Danmark og ulandsbistanden: Fra #1 til #2

Der tegner sig et ret klart billede af, at dansk bistandspolitik hverken før og heller ikke efter den nye regering kom til magten adskiller sig markant fra de øvrige landes politik på dette område. På ét punkt adskiller dansk bistandspolitik sig dog nu som før år 2002, og det er i kraft af den relativt høje bistand i forhold til BNI. Alene på den baggrund må man afvise Margrethe Aukens påstand om, at Danmark er et bistandspolitisk skræmmebillede. Nu som før er Danmark et fyrtårn, hvad angår den relative størrelse af bistanden. Konklusionen forudsætter dog, at bistandsprocenten ikke sænkes alt for langt under de nuværende 0,8-0,9 procent.

Det er straks mere vanskeligt at afgøre, hvorvidt Danmarks anseelse og indflydelse er påvirket i negativ retning som følge af den nye regerings nedskæringspolitik. Det synes sandsynligt, at det er forholdsvis betydningsløst, hvad Danmark foretager sig. I hvert fald fik vores forbilledligt høje bistandsprocent ikke nogen nævneværdig afsmitningseffekt på de øvrige donorer! Det vil derfor næppe få større betydning, når Danmark sætter sin bistand ned.

Men hvad så med de øvrige emner? Her tyder det på, at Danmark ikke adskiller sig nævneværdigt fra den politik, de øvrige donorer fører på disse felter. Det kan så betyde én ud af to ting: Enten kan det betyde, at Danmark følger de fremherskende internationale strømme eller også kan det betyde, at Danmark i en række henseender har påvirket de øvrige landes politik, så de i højere gad ligner vores. Fordi politikformulering i bistandspolitik i så høj grad er et internationalt anliggende, vil det formodentlig i mange henseender være umuligt at afgøre uenigheden mellem de to fortolkninger.

Der kan dog nævnes en række punkter, hvor Danmark er inspireret af de internationale strømninger og har omlagt sin politik i overensstemmelse hermed. Det gælder eksempelvis introduktionen af sektor-program bistanden i 1994. Som eksempler på dansk indflydelse på den internationale bistandspolitik kan der på den anden side henvises til fattigdomsmålsætningens centrale placering i dagens internationale bistandspolitik.

På grundlag af kun et års erfaring med den nye regerings bistandspolitik er det i hvert fald umuligt at udsige noget som helst om, hvorvidt Danmarks internationale anseelse og indflydelse er reduceret. Det er dog næppe sandsynligt.

På den anden side er det klart, at der er en grænse for hvor langt, et lille land som Danmark kan skære i sin bistand, uden det påvirker indflydelsesmulighederne. Men inden man konkluderer for håndfast på dette spørgsmål, skal det nævnes, at der jo også er andre instrumenter til at sikre dansk indflydelse på den internationale bistandspolitik. I den forbindelse har Danida altid fremhævet værdien af at være velforberedt og have sat sig grundigt ind i substansen af sagerne, før man går til internationale forhandlinger og møder. Den vurdering gælder utvivlsomt fortsat. Og der er ikke noget, der tyder på, at Danida skulle have opgivet at bruge dette instrument.