvorligt). [nb: skrevet før
Helle Thorning-Schmidt ifølge Politiken opfordrede Ny
Alliance til samarbejde,
15/5 2007 kl.23.32. red.].
Mange medier
har næsten skrevet Jelveds politiske nekrolog. Det er
under alle omstændigheder ikke umuligt, at de Radikale
alligevel får en central rolle efter et folketingsvalg:
Måske er det interessant for dem - trods alt - at pege
på en borgerlig regering for at komme ind på den bane,
hvor Ny Alliance har placeret sig. Om meningsmålingerne
kan holde vil i sidste ende afhænge af, at der kommer
politisk kød på skelettet Ny Alliance. Og af hvilken
kvalitet, det får.
Ny Alliance
har oplagt endnu ikke fundet balancen efter at have
kastet sig ud i det politiske luftrum. Partiet lider
indtil videre af at mangle retning og være ude af stand
til at analysere tilstrækkeligt. Khader og Samuelsen har
gennem deres politiske karrierer redet på en bølge og
aldrig mærket reel modstand. Bølgen var stadig med dem
ved lanceringen af Ny Alliance, men allerede i dag - med
kritikken af den flade 40%-skat - står de med modstand.
Spørgsmålet er, om de er i stand til at håndtere det som
partiledere på længere sigt.
De sociale argumenter for lavere skat. Mchangama skriver:
Der
er intet overraskende i, at Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd som en socialdemokratisk tænketank angriber
Ny Alliances skatteforslag, alt andet ville have været
stærkt overraskende. Der er heller intet overraskende i
retorikken om stigende ulighed og begunstigelse af de
rigeste, som er helt standard velfærdsfundamentalistisk
sprogbrug. Udfordringen for Ny Alliance er – på trods af
kritikken - at vise nok styrke til at fastholde sin
målsætning om lavere skat..
Her kan man
pege på de gavnlige effekter skattelettelser ofte
medfører. Lavere skat vil f.eks. ifølge [den borgerlige
tænketank, red.] CEPOS medføre en øget beskæftigelse på
op imod 40.000 mennesker (afhængig af omfanget af
lettelserne). Endvidere ville skattelettelserne kunne
finansieres ved stærkt tiltrængte reformer - såsom
forkortelse af dagpengeperioden, opgør med efterlønnen,
og en beslutning om at gøre børnepenge og folkepension
indkomstafhængig. Det er tiltag, som ikke ville ramme de
svageste i samfundet - forstået som dem, der ikke kan
klare sig selv - og som vil medføre at flere af dem, der
KAN klare sig selv men som står udenfor arbejdsmarkedet
- herunder indvandrere og efterkommere - vil få større
muligheder og incitament til at få foden indenfor.
Sådanne sociale argumenter for skattelettelser og
reformering af velfærdsstaten er fuldstændigt fraværende
i det danske politiske liv.
Spørgsmålet
er, om Ny Alliance kan og tør gribe mulighed for at føre
fremadrettet politik på sådant et grundlag. Khaders
afvisning af Helle Thorning Schmidts kurtiseren er i den
forbindelse et godt tegn da den politiske venstrefløj,
som Socialdemokratiet på det seneste har orienteret sig
mod, så åbenlyst er uden holdbare visioner for Danmarks
fremtid, og næppe er indstillet på reformer af den slags
der er nødvendige for at gennemtrumfe de påtænkte
skattelettelser.
Ny Alliance
skal snarere orientere sig mod de utilfredse dele af
Venstres bagland, hvilket støttes af, at flertallet af
Ny Alliances nyvundne tilhængere er frustrerede
venstrevælgere. Bliver utilfredsheden i Venstre
tilstrækkelig stor må Statsministeren nødvendigvis
orientere sig mod Ny Alliance, hvorfor det giver god
mening for Ny Alliance at blive ved med at puste til
hvad regeringen havde regnet med var en udslukt
borgerlig-liberal ild.
Ny Alliance skal orientere sig mod de utilfredse dele af Venstres
bagland, hvilket støttes af, at flertallet af Ny
Alliances nyvundne tilhængere er frustrerede
venstrevælgere.
-
Mchangama
_________________________