Ifølge mindst to politiske analytikere i Berlingske Tidende i de sidste dage er der meget, der tyder på et folketingsvalg om ikke så forfærdeligt længe. Siden lanceringen i Maj har Ny Alliance har i kraft af kendisser fået massiv opmærksomhed – uden rigtig at møde kritik for manglen på politisk substans. Et parti uden medlemmer i hverken Folketinget eller Europarlamentet er derimod Liberalisterne, for hvem substansen på mange måder er givet i kraft af navnet, men for hvem det at få opmærksomhed har været en langt større udfordring. Så valg eller ej, hvad skal Liberalisterne gøre for at vokse sig større og sikre sig politisk indflydelse såvel på det korte som det lange sigt? 

Partiet Liberalisterne – frihed og velstand har aktuelt ca. 320 medlemmer. De bliver i offentligheden stemplet som ”ultraliberale”. Partiet er blevet modarbejdet af et af landets største og ældste partier, det vil sige Venstre. Tidsånden hævdes at være imod dem. Journalister borer i deres manglende evne til at finde en karismatisk frontfigur. Alligevel fortsætter ”Liberalisterne”, der fik partinavnet godkendt ved at tilføje ”frihed og velstand”, med at samle underskrifter til det (eventuelt snarligt) kommende folketingsvalg. Man er nu i færd med at opbygge en partiorganisation med lokalforeninger, ungdomsparti, hjemmeside, partiprogram, bestyrelser og dagsordner.

Når det gælder politik afhænger vurderingen af sandsynligheden for succes som bekendt også ofte af tilskuerens egen indfaldsvinkel. Men partier har samtidig historisk vist sig at kunne overraske - jf. begrebet ”jordskredssejr”, som er noget ethvert etableret parti enten kan frygte eller håbe på (Kommer valget lige straks bliver det dog ikke fra den kant at man vil se noget sådant).

I tilfældet Liberalisterne – frihed og velstand, kan en meget stor del af modstanden mod partiet fra andre partier og medier formodentlig derfor også findes i, at der med Liberalisterne, i modsætning til eksempelvis Rygerpartiet, potentielt set kunne blive tale om en spiller i dansk politik hvis valget først kom henimod 2009. I dag ligner Liberalisterne i kraft af mediebilledet ganske vist noget fra sidelinien. Men interessen er der – og med god grund, eftersom der er et potentiale for appel og tilslutning. Det skyldes flere faktorer:

Tilfælles med Rygerpartiet er for det første naturligvis protesten. Afsættet for Liberalisternes etablering er utilfredshed med Systemdanmark, med tendensen til offentlig indblanding og med statens gradvise afvikling af det civile samfund, det vil sige med forvandlingen af private dele af samfundet til noget, der er i stedet er offentligt.

For det andet består medlemmer af Liberalisterne vid udstrækning af akademikere. Protesten mod det etablerede fra denne side bakkes således op af indsigter fra politiske tænkere - herunder mindst to nobelprismodtagere i form af F.A. Hayek[i] og Milton Friedman[ii]. Det nye er, at akademikere i Danmark organiserer sig for at promovere liberalisme lige ud af posen.

Og bolden kunne teoretisk set rulle hurtigt, hvis Liberalisterne fik koblet sig til konkrete emner, som befolkningen i forvejen og i almindelighed forbinder med noget positivt, og som netop handler om liberalisme. Fx frihandel (kontra EU’s landbrugsstøtte), fri konkurrence (vs. protektionisme) og ikke mindst skattetrykket; hvor Liberalisterne netop af de etablerede borgerlige partier må frygtes at blive brugt som en løftestang til at presse på med skattelettelser fra V, K og DF’s vælgere.

Når det gælder en kritisk indstilling til velfærdsstaten, EU og FN kan Liberalisterne også tilbyde en ganske konsistent og ensartet tilgang til sådanne institutioner i forhold til de nuværende partier. Det sidste emne er dog noget, der vil tage længere tid at forklare befolkningen, og som man derfor på det korte sigt bør holde sig lidt på afstand fra. Det er langt mere meningsfuldt at fokusere på idegrundlaget og principperne, og hvorfor man i denne forstand tilbyder noget andet.

 

Alle problemer udråbes til at være politiske, men ingen af de etablerede politiske partier synes at tilbyde noget bestemt.

_______________________

 

 

 

De gamle partiers svaghed

 

Men der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at opbakningen til markedsøkonomien og også økonomisk internationalisme (globalisering) rent faktisk er stor i Danmark[iii]. Og potentialet i at vinde stemmer ved at præcisere sammenhængen mellem velstand og markedsøkonomi er rent faktisk i vid udstrækning et uopdyrket territorium, hvor partimedlemmer i Liberalisterne vel at mærke ikke behøver at ”cleare” deres begejstring op imod andre og modstridende interesser i deres eget parti. Det sidste har netop været tilfældet i ikke mindst Venstre - jf. ikke mindst landbrugsstøtten. Hos Liberalisterne er der således ingen grund til at antage, at medlemmer vil ønske at bevare en særrettighed, mens man udadtil siger, at man har til hensigt at afvikle den, sådan som det desværre har vist sig at det forholder sig hos Venstre både med landbrugsstøtten og med erhvervsfremmestøtte generelt.[iv]

Når det gælder den politiske tidsånd, burde Liberalisterne sagtens kunne formå at vende den eksisterende til deres egen fordel. Er Christiansborg ikke netop nu så absolut ”tæt på konsensus” og på ensartethed, som man kan komme? Og er dette ikke noget, der fylder en god del af befolkningen med lede, og gør dem modtagelige overfor noget andet? Hvis politik virkelig er så vigtigt, at det skal fylde stadigt mere af tilværelsen for selv de upolitiske,[v] hvorfor handler en så stor del af politikken så bare om markeringer, ”spin”, kortsigtede positioneringer, signaler, ”prøveballoner” og lignende?

Med andre ord: Samfundet er blevet politiseret, mens de politiske ideer og principperne i vid udstrækning er forsvundet fra Christiansborg. Alle problemer udråbes således til at være politiske, men ingen af de etablerede politiske partier synes at tilbyde noget bestemt. At man som islamist kan finde på at søge optagelse, og forsøge karriere i henholdsvis Enhedslisten og det Konservative Folkeparti vidner således om, at tolerance overfor andres ideer i dag har nået hidtil usete højder, hvor alle politiske grænser og skel er nedbrudt, og hvor de politiske pejlemærker internt i partierne derfor er i vid udstrækning er blevet udviskede.[vi]

Konsekvensen er, at de nuværende partier skal passe på ikke at miste stemmer til flere af deres nabopartier, eftersom enkeltsager og detaljer spiller en stadigt større rolle. En person, en dårlig sag, et uigennemtænkt formulering kan derfor ødelægge meget, eftersom det overordnede – principperne og ideerne - er blevet underordnet. (Og det er i øvrigt også en af grundene til at Ny Alliance med ikke ret meget substans kan gå ind og ifølge meningsmålinger skabe frygt for en ændring af det eksisterende partibillede).

Men interessen for ideer og principper er under ingen omstændigheder forsvundet ude i samfundet. Denne tilstand betyder derfor også, at et parti med et stærkt koncept netop kunne vinde meget fra de andre forholdsvist hurtigt, ved at tilbyde den samme ideologisk konsistente vare uanset personer, slipsefarve og stil. Til dette kræves dog naturligvis som udgangspunkt, at der kan skabes tilstrækkelig opbakning til selve konceptet og ideen, som man promoverer. Det er et langtidsprojekt. Men pludselig kunne det ensartede så stå overfor noget, der var radikalt anderledes, og som dermed i bedste fald (alt efter brillerne der ser) formåede at vælte den gamle dagsorden og sætte en ny.

 

Ideen om at personer er det vigtigste er simpelthen en moderne løgn, uanset hvor meget personfiksering, der præger medierne.
_______________________

 

 

 

 

Personer er overvurderede

 

I sidste instans handler ovenstående ganske vist også om markedsføring. Det handler dog ikke om at tilbyde personer, men primært ideer og principper, der er abstrakte - men som samtidig har praktiske konsekvenser. Dette kunne netop være den styrke som Liberalisterne kunne gøre til deres egen, præcis fordi det efterhånden er gået hen og blevet samtlige af de ”nedgravede” partiers svaghed at man ikke længere kan se en klar ideologisk profil.

Det overfladiske fokus skinner derfor også tydeligt igennem i mantraerne fra medierne og de garvede politiske analytikere, hvor sympatien ligger hos det bestående: ”Liberalisterne har ingen karismatiske personer”! ”De er ufolkelige”! (Eller: ”Partiets stifter er ansat i en bank”! ) I Weekendavisen brugte man således en halv avis side på at lede efter den manglende karismatiske frontfigur, som ellers har været det, der har kendetegnet de sidste mange årtiers protestpartier. Det forunderlige er blot, at lige så snart man fandt den pågældende person ville det – i overensstemmelse med tidsånden – sandsynligvis tilsvarende komme til at handle om, hvorvidt den pågældende i kraft af sin person nu kunne trække læsset eller ej; og hvorvidt han eller hun så også var karismatisk nok. Man har nu engang lært at substansen betyder så uendelig lidt.

Imidlertid har hverken islam eller økologismen – eller for den sags skyld socialisme – en bestemt person, der gør forskellen. Ideen om at personer er det vigtigste er simpelthen en moderne løgn, uanset hvor meget personfiksering, der præger medierne. Det værste, der kan ske for de indlejrede partier er samtidig, at dette går op for befolkningen. Staunings styrke var dermed også konceptet bag manden: At Stauning ville omfordele til fordel for vælgeren – takket være (socialistiske) teorier udviklet af nogle andre. Uden eksistensen af socialisme ville mange politiske demagoger aldrig have kommet til magten.

I vid udstrækning er det derfor også demagogernes fortjeneste, at liberalisme i en politisk henseende (men ikke økonomisk) har haft så ringe vilkår i Danmark: Liberalisme har rent faktisk aldrig konsistent er forsøgt markedsført i Skandinavien, heller ikke af dem, der har benyttet sig af liberalismens principper. I Venstre, hos de Radikale og de Konservative tog man det, man kunne bruge - uden at man syntes, man behøvede at revidere alt det andet, man gerne ville promovere. Det man beholdt handlede vel at mærke bare ikke dest fjerneste om økonomisk frihed - men ofte i stedet om det stik modsatte (diverse former for begunstigelse og protektionisme).

Så ideerne, principperne og det mere rendyrkede er derfor som udgangspunkt Liberalisternes styrke. Det er derfor logisk at der fra den anden side (en temmelig rød presse og de etablerede partier) fokuseres på det, man ser som svagheden: at man ikke har de dygtige sælgere.

For det fjerde, og beslægtet med det tredje punkt: Præcis når det gælder Liberalisternes politiske placering er det også værd at hæfte sig ved, at netop Venstre (liberalisterne med lille L) med Anders Fogh Rasmussen i spidsen - men også i kraft af Pia Kjærsgaards og Bendt Bendtsens midtersøgning - simpelthen har fjernet tilstedeværelsen af et parti på højrefløjen; sådan at der nu i vid udstrækning kun er midten - og det, der findes til venstre – tilbage. Pladsen inde på Christiansborg er derfor ledig. Spørgsmålet er derfor ikke, om Liberalisterne kan bidrage med noget, der ikke findes på de politiske hylder, men derimod udelukkende, om der er opbakning i befolkning til, at pladsen til højre, når det gælder Christiansborgpolitikken atter bliver besat.

 

Succes på kort sigt – og langt

 

Der er ydermere gode kortsigtede grunde til, at Liberalisterne kunne få opbakning til næste valg i kraft af protestfaktoren samt V, K og DF-vælgeres interesse i at bruge partiet som løftestang, når det især gælder skattetrykket og ønsket om lavere skatter.

På længere sigt er der derudover et potentiale, hvis Liberalisterne forstår at gøre liberalisme til noget nærværende og vedkommende, hvilket således handler om at bryde liberalismens image i Danmark, sådan som det er blevet opbygget navnlig siden 1970’erne af mennesker, der ikke ville liberalismen det noget godt.[vii]

                      Når det gælder det kortsigtede mål, er det selvsagt en fordel at finde en stærk kommunikator, så hurtigt som overhovedet muligt. Men når det gælder den længere bane, kan den person, man vælger i dag, derimod hurtigt blive en hæmsko, når man skal forsøge at vokse og påvirke på det længere sigt. Indtil videre tyder noget dermed også på, at Liberalisterne selv - en smule uklogt - har ladet sig gribe af ovenstående personfiksering, når man betænker den misforståede promovering af Karsten Madsen[viii]

Men hvad skal Liberalisterne gøre i en mere konkret forstand, hvis de vil vinde pladser i Folketinget til næste valg, og samtidig også gøre en forskel på den lange bane?

 

Det har været en af liberalismens allerstørste svagheder, at den i modsætning til andre ’ismer kun i meget ringe grad forholdt sig til den moralske side af sagen.

_______________________

 

 

Det moralske argument om individets frihed

 

William Shatner spillede den ledende hovedrolle i de allerførste ”Star Trek”-episoder[ix] tilbage i 1966-69. Flere årtier efter at Shatner var gået på pension fra sin rolle som James T. Kirk på rumskibet ”Enterprise” svarede han meget præcist – og ret beskedent på, hvorfor tv-serien Star Trek blev en så langvarig succes, med produktionen af nye film og nye tv-serier selv fire årtier senere.  Svaret lød i al sin nøgternhed at: ”Man kan gøre alt ud fra et koncept. Et koncept kan bære en serie. Dialogen kan være dårlig, skuespillerne ud af trit. Men hvis seeren får fat i konceptet, bliver man båret på den bølge”.[x] Netop dette er den eneste forklaring på, at 60ernes lav-budget programmer - med masser af genbrug, og hvor de amerikanske seere blev udsat for masser af provokationer og eksperimenter - ikke førte til Star-Trek-seriens død: Ideen om jordens civilisation, der i form af et stjerne-skib udforsker og undersøger universet – men i lige så høj grad møder og reflekterer over sig selv (og hvor der er et stærkt fokus på videnskab og fornuft) - har derfor kunnet overleve selv de mest outrerede indslag. Det var med andre ord selve grundideen, der gjorde Star Trek til en langvarig og kommerciel succes.

Et andet stærkt ”koncept” er således ideen om det selvstændige og frie menneske, der har retten til at bruge sin egen fornuft, og – i kraft af den private ejendomsret – er givet mulighederne for at gøre det.

I denne kontekst er det derfor interessant, at Liberalisterne tilsyneladende ikke kun lægger sig op af den traditionelle ”praktiske skole” indenfor liberalismen, hvor man ignorerer normative og moralske spørgsmål; og hvor man fokuserer på at liberalisme øger ”samfundskagen”. Det sidste var noget som den borgerlige tænketank CEPOS især i begyndelsen fokuserede meget på med diverse rapporter, der tørt pegede på samlede ”velfærdsgevinster” ved at sænke skatterne og afregulere. Langt vigtigere i praksis for individers handlinger, også når de sætter deres kryds hvert fjerde år, er dog spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert. Spørgsmålet her kunne dermed eksempelvis være om høje skatter og dermed udbredt konfiskation af borgernes midler i det hele taget er moralsk?

Meget tyder således på at en god del af Liberalisterne, er det man kalder for ”rettighedsliberalister”, og altså ikke ”nytteliberalister”. Den private ejendomsret og den økonomiske handlefrihed forsvares derfor ud fra moralske betragtninger ligeså meget som praktiske. I strid med David Hume[xi] (1711-76) er ER og BØR dermed blevet splejset sammen.[xii] Det praktiske anses derfor også for at være det moralske, og det moralske er så den centrale motivation for rettighedsliberalister.

Det har indtil videre derfor været en af liberalismens allerstørste svagheder, at den i modsætning til andre ’ismer kun i meget ringe grad forholdt sig til den moralske side af sagen, for det gør som bekendt såvel kristelige, socialistiske og konservative tilgange til politik. Og tilsvarende vil det derfor være en styrke, at man meget eksplicit fokuserer på spørgsmålet. I det nye partis principprogram kan man da også læse konstateringen:

 

”At eje sig selv og at være et frit menneske er to sider af samme sag. Hver enkelt har ejendomsret til sin egen person. Deraf følger frihedsrettighederne som åndsfrihed, trosfrihed, ytringsfrihed, næringsfrihed, frihed til at rejse, søge arbejde osv. Også retten til resultatet af ens eget arbejde følger af ejendomsretten til sin egen person. Beskyttelsen af den private ejendomsret er derfor ikke alene en forudsætning for et åbent samfund baseret på en fri markedsøkonomi, men også udgangspunktet for beskyttelsen af hver enkelt individs frihed og rettigheder som menneske […] Den enkelte ved bedst, hvad der er i vedkommendes egen interesse. Lykke og velfærd skabes af den enkelte og ikke af staten”.

 

Med ovenstående er man, hvis man tør forfølge ideen om at hvert enkelt individ har retten til sit eget liv, derfor godt på vej til at bygge et koncept op, der kunne gøre en reel forskel i dansk politik, hvor liberalisme pludselig ikke er noget abstrakt og samfundskage-agtigt, men i stedet handler om forudsætningen for det gode liv – hvilket ikke mindst handler om retten til at forfølge sine egne ideer om dette liv.

Dermed ikke sagt at der ikke er masser af moraliserende retorik at finde hos alle de andre partier. Men typisk bruges moral som et redskab til at tale skatterne op, hvor ovenstående moral (der findes i rettighedsliberalismen) kun kan bruges til at tale skatterne ned. Hvis Liberalisterne således formår at formidle en ny og klar opfattelse af ikke bare hvad økonomisk frihed er, men også hvorfor frihed er noget, som man BØR forsvare i en moralsk henseende, kan de på længere sigt så også formå at sætte en helt ny dagsorden i dansk politik.

På den ene side skal man i kraft af denne udfordring så pege på nogle forbindelser mellem forskellige begreber, som ikke tidligere er set i politik – herunder sammenhængene mellem fornuft, moral og individuel frihed. På den anden skal man tilsvarende nedbryde nogle fordomme om, at liberalisme skal forbindes med - eller afbalanceres af - nogle andre typer af ’ismer, ’domme og koncepter. Det er netop det sidstnævnte, de traditionelle borgerlige partier har gjort.

Denne ”vare” – det vil sige dette politiske koncept - sælger imidlertid under ingen omstændigheder sig selv, og vil også kræve af en slags tilgang til hvad der er liberalisme vinder over en anden.

Flere vil imidlertid mene at det netop er i retning hen imod rettighedsliberalismen, at liberalismens teoretiske bagland i almindelighed har bevæget sig i Danmark, eksempelvis hvis man ser på, hvad der findes i kraft af de frihedsorienterede grupperinger, der er udsprunget navnlig af miljøet omkring foreningen Libertas[xiii] - i form af Cepos, Punditokraterne, Liberator, m.fl. (herunder også hvad man kan finde i Venstres og Konservativ Ungdom) – samt også den nye borgerlige netavis 180grader.dk.[xiv] Libertas var som det første skridt en sluttet kreds med et næsten rent teoretisk fokus, hvor de nye grupperinger, der opstod omkring tusindskiftet er blevet mere udadvendte og aktive i medierne (og med 180grader.dk er der så også kommet et decideret liberalistisk medie). Nu er der så etableret et politisk parti, det netop baserer sig på de tænkere, der blev præsenteret via Libertas.

 

Hvis Liberalisterne formår at formidle en ny og klar opfattelse af ikke bare hvad økonomisk frihed er, men også hvorfor frihed er noget, som man BØR forsvare i en moralsk henseende, kan de på længere sigt så også formå at sætte en helt ny dagsorden i dansk politik.
_______________________

 

Sjovt er det derfor, at der fra der fra dagbladet Informations side gøres en del anstrengelser for at pointere at ”den rene liberalisme er stendød”, og at ”det med at mennesket er et mål i sig selv er noget fis”[xv], mens ideerne fra Libertas-miljøet, hvor man mildt sagt er uenig i dette, breder sig til en stadigt større kreds.

Frihed handler nu engang om respekt for det enkelte menneske, og om retten til at man kan gå sine egne veje ikke mindst i kraft af den private ejendomsret. Det er derfor dén grundlæggende idé, Liberalisterne bør sprede – mere end diverse programmer og tekniske forslag. Vælger man således at tage afsæt i principprogrammets passage om at mennesket ejer sig selv og har retten til sit eget liv, ligger der derfor af samme grund en mulighed for med det samme at skabe interesse hos dem, der i forvejen ønsker at rettighedsspørgsmålene, de principielle, og normative diskussioner kommer længere frem i den politiske debat.

 

 

Kampagnen mod Venstre

 

At promovere den private ejendomsret ud fra et moralsk afsæt er derfor også den værdikamp, Venstre skulle have ført efter valgsejren i 2001. Anbefalingen er derfor, at man netop tager dette rettighedsliberalistiske afsæt, og at man derefter som det primære går efter kritikken af Venstre, som netop er det parti, der mere end noget andet har bidraget til at fjerne forskellene mellem partierne på Christiansborg. Venstre må derfor tage en god del af ”æren” for, at politik er blevet noget teknokratisk, uinteressant og samtidig som det værste grænseløst. Og selv i Venstre ved man lige som alle andre steder, at flanken til det frihedsorienterede højre er den eneste flanke, man indtil videre ikke har bekymret sig om at dække.[xvi]

Frem til det næste valg bør man derfor fokusere på netop de emner, som gør at utilfredse elementer kunne forventes at bruge Liberalisterne enten som en generel protestmulighed eller som en konkret løftestang, når det gælder spørgsmålet om skattelettelser. Proteststemmerne i den forbindelse kan vel at mærke hentes så langt til venstre som de Radikale - men hvis man er meget dygtig også hos de socialdemokratiske vælgere, der er bevidste om at Liberalisterne har et slægtsfælleskab med ”Rygerpartiet”: i ønsket om at reducere graden af politisk indblanding, som der også på venstrefløjen efterhånden må være vælgere, der finder overdrevet. De på venstrefløjen (tilhængere af forskellige former for decentralisering), der ikke tror at oppositionen kan vælte V&K, kunne derfor søge at modvirke det topstyrede ved således at sende liberalistiske systemkritikere ind på borgen, og på denne måde smide grus i det konservative/borgerlige velfærds-maskineri.

                      Fokus bør derfor være på det, der indtil 2001 var Venstres mærkesager: på kritikken af Systemdanmark, på skattetrykket og på den offentlige sektors stigende indblanding i borgernes liv. Det nye - i modsætning til Venstre før 2001 – bør så være, at man går bort fra at forsvare sine synspunkter med ”uhensigtsmæssighed” ved statslig indblanding, og at man i stedet betoner at borgerne har ret til at leve deres eget liv, uden at blive opdraget på - af selvbestaltede formyndere, der vil udstikke retningslinier for sundheden, kulturen, om hvorvidt trafikken skal være individualiseret eller kollektiv, eller på hvor meget man må tjene og så videre.

Dette overordnede fokus, der tager afsæt i et klart formuleret koncept, vil så også kunne give partiets medlemmer friheden til at agere selvstændigt, og selv rejse sager uden at de skal frygte for ”venskabelige partikammeratlige samtaler” med ledelsen. Et godt koncept (jf. også  Shatners bemærkning om Star Trek) kan sagtens klare sig uden topstyring, netop fordi nogle konsistente tanker sikrer, at det er det samme budskab, der kommer igennem - uanset hvad emnet så i det konkrete drejer sig om.

I kraft af konceptet bør det, man fokuserer på, derfor også være at påpege at rigdommen, der er skabt i Danmark - såvel som den rigdom der er skabt i Hong Kong, Schweiz, USA, Australien eller New Zealand - er skabt i kraft af den økonomiske frihed, der er sikret takket være netop den ideologiske liberalisme. Det handler om at påpege, at denne frihed ikke mindst handler om individets ret til at forfølge sine egne drømme og ideer om det gode liv; og dermed også at selvstændige og stærke kulturer, de netop er frie kulturer.

 

DOWNLOAD ARTIKEL SOM PDF-FIL

 

TIL FORSIDEN

 

Simon Espersen er cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet (1991-1997) og konsulent ved Copenhagen Institute (tidl. MarkedsCentret). Han har tidligere været beskæftiget indenfor analysebranchen samt med public relations & public affairs. I perioden i 1998-2002 var han aktivt medlem af det Radikale Venstre. Som studerende beskæftigede han sig blandt andet med internationale relationer herunder det europæiske samarbejde - samt i forbindelse med et ophold i London med latinamerikanske forhold. Det afsluttende speciale handlede om regionale samarbejdsformer såsom EU, NAFTA, ASEAN samt den latinamerikanske toldunion Mercosur. Om Copenhagen Institute: Copenhagen Institute er en uafhængig og ikke-partipolitisk tænketank, hvis vision det er, at bidrage til, at Danmark udvikler sig til et af de mest innovative og dynamiske vækstsamfund i verden. Tænketanken arbejder derfor for at fremme den personlige frihed, det fri marked og det åbne samfund i Danmark. Copenhagen Institute blev stiftet 1. august 2003 (dengang under navnet MarkedsCentret) som det første af sin art i Danmark. Tænketanken modtager ikke offentlig støtte, men drives udelukkende af donationer fra virksomheder, fonde og privatpersoner. Hjemmeside: www.coin.dk; nylanceret blog på: http://www.coin.dk/blogs.