SOM i 2001, hvor World Trade Center blev ramt af to fly i et af de mest spektakulære terrorangreb nogensinde, sprøjter det - efter terroren i London - ud af EU med fordømmelser, forsikringer om at ”vi ikke vil bøje nakken for terroristerne” og ikke mindst ihærdige forsøg på at udvide EU’s kompetencer på det retlige område. England har som formandsland lagt op til en strømlining af EU’s anti-terrorindsats, ved at udvide mængden af efterretningsoplysninger, der kan udveksles, øge harmoniseringen af regler for registrering og overvågning af telefonsamtaler og e-mails samt en opgradering af EU’s ’Anti-Terror Koordinator’.

          I perioden efter angrebene 11.september, var reaktionerne fra mangt en menneskerettighedskyndig, at EU – og Danmark i øvrigt også med vores egen terrorpakke – var ved at skride af sporet i forhold til retssikkerhed og almindelige retsstatsprincipper. Selve kernen i det demokrati, man så hårdnakket hævdede, at terrorristerne ønskede at knække, blev sat på spil af de demokratisk valgte politikere selv.

          Det gentager sig nu. Der er helt oplagt et problem med den maniske trang på lederniveau til at udvise hårdhændethed, effektivitet og beslutsomhed: Menneskerettigheder, borgernes ret til privatliv, åbenheden og friheden i de demokratiske samfund kommer for alvor under pres, når det eneste bud på politiske løsninger af terrorisme-udfordringen lyder på en cocktail af overvågning, kontrol og indskrænkninger af det enkelte menneskes ret til at leve uforstyrret af staten. Selvfølgelig skal ’man’ ikke bøje nakken for terrorismen - eller terroristerne, som det bliver til, når verden skal dels op i de gode ”Os” og de onde ”Dem” – og netop derfor er det så vigtigt, at fastholde de grundprincipper som vores civilisation, som det hedder nu om stunder, bygger på. Det er jo selve styrken! Hvis ikke de politiske ledere tager sig sammen, ender de med at blive vores civilisations største fjende.

 

Ikke kontrol, men forandring

Det er en ubestridelig kendsgerning, at demokratiske samfund er mere sårbare overfor terrorangreb end udemokratiske overvågningssamfund. Desuden må man spørge sig selv, om det overhovedet er den rigtige dagsorden at ville kontrollere og overvåge? Det løser jo ingenlunde de problemer, der er baggrunden for, at terrorismen synes at øges i omfang og tiltrækningskraft. Når Spanien og England nu lægger op til, at EU skal stille sig i spidsen for en ”Alliance of civilisations”, er der en ikke uvæsentlig risiko for, at der bæres mere ved til det bål, der flammer på store dele af den vestlige højrefløj og hos fundamentalistiske kræfter i muslimske kredse: Det, der af den amerikanske politolog Samuel Huntington er blevet kaldt civilisationernes sammenstød - ”clash of civilisations”. Stigmatiseringen af den almindelige borger, der bekender sig til islam, samt vedkommendes frustration over, at blive kategoriseret som potentiel terrorist, vokser. Alt imens ingen europæisk regering, eller EU, synes at ville indrømme, at der ER problemer med vores færden i verden.

          Det første punkt, der bør stå på en anti-terrordagsorden er ikke øget kontrol. Det er højst anvendeligt, når skaden ER sket. Det svære, men entydigt afgørende, at kaste sig over – er de store magtpolitiske strukturer, der systematisk underlægger en meget stor del af kloden USA og EU's herredømme. Politisk og økonomisk. Det er jo meget godt med alle disse ord om civilisationernes alliancer, men det handler om at skabe forandring. Det betyder, om vi kan lide det eller ej, at vi må ændre på den globale orden, hvor institutioner, politikker og magtforhold notorisk skævvrider kloden til fordel for vores verdensdel. Det nytter ikke at nægte, at EU og USA står i spidsen for en systematisk og struktureret underordning og - ja, undskyld – udbytning af så store dele af kloden.

Tænk om EU turde gøre sig selv til instrument for den anden og mere retfærdige verdensorden uden at gå på kompromis med den demokratiske åbenhedskultur, vi hele tiden skal kæmpe for at bevare og udvide!
_________________________

 

Hvad EU bør gøre

Men er EU overhovedet et instrument til at gøre det, der skal til? Både ja og nej. I forhold til de verdenspolitiske faktorer, der styrker fanatikeres muligheder for at mobilisere mennesker til fundamentalistisk og voldelig kamp mod ’vesten’, kan EU gøre en markant forskel. EU's terrorbekæmpelsesdagsorden burde rumme nogle helt andre og langt mere ambitiøse visioner end at udvide efterretningstjenesternes råderum:

          For det første må EU lægge afstand til USA's selvbestaltede rolle af verdens politibetjent og underminering af den globale retsorden. Det indebærer en langt mere aktiv rolle i Mellemøsten, hvor EU kunne sætte sig i spidsen for en løsning af ’Alle konflikters moder’: Israel-Palæstina. Et væsentligt signal kunne være at suspendere handelsaftalen med Israel.

          Næste punkt kunne være at opgive støtten til åbenlyst korrupte og autoritære regimer i den arabiske verden; dobbeltmoralen skriger til himlen, og stiller ingenlunde EU i et troværdigt lys fortsat at forholde sig tavs til eksempelvis Ægyptens massive menneskerettighedskrænkelser.

          For det tredje kunne EU gøre sig selv til redskab for den nødvendige reform af WTO. Sætte sig i spidsen for at give International Criminal Court legitimitet i styrkelsen af den internationale retsorden. Gøre alvor af det årtier gamle FN-løfte om at udviklingsbistand skal op på 0,7 % af BNP.

          Ambitiøst, svært, udfordrende. Og langt mindre resultat-sikkert end indførelse af overvågning og retten til at læse folks mails og tjekke deres bankbøger. Men hvis EU rent faktisk vil gøre noget for at modvirke terrorisme, så er der ingen vej udenom. Overvågning, kontrol og indskrænkninger af retsstaten kan måske/måske ikke hjælpe til at fange en forbryder, når forbrydelsen er begået. Men den type anti-terrorlovgivning er et symptom på, at man ikke er villig til at forstå noget som helst – og løser absolut intet af det, der bidrager til terrorisme. Tænk om EU turde gøre sig selv til instrument for den anden og mere retfærdige verdensorden uden at gå på kompromis med den demokratiske åbenhedskultur, vi hele tiden skal kæmpe for at bevare og udvide!

 

Den uskønne symbiose

At der i øvrigt er nødt til at ske noget på den integrationspolitiske front turde være åbenbart. Men her hedder løsningen ikke EU, men et indenrigspolitisk opgør med års forfejlede integrationspolitikker. I Danmark foregår der en mindre civilisationskrig mellem fundamentalister af dansk og muslimsk herkomst på den ene side, og en trængt og lidt for tavs demokratisk (centrum-venstre)fløj på den anden. Udsmidningsministeriet, U-dansk Folkeparti (og en regering, der er villig til at sætte handling bag den etniske udrensning og stigmatisering, der normalt kun hører hjemme på yderfløjene) samt reaktionære imamer lever i en uskøn symbiose - og styrker den mentale forurening, som gør det offentlige rum for tolerance og eftertanke stadigt mindre. At det er med til at fremme mobiliseringsmulighederne bag forvrængede versioner af islam og viljen til at slå ihjel – er desværre svært at bortforklare. Men den del af problemet er vores alle sammens - og løses hverken af flere kameraer på Nørreport, aflytning af telefonsamtaler, eller af øget spillerum for FET, PET og udenlandske efterretningstjenester.

          Der findes ikke én nem universalløsning af terror-problemet. Virkeligheden er den triste, at vi er nødt til at leve med det i et vist omfang. Det fredelige tusindårsrige indfinder sig aldrig; verdens konflikter, kampmåder og krigsmetoder udvikler sig hele tiden. Det, det gælder om, er at begrænse mobiliseringspotentialet, der hænger tæt sammen med social-økonomiske faktorer. Både indenrigs- og udenrigspolitisk. Men den næsten fascistoide modvilje mod at se, at vores del af verden har en stor andel i problemet, er om muligt den største trussel mod det demokrati, den frihed og den politiske, økonomiske og kulturelle velstand, som vi kalder vores civilisation. EU kunne skrive verdenshistorie. Hvis EU tør.