|
To soldater transporterer GBU-12 Guided Bomb Units
over dækket på det atomdrevne hangarskib the USS George
Washington, der er baseret i Norfolk, Virginia men deltager i
Operation Iraqi Freedom.
Foto: US DoD [Airman Michael D.
Blackwell II, U. S. Navy] |
Thomas P.M. Barnett er
en usædvanlig og indflydelsesrig strateg i det amerikanske forsvarsmiljø. Et
særligt element i Barnetts strategiske arbejde er, at han udvider det
strategiske forståelsesrum fra rent militære perspektiver til at omfatte
’alting’ – i en strategisk samtænkning af sikkerhedspolitikken og
globaliseringen i form af økonomisk, social og politisk udvikling.
Udgangspunktet for Barnetts
tænkning er, at globaliseringens økonomiske integration og atomvåbnenes
afskrækkende effekt tilsammen betyder, at krig mellem avancerede stater, som
deltager aktivt i den økonomiske integration nu er praktisk talt udelukket.
Derfor bør vi rette opmærksomheden mod den del af verden, der ikke er
”integrerende”: den gamle Tredje Verden. På baggrund af en konfliktanalyse
(af hvor USA har grebet ind siden slutningen af den kolde krig) skabte
Barnett således Pentagons ”nye
kort” – hvor verden er opdelt mellem Kernen, der består af de lande, der
forsøger at integrere sig og som øger deres velstand ved det, og Kløften,
som er de lande, hvor vi i dag finder alle konflikterne, fattigdommen og det
meste af verdens problemer. Hans policy-anbefaling til Kerne-landene er
simpel: ”krymp kløften”.
I dette interview redegør
Barnett blandt andet for, hvordan man kan skabe en mere effektiv
løsningsmodel for, hvordan og hvornår man fra Kernens side skal anvende magt
i forhold til problemer i Kløften.
- Forbundenhed, ikke demokrati
- Terroristerne er dem, som
faktisk ved bedre
- Man behøver ikke blive en
dårlig muslim fordi man lever et godt liv
- En hammer, der leder efter
søm
- Irak: Mellemøstens
Jugoslavien
- The final frontier
1. Forbundenhed, ikke demokrati
Lad os begynde med
distinktionen mellem Kløften og Kernen: hvor klart er det, at enten den
globale situation eller de udfordringer USA står overfor er dækkende
opsummeret i Kløft-Kerne-logikken? Der udestår jo stadig visse spørgsmål
mellem den gamle Kerne og de nye Kerne-medlemmer som Indien, Rusland og Kina
– kunne de ”gammeldags” sikkerhedsspørgsmål ikke vende tilbage på et
tidspunkt?
Pointen i at lave
distinktionen mellem Kernen og Kløften ligger nok ikke i at sige, at
der ingen mulighed er for at der genopstår sikkerhedsspørgsmål indenfor
Kernen. Men simpelthen, at med den forbundenhed, der kommer af en
ekspanderende, altid mere dyb og sammenvævet global økonomi – at med den
form for interdependens [gensidig afhængighed, red], der naturligt opstår
indenfor den gamle Kerne, mellem USA, europæerne, Japan, Canada og
Australien – så er der ikke rigtig nogen fare for, at der vil ske andet og
mere end udvekslinger af skældsord. Mellem os, og det jeg vil kalde: den Ny
Kerne, er der og vil der i en rum tid fremover være en mulighed for mere end
skænderier.
Men den beskrevne
integrationsproces afhænger af, at nye regler vokser frem. Man kan ikke på
sin vis bringe Rusland ind i NATO uden at ændre NATO, og ikke som resultat
få et forandret Regelsæt. Når Kina opkøber vores amerikanske
statsobligationer og bliver den største kilde til USA’s handelsunderskud;
eller når Indien leverer alle IT-arbejderne og lægerne til USA og sender så
mange penge retur til Indien fra de indere, der bor og arbejder i USA: den
type integrationsproces kan ikke undgå at medvirke til dannelsen af nye
Regelsæt. Og de opstår som regel altid først i den økonomiske sammenhæng.
Den politiske forståelse
halter typisk bagefter – og kan opsummeres som ”nationalisme”,
”protektionisme” eller den naturlige tendens til – når man for første gang
begynder at bumpe sammen – at antage dårlige ting om hinanden. Det ukendte
ved den nye interaktion medfører, at der er farlige muligheder. Så der er
mange ting vi skal lære og tilpasse os i forhold til, efterhånden som for
eksempel Indien bliver en meget større del af ikke den amerikanske men hele
verdens økonomi. Til at forstå, hvad det betyder at have Rusland aktivt
involveret i verdenspolitikken når de nu i mange årtier altid var på den
anden side af hegnet. Til at have Kina udvikle denne overordentlige
integration med verden udenfor. Alt dette tvinger os til at konfrontere
allehånde spørgsmål som har været perifere i årtier, og som det ikke er let
for os at komme med svar på. At åbne op for verden udenfor kræver mange
tilpasninger: i USA synes vi, vi har mange tilpasninger at gå igennem
efterhånden som den globale økonomi ekspanderer. Vi taler om de jobs der
flytter udenlands, at det er en hård tilpasning for de amerikanske
arbejdere, som måske har antaget at en god økonomi ville have tilladt dem at
blive i det samme job hele livet, at de aldrig ville være nødt til at gå i
skole igen, aldrig skifte karriere – hele dét ideal fra 1950’erne som vi
klynger os til, og som er meget urealistisk. Og vi synes, at dét er en stor
tilpasning i forhold til globaliseringen.
Men jeg er lige kommet hjem
efter tre uger i Kina: dét land, det er altså på vej igennem så meget mere
tilpasning, så meget mere forandring og så meget mere synkronisering af dets
indre Regelsæt med den ydre verdens (hvilket den globale økonomi forlanger
af dem), at det virkelig virker som en meget forhastet reaktion, når vi
altid ser efter, om de nu ikke skulle være på vej i en forkert retning –
altid har det værste perspektiv på motiverne bag alt hvad Rusland, Indien og
Kina gør mens de forsøger at respondere på nogle meget dybtgående
forandringer. I de seneste år har de skiftet fra økonomiske politikker, der
var meget statstunge i mange årtier hen imod en meget dybtgående omfavnelse
af markedsprincippet. Man skulle synes, at vi burde være lykkelige for det –
men det er som om, at vi bruger enhver anledning til at sige: ”I gør det
ikke hurtigt og vidtrækkende nok, og – aha! – det betyder, at i hemmeligt,
dybt nede, indeni, må være en trussel mod os”. Vi har i meget lang tid
ønsket at dette her ville ske, og når det så sker, kan vi ikke tro vores
egne øjne: der er så meget mistænksomhed overfor de tre lande. De er meget
med i mine overvejelser fordi de indeholder så stor en del af verdens
befolkning – og hvis man kan fjerne den frygtfaktor indenfor Kernen, så vil
en masse ting gå ganske dramatisk i orden.
Om Rusland, Kina og Indien:
Vi har i
meget lang tid ønsket, at dette her ville ske, og når det så sker, kan vi
ikke tro vores egne øjne: der er så meget mistænksomhed overfor de tre
lande.
Men Indien og Kina føler
ikke, at de er blevet inviteret ind i magtens korridorer. De er en del af
G20, men ikke af G8. De undrer sig over, hvorfor G8 kan få lov at få en
finger med i forhold til hvad der sker i Irak. G8 havde dette møde på Sea
Island [G8-topmødet, 8.-10. juni 2004, red] og besluttede, hvad de ville
gøre med hensyn til Mellemøstens fremtid – uden at Kina er til stede.
Så der er en homologi
mellem den globale situation med disse tre lande og udfordringen efter den
kolde krig, hvor Partnership-for-Peace-samarbejdet var en måde at lukke
østlandene ind på: altså, at vi skal lede efter måder at være modtagende på?
Ja, PfP er en art
mikrokosmos-model for, hvad jeg taler om her angående Rusland, Kina og
Indien. Fordi de er så store lande, og fordi den kulturelle afstand er
større, så er mistilliden også større. Vi bliver ved med at brokke os over
vores forandringer: men vi har så lidt forståelse for den slags
forandringer, der er nødvendige for dem, for at de kan foretage denne store
rejse. Vi sender ikke signaler om, at ”vi kan få Jer til at føle Jer trygge
om Jeres sikkerhedssituation, så I føler Jer sikre nok til at behandle disse
anstrengende indre forandringer”. En af grundene til, at Kerne-Kløft
distinktionen er vigtig – og det overrasker altid de gamle koldkrigstyper,
når de ser det – er, at min Kerne basalt er en kombination af det vi plejede
at kalde den Første og den Anden Verden. Og nu er det så endelig tid til at
gøre noget ved den Tredje Verden på andre måder end enten smertelindrende
hjælp til døende [“hospice care”] i form af udviklingshjælp, eller ved at
sælge dem våben så de kan slå hinanden ihjel.
Dette er en meget
interessant del af din analyse: den europæiske venstrefløj har sagt i 30-40
år, at Nord-Syd forholdet er vigtigst, og her kommer der så en fra
policy-miljøet omkring Pentagon og siger noget der minder om det?
Ja, jeg er delvist enig,
selvom jeg omhyggeligt undgår “Nord-Syd”-begrebet fordi der er ABC’erne i
Sydamerika [Argentina, Brasilien og Chile, red], ligesom Australien og
Sydafrika er sydpå. Mit fokus er: hvem forsøger at tilslutte sig? Jeg undgår
også omhyggeligt at bruge ”demokrati” som tendensindikator. I stedet for ser
jeg på forbundenheden mellem et givet land og den omgivende verden – og på
om dets regering faktisk understøtter den? Så jeg ser mindre på, hvor de er
i deres historiske udvikling, og mere på, om de er på vej i den rigtige
retning. Jeg vil gerne fastholde de integrerende lande i deres første gode
opførsel i stedet for at have en meget høj standard som: ”fem gange med frie
valg af en præsident, og sørg for at det hele er ryddet op!”. Sådan som EU
har sagt til Tyrkiet i nu snart mange år: ”Vær perfekte før vi tager Jer!”.
2.
Terroristerne er dem, som faktisk ved bedre
Du skelner ikke rigtig
mellem en materiel eller økonomisk globalisering på den ene side og en
ideationel eller kulturel på den anden? Er den skelnen meningsløs?
Det tror jeg virkelig at den
er. Se på den rent fysiske forbundenhed, der kommer af netværk – man bygger
jo netværk så man kan bruge dem til noget, og når man gør økonomiske ting så
flyder ideerne og indholdet naturligt med. Den giver en stram synergi, og så
længe det sker, så har jeg det godt med det. Argumentet i forhold til den
politiske side – som altid er langsom – er, at vi er nødt til at være
tålmodige, at man skal lade den lokale politiske scene udvikle sig i et
tempo, som den kan klare. Vi skal have tålmodighed med Kina og Rusland,
fordi de overspringer årtier hvert år: vi ser dem drøne igennem vores
fortidige historie med stor utålmodighed, fordi vi helst vil at de skal være
i dette ”nu”. Vi forstår ikke, at den virkelighed som vi nyder nu ikke er
noget de kan opnå på en dags tid.
Så vi bør gå meget vidt for
at forsikre dem om, at de ikke vil blive unødvendige mål indenfor
sikkerhedsdimensionen. At de ikke er nødt til at opretholde store
sikkerheds-forsikringer [“security hedges”] når de mangler ressourcer og
skal forholde til en aldrende befolkning – det gælder selv for Kina – og når
de har kæmpestore infrastruktur og ressourcebehov. Hvis de skal gå i den
retning som, vi håber at de gør – hvilket vil være til en overordentlig
fordel for os i økonomisk forstand – så er det eneste vi skal gøre at gå væk
fra den gamle frygt, og drage fordel af den kolde krigs succeser. Den der
ideologi blev overvundet. Vi virker uvillige til at acceptere
succesen: indtil vi flytter og os, og ser på verden efter devisen om, hvem
der forsøger at integrere sig og hvem der ikke gør – så kommer man altså
ikke frem til et punkt, hvor man kan skaffe sig ressourcer nok til at gøre
noget ved Kløften, som er hvor al volden foregår.
Hvis man ikke vil have, at
dette skal være ”Vesten mod Islam”, så lad være med at fremmedgøre de
største spillere i Østen.
Hvis man ikke vil have, at
dette skal være ”Vesten mod Islam”, så lad være med at fremmedgøre de
største spillere i Østen. For enten så bor de tættere på problemerne som
Rusland; eller de ser sig selv som naturlige, regionale stormagter som
Indien; eller de kommer til at fordoble deres energibehov fra den Persiske
Bugt over de næste 20 år som Kina. Deres interdependens med den region er
stor sammenlignet med vores og europæernes. Ser man strategisk ned af [“downstream”]
så er de logiske partnere, som vi bør gøre vores hoser grønne hos. Og
hvordan gør man det? Man fortæller dem en historie med en happy ending:
”Hvis I gør de her ting, selvom mange af dem vil være besværlige, så kan vi
hen til det her punkt om 20 år. Og det vil være en bedre verden, I vil have
et bedre land, og I vil have gjort så mange gode ting for Jeres land…”.
Denne positive vision og
optimisme er interessant når den kommer fra en strateg – fordi den står i
kontrast til både det klassiske wargaming fra militærakademierne, og til de
udbredte anti-globaliseringskritikker fra både venstre- og højrefløjene på
begge sider af Atlanten. Dagsordenen er meget domineret af pessimisme –
hvordan ”vover” du bare sådan at komme med en positiv strategisk vision?
Jamen, jeg ser bare på
historien. Der er sket fremragende ting, når landene i det jeg kalder den
gamle Kerne har fundet sammen – Europa, Japan og USA. I 1980 var det en
tiendedel af verdens befolkning som kontrollerede to tredjedele af
velstanden og den produktive magt: der kan gøres meget med den form for
samarbejde. Nu har vi ventet i næsten 50 år på, at den gamle socialistiske
blok skulle opgive deres luftkastel og slutte sig til os … tilslutningen til
vores side vokser i store, store stykker. Omfanget af det problemsæt, der
hedder massevold har skrumpet ganske dramatisk ind over hele verden. For 15
år siden var vi stadig bekymrede over global atomvåbenkrig: det er folk ikke
rigtig bekymrede over mere, og de skal de heller ikke være – udover
problemet med gadedrengene [“rogue”] som ikke er medlem af klubben. Hvis
Iran for eksempel var en del af klubben, så ville det ikke være et problem
at de havde atomvåben – ikke mere end hvis Danmark havde atomvåben. Det
ville ingen gide tænke over – de ville sige: ”Det er jo danskerne, hvad er
problemet?”. Eller canadierne: hvis de ville have atomvåben i morgen hvem
ville så bekymre sig om det? De er læst ind i systemet, alle stoler på dem,
og der en fornemmelse af genkendelighed og en fælles sag.
Hvis USA var tvunget til at
skifte territorium med canadierne, så ville de fleste amerikanere bare
flytte til Canada: det er ikke jorden der er hellig i den her sammenhæng,
det er ideerne. Min bog bliver hele tiden angrebet for ikke at forstå det
irrationelle sind, men mit svar er: det irrationelle sind er det uforbundne
sind. Det irrationelle sind er det der går bersærk fordi der ingen udveje er
for deres talenter og ambitioner.
Det er advokaten med tre børn,
som spænder et dynamitbælte om livet på Vestbredden fordi det ligner den
bedste løsning for ham efter han har fået sin juragrad: det er den bedste
fremtid han kan se for sig. Men skaffer du ham et job i en advokatvirksomhed
et sted, så kan jeg garantere dig for, at han ikke stiger ombord på den bus.
Det er advokaten med tre
børn, som spænder et dynamitbælte om livet på Vestbredden fordi det ligner
den bedste løsning for ham efter han har fået sin juragrad: det er den
bedste fremtid han kan se for sig. Men skaffer du ham et job i en
advokatvirksomhed et sted, så kan jeg garantere dig for, at han ikke stiger
ombord på den bus. Terroristerne er ikke dem, der er så fattige at de ikke
ved bedre: det er dem, der faktisk ved bedre, som har en uddannelse de
aldrig kommer til at bruge, og drømme de aldrig kommer til at få til at gå i
opfyldelse. Intet smadrer folk mere end følelsen af et liv, der er en blind
vej.
Der er en kæmpe mulighed i
det, der er sket over de sidste 25 år med rundt regnet halvdelen af verdens
befolkning, som er på vej til at tilslutte sig verdensøkonomien. Har det
været en let tur de har taget? Bestemt ikke: se på Argentina og Brasilien.
Denne proces er mere kunst end videnskab. At tilslutte sig er at risikere en
masse: forbundenhedsprocessen er så modig en handling, at vi bør gå meget
langt for at genkende, befordre og beskytte den, og gøre så meget som muligt
for at fjerne sikkerhedsbegrænsninger, som ligger i vejen for den, og
endelig sende klare signaler om gennemskuelighed og sikkerhed til disse
lande. Det forløb de har været i gennem – Rusland de sidste 15 år, Kina 25
og Indien de sidste 10 – er overvældende. Fordi deres samfund er udsat for
disse stærke, udefrakommende indflydelser så er det netop det perfekte
tidspunkt at omfavne [“shower”] dem med sikkerhed.
Vi gør det på ét niveau, når
USA forsøger at behandle de store sikkerhedsproblemer i systemet på en måde
ingen andre kan fordi vi har verdens største militær. Men den måde vi
forklarer vores handlinger og hvordan vi eftersøger deres accept og
samarbejde er enormt vigtigt – at forsikre dem om, at dette ikke er et
nulsums-spil. At ”vi kommer ikke til Mellemøsten for at tage Jeres olie,
Kina!”. At vi vil sikre, at den olie flyder i endnu 20-25 år – indtil vi går
over til brint – og at vi, når vi gør det, har behov for visse ting fra Kina
i form af økonomisk og diplomatisk støtte.
Men til gengæld herfor, så
skaber vi forhåbentlig et internationalt sikkerhedsmiljø som gør det muligt
for Kina ikke at skulle investere i en flåde med global rækkevidde [“blue
water navy”] for at være sikre på, at deres energi kommer sikkert ud fra
Mellemøsten; og som ikke tvinger dem til at indgå i forhold til
gadedrenge-regimer [“rogue regimes”] ud fra en nødvendighedsbetragtning,
fordi de ville være dødsensangst for over tid ikke at kunne få adgang til
energi.
3.
Man behøver ikke blive en dårlig muslim fordi man lever et godt liv.
Det
er altså i den sammenhæng, at du taler for at USA har og skal spille en
særlig rolle som leverandør af fælles goder på det globale niveau?
Jeg taler ikke for en simpel
løsningsmodel, som den vi har haft i 15 år, hvor vi har sagt, at det eneste
vigtige er, at have en stor styrke, som gør, at vi kan undgå krig mellem de
store magter – og så vil systemet nok selv ordne sig, globaliseringen vil
sprede sig selv og forbundenheden vil stige – den der godartede, Thomas
Friedman-vision…
Omkring den særlige
amerikanske rolle i systemet på grund af de militære kapabiliteter, hvordan
ser du på en deraf følgende arbejdsdeling? Hvor langt bør USA kunne forfølge
sin rolle i form af beslutningstagning på vegne af vesten, Kernens kerne og
for eksempel NATO?
Clinton-administrationen
lagde en model på bordet, hvor vi går ind og tager os af de virkeligt
ubehagelige sikkerhedsproblemer – for så, så hurtigt som muligt overgive det
hele til FN og alle andre, så de kan tage sig af integrationsprocessen.
Vores niche var at være lette på udviklingshjælp og tunge på
militærudgifterne; og det omvendte var så tilfældet for europæerne; og
japanerne ville bare sende penge.
Problemet var her, at FN
ikke er det rette medium for den slags: det er for meget en parlamentsagtig
enhed, en lovgivende forsamling uden en egentlig udøvende funktion. I bedste
fald er det en gruppe, der kan påpege dårlig opførsel over hele jorden, men
som ingen midler har at reagere med. Man håber, at hvis FN fordømmer nogen,
at de så vil forandre dem selv og på en eller anden måde komme udover volden
og så kan vi sende de fredsbevarende styrker ind. Men der er et kæmpe hul
mellem de to situationer, og det hul fyldes af USA, som siger: “Jamen, hvis
I virkelig mener alvorligt at vi skal gå ind så gør vi det, men det skal
skæres på en måde, så vi har handlefrihed fordi det er vores liv, der står
på spil, og så kommer I forhåbentlig og hjælper når den slemme karl er
blevet ordnet.”
Vi har forsøgt at forhandle
de her ting løbende, hver eneste gang problemet dukkede op, og det er
opslidende. Det tog årevis at få noget som helst gjort i Jugoslavien. Og det
ville have fortsat i det uendelige. Hvis bare den globale økonomi ville have
kørt godt nok i sin ekspansion, så ville alt det andet bare være skræmmende
kvarterer langt væk, og vi ville have talt om det, men ingen ville have
gjort noget. USA var med til at skabe Vestens ”vi gør en lille smule, men så
heller ikke mere”-praksis i løbet af 1990’erne ved bare at respondere på
kriserne i Kløften.
Altså efter Somalia?
Somalia lignede et større
vendepunkt end det egentlig var: vi blev jo ved med at gøre de her ting. Men
mens vi sørger for at Kløften ikke koger over, så gør vi aldrig noget
færdigt. Der er ikke noget system for, hvordan vi kan behandle problemet om,
hvordan vi gør noget for disse lande [“no system for dealing with fixing
these countries”]. Den eneste måde vi kunne undgå et eller andet
imperialistisk sludder på var at opfinde den her regel: ”Så snart vi ikke
kan finde nogen at slå ihjel i en given situation, så skrider vi!” Det er
Powell-doktrinen! ”Så snart der ikke er flere slemme fyre at slå ihjel – så
tag hjem”. Problemet er, at hvis du ikke efterlader noget i dit kølvand, så
kommer de slemme fyre frem igen og så er vi nødt til at komme igen fem år
senere. Der er folk i Pentagon, som argumenterer åbent for det: ”Lad os gå
ind og slå dem ihjel en gang imellem: de forandrer sig alligevel ikke”. Mit
svar er hele tiden: ”Men det er jo ikke en særlig effektiv løsning, sir”.
”Så snart vi ikke kan finde
nogen at slå ihjel i en given situation, så skrider vi!” Det er
Powell-doktrinen!
Hele den debat flyttede sig
ikke indtil 11. september – som netop var et eksempel på, hvad der sker hvis
du småplejer det uden at kurere det. I den sidste ende, og det er mit større
argument, så vil dine gode ting interferere med deres dårlige ting. Men
deres dårlige ting, i det mindste er det deres, det er traditionelt og
rækker århundreder tilbage i tiden. Og dine ting kommer igennem kabel-tv
eller internet, og på den måde påvirker du dem negativt lige meget om du ved
det eller ej. Når volden og afvisningen af Vesten vokser kraftigt, så er det
når globaliseringen kolliderer med Mellemøsten – og hvorfor det sker på
måder her som det ikke gør i Afrika er selvfølgelig på grund af energien.
Globaliseringen finder sted,
og Mellemøsten vil vedblive at være relevant af energigrunde i mindst endnu
25 år. Men at forandre de amerikanske udenrigspolitikker vil ikke forandre
noget i Mellemøsten. Hvis man nu holdt op med at støtte Israel: ville det så
betyde, at der ikke længere vil være undertrykkende regimer som stinker i
globaliseringsfaget og som ikke sørger for deres befolkninger? Nej, det vil
slet ikke forandre på det. Europæerne gør det endnu mere end vi gør – hele
tiden at give os selv skylden ved at sige: ”Hvis vi nu bare var mere
følsomme på en slags multikulturel måde, hvis bare jeg nu kunne forstå
hvorfor de behandler kvinder på en måde, som jeg aldrig ville acceptere i
mit eget land, som mindreårige hele livet, så…”. Det argument gør mig
rasende!
Der er allehånde mennesker
fra den region som lever i Europa og USA og det kan de godt lide – og de
virker ikke som om de har mistet deres sjæle undervejs. Man behøver ikke
blive en dårlig muslim fordi man lever et godt liv. Jeg forkaster det der
socialdarwinistiske argument, som er der, hvor Huntington går virkelig galt
i byen. Thomas Friedman skelner mellem dem, der ”fatter globaliseringen” og
dem der ikke gør. Huntington siger, at nogle folk aldrig kommer til at fatte
det på grund af hvem de er. Jeg udgør en tredje pol i det argument: alle
folk kan fatte det. Og der hvor ”fatteriet” endnu ikke har udbredt sig, det
er der hvor al volden er. Der hvor det har bredt sig er der stadig
nogle bekymringer om massevold – de fleste af dem overdrevne vil jeg sige –
men den rigtige vold er der, hvor folk endnu ikke har haft en chance for at
fatte det, en chance til at tilslutte sig verden.
Det er ikke noget mysterium,
hvorfor disse ting ikke sker let. Der kommer store og anstrengende
forandringer med det – indenfor ægteskabsforhold, ligestillingshensyn,
familieforhold, spørgsmål om det gode liv, om uddannelse, loyalitet overfor
familien, din stamme og din landsby; og begreber om mobilitet som er meget
truende overfor traditionelle samfund (især dem, der er bygget op omkring
ideer om, at man må holde sammen; at kvinder er til for at lave børn; at man
producerer fødevarer; og at man ikke laver radikale forandringer fordi den
slags vil give en dårlig høst – og så dør man). Disse samfund er meget
traditionelle og lever på eksistensgrænsen: de er meget langt nede på
Maslows behovspyramide, og beskæftiger sig i mange tilfælde stadig med at
skaffe mad og husly. Og alligevel så forventer vi, at de skal byde den
kosmopolitiske livsstil som vi har opnået velkommen – én hvor folk, udover
de, der er marginaliserede i vores samfund, ikke længere bekymrer sig om
mad.
4. En hammer, der
leder efter søm
Så du argumenterer altså
for en konvergens mellem vores sikkerheds- og udviklingspolitikker i forhold
til Kløften? I hvilken udstrækning vil vi se mere koordination eller
konvergens mellem disse i Vesten?
Det er her, at temaet om
forbundenhed virker godt, fordi det går man væk fra spørgsmålet om
demokratiske normer, og nøjes med at sige: ”Der skal være noget
infrastruktur og netværk, og folk har behov for et vist niveau af
sikkerhed”. Vi er ved at forstå, at for at kunne behandle
sikkerhedsproblemerne, så skal vi også behandle infrastrukturen og
netværkene. Ideen om, at man sender hjælp til nogen lande og soldater til
andre opløses: virkelig at besejre en Saddam er at integrere Irak, og det er
udviklingspolitik. Det, der holder os fra at kunne skabe sikkerhed der er,
at folk ikke har adgang til elektricitet, vand og kloakering. Pludselig er
de to blevet utroligt fusionerede.
Men vi har altså en ubalance
i vores redskaber i den sammenhæng: På den ene side et USA med en
Leviathan-magt, som jeg kalder den, der er i stand til at ødelægge virkeligt
farlige elementer indenfor Kløften. Men det er næsten en hammer, der leder
efter søm. Med mindre man kan skabe integration efter konflikten, så er det
nærmest nytteløst eller værre end nytteløst at svinge den hammer. Den
skræmmer folk så meget, at det næsten truer Kernens enhed, når den anvendes.
Jeg mener: ville alle i Kernen helst se Saddam forsvinde? Naturligvis, han
var en led karl, og det var bedre at lade den olie til at flyde. Og man
håber nu, at Irak udvikler sig ved hjælp af den, selvom det er få lande, der
har udviklet sig på baggrund af olie.
Alle havde altså det samme
ønske, men man frygtede, hvordan USA ville klare situationen efter krigen.
Og der sendte vi alle de forkerte signaler. Vi sagde: ”Hvis I ikke er hårde
nok til at komme til krigen, så skal I også holde Jer væk fra freden:
forvent ikke at blive inkluderet senere!”. Det var en kæmpemæssig, kolossal
fejltagelse, et meget macho syn på sikkerhed – som om det eneste, der er
vigtigt er ”sprænge-i-luften”-delen. Siden besættelsen i maj 2003 har vi
lært, at vores folk bliver slået ihjel ligeså hurtigt under fredsbevarelsen,
som under krigsdelen. Faktisk endnu hurtigere fordi vi er så ringe til det.
Så hvad skal vi ændre for at
gøre Europa og de andre Kernelande trygge ved den proces? Det er simpelthen
nødvendigt at definere den fra A til Å – og delene til sådan et system
eksisterer allerede, fra begyndelsen til slutningen. Hvordan gør man med et
regime, der er gået politisk konkurs – et som alle ønsker fjernet? Vi har et
system for stater, der er gået økonomisk konkurs: det hedder IMF. Det er en
meget kontroversielt version, og der rettes meget mistænksomhed og vrede mod
IMF, men i det mindste har vi faktisk et system for at behandle stater, der
er økonomisk konkurs. Så snart Argentina eller Brasilien holder op med at
servicere deres gæld er der et system, hvor du går ind ved A og kommer ud
ved Å, og til sidst er du blevet succesfuldt processeret uden nogen form for
fordomme. Det Regelsæt som IMF er, er vi konstant i gang med at finjustere.
Men se på, hvordan det fungerer – hvem kører IMF? Det gør verdens største
lande, og hvorfor? Fordi de er de rigeste lande og man stemmer efter, hvor
mange penge man har lagt ind i systemet, hvilket er meget retfærdigt: du
betaler, og så kan du være med til at bestemme.
Men vi har ikke et system
for stater, der er politisk konkurs. Når de virkelig er det – som Mugabe og
Kim Jong-Il, så siger vi bare: “Der er ingen femgangsmåde for at processere
dem: men burde FN ikke gøre noget ved det?” Så debatterer FN det, og måske
kommer de frem til noget – som regel længe efter mange folk er blevet slået
ihjel og det blevet så tydeligt, at det er en skidt, skidt ting at vi til
slut får sagt noget om det, som nu her med Sudan. Og hvad kan FN gøre? De
kan sigte dig. Det er faktisk en form for nævningeting – selv
Sikkerhedsrådet: de kan faktisk ikke udsende en arrestordre. De kan sige:
”Du burde stoppe, og hvis du ikke gør det, så vil vi ikke lade dig sælge
sukker i de næste 10 år”, og så smide nogle virkelig meningsløse sanktioner
efter dem. Hvilket historisk nærmest aldrig har haft nogen effekt, med
mindre det var universelt som med Sydafrika under apartheid.
Folk siger så: hvornår får vi
FN til at dække hele processen? Det står godt nok i Charteret, men held og
lykke med den idé: det kommer aldrig til at ske.
Men dette er udgangspunktet
for denne proces. Folk siger så: hvornår får vi FN til at dække hele
processen? Det står godt nok i Charteret, men held og lykke med den idé: det
kommer aldrig til at ske. Næste skridt i forløbet, efter nævningetinget, har
du en amerikansk Leviathan-militærmagt, som operer med nogle få nære
allierede – NATO, Australien, etc. – og den magt er i stand til at ordne
nedtagningen. Men hvordan forbinder man den evne med
beslutningstagningsprocessen? Det er her G20 kommer ind i billedet: G20 er
en stjernespækket samling af alle, der betyder noget i den globale økonomi.
Når man tager de 20 største økonomier, så får du virkelig hele pakken [bag
dig] – omkring 90 % af værdierne. G20 har altså alle pengene og autoriteten:
her har du samlet hele Kernen. Hvis bare det forum kan udvikle sig over tid,
som man har set det gøre siden 11. september, hvor sikkerhedsspørgsmål har
domineret G8-møderne. Sea Island-mødet handlede om Irak! De talte nærmest
ikke om økonomien. Så de aspirerer allerede til den rolle uden at det siges
højt. Hvis man nu gav G20 en rolle med en udøvende funktion, hvor de kunne
sige: ”FN siger, de her fyre er slemme, det er vi enige om: kan vi så nå til
en forståelse om at Leviathan’en skal i brug?”
Så kan Leviathan’en sættes i
brug med bevidstheden om, at der vil være en Systemadministrations-magt klar
til bagefter – hvor USA ville have en meget mindre rolle, og de allierede
rundt omkring en meget større. Så kan den komme ind efter at der er blevet
taget hånd om nedtagningen (eller korrektionen eller sikkerhedselementet).
Når man så anvender Leviathan-magten indenfor Kløften på denne måde, så vil
der altid være en forudgående aftale om, at SysAdmin-styrken vil følge i
kølvandet på Leviathan-styrken. SysAdmin-styrken, som vil være meget
mandskabstung, skal så tage besættelsen effektivt gennem alle sine videre
faser.
På den måde er dette hul i
processen blevet fyldt af en international organisation ligesom IMF, men som
specialiserer sig i netop dette vi taler om – dette mærkelige mix af
sikkerhed og udvikling. Sebastian Mallaby fra Washington Post kalder
det her en IRF – en International Reconstruction Fund – som er en art
konstant Marshall Plan for stater, der er gået politisk konkurs og
som er udpeget til at komme i terapi. Hvem ville så betale for denne IRF? De
samme G20 som ville skulle bestemme tidligere henne i processen: de ville
stemme efter hvor meget de betaler. Og så har man ICC, den Internationale
Straffedomstol, bagefter det. Det er en form for A til Å funktion: så ville
du have et rigtigt system.
Hvis det kan komme op at køre,
så vil jeg garantere, at de fleste af verdens diktatorer ville smutte af
egen kraft – fordi så snart de kom på listen, ville de vide at deres tid var
udløbet.
Hvis det kan komme op at
køre, så vil jeg garantere, at de fleste af verdens diktatorer ville smutte
af egen kraft – fordi så snart de kom på listen, ville de vide at deres tid
var udløbet. Det vigtigste for de der fyre er deres penge og kvinder. Hvis
de fik muligheden ville de fleste af dem lave en Baby Doc Duvalier og skride
før sheriffen kommer. Forklaret på den her måde kan det godt lyde lidt
drømmende, men det er ikke svært at ordne – de fleste af brikkerne er der
allerede.
FN’s Sikkerhedsråd fungerer
selvom det tager sin tid. G20 bevæger sig i denne retning, eller i hvert
fald har man denne type diskussioner – mødet på Sea Island handlede jo
basalt set om at få en velsignelse af USA’s beslutning om Irak og få folk
til at smide penge efter genopbygningen. Vi fumler os hen imod et sådant
system. Vi har Leviathan-styrken i det amerikanske militær, som kan smadre
enhver af betydning indenfor Kløften. Videre vil jeg mene, at vi har
enkeltbrikkerne til en SysAdmin-styrke. Men nøgle-elementet som vi ikke har,
er en forståelse af nødvendigheden af, at sætte en sådan styrke sammen.
Og det vil ikke ske før USA meddeler, at det vil investere i en sådan
styrke.
Jeg taler med udenlandske
militærfolk hele tiden: hvis USA lægger grundstrukturen, så er de mere end
villige til at tilvejebringe resten. SysAdmin-styrken er en form for militær
som de kan relatere til; en form for teknologi som de kender; og en mission
som de er ideologisk trygge ved – det er kraftigt blandet op med
udviklingsemner, med ting som AIDS, epidemier og miljøet, alle disse
holistiske emner, som folk ønsker, der bliver taget hånd om. Det er en
strålende pakke, men ingen vil begynde at bevæge sig i retning af en sådan
permanent international stabiliseringsstyrke med mindre USA viser, at det er
noget de tror på. Men så snart det sker, så tror jeg ikke, at USA ville være
nødt til at putte mange penge i det. Europæerne og japanerne – og i den
sidste ende også russerne, kineserne og inderne – vil være glade for at
deltage i denne type ting. Denne enkle samarbejdshandling ville skabe meget
stærkere sikkerhedsbånd på tværs af Kernen. Så ville vi have G20’s
ressourcer i form af penge og militær…
5.
Irak: Mellemøstens Jugoslavien
Men er det ved at ske i
Pentagon? Er der en bevægelse hen imod en sådan stabiliseringsstyrke?
Det er der. Pentagon
forandrer sig efter fiaskoer.
Som de fleste
organisationer gør det?
Ja, men det er særligt
rigtigt for militære organisationer. Det værste der kan ske for et militær
er, at de vinder en krig – for så sidder de bare der på deres bjergtop og
forventer at det bliver ved i al fremtid – indtil én eller anden banker dem
oven i knoppen. Det bedste der kan ske er, at de taber en krig – for så
lærer de virkelig noget. Det er på den baggrund af jeg – ikke kynisk –
støttede Irak-krigen.
Noget ville trække os ind i
Mellemøsten, det ville ske. Selvom der ikke foregår meget mellem Mellemøsten
og resten af verden andet end olie, lidt nødder og terrorister – der er ikke
meget økonomisk udveksling. Men indholdsmæssigt er der virkelig tale om en
gennemtrængning, som kan virke destabiliserende, som eksempelvis med
massemedier. Unge piger kan tv-shows om livet i Vesteuropa og USA og se, at
kvinder lever på anderledes måder i de dele af verden -- og ”det kommer jeg
aldrig til”. Det skaber så igen meget formindskede forhåbninger, vrede,
angst og ulykke: intet gør folk skørere end netop det. Førhen var de måske
lykkeligere fordi de så at sige ikke vidste bedre – de var barfodede og
gravide hele livet. Det var alt de kendte til. Og det var alt kvinder i
Europa kendte til for 200 år siden, og i USA for 150 år siden – så det er
ikke ukendt for os, det er bare ting vi har glemt.
Den
tumult som globaliseringens kryben ind på Mellemøsten har medført, ville
skabe vrede, vold og terrorisme. Da så 11. september oprinder og
forbindelserne står klart for os – i hvert fald i et øjeblik – så får USA
(og ingen andre har ildkraften til at gøre det) den idé, at man er nødt til
at drage over og ordne noget i Mellemøsten. Man bestemmer sig for, at man
skal forandre Mellemøsten på en stor, stor måde og ser sig om efter, hvem
man kan starte med. Man bestemmer sig for Irak, og jeg siger: ”Det er ligeså
godt som så mange andre muligheder”.
Jeg vidste, at den tumult
som globaliseringens kryben ind på Mellemøsten har medført, ville skabe
vrede, vold og terrorisme. Da så 11. september oprinder og forbindelserne
står klart for os – i hvert fald i et øjeblik – så får USA (og ingen andre
har ildkraften til at gøre det) den idé, at man er nødt til at drage over og
ordne noget i Mellemøsten. Man bestemmer sig for, at man skal forandre
Mellemøsten på en stor, stor måde og ser sig om efter, hvem man kan starte
med. Man bestemmer sig for Irak, og jeg siger: ”Det er ligeså godt som så
mange andre muligheder”. Vi har en fyr som ingen kan lide; et land, der har
været underlagt sanktioner i lang tid; som vi har bombet i 12 år; og det
ligger lige i midten – en slags Mellemøstens Jugoslavien. Hvis vi nu kan gå
ind og rode lidt op i tingene, så er det fint-fint, særligt eftersom vi
tager to fugle med ét skud, fordi han var en led karl og skulle ud
alligevel.
Så vil vi kunne gi’ ham et
los i røven rent militært set? Ja, helt klart! Rendyrket tiltro til dét.
Bliver besættelsesdelen en fiasko? Helt klart! Men hvorfor var jeg så stadig
for krigen på den baggrund? Simpelthen fordi det her militær ikke vil lave
om på sig selv, med mindre det oplever fiasko henne i dén del af processen.
At se og opleve den fiasko er en tungtvejende grund til at forandre. For
hvis vi ikke bliver bedre til det her SysAdmin-arbejde, så får vi aldrig
nogen succeser i den Globale Krig mod Terrorisme.
For mig er det ikke ulogisk
at pakke Irak, 11. september og det hele sammen – fordi jeg nærmer mig
problemet på systemniveau. At slå Osama ihjel er ikke svaret: det ville være
som at sikre sig mod én computervirus og så påstå, at du nu havde sikret dit
computernetværks sikkerhed for de næste 50 år. Så enten så skal systemet
fikses i sin helhed, eller også må man acceptere, at man vil blive nødt til
at skyde på alt, der rører sig i visse dele af verden de næste 50 år. Og det
mener jeg er moralsk forkasteligt – det ville være at dømme en stor del af
menneskeheden til en horribel eksistens. Men er det sværere at gå ind og
sørge at den forandring sker? Ja, klart: du vil miste liv og slå en bunke
mennesker ihjel i den proces – men det at læne sig tilbage og håbe på, at
Mellemøsten bliver bedre om 30 år uden nogen form for indsats, det er … det
vil blive endnu grimmere end det har været de sidste 30 år.
Globaliseringen kommer til
Mellemøsten, og vi er nødt til integrere den. Energien skal flyde derudfra,
fordi det udviklende Asien har brug for den, og vi har brug for et
udviklende Asien. Hvis ikke vi går derind i sikkerhedsmæssig forstand så
ville russerne, kineserne og i den sidste ende japanerne komme der.
Så vidt jeg kan se drøner
alle disse ting hen imod noget uundgåeligt. Globaliseringen kommer til
Mellemøsten, og vi er nødt til integrere den. Energien skal flyde derudfra,
fordi det udviklende Asien har brug for den, og vi har brug for et
udviklende Asien. Hvis ikke vi går derind i sikkerhedsmæssig forstand så
ville russerne, kineserne og i den sidste ende japanerne komme der. Så vi
kan enten gå ind først, forsøge at skabe en god ting, gjort den
samarbejdsvillig og til fordel for hele regionen. Eller vi kan vente indtil
det bliver rigtig slemt, og stakkels Kina bliver så desperat, at de begynder
på noget skørt eller skræmmende. Og så ville vi sige: ”Hey, det skal du
altså ikke”, og så ville vi have os en dejlig kold krig indenfor Kernen
igen. Og til Mellemøsten kunne vi sige: ”Her er nogen våben, vælg lige side”
– tilbage til den trygge glæde vi har kendt i 50 år. Eller vi kan gøre noget
ved det her problem, som ikke vil gå væk og som kun vil blive værre uden
vores opmærksomhed.
Som jeg siger lidt
kontroversielt i bogen, så var 11. september en slags gave fra historien: en
form for udløser, der har tilladt at en række mulige, og besværlige
processer bliver sat i gang. Vi har brug for seriøse diskussioner om, hvor
globaliseringen er på vej hen, hvor Kina, russerne og europæerne er på vej
hen? Nogle ting vil helt sikkert ske over de næste 35 år – I europæere
bliver ældre rent demografisk, og der vil blive behov for mere energi. Når
man laver den type empirisk begrundede argumenter, så kan man få bedre
diskussioner om, hvor verden er på vej hen. Så vil man måske kunne undgå
udtryk som ”eksportere demokrati” eller ”global krig mod terror” – og i
stedet skabe nogen, der er lidt mere godartede som ”krymp Kløften”,
”forbundenhed”, ”globaliseringen kommer ikke med en regent, men med regler”,
og blandingen af sikkerhed og udviklingsøkonomi.
Den type strategier kræver,
at en masse af nøgleaktørerne lægger deres nulsums-logik til side – en logik
vi har haft i lang tid, og som ville passe fint til den magtbalanceverden
alle troede ville genopstå naturligt efter afslutningen af den kolde krig.
Men det har den ikke gjort: det, der er kommet er en meget skæv form for
magt. Europæerne er førende i regelfremstilling; amerikanerne er førende
indenfor ny teknologi og evnen til at føre krig; kineserne har en
fascinerende magt til at fremstille alting; inderne har en bizart stor magt
indenfor informationsteknologi; og japanerne er den nye coolheds centrum.
Der er en fantastisk samling af talent og ressourcer, som flokkes af sig
selv – og hvis der ikke var nogen Kløft, så ville vi ikke tænke på det, men
bare fortsætte med den økonomiske integration, og finde noget andet at
brokke os over – homoseksuelle bryllupper eller noget.
Men fordi Kløften er der,
så er vi ikke bare nødt til at erkende denne overordentlige interdependens
som vi er ved at udvikle i den globale økonomi, men vi må også bruge den til
et formål. Det vil kræve af os, at vi går tilbage ind i den fortid, som de
fleste af os helst vil glemme, særligt europæerne. Amerikanerne kommer til
at virke som cowboys – jeg gør bestemt i nogle menneskers øjne – når man
siger: ”Hey, se lige på den der vold der, den kan forstyrre dit system på en
meget negativ måde”. Med kun to fly vælter to bygninger (uden at medtage
Pentagon): og det kan ændre en masse regler på én dag. Så man kan vælge at
gøre eller ikke gøre noget ved den vrede. Men lad være med at lade som om
den ikke er der. Hvis du er villig til at gøre det, så må du forstå,
at du kommer til at rejse flere hundrede år tilbage i tiden til nogle meget
skræmmende steder, til nogen skræmmende former for vold, hvor folk er
villige til at skalpere deres ofre og skære halsen over på dem.
Med kun to fly vælter to
bygninger: og det kan ændre en masse regler på én dag. Så man kan vælge at
gøre eller ikke gøre noget ved den vrede. Men lad være med at lade som om
den ikke er der.
Økonomisk er vi der
allerede. Politisk er vi meget langt fra. Militært set er der USA – og alle
andre som står og siger:
- ”Hvad gør I ved det?”
- ”Jamen, vi tror vi tager
over og slår dem ihjel”. Dét skræmmer alle fra vid og sans:
- ”Jamen, vi vil godt have
Jer til at slå dem ihjel, men lad lige være med at gøre det på en skræmmende
måde!”
Og så begynder vi at skændes
over hvem, der skal betale for det. Og imens fortsætter volden og lidelsen i
Mellemøsten – og Afrika brænder bare. Og ingen gør noget ved det.
Ser man på pakken af
kapaciteter indenfor Kernen, så har vi det hele – alt vi har behov for, for
at kunne skabe et system, der kan ordne det her. Så hvis nu bare folk kunne
komme udover deres smålige attituder og stormagtspolitik – hæve dem selv til
en strategisk forståelse, bare i et minut og spørge: hvad skal der gøres
over de næste 20-30 år? Det kan vi forudsige med stor sikkerhed i form af
demografi, energi og hele den økonomiske forandring. Problemet skal
behandles samlet fra A til Å – på en måde, der indrømmer, at vi ikke hverken
kan udviklingsstøtte de her ting væk eller bombe dem væk. Man kan ikke slå
dem alle sammen ihjel og man kan heller ikke socialarbejde dem væk. Det
bliver en kompleks kombination, hvor man slår nogle af de slemme fyre ihjel,
og hvor man hjælper andre mennesker tilbage til et godt helbred.
Det er indenfor Kernens
rækkevidde. Den politiske forestillingsevne, dialogen og sproget kan
forandres – det er derfor jeg skrev den bog, for at få den positive vision
derud. Det er trist, at vi er nødt til at skræmme os selv så meget for at få
sikkerhedsrelaterede ting gjort. Hvis man laver et logisk argument om
udøvelse af sikkerhed, så siger folk: ”Hvem skal dø for din krig? Du vil
garanteret det her af imperialistiske grunde – så de multinationale
virksomheder kan sprede sig over hele verden og udnytte arbejdskraft!”
Bare spørg nogen, som ikke har
multinationale virksomheder til at udnytte deres billige arbejdskraft – det
er totalt ufedt: det hedder Centralafrika!
Og mit svar er: ”Hvad er
pointen? Ja, det er præcis det jeg vil: det hedder udvikling! Bare spørg
nogen, som ikke har multinationale virksomheder til at udnytte deres billige
arbejdskraft – det er totalt ufedt: det hedder Centralafrika!” Men vis mig
et sted, hvor de har sådan nogen: så ja, den første generations liv ligner
noget fra England i 1890’erne, de arbejder i fabrikker under rådne forhold.
Men deres børn går i skole og bliver til noget bedre, og så bliver deres
børnebørn til noget endnu bedre. Det var sådan vi gjorde det. Hvordan kan vi
forvente at alle de andre skal lave magiske fremskridt? Under den kolde krig
så jeg Star Trek i fjernsynet, og drømte om en fremtid, hvor vi i fællesskab
var ude over ideen om det atomare Armageddon. Det er faktisk situationen nu
– og hvad skal der så ske?
6. The
final frontier
Så missionen i Kløften er
“to boldly go where no man has gone before”?
Det er vores “final
frontier”!
Det er eksotisk og skræmmende og vil kræve svære ting af os. Men man bliver
ikke en dårlig person af, at gøre den slags ting: på mange måder er vi ved
at skifte fra krigs-paradigmer til politiarbejde-paradigmer. Vi har strømere
over hele Kernen, og det er robust system. Men det handler om, hvor der
ingen strømere er. I Kløften kan du slå 100.000 mennesker ihjel før nogen
tager sig af det. Hakke dem i stykker med macheter og sende deres kroppe ned
af floden, og måske vil FN fem måneder senere sige: ”Det er virkeligt slemt,
det skal du holde op med!”. Så vi taler om at udvide politiarbejdet.
I Kløften kan du slå 100.000
mennesker ihjel før nogen tager sig af det. Hakke dem i stykker med macheter
og sende deres kroppe ned af floden, og måske vil FN fem måneder senere
sige: ”Det er virkeligt slemt, det skal du holde op med!”.
Kina er det eneste Kerneland
vi skal bekymre os om, og mit gæt er, at vi kun behøver at gøre det i endnu
10 år. Nogle ser så en risiko for et scenario som: ”Åh, Gud, du vil lave en
global politistyrke, og imens vil der komme én som Nazi-Tyskland, og så vil
du ikke være parat fordi du som det britiske imperium har holdt øje med
politiarbejdet i stedet for at blive klar til nazisterne”.
Men jeg tror ikke, at den
nødvendige sikring mod et sådant scenario skal være særligt omfattende. Vi
er på et unikt punkt i historien i kraft af dels den gensidige forbundenhed
indenfor den globale økonomi, og dels det faktum, at atomvåben i realiteten
udelukker muligheden for en krig mellem stormagterne. Vi har derfor en
særlig mulighed lige nu – som afhænger af, at vi får formuleret og sagt
visse ting, som det kræver mere end almindelige politiske ledere for at få
gjort.
Det er derfor jeg, en
Demokrat, faktisk støtter Bush mere end Kerry fordi han taler i moralske
termer: rigtigt og forkert, godt mod ondt. Der er brug en vis mængde af den
slags for at få folk til at gøre det her, for det er ikke lette ting. Nogen
gange er der behov for, at Putin skal være Putin. Hvis du siger: ”Hvorfor
forhandler du ikke bare med dem?”, så vil han sige: ”De har lige slået 300
af mine børn ihjel! Hvorfor forhandler I ikke med Osama bin Laden!?”. På et
tidspunkt er man nødt til at sige: ”Det der fungerer ikke!”. Man behøver
ikke være tragisk naiv bare fordi man er følsom eller noget: nogen gange
skal de lede karle have kugle i hovedet. Det kan man ikke sky væk fra – og
gør man det godt vil man ende med at redde mange flere menneskeliv.
Vi har derfor en særlig
mulighed lige nu – som afhænger af, at vi får formuleret og sagt visse ting,
som det kræver mere end almindelige politiske ledere for at få gjort. Det er
derfor en Demokrat som jeg faktisk støtter Bush mere end Kerry fordi han
taler i moralske termer: rigtigt og forkert, godt mod ondt.
Når jeg fremstiller min
vision på den her måde er det meget sort og hvidt. Nogen lægger kun mærke
til de øjeblikkelige ofre, og ikke de potentielle gevinster, og siger at jeg
taler om evig krig. Andre mener, at det her virkelig er en stor chance for
at redde en masse menneskeliv. Men det er noget der kræver, at vi finder
sammen i et fællesskab, som europæerne har gjort det.
Globaliseringen finder
sted, og hvis vi bare kan hæfte os på nogle af disse
integrationsprocesser og bruge dem på måder til at imødegå og reducere
lidelse i de dele af verden, der ikke integrerer: så kan vi slå to problemer
ihjel på samme tid, for ikke bare adresserer vi lidelsen, men giver også os
selv nye muligheder – for investering, og ja, også billig arbejdskraft, som
vi kan udnytte. På den måde kan vi virkelig komme ud af den stilstand, der
har været i mange, mange år i den tredje verden – som vi altid har sagt til:
”vi skal nok komme til Jer, på et tidspunkt”.
Og det tidspunkt kunne
være nu?
Det tidspunkt burde
være nu! Demografien gør det sikkert også uundgåeligt. Bogen forsøger at
være en ”teori om alting”, fordi det er der brug for, for at folk skal kunne
forstå de her systemer. Bush-administrationen gør en masse af de ting jeg
argumenterer for, men jeg vil ikke påstå, at de følger min logik – det er
verdens logik. De gør det med et nærmest nixonsk hemmelighedskræmmeri, som
om verden ikke ville stole på dem. Og med det næsten patologiske
hemmelighedskræmmeri så er der mange folk, som forsøger af fylde hullerne ud
med konspirationsteorier, anklager, bebrejdelser og mærkater.
Bush-administrationen gør en
masse af de ting jeg argumenterer for, men jeg vil ikke påstå, at de følger
min logik – det er verdens logik. De gør det med et nærmest nixonsk
hemmelighedskræmmeri, som om verden ikke ville stole på dem.
Og så ender det med, at vi
har den her: ”Europæerne er fra Venus, og amerikanerne er fra Mars”, som om
det dækker, hvor vi er i historien nu! Jeg kan sagtens se én fra Afrika for
mig sige det her og så tilføje ironisk: ”Forskellen er tydelig! I er alle
rige, sunde, fede, og lever et godt liv mens jeg lever i konstant krig! Det
er indlysende, hvorfor I ikke kan enes!”. De forskelle vi bliver ved med at
se mellem os er latterlige, sammenlignet med, hvad det betyder at være
lukket rigtigt ude. Tag til Afrika eller visse dele af Latinamerika,
Sydøstasien eller Mellemøsten, hvor folk virkelig er lukket ude af
processen. Dér er det ikke overraskende, at der er folk som føler sig snydt
og nogen gange vil reagere på det.
Det føles heldigt, at 11.
september skete og endelig satte alting klart relief. Det gør det muligt for
mig at lave argumenter, som i den sidste ende er meget medfølende. Det burde
tiltrække europæerne med deres barnepigestats-mentalitet: jeg giver Jer 2,5
milliarder mennesker at være barnepige for! Og når de så gør noget dumt, så
kommer amerikanerne og slår dem ihjel, og I behøver ikke gøre noget af det
hårde arbejde. Ellers kan de skræmmende af dem komme og slå Jer ihjel – og
det gør de, de kommer på valgdagene og sprænge deres rygsækbomber i luften.
Amerikanerne er noget
skizofrene på det her siden vi accepterer 30.000 skuddrab om året – men hvis
bin Laden slår 3.000 mennesker ihjel på tv en dag, så bliver vi så vrede, at
vi invaderer nogle lande.
Europæerne kender i det hele
taget til terrorismen. I er gået gennem en masse af det, og på en måde har
det gjort Jer døve overfor, hvad der skal gøres – I har på sin vis sluttet
fred med terrorismen. Amerikanerne er noget skzofrene på det her siden vi
accepterer 30.000 skuddrab om året – men hvis bin Laden slår 3.000 mennesker
ihjel på tv en dag, så bliver vi så vrede, at vi invaderer nogle lande.
Jo ældre jeg bliver, des mere
overbevist bliver jeg om, at livet fuldendes af de, der straks konfronterer
de dårlige ting. For man kan ligeså godt få dem overstået med det samme.
Men tak Gud for, at vi
stadig reagerer voldsomt på terrorismen, at den stadig tænder en ild i os,
og at den endelig tænder én under Putin. For vi kan enten gøre noget ved det
her eller ikke, men problemet forsvinder ikke – og globaliseringsprocessen
holder ikke op bare fordi vi skulle stoppe med at støtte Israel eller med at
bruge olie eller noget andet. Jo ældre jeg bliver, des mere overbevist
bliver jeg om, at livet fuldendes af de, der straks konfronterer de dårlige
ting. For man kan ligeså godt få dem overstået med det samme. Det lærte jeg
da min datter fik kræft da hun var to, som jeg beskriver det i bogen. Det
lærte mig virkelig noget om strategisk planlægning: at tage vare på de svære
ting på den rigtige måde, og ikke udskyde dem.
DOWNLOAD
SOM PDF-FIL (DANSK)
DOWNLOAD
THIS INTERVIEW (IN PDF FORMAT) [ENGLISH]
TIL FORSIDEN
PRESSEMEDDELELSE:
Thomas Barnett i RÆSON | En hammer,
der leder efter søm: Kløften, Kernen og the final
frontier
”Jeg, en
Demokrat, støtter faktisk Bush mere end Kerry fordi han
taler i moralske termer: rigtigt og forkert, godt mod ondt.
Nogen gange skal de lede karle have en kugle i hovedet. Det kan
man ikke vende sig bort fra – og gør man det godt vil man
ende med at redde mange flere menneskeliv.”
Professor
Thomas Barnett fra U.S. Naval War College siger, at
verden består af en “Kerne” og en “Kløft”: Kernen er de
lande, der i stigende grad forbinder sig med hinanden –
Kløften er de lande, der stadig ikke er med.
Udfordringen
er således at ”krympe Kløften” – en strategi, der kræver en
blanding af en amerikansk militær tilgangsvinkel og
udviklings- og stabiliseringspolitik: ”[USA's militærmagt]
er næsten en hammer, der leder efter søm. Med mindre man kan
skabe integration efter konflikten, så er det nærmest
nytteløst eller værre end nytteløst at svinge den hammer.”
Om
Irak-krigen siger han: “Siden besættelsen i maj 2003 har vi
lært, at vores folk bliver slået ihjel ligeså hurtigt under
fredsbevarelsen, som under krigsdelen. Faktisk endnu
hurtigere fordi vi er så ringe til det.”
Han siger:
“Det værste der kan ske for et militær er, at de vinder en
krig – for så sidder de bare der på deres bjergtop og
forventer at det bliver ved i al fremtid – indtil én eller
anden banker dem oven i knoppen. Det bedste der kan ske er,
at de taber en krig, for så lærer de virkelig noget. Det er
på den baggrund at jeg – ikke kynisk – støttede
Irak-krigen.”
Han
understreger: “At forandre de amerikanske
udenrigspolitikker vil ikke forandre noget i Mellemøsten.
Hvis man nu holdt op med at støtte Israel: ville det så
betyde, at der ikke længere vil være undertrykkende regimer
som stinker i globaliseringsfaget og som ikke sørger for
deres befolkninger? Nej, det vil slet ikke forandre på det."
Mens han er
skeptisk overfor FN argumenterer Barnett for at et globalt
system - baseret på G20 - skal tilse transformationen af
”Kløften”: ”Hvis du kan få sådan et system op at køre, så
vil jeg garantere, at de fleste af verdens diktatorer ville
smutte af egen kraft – fordi så snart de kom på listen,
ville de vide at deres tid var udløbet.”
LÆS INTERVIEWET NU:
Thomas Barnett i RÆSON | En hammer,
der leder efter søm: Kløften, Kernen og the final
frontier
RÆSON bringer interviewet både på dansk og engelsk.
RÆSON er et uafhængigt nyhedsmagasin
forbeholdt de største spørgsmål i dansk og international politik. Magasinet
blev lanceret i 2002 og er siden udkommet på
www.raeson.dk,
hvor størstedelen af stoffet fortsat er annoncefinansieret og derfor gratis.
For mere information, kontakt RÆSONs ansv. chefredaktør, Clement Behrendt
Kjersgaard:
clement@raeson.dk. |
DOWNLOAD
SOM PDF-FIL (DANSK)
DOWNLOAD
THIS INTERVIEW (IN PDF FORMAT) [ENGLISH]
|
