ANDET KVARTAL 200

9.april

1:1 <  >

 

 

 

ark og ulands

 

 

 

SPØRGSMÅL:

Til Clemens Stubbe Østergaard.

Vi er 3 piger fra 3.G på Viborg Amtsgymnasium. Vi har samfundsfag på højt niveau og skal afslutte vores år med et projekt om Kina og USA's forhold til hinanden. Vores lærer, Erik Prins, har rådet os til at læse dine artikler på Ræson samt at kontakte dig.

Det bærende paradoks i opgaven lyder: Hvordan kan det være at USA føler sig truet af Kina, når USA i dag opfattes som eneste reelle supermagt? (Vores udgangspunkt er en CIA-rapport der påstår at Kina om 10-20 år vil være USA's største "trussel". Vi har også arbejdet med teorier om en bipolær verden.)

De spørgsmål vi håber du kan være os behjælpelig med er:

1. På hvilke punkter føler USA sig truet og hvorfor?

2.  I din artikel "USA som den strategiske partner" kommer du ind på nogle forhold som kan forklare hvorfor USA i nogle tilfælde føler sig truet af Kina, dette vil vi meget gerne have uddybet, evt. med nogle konkrete årsager.

3. Tror du selv at teorien om en snarlig bipolær verden med Kina som USA's ligemand er realistisk?

Da projektet foregår i en meget begrænset tidsperiode, håber vi at du vil svare så hurtigt som muligt.

På forhånd tak.

Mvh. Betinna, Mette og Line

 

SVAR:

af Clemens Stubbe Østergaard, lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Kina-truslen er dybest set et spørgsmål der omhandler USA. Derfor vil jeg gerne pege på det nye nummer af Politica (www.politica.dk), "USA som global aktør", hvor flere artikler beskæftiger sig med USA's trang til exceptionalisme, og behov for at opstille en ydre fjende.

Men Kina vokser, ligesom USA i sin tid voksede mens det britiske kejserdømme så til. Trusler er perception, og efter Sovjetunionens fald så strategiske planlæggere og højrefløjen i USA sig om efter nye "udfordrere" til verdens førsteplads. Kina og Tyskland blev nomineret, og med den fornyede vækst i 90erne blev Kina foretrukket af mange konservative.Motiverne kan være mange, fra sikring mod reduktion af militærbudgettet til eliminering af de sidste hindringer for neo-liberalismens globale sejrsgang.

Der er ingen troværdig trusel militært fra Kina, hvis væbnede styrker nemt kan laves om til et militærmuseum. Men USA har også følt sig truet af Irak, og truslen ligger måske, udover det forhold at Kina måske i 2050 er på omgangshøjde økonomisk set, i at Kina ikke har i sinde at tage imod ordrer.

Derfor vendte Quadrennial Defense Review, i oktober 2001 sig mod en "stærk fjende der tegnede sig et sted mellem det Bengalske Hav og Japanhavet" , derfor missilskjoldet som vil muliggøre en tilbagevenden til 1950ernes atomare afpresning, derfor (iflg.nogle analytikere) ønsket om at få kontrol med Mellemøstens og Centralasiens olie så man har et "stranglehold" på Kinas stigende energiimport. Derfor måske vægten på inddæmning og omringning med baser og alliancer fra Aleuterne til Kazakhstan.

Alt det kan selv se truende ud - set fra Kina. Men Kina vil, ligesom tyren Ferdinand, ikke slås og forsøger sig i stedet med "bandwagonning", og tålmodighed. Kun økonomisk udvikling kan bringe Kina i en situation hvor USA ikke dikterer. Mange vil ikke ende i den fælde Sovjet gik i, hvor
oprustning ødelagde økonomien. Den normale væksttakt i modernisering af styrkerne er faldet i det nyeste forsvarsbudget.

Jeg tror bestemt ikke på en snarlig bipolær verden. Det der tegner sig er snarere multipolaritet med Kina, Japan, EU, og muligvis Rusland, som poler overfor USA. Som vi har set på det seneste er andre begyndt at balancere den stærke unipol, og min egen opfattelse er at den dårlige ledelse USA disse år udsættes for fremskynder svækkelsen af landet. Som mange har påpeget, er det et afmagtstegn når en hegemon er nødt til at bruge militær magt, fremfor at virke ved "soft power", som får vassalstater og andre til selv at ønske at slutte op om den dominerende stat. Går man ind på det website som findes for "Project for a new American Century" vil man finde vigtige dele af Bush-administrationen som allerede i 1997 lagde sig fast på at udvidelse af militærbudgettet var vejen til at fastholde USA's dominerende position siden 1945 også i det 21.århundrede. Kina har været en begrundelse, indtil 11.september, og vil formentlig blive det igen når det bliver klart at terrorisme ikke kan angribes med traditionelle midler som Apache-helikoptere, Abrams-tanks, krydsermissiler og B-52ere.

I 70erne kom der i USA bøger om den kommende krig mod Rusland, i firserne mod Japan, og i 90erne mod Kina. Man kan måske håbe på at en post-Bush ledelse vil indtage den engelske holdning overfor det i sin tid opvoksende USA, at det er bedre at inddrage dem i institutioner, regimer og rådslagninger, fremfor at ignorere eller konfrontere dem. Bedre at skabe en ordnet overgang og magtdeling, måske en stormagtskoncert, fremfor sikkerhedsdilemmaer og eksplosioner.

TIL ARTIKLEN

 

Man kan altid stille spørgsmål til RÆSONs bidragydere - enten ved at bruge denne form eller blot sende en email til Chefredaktøren: clement@raeson.dk

 

TILBAGE