|
|
På forhånd tak.
Mvh. Betinna, Mette og Line
Kina-truslen er dybest set et spørgsmål der omhandler USA. Derfor vil jeg gerne pege på det nye nummer af Politica (www.politica.dk), "USA som global aktør", hvor flere artikler beskæftiger sig med USA's trang til exceptionalisme, og behov for at opstille en ydre fjende.
Men Kina vokser, ligesom USA i sin tid voksede mens det britiske kejserdømme så til. Trusler er perception, og efter Sovjetunionens fald så strategiske planlæggere og højrefløjen i USA sig om efter nye "udfordrere" til verdens førsteplads. Kina og Tyskland blev nomineret, og med den fornyede vækst i 90erne blev Kina foretrukket af mange konservative.Motiverne kan være mange, fra sikring mod reduktion af militærbudgettet til eliminering af de sidste hindringer for neo-liberalismens globale sejrsgang.
Der er ingen troværdig trusel militært fra Kina, hvis væbnede styrker nemt kan laves om til et militærmuseum. Men USA har også følt sig truet af Irak, og truslen ligger måske, udover det forhold at Kina måske i 2050 er på omgangshøjde økonomisk set, i at Kina ikke har i sinde at tage imod ordrer.
Derfor vendte Quadrennial Defense Review, i oktober 2001 sig mod en "stærk fjende der tegnede sig et sted mellem det Bengalske Hav og Japanhavet" , derfor missilskjoldet som vil muliggøre en tilbagevenden til 1950ernes atomare afpresning, derfor (iflg.nogle analytikere) ønsket om at få kontrol med Mellemøstens og Centralasiens olie så man har et "stranglehold" på Kinas stigende energiimport. Derfor måske vægten på inddæmning og omringning med baser og alliancer fra Aleuterne til Kazakhstan.
Alt det kan selv se truende ud - set fra Kina. Men Kina
vil, ligesom tyren Ferdinand, ikke slås og forsøger sig i stedet med
"bandwagonning", og tålmodighed. Kun økonomisk udvikling kan
bringe Kina i en situation hvor USA ikke dikterer. Mange vil ikke ende i den fælde
Sovjet gik i, hvor
oprustning ødelagde økonomien. Den normale væksttakt i modernisering af
styrkerne er faldet i det nyeste forsvarsbudget.
Jeg tror bestemt ikke på en snarlig bipolær verden. Det der tegner sig er snarere multipolaritet med Kina, Japan, EU, og muligvis Rusland, som poler overfor USA. Som vi har set på det seneste er andre begyndt at balancere den stærke unipol, og min egen opfattelse er at den dårlige ledelse USA disse år udsættes for fremskynder svækkelsen af landet. Som mange har påpeget, er det et afmagtstegn når en hegemon er nødt til at bruge militær magt, fremfor at virke ved "soft power", som får vassalstater og andre til selv at ønske at slutte op om den dominerende stat. Går man ind på det website som findes for "Project for a new American Century" vil man finde vigtige dele af Bush-administrationen som allerede i 1997 lagde sig fast på at udvidelse af militærbudgettet var vejen til at fastholde USA's dominerende position siden 1945 også i det 21.århundrede. Kina har været en begrundelse, indtil 11.september, og vil formentlig blive det igen når det bliver klart at terrorisme ikke kan angribes med traditionelle midler som Apache-helikoptere, Abrams-tanks, krydsermissiler og B-52ere.
I 70erne kom der i USA bøger om den kommende krig mod Rusland, i firserne mod Japan, og i 90erne mod Kina. Man kan måske håbe på at en post-Bush ledelse vil indtage den engelske holdning overfor det i sin tid opvoksende USA, at det er bedre at inddrage dem i institutioner, regimer og rådslagninger, fremfor at ignorere eller konfrontere dem. Bedre at skabe en ordnet overgang og magtdeling, måske en stormagtskoncert, fremfor sikkerhedsdilemmaer og eksplosioner.
Man kan altid stille spørgsmål til RÆSONs bidragydere - enten ved at bruge denne form eller blot sende en email til Chefredaktøren: clement@raeson.dk
