|
|
Udenrigspolitikken som kampplads
CBK: Der er jo nogle, der vil sige omkring 11.september at det der var så signifikant var, at det blev et symbol – at her havde man en – jeg havde nær sagt, den mest gennemciviliserede, gennemkontrollerede, gennemmoderne del af verden: Manhattan. Hvor noget kunne opstå som et lyn fra en klar himmel – bogstaveligt talt – og hvor det vel for mange mennesker er kommet til at stå som sådan en lektion i uretfærdighed, ’uforudsigelighed’ er et ord der er blevet brugt.
JS: Jo, altså – jeg vil sige at det illustrerer i virkeligheden hvor sårbare vi er, som mennesker og som menneskehed i det hele taget. Altså – vi kan selvfølgelig forsøge at barrikadere os, med alskens våben og ting og sager, men til syvende og sidst så er mennesket i bund og grund meget sårbart. Og det er selvfølgelig ikke behageligt at få det udstillet sådan meget kontant som man gjorde det – netop ved at det var World Trade Center og det var på Manhattan angrebet blev sat ind. Det udstiller selvfølgelig for alvor den sårbarhed.
CBK: I forhold til da I blev startet for 30 år siden --- hvis vi skal slutte med en overvejelse omkring ulandsbistanden og omkring den tredje verden og solidariteten ift. den. Man kan sige 11.september er blevet fortolket i to stik modsatte retninger: der er dem der siger, det her viser at den internationale solidaritet og denne her globale drøm er lige præcis dét: en drøm, det kan vi godt glemme: jo mindre vi har at gøre med hinanden i verden, jo sikrere er vi, jo bedre for os alle sammen. Og så er der nogle der siger det præcis omvendte – og vel særligt i Danmark og i Europa har man den holdning at det her viser virkeligt, at nu må der intensiveres på opmærksomheden mod den tredje verden, så man får rettet de sociale uligheder. Hvordan ser du på det spørgsmål?
JS: Jamen jeg er helt klart tilhænger af den sidste skole, hvis man kan kalde det sådan. Jeg mener at der kun ét reelt svar på udfordringen også efter 11.september – men altså også udfordringen i øvrigt, ift. de krige og konflikter vi ser i verden: det er at vi må have mindsket den globale ulighed.
CBK: Er den blevet værre de sidste 30 år eller er det lykkedes på en eller måde at bremse op?
JS: Nogle steder er det selvfølgelig lykkedes, og nogle mennesker har også fået bedre levevilkår – men generelt set så synes jeg da sådan set det er blevet til det værre. men det kan diskuteres. Og det er også meget afhængigt af hvilke regioner osv. man taler om, men det er klart at der er nogle gode eksempler. Vi har set i nogle af de sydøstasiatiske økonomier – nogle væksttigere, hvor der var meget stor fremgang, og så har vi jo set et Afrika, som på mange måder bliver stadig mere forarmet og hvor – ikke mindst som følge af AIDS-udbruddene – der går generationer næsten tabt, der, som også får betydning for disse landes udvikling fremover.
CBK: Men der er der nogle der vil sige, ’væksttigrene i Asien er lige præcis ikke et eksempel på ulandsbistand’, det er et eksempel på at den udvikling kommer så at sige af sig selv eller når samfundet er parat. Og at vesten har gjort mere skade end gavn ved at være i Afrika.
JS: Jeg tror nu stadigvæk man må sige at i form af de aftaler, der er gjort med lande i Sydøstasien, fx handelsaftaler (handel er et vigtigt element, synes jeg også, i den her sammenhæng, fordi bistand har vi selvfølgelig en tendens til at se isoleret på, som om at det er noget med at ”vi sender en check og så har vi givet bistand.” Bistand bør være langt mere end det, som jeg ser det: det er også et spørgsmål om at bruge handel som instrument i bistandspolitikken. Men i forhold til Afrika er det da rigtigt at dér ser det ud som om opgaven er meget tung og jeg tror det hænger bl.a. sammen med at vi ikke har stillet fornødne krav til fx demokrati og god regeringsførelse, som jo er en altafgørende forudsætning også for at få en bæredygtig udvikling i de lande. Så der er da ris til egen hale i hele denne her diskussion også.
CBK: Den situation vi har haft de sidste par år her – måske i stigende grad i virkeligheden måske fra EF-afstemningen i ’72, måske fra den i ’86, de sidste par år i særlig grad: denne her udvikling i retning af at udenrigspolitikken fylder mere og mere eller tager meget opmærksomhed, i hvert fald lige i øjeblikket. Er det en permanent situation? Skal vi vænne os til at udenrigspolitikken er signifikant –at det er ”almindelig” politik, der spiller en rolle og som der bliver taget stilling til? Eller er det en ekstraordinær periode vi er inde i, som vil forsvinde ud igen?
JS: Jeg tror det er en mere eller mindre permanent situation. Det er klart der er nogle ekstraordinære internationale begivenheder nu, som highlighter udenrigspolitikken ekstra – altså topmødet i København i EU før jul, og nu kommer så en ny traktat også, som får stor betydning for den internationale debat. Men vi må bare erkende at verden er blevet mindre – og EU-samarbejdet er blevet større, kan vi så sige, og det gør altså at udenrigspolitik – og ikke mindst den del af udenrigspolitikken som vedrører EU bliver en del af det almindelige politiske arbejde. Og det skal det være.
CBK: Betyder det også at udenrigspolitikken går fra at være noget, hvor man forudsætter en meget høj grad af enighed og neutralitet, man har haft sådan en opfattelse af at det var noget hvor det var særligt vigtigt at være diskrete og enige, noget man klarede bag lukkede døre. Og så til at det kommer mere ud i det offentlige rum og det bliver mere politiseret i den forstand?
JS: Det bliver – og det skal også være – mere politiseret end det er i dag. Vi må erkende at udenrigspolitik så også bliver en kampplads – politisk kampplads, hvor meninger må og skal brydes. Det gælder ikke mindst i forhold til hele EU-samarbejdet. Hvis ikke at EU bliver den dér politiske kampplads, som jeg talte om, så tror jeg heller ikke at det vil opnå den folkelige opbakning som er helt afgørende og nødvendig hvis samarbejdet fortsat skal udvikle sig – og ikke smuldre.
DOWNLOAD INTERVIEWET SOM WORD-FIL (INKLUSIV 10 SPØRGSMÅL TIL UNDERVISNINGSBRUG)
Foto: Folketinget
