DET Arabiske Initiativ er gennem de seneste uger blevet udsat for en mangeartet kritik i medierne. Desværre er kritikken blevet fordrejet - dels af medierne, dels af politiske aktører, der bruger de kritiske vurderinger til at prøve at stemple Det Arabiske Initiativ som fejlslagent og dermed skyde det ned.  Senest bekræfter Søren Espersen i sin kronik i Politiken (23.5.), at der ingen huller er i hans uvidenhed. Denne gang om Det Arabiske Initiativ. Desværre er han ikke ene på dette punkt. Det er afgørende at huske – og fastholde – hvor langsigtet et perspektiv, Det Arabiske Initiativ arbejder i. Forventningen om at Danmark kan agere ”Mr. Fix-It” er ikke alene hovmodig, men naiv - uden blik for historie og for den politiske og sociale virkelighed. Det vidner ikke om stor kløgt at ville resultat-’evaluere’ noget, der kun har gennemlevet sin pilotfase – og derfor handler kritikken primært om Initiativets målsætninger, politiske præmisser og værdigrundlag, samt om selve organiseringen. Ikke dets resultater.

I Udenrigsministeriet er der allerede igangsat en revision af projektet. Revisionen har været planlagt fra begyndelsen - fordi Det Arabiske Initiativs 2-3 første leveår i udgangspunktet er betragtet som en pilotfase, hvor Danmark føler sig lidt frem og på den baggrund kan træffe nogle mere strategiske valg omkring samarbejdslande, tilgange og tematiske indsatsområder. Den såkaldte Muhammed-krise, der for alvor satte Danmark på det arabiske verdenskort, har selvsagt skabt en ny baggrund for evalueringen. Det vil være ærgerligt, hvis revisionsprocessen forplumres af nogle ivrige mediers forsøg på at ’evaluere’ noget, der kun er på begynderstadiet, og som på mange måder slet ikke har fundet sine ben endnu. Det dummeste, man kan gøre, er at opgive Danmarks engagement i den arabiske verden.

Dele af den kritik, der er blevet rettet mod Det Arabiske Initiativ ER dog berettiget, præcis og uomgængelig. Det er kritikpunkter, der  har været rettet mod Initiativet fra starten – ikke noget, der først er kommet frem som forskellige aktørers ’evalueringskritik’. Og den er mere iøjnefaldende efter Muhammed-krisen, der på mange måder symboliserer flere af de rejste kritikpunkter. Men heller ikke Muhammed-krisen er et argument for at lukke Initiativet ned – tværtom! Og man skal holde sig for øje, at de kritiske vurderinger i altovervejende grad kommer fra aktører (forskere, organisationer og andre), der mener, at øget samarbejde og dialog med - og ikke mindst øget dansk indsigt i og forståelse af - den arabiske verden er aldeles ønskelig og nødvendig.

Det Arabiske Initiativ bør bestemt revideres, gentænkes og videreudvikles. Det illustrerer både kritikken og Muhammedkrisen på hver deres måde. Denne artikel er bygget op om 8 konkrete anbefalinger til en omlægning af det Arabiske Initiativ:

 

(1) Udskifte værdirammen. Initiativets generelle sikkerhedspolitiske kontekst strider mod dets anførte værdimæssige principper om partnerskab og dialog. Dels er Det Arabiske Initiativ italesat som del af regeringens terrorbekæmpelse - i regeringsgrundlaget fra 2005 hedder det: ”Regeringen vil med Det Arabiske Initiativ videreføre sin langsigtede strategi mod truslen fra radikale islamister”. Dels er der allerede i selve forordet til pjecen om Det Arabiske Initiativ lavet en kobling mellem islam, terrorisme og en Huntington-inspireret forståelse af verden som en forestående kamp mellem civilisationer: Den eksplicitte reference til 11.9.2001 ”Vi kan alle huske helt præcist, hvor vi befandt os... 11.september” antyder en helt bestemt forståelsesramme, der med arabiske briller meget vel kan læses som ’I fortjener demokrati, fordi det giver os mere sikkerhed og mindre terrorisme’, og ’islam og terrorisme er to sider af samme sag’.

Er det det bedste udgangspunkt for øget dialog og ligeværdige partnerskaber? Der er intet i vejen med terrorbekæmpelse – tværtimod er det en del af den politiske virkelighed. Men dels er det så absolut værd at overveje, om det er fordi vi i Danmark og Vesten vil undgå terrorisme at vi synes ’araberne skal have demokrati’? Eller om demokrati og udvikling er rettigheder for alle, som et aktivt dansk engagement på verdensscenen fortsat skal bidrage til. Det er nødvendigt at gøre sig klart, hvilke begrænsninger der giver at sammenblande vestlig sikkerhedspolitik og universelle principper om demokrati, retsstat og menneskerettigheder. Det kan give fundamentalister mere krudt til at kalde til civilisationskamp, samtidig med at det svækker mulighederne for at skabe dialog og partnerskab med alle andre muslimer.

                      Denne værdipolitiske ramme bør udskiftes. På det statslige niveau kunne man med fordel trække på erfaringer fra Helsinki-processen og styrke en integreret indsats omkring handel, menneskerettigheder, udveksling, dialog, sikkerhed – og i højsædet sætte: den ligeværdige dialog og øget vilje til forståelse og indsigt.

Mange i regionen har i årtier kæmpet for demokrati og menneskerettigheder. Mange af dem har savnet vores støtte efter 11. september 2001, hvor Vesten stiltiende har set til, når velvillige arabiske undertrykkende regimer i terrorbekæmpelsens hellige navn har indskrænket deres frihed og rettigheder. Vi bør bruge Det Arabiske Initiativ til at vise, at vi godt ved, at vi har et stort behov for at vide mere, styrke dialogen og kendskabet til en verdensreligion, arabisk kultur og en helt central region i verdenshistoriens udvikling. Og til at vise de mange tusinde, der kæmper for rettigheder og demokrati (med deres frihed som indsats), at vi ikke anser demokrati for at være en vestlig eksportvare, som Danmark på bedrevidende vis sælger til uvidende indfødte.  

 

(2) Prioritering: Udvalgte enkeltlande og satsning på regionale programmer. Danmark kan ikke reformere hele den arabiske verden (det gør ikke noget med lidt ydmyghed). Derfor kan et reality check med fordel føre til, at Det Arabiske Initiativ Version 2.0 i højere grad fokuserer på særligt store indsatser i nogle prioriterede lande, og samtidig prioriterer regionale indsatser, hvor alle landene (samt Israels arabiske mindretal, Palæstina og Irak i programmer, der sker på civilsamfundsniveau) i princippet kan indgå i tematiske programmer og aktiviteter (eks. retssikkerhed, kvinderettigheder). Regionale indsatser giver både mindre donor-modtager-tilgang og mere ligeværdighed, samtidig med, at det styrker regionale bånd og samarbejder mellem arabiske lande.

Initiativet bør gå ud over det lidt snævre mantra om politiske reformer og demokratisering – og sætte mere fokus på rettigheder.

_________________________

  

(3) Sætte rettigheder i fokus som overordnet mål. Initiativet bør gå ud over det lidt snævre mantra om politiske reformer og demokratisering – og sætte mere fokus på rettigheder. Rettighedstilgangen giver en større palet at arbejde med – og et samarbejde, der ikke har karakter at være mellem lærer og elev. Dette betyder selvsagt ikke, at tidligere tanker om politiske reformer skal nedtones. På det statslige niveau bør der bl.a. satses på god regeringsførelse, magtens tre-deling, retssikkerhed, bekæmpelse af tortur og økonomiske og politiske reformer af statsmagten.

Men samtidig skal civilsamfundene styrkes, med både det enkelte menneskes samt de kollektive rettigheder som omdrejningspunkt. Vi ved eksempelvis, at vold mod kvinder er et voldsomt stort problem også i den arabiske verden; et problem med både sociale, personlige, samfundsmæssige og demokratiske dimensioner.  

 

(4) Fattigdomsorienteringen bør styrkes - hvilket kan øge forståelsen for initiativet i de befolkningsgrupper, vi gerne vil i dialog med – både gennem bekæmpelse af analfabetisme og arbejdsløshed. Og man skal fastholde unge som et særligt indsatsområde. FN’s Arab Human Development Report har for alvor understreget de alvorlige perspektiver ved manglen på fremtidsudsigter og jobmuligheder for unge mennesker. Arbejdet for øget markedsadgang for de arabiske lande til Europa bør også være en del af indsatsen. 

(5) Adressere Israel-Palæstina-konflikten. Netop løsning af denne konflikt er et af kernepunkterne for demokratisering og fremme af en holdbar sikkerhedspolitisk løsning i regionen. Samtidig har det en enorm symbolværdi at anerkende, at løsning af denne ’alle konflikters moder’ er en integreret del af at skabe forandringer i hele regionen. Danmark har i forvejen velfungerende projekter i de besatte palæstinensiske områder. Men den danske indsats i de palæstinensiske områder bør teknisk set puttes ind under samme paraply: At Danmarks indsatser i den arabiske verden har samme overordnede politiske indsats- og forståelsesramme, uanset det politiske ønske om at fastholde adskillelsen af de forskellige finansieringsinstrumenter (regeringen ønsker ikke, at bistanden til de palæstinensiske områder bliver del af Det Arabiske Initiativ).

På samme måde er det nødvendigt at erkende, at bæredygtig demokratiudvikling i Libanon, Syrien og Jordan hænger tæt sammen med en løsning af det palæstinensiske flygtningespørgsmål. Men som det er nu, så er indsatser omkring de palæstinensiske flygtninge ikke omfattet af Det Arabiske Initiativ. Det bør det være

 

(6) Civilsamfundets aktører skal spille en større rolle. I pilotfasen har Det Arabiske Initiativ været præget af en ærgerlig mangel på fleksibilitet og brug af erfaringer i det danske civilsamfund. Der har – modsat budskabet om dialog – ikke været tilstrækkelig dialog med danske aktører, der kunne og burde bidrage. I stedet har man valgt top-styring gennem instrumentet ”rekvireret bistand”, hvor Udenrigsministeriet tager kontakt til en udvalgt organisation for at få gennemført en bestemt type projekt). Det har fået flere til at påpege, at målet om at tage udgangspunkt i de lokale behov og skabe forandring nedefra kan være vanskeligt at honorere. Ligeledes er der en ret åbenbar fare for, at folkelige organisationer under Initiativet presses bort fra at være udviklingspolitiske aktører til at være konsulenter for Udenrigsministeriet i gennemførelsen af programmer og ideer, der er defineret dér. Kritikere pointerer desuden, at ”rekvirerede indsatser” rummer en vis risiko for, at folkelige organisationer bliver stemplet som bærere af en (indenrigspolitisk) dagsorden. Trods en målsætning om partnerskaber og lokalt ejerskab har det altså hidtil ikke været muligt at søge midler til at gennemføre partnerskabsprojekter, som er initieret, defineret og udviklet i fællesskab mellem danske og arabiske organisationer.

I den fremtidige organisering af Det Arabiske Initiativ kan det kraftigt anbefales at sætte fleksibilitet over topstyring. Der skal fokus på at inddrage danske NGO’er i initieringen og udvikling af aktiviteter. Sådan kan udgangspunktet om partnerskab og ’basering på lokale behov’ gøres til virkelighed og sikre den helt nødvendige ligeværdighed. Der er utvivlsom også noget for danske aktører at lære af arabiske partnere – men aktualisering af denne gensidighed forudsætter altså, at projekter udvikles i partnerskab. Mulighederne for danske partnere til at selv at foretage afsøgning af mulige og ønskelige programmer/projekter skal opprioriteres.

 

 

 

 

(7) Fleksible finansierings-muligheder for civilsamfundsaktører. Centralt for den tilgang er at adskille de officielle fra de folkelige initiativer. Dele af de finansielle midler bør frisættes, så der skabes en ramme eller pulje for indsatser på civilsamfundsområdet. Denne pulje skal kunne søges af danske NGO’er til at finansiere de projekter, de har udviklet i partnerskab med lokale organisationer. Fleksibilitet og pro-aktive danske civilsamfundsaktører er helt, helt centrale for at skabe dynamik, fremdrift og lokal forankring. Samtidig kan den store ekspertise og de mangeårige erfaringer med civilsamfundsindsatser hos de folkelige organisationer langt bedre udnyttes.

Civilsamfundsaktører kan ubesværet styrke og hjælpe de mange menneskerettighedsaktører, der er mast mellem - på den ene side - restriktive regimer, der udnytter vestens sikkerhedspolitiske dagsorden og angst for terrorisme til at fastholde deres befolkninger i et jerngreb under dække af terrorbekæmpelse. Og - på den anden side - hard-core islamistiske kræfter, der har alt for nemt spil med at stigmatisere disse sociale aktivister som vestens lakajer. En problemstilling, som Muhammedkrisen både understregede og forstærkede. Der er voldsomt brug for styrkede indsatser i civilsamfundene.

Det er ikke mindst nødvendigt for at kunne styrke det danske engagement i den arabiske verden, da den danske stat ihvertfald nogle steder er kompromitteret af deltagelse i Irak-krigen, af alliancen med USA og af lunkenheden i konflikten Israel-Palæstina. Og nu også Muhammed-krisen, der på sin egen måde symboliserer Vestens magtfulde arrogance, dobbelt-standarder og manglende vilje til gensidighed og ligebehandling af de arabiske landes befolkninger.

 

(8) Sæt partnerskab i centrum. Endelig er det helt afgørende, at Det Arabiske Initiativs formelle præmis om partnerskab bliver til virkelighed. I praksis lader det som beskrevet en del tilbage at ønske – af to årsager. Dels på grund af den politiske ramme – kan man indgå partnerskab med en aktør, der grundlæggende mistænker en for at være potentielle terrorister? Nogen vil kunne betvivle at intentionen om partnerskab overhovedet er reel, mens andre helt kunne afvise et partnerskab på de præmisser. Men også på grund af tendensen til topstyring og begrænsede muligheder for selvstændig udvikling af samarbejdsprojekter.

 Ligeværdighed, lokal forankring, ejerskab og gensidig anerkendelse er eneste vej frem i en globaliserende verden, hvor sikkerhedspolitik, simple forklaringer, dæmonisering, mangel på dialog og åbenbare ulige magtforhold præger den politiske scene. En af de oplagte veje til det er den nævnte arbejdsdeling mellem civilsamfund og stat. Men også en genovervejning af de andre kritikpunkter, der er gengivet i denne artikel.

 

 

  

Flødeskum på bomberne?

Det Arabiske Initiativ blev lanceret i kølvandet på den militære invasion af Irak – en invasion, hvis folkeretlige mandat var (er) yderst tvivlsomt, og som derfor i sin essens er et brud på den højt besungne internationale ret, som koalitionen hævdede at gå i krig for at forsvare.

Ligesom USA’s Greater Middle East Initiative er Det Arabiske Initiativ blevet kritiseret for at være den flødeskum, der skal få bomberne til at synes mindre hårde. Irak-krigen har gjort det nemmere for skeptiske kræfter at kritisere vestlige demokrati-indsatser for at være hyklerisk kolonialisme – forværret af den amerikanske tortur af såkaldt terrormistænkte, og det internationale samfunds fortsatte tolerance af at Israels likvideringer af palæstinensere og fortsatte konstruktion af såvel ulovlige bosættelser som Sikkerhedsmuren.

Muhammed-krisen har ikke gjort det nemmere at sælge demokrati - heller ikke for de lokale rettighedsaktivister, der bliver fanget i et spind mellem autoritære regimer og islamistiske kræfter.

Vil man styrke og fremme menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincipper – og øge ejerskabet til disse universelle værdier og principper – skal man næppe heller (som Troels Lund Poulsen har gjort sig til talsmand for på det seneste) blive ved at indskrænke værdien og styrken i dem ved at kalde det for ’vestlige kerneværdier’. Det er taktisk usmart, og ihvertfald på ingen måder fremmende for visionen om et globalt retssamfund med international ret, universelle principper og rettigheder. Hele konceptet handler jo om, at ingen regimer kan undslå sig for at give deres borgere rettigheder, præcis fordi de er universelle, ikke ’vores’ eller ’deres’.

Både Danmark og den arabiske verden fortjener og behøver et nyt aktivt Danmark på den internationale scene. Og Danmark fortjener og behøver øget viden om og samkvem med den arabiske verden. Der er brug for et Arabisk Initiativ i opdateret version, som har et langt tidsperspektiv og en anerkendelse af den arabiske verdens mangfoldighed - politisk, socialt, økonomisk og kulturelt. Den dårlige nyhed er, at demokratisering er en lang og kringlet proces og kan i sidste ende kun finde sted, hvis og når de arabiske samfund kan og vil. Men den gode nyhed er, at rigtig mange vil. Derfor må vores udgangspunkt for det udviklingspolitiske engagement være stædigt at fremme menneskerettighederne – og de er langt mere end simpel sikkerhedspolitik.