|
Kontakt:
Optimeret til:
Microsoft Internet Explorer 6.0
RÆSON ER EN DEL AF BALUSTRADE
FOTOS: Library of Congress, Prints and Photographs Division, World's Transportation Commission Photograph Collection [LC-USZ62-13028 DLC (b&w film copy neg. of cropped image) LC-USZ62-249 DLC (b&w film copy neg.)], NASA,
images courtesy of the Ronald Reagan Presidential Foundation, all rights reserved.
30. N O V E M B E R
1956 En dårlig dag for det Britiske Imperium I. Fælles pres fra Sovjetunionen og USA tvinger Storbritannien og Frankrig til officielt at opgive deres besættelse af Suez-kanalen, som Ægyptens præsident Nasser havde nationaliseret 26.juli. Aktionen havde ellers været koordineret med Israel, der invaderede Sinai 29.oktober - således at det blev muligt for London og Paris efterfølgende at erobre Suez-kanalen med den undskyldning, at de blot ville sikre trafikken igennem den. FNs generalforsamling havde 7.november stemt for at erobringen skulle opgives (65 mod 1), og Ægypten var d.25.november begyndt at udvise briter, franskmænd og israelere fra landet. Kanalen havde været ejet ikke mindst af franskmænd og briter før nationaliseringen, som Nasser gennemførte for at skaffe penge til bygge Aswan-dæmningen, som USA og Storbritannien havde afslået at finansiere. 19.april 1957 bliver første gang et britisk skib for første gang for at bruge kanalen. 1962 Svenske Dag Hammerskjöld bliver afløst på posten som FN’s generalsekretær af burmeseren U Thant (1909-1971), der i fem år havde været Burmas faste repræsentant ved organisationen. Han leder FN frem til 1971, og arbejder bl.a. for Folkerepublikken Kinas fulde medlemskab (25.oktober samme år). 1966 En dårlig dag for det Britiske Imperium II. Øen Barbados (der havde været britisk siden 1627 og ubeboet i tiden inden) bliver nemlig uafhængig. Indbyggerne havde fået stemmeret i 1950 og selvstyre i 1958 - og blev en del af den Vestindiske Føderation (1958-62). Føderationen var et forsøg på at samle de 10 britiske kolonier i Vestindien i en fælles stat – en tanke der var opstået i 1920erne, fundet frem ved krigens slutning men først realiseret efter 11 års omfattende forhandlinger. Det var Barbados’ tidligere premierminister, arbejderpartiets Sir Grantley Herbert Adams (1898-1971), der også blev føderationens premierminister. Men projektet kunne ikke tilfredsstille de oprørsbevægelser på Jamaica og i Trinidad-Tobago, der krævede fuld uafhængighed – og derfor fik det i 1962. 1967 En dårlig dag for det Britiske Imperium III. Syd-Yemen bliver uafhængigt. Havnebyen Aden havde briterne besat i 1839 for at sikre passagen til Indien, hvorfra området også blev regeret. Selve Aden blev en kronkoloni og resten af Syd-Yemen et protektorat i 1937; men en national befrielsesfront (NLF) rejste sig i løbet af 60erne. I 1979 blev landet under stærk sovjetisk bevågenhed og tilskyndelse det første marxistiske land i den arabiske verden. De to dele af Yemen blev forenet 20.maj 1990 efter 300 års adskillelse – omend genforeningen blev efterfulgt af en kort borgerkrig i 1994. (Og det er i øvrigt også 29.november 1967 at London må overdrage Kuria Muria øerne til Oman!)
29. N O V E M B E R
1939 Sovjetunionen afbryder de diplomatiske forbindelser med Finland, bomber en landingsbane ved Helsinki og indleder dermed reelt Vinterkrigen. Finland var - efter mere end 100 års russisk overherredømme - blevet selvstændigt efter den russiske revolution. Angrebet er Stalins svar på finnernes afvisning af hans krav om såvel en ny grænsedragning som etableringen af russiske flådebaser. Under General Mannerheim (1867-1951) formår finnerne at yde modstand og forsvare det fæstningsanlæg kendt som ”Mannerheim-linien”, han i 30erne havde rejst mindre end 30 km fra Leningrad. De må til sidst give op 12.marts 1940. Da Hitler begynder sin krig mod USSR året efter lykkes det ganske vist Mannerheim at generobre det tabte land ved at lade Finland gøre fælles sag med Nazityskland (1941-44) men succesen bliver midlertidig: da krigslykken vender er det i 1944 atter Sovjet, der dikterer fredsslutningen. 1947 En britisk plan for Palæstinas opdeling bliver godkendt af FN. Palæstina var kommet under britisk kontrol i 1918, officielt som protektorat under Folkeforbundet fra 1920 (efter 400 år som en del af Ottomaner-riget). Der havde været jødisk immigration til det arabisk-dominerede område fra århundredets begyndelse - mest da den nazistiske anti-semitisme var på sit højeste. I 20erne og 30erne kom det til voldsomme sammenstød mellem de arabiske palæstinensere og de jødiske immigranter. Storbritannien talte i denne periode med to tunger: i Balfour-deklarationen havde man i 1917 stillet jøderne et hjemland i udsigt, og det var dén der dannede grundlag for det britiske protektorat. Men London havde også givet opmuntring til de palæstinensiske ledere; fx havde soldaten T. E. Lawrence (”Lawrence of Arabia”) bl.a. som Churchills rådgiver arbejdet inderligt for arabernes ret til selv at bestemme i Mellemøsten (og været med til at sikre dem et vist selvstyre bl.a. i Mesopotamien (Irak) og Trans-Jordan (Jordan)). I FN’s plan foreslås området delt i en arabisk, en jødisk og en international zone, men efter at briterne trækker sig ud bliver landet omgående besat af arabiske styrker, som israelerne derpå slår tilbage. Gaza ender under ægyptisk og Vestbredden under Jordansk styre; de erobres af Israel under Seksdages-krigen i 1967 - og bliver i 1988 udråbt af PLO som en selvstændig stat (efter at Jordan endeligt havde opgivet at gøre krav på Vestbredden). Israel havde i øvrigt formået at besætte Gaza allerede under Suez-krisen (1956) men givet området tilbage til ægypterne det følgende år. 1964 Den romersk-katolske kirke i USA lader engelsk erstatte latin. I Nordamerika er der i dag ca. 75 millioner katolikker og 121 millioner protestanter (ud af i alt 255 millioner kristne), 5,5 millioner muslimer og 5,8 milllioner jøder. Men kontinentet kan til gengæld kun mønstre 1,8 millioner ateister mod Europas 40,8 millioner! (alle tal 1996, oprindelig fra 1997 Britannica Book of the Year).
28. N O V E M B E R
1943 For første gang samles Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt og Joseph Stalin – det sker på en 4-dages konference i Teheran. Stalin opfordrer til at der skal åbnes en anden front mod Hitlers tropper i Europa, han giver udtryk for Moskvas interesse i Baltikum og Østeuropa, men tilbyder i øvrigt også at Sovjet – efter en sejr over Tyskland – vil gøre sine allierede selskab i krigen mod Japan. På mødet diskuteres også planer for etableringen af FN. Anden gang de tre magter mødtes var i februar 1945 i Yalta og tredje gang juli-august samme år i Potsdam. Mødet var blevet forberedt på en konference i Cairo et par dage inden (22-26.november), hvor Roosevelt og Churchill havde mødtes med de kinesiske nationalisters leder, Chiang Kai-shek - først og fremmest for for at diskutere strategien mod (og kravene til) Japan.
1958 Tchad bliver en selvstændig republik indenfor Det Franske Fællesskab. Det sparsomt befolkede centralafrikanske land - der har navn efter en sø som ligger på dets vestlige grænse - var blevet erobret af Frankrig i begyndelsen af århundredet, men forblev så upåvirket af imperiet at det endnu i 1933 kun havde 18 kvalificerede lærere. Manden der skulle blive landets første præsident – François (Ngarta) Tombalbaye (1918-75) - ledede herefter den uafhængighedsbevægelse, der sikrede Tchad fuld selvstændighed 11.august 1960. Tchads vej mod uafhængighed var et led i den generelle dekolonisering, der i løbet af et par år reelt tømte Det Franske Fællesskab for betydning. ”Fællesskabet” skulle ellers erstatte Den Franske Union (1946-58), der havde været det traditionelle imperiums umiddelbare afløser (og var opstået med basis i Brazzaville-erklæringen af 1944, som de Gaulle havde udarbejdet sammen med de afrikanske koloniers repræsentanter). Men ”Fællesskabet” – der endnu eksisterer på papiret – blev hurtigt ubetydeligt, simpelthen fordi de tidligere kolonier ikke var tilfredse med et begrænset selvstyre, der lod ansvaret for bl.a. udenrigs-, forsvars- og finanspolitikken forblive i Paris.
1975 Øst-Timor erklærer sig selvstændigt da Portugal – som var i færd med en hastig afvikling af sit imperium – giver slip på landet. For Øst-Timors 650,000 fortrinsvist katolske indbyggere blev friheden imidlertid kort (10 dage) – for Indonesien invaderer landet 7.december, og oprørsbevægelsen FRETILIN (Frente Revolucionario de Leste Timor Independent) vender opmærksomheden fra Portugal mod Indonesien. Under den følgende guerillakrig forsøger Indonesien at udsulte rebellerne – bl.a. ved at afbrænde marker. Halvdelen af befolkningen sættes i lejre, og 100-200.000 mennesker mister livet alene i løbet af konfliktens første fem år. Da Indonesien gav dem chancen ved en folkeafstemning i 1999 stemte 80% af Øst-Timors befolkning for fuld uafhængighed; efter en overgangsperiode under FNs kontrol erklærede landet sig uafhængigt i Maj (2002) - og blev i september FN’s medlem #191.
27. N O V E M B E R
1919 På slottet i Neuilly, Frankrig underskriver Bulgarien en fredstraktat med de allierede. En våbenhvile var blevet indgået allerede 29.september, og Bulgarien blev dermed både det sidste land der stillede sig på Tysklands side og det første der gav op. Bulgarien var gået ind i krigen (september 1915) i forsøget på at generobre hvad der var gået tabt i den Anden Balkankrig (1913). Men ved Neuilly kom de i stedet til at afgive territorier til Rumænien (det rige landbrugsland i Dobrudja) og Grækenland (inklusiv den direkte adgang til middelhavet) samt Jugoslavien. Efter en urolig mellemkrigstid endte Bulgarien også i Anden Verdenskrig tøvende på Tysklands side overfor Storbritannien og USA, fordi Hitler insisterede på at bruge landet i sin invasion af Grækenland. (Bulgarerne erklærede i øvrigt aldrig krig mod Sovjetunionen, der til gengæld erklærede krig mod dem 5.september 1944 – hvorefter bulgarerne 8.september erklærede krig mod Tyskland! Dagen efter begik den kommunistisk- orienterede ”Faderlands-Front” imidlertid et succesfuldt kup – og snart udviklede Bulgarien sig til at blive et særdeles lydigt medlem af Østblokken. Bulgarerne udviste en sådan loyalitet overfor Moskva at der endog blev talt om at lade landet optage som Sovjetunionens sekstende republik.)
1967 Robert Strange McNamara (f. 1916) bliver udpeget som præsident for Verdensbanken – en stilling han bestred til 1981. Verdensbanken var blevet oprettet i 1945 og dens hovedopgave var blevet at yde lån til udviklingslande. McNamara havde været Forsvarsminister først for Kennedy og derpå for Johnson i den periode hvor amerikanerne gradvist øgede deres involvering i Vietnamkrigen, men han var selv begyndt at stille spørgsmålstegn ved om USA’s kurs var den rigtige. Posten som Forsvarsminister fik han efter en succesfuld karriere i bilkoncernen Ford, som han var endt med at være chef for – og han blev da også kendt for at overføre sin ledelsesstil temmelig direkte fra erhvervslivet til regeringen. Kritikken af Vietnam udbyggede han overraskende stærkt i 1995 i bogen "In Retrospect: The Tragedy and Lessons of Vietnam", hvor han tog skarpt afstand fra USA’s engagement som det formede sig efter 1963.
1967 For anden gang nedlægger de Gaulle (1890-1970) veto mod Storbritanniens medlemskab af Fællesmarkedet; til skuffelse for Labour-premierministeren Wilson (1916-1995). Den første afvisning var faldet i 1963 – efter at den konservative Macmillan (1894-1986) i 1961 havde besluttet sig til at satse på EF snarere end EFTA, som England ellers lige havde været med til at grundlægge. Kovendingen kom blandt andet på baggrund af, at John F. Kennedy overfor Macmillan havde udtrykt utålmodighed med manglen på europæisk enighed. Men de Gaulle havde ikke kunnet overtale Macmillan til at bryde samarbejdet med USA - og derfor lukket døren for briterne. I sine erindringer erklærede de Gaulle (i 1970): ”Siden de [briterne] ikke havde været i stand til at forhindre fællesmarkedets dannelse udefra planlægger de nu at paralysere det indefra.”
1985 Det britiske Underhus godkender den anglo-irske Hillsborough-aftale, der tildeler Irland en rådgivende rolle i styringen af Nordirland. Et vist samarbejde mellem Dublin og London om spørgsmålet var dog allerede blevet skitseret i Sunningdale-aftalen af 9.december 1973, året efter at briterne havde suspenderet Nordirlands selvstyre - Stormont-parlamentet - fordi det havde været ude af stand til at bremse den eskalerende uro.
26. N O V E M B E R
1941 Under streng radiotavshed afsejler fra Japan de seks hangarskibe, hvis fly d.7.december skal gennemføre det angreb på den amerikanske stillehavsflåde i Pearl Harbor, der definitivt trækker USA ind i 2.verdenskrig. Admiral Isoruku Yamamoto (1884-1943) havde angiveligt fået idéen fra bogen ”The Great Pacific War” (1925) af den britiske flådeekspert Hector Bywater. Bogen er en beskrivelse af en japansk-amerikansk krig, der starter med japanernes ødelæggelse af den amerikanske flåde - efterfulgt af angreb på Filippinerne og Guam (som Japan netop angreb samtidig). Potentialet i en Pearl Harbor-lignende aktion var i øvrigt også blevet illustreret af briternes angreb på den italienske flåde ved Taranto (11.november 1940). Isoruku – der havde en fortid som flådeattaché ved ambassaden i Washington - havde oprindelig været imod både Japans medlemskab af Akse-magterne og en krig med USA, men blev altså alligevel arkitekten bag Pearl Harbor-angrebet da først beslutningen om at udfordre USA var blevet truffet. I april 1943 var USA i stand til at lokalisere Isoruku og tilintetgjorde hans fly over Solomon-øerne.
1942 I New York er der premiere på “Casablanca”. Filmens plot finder sted i Marokko’s hovedstad på baggrund af Anden Verdenskrig: en barejer (Humphrey Bogart) hjælper sin gamle kæreste (Ingrid Bergman) og hendes ægtemand, en tjekkisk oprørsleder, ud af landet - således at de med nød og næppe undslipper nazisterne. ”Casablanca” var blevet færdiggjort før tyskerne invaderede byen d.8.november – og filmselskabet Warner Bros., der ikke agtede at udsende filmen før foråret ’43, havde derfor overvejet at ændre i den, så tyskernes besættelse kunne indgå i historien. I stedet valgte man dog at følge et råd fra filmmanden David O. Selznick (hvis’ selskab Bergman var under kontrakt til) – han så nemlig filmen og foreslog at den skulle udsendes med det samme, hvad den altså også blev. (Den blev dog først distribueret landsdækkende i Januar, og skulle derfor konkurrere om Oscarpriser for 1943 – en Oscar-nominering kræver nemlig at filmen har været vist i Los Angeles). I øvrigt havde Warner Bros. i 1941 påstået at Ronald Reagan (som var i deres stald) skulle spille hovedrollen – men det var et rent trick, der alene havde til formål at give ham PR.
1949 Indien vedtager en forfatning ifølge hvilken landet bliver en demokratisk føderalstat indenfor det britiske Commonwealth.
25. N O V E M B E R
1936 Japan og Tyskland underskriver Anti-Comintern-aftalen, der skal dæmme op for kommunismen. Mussolini lod Italien slutte sig til i November 1937, i 1939 får pagten tilslutning fra Ungarn, Spanien og Manchukuo (en stat skabt af Japan i forsøget på at erobre Kina - det var nemlig landsdelen ellers kendt som Manchuriet, der var blevet erobret af Japan 18.september 1931). Pagten fornys i november 1941 - nu med medvirken af Bulgarien, Danmark, Finland, den kinesiske Nanjing-regering, Kroatien, Rumænien og Slovakiet.
1970 Som de første to NATO-medlemmer etablerer Danmark og Norge diplomatiske forbindelser med Nordvietnam. USA protesterer overfor beslutningen.
1972 I Danmark holdes for første gang bilfri søndag - en kampagne der blev indført for at søge at nedsætte landets energiforbrug under den første oliekrise. I vinteren 1973 lod man i de samme bestræbelser hver anden gadelygte i København slukke.
1984 Forsangeren i The Boomtown Rats Bob Geldof (f.1954) har taget initiativ til at samle Storbritanniens største rockstjerner i London's S.A.R.M.-studier for at indspille en single, hvis indtægter skal gå til ofrene for hungerkatastrofen i Afrika. Det er det første initiativ af sin art i verden - den direkte forløber for Geldof's Live Aid-koncerter i Australien, Storbritannien og London den følgende sommer, og dermed også inspirationen for såvel den danske "Afrika"-single (skrevet af Nanna) som amerikanernes "We Are The World" (skrevet af Michael Jackson og Lionel Richie). På singlen - Do They Know It's Christmas - medvirker bl.a. Bono, Sting, George Michael, Boy George, Paul Young og Phil Collins. Den er skrevet af Geldof og Midge Ure; førstnævnte slås til ridder af Dronning Elizabeth - og udtaler at han dermed er den første som har fået et ridderkors for at sige "fuck" i fjernsynet (hvad han gjorde under koncerten i en opfordring til folk om at ringe flere penge ind).
1992 Tjekkoslovakiet skal deles i to stater fra 1.januar 1993 - det bliver resultatet af en afstemning i det tjekkoslovakiske parlament.
24. N O V E M B E R
1947 "Are you now or have you ever been a member of the Communist Party of the United States?" Sådan lød nøglespørgsmålet til de vidner, der blev forhørt af kongressens "Komité for U-amerikanske Aktiviteter", der var blevet grundlagt i 1938 og søgte at afdække primært kommunistisk infiltration i det amerikanske samfund. "The Hollywood Ten" var en gruppe af manuskriptforfattere og instruktører fra filmindustrien, der nægtede at besvare spørgsmålene - og de blev på dagen i dag af Kongressen stemplet som "unfriendly witnesses", kendt skyldige i foragt for Kongressen og idømt 6-12 måneders fængsel. Dagen efter stiller foreningen af filmproducenter sig bag dommen og lover ikke at ansætte kommunister.
1949 Storbritanniens stålindustri bliver nationaliseret ifølge The Iron and Steel Act. Den 15.november havde Udbudsminister G. R. Strauss anbefalet lovgivningen til Underhuset: ¨"Let no one suppose because we are here building for the future rather than the present, and proceeding by evolutionary rather than revolutionary steps, that the proposals in this Bill are devoid of historic significance. This great reform removes from the private sector of our economy to the public the industry which is the citadel of British capitalism."
1954 Ved en middag hos Eisenhower er de nordiske statsministre æresgæster. De var fløjet til USA med et SAS-fly d.15 - nemlig det første rutefly, der fløj til Californien over Nordpolen.
1962 I Storbritannien har BBC premiere på satireprogrammet That Was The Week That Was med kælenavnet TW3. Programmets vært var et ungt ansigt - David Frost (f.1939). Dets opskrift - satirisk behandling af aktuelle begivenheder sendt sent om aftenen - bliver en enorm succes allerede i den første sæson. Arbejdstitlen var i øvrigt "Saturday Night". Udsendelsen blev pillet af programmet lige før parlamentsvalget i 1964, men havde inden da skrevet tv-historie bl.a. ved at erstatte det humoristiske indhold med alvorlige sange og monologer i den første udgave efter mordet på Kennedy. Et amerikansk forsøg på at overføre formatet kører 1964-65 - med Alan Alda og Woody Allen blandt gæsterne.
23. N O V E M B E R
1953 Nordkorea indgår en ti-årig hjælpeaftale med Beijing. Koreakrigen var blevet standset med en våbenhvile 27.juli - den efterlod Kina og Korea som våbenbrødre, eftersom Mao var gået ind i krigen mod amerikanerne 26.november 1950. Det er også i denne periode at folkerepublikken generelt indleder et mere udbygget diplomatisk samarbejde med sine naboer, bl.a. gennem premierministeren Zhou Enlai’s (1898-1976) udlandsrejser. Koreakrigen havde også bragt Kina og Sovjet ind i tættere samarbejde – russerne stillede udstyr til rådighed for de kinesiske ”frivillige” både i Korea og andre steder. Kim Il Sung (f.1912) stod i spidsen for Nordkorea fra landets grundlæggelse i 1948 til sin død i 1994 (hvorefter magten tilfaldt hans søn, Kim Jong-Il), men da det ikke var lykkedes ham at erobre Sydkorea var hans position på dette tidspunkt presset. Efter russernes opgør med Stalin-tiden i 1956 valgte Kim Il Sung en mere idiosynkratisk økonomisk politik med vægt på selvforsyning – og landet oplevede en ikke uvæsentlig fremgang helt indtil oliekriserne slog igennem i slutningen af 70erne, hvor man også for alvor begyndte at mærke den manglende adgang til moderne teknologi.
1985 Tre medlemmer af terroristgruppen Abu Nidal, blandt dem Omar Mohammed Ali Rezaq, kaprer Egypt Air flight 648 fra Athen til Cairo. Piloten får overbevist dem om at der er for lidt brændstof til at nå Libyen (som de havde planlagt) og flyet lander derfor på Malta. 60 mennesker omkommer da egyptiske soldater den følgende dag stormer flyet. Ali Rezaq sad fængslet i syv år på Malta og blev anholdt igen i 1993 - i Nigeria af amerikanerne, hvorefter han i 1996 blev idømt en livsvarig fængselsstraf. Under kapringen var han begyndt at henrette amerikanske og israelske passagerer for at få terroristernes krav imødekommet.
1990 Som en del af forberedelserne til Irak-krigen forhandler George Bush på tomandshånd med Ægyptens Hosni Mubarak i Qubba-paladset i Cairo og med Syriens Hafez Assad i Geneve. På pressemødet efter samtalen med Mubarak udtaler Bush: “There is complete identity of views between us on the need for Saddam Hussein to withdraw right away and withdraw without condition. So-called partial solutions are out of the question”.
22. N O V E M B E R
1906 Ved den radiotelegrafiske konference i Berlin besluttes det at bruge ”SOS” som internationalt nødsignal, en beslutning der ratificeres to år senere. SOS havde da allerede været anvendt af tyskerne i ét år. Signalet blev valgt fordi det som var en kode, der hurtigt lod sig morse og var svær at forveksle med noget andet – ikke, som nogle tror, fordi bogstaverne kan læses som en forkortelse af ”Save Our Souls”, ”Save Our Ship” og ”Send Out Succour” (”Udsend Hjælp”). Storbritannien var dog længe om at skifte sit eget nødsignal ("CQD") ud; fx var CQD det første nødsignal der udgik fra Titanic (14.-15.april 1912). 1.februar 1999 blev SOS-signalet for de fleste større skibe erstattet af et satellitsystem (Global Maritime Distress and Safety System).
1963 Klokken er 12.30 da John F. Kennedy (f.1917) bliver skudt i Dallas. Han dør kort efter på operationsbordet på Parkland Hospital. Det er tv-legenden Walter Cronkite der - uden make-up, med delvist oprullede skjorteærmer og løst slips - læser nyheden op på tv, synligt berørt. Da Lyndon B. Johnson kl.14:38 aflægger ed som præsident, er det første gang edsaflæggelsen finder sted på et fly (Air Force One) og første gang at det er en kvinde, der varetager edsaflæggelsen (Sarah T. Hughes, distriktsdommer i det Nordlige Texas). Kennedy havde været præsident i to år, ti måneder og to dage – det var fjerde gang en amerikansk præsident blev myrdet.
1968 Det er i den oprindelige udgave af science-fiction-serien “Star Trek” at amerikanerne for første gang overværer et interracialt kys på tv – mellem Løjtnant Uhura og kaptajnen på rumskibet Enterprise James T. Kirk, spillet af henholdsvis Nichelle Nichols (f.1933) og William Shatner (f.1931) . Episoden hedder ”Platons Stedbørn”, og flere tv-stationer i Sydstaterne afviser i første omgang at vise afsnittet. Nichols overvejede i øvrigt at opgive sin rolle i tv-showet på grund af racistisk chikane, men blev overtalt af Martin Luther King personligt til at fortsætte - fordi figuren adskilte sig fra den type roller, sorte skuespillerinder ellers fik tilbudt - og dermed blev en rollemodel. NASA ansatte senere Nichols til at hjælpe med at rekrutteringen af astronauter, og Løjtnant Uhura havde da også inspireret den første kvindelige afro-amerikanske astronaut - Dr. Mae Jemison - til at forfølge en karriere i rummet. 99% af reaktionerne i den fanpost, som kysset afstedkom, var i øvrigt positive.
1990 Efter at det ikke er lykkedes hende at genvinde lederskabet af det konservative parti i første runde trækker Margaret Thatcher (f.1925) sig tilbage efter 11 år som premierminister. Hun overlader dermed posten til John Major (f.1943). I Daily Mail kritiserede Lady Thatcher i 2001 den europæiske integration ved at slå fast: ”All my life, our problems have come from mainland Europe. All my life the upholding of liberty has come from the English-speaking peoples of the world."
21. N O V E M B E R
20. N O V E M B E R
1910 I Mexico opfordrer politikeren Francisco I. Madero til oprør mod diktatoren Porfirio Diaz og indleder dermed en revolution. Diktaturet havde fængslet Madero før det valg, der netop havde bragt Diaz til magten igen. Men Madero mente at valget var et bedrag, og – fra sit skjul i USA – havde han i Oktober udsendt ”San Luis Planen”, hvori han erklærede at Diaz ikke var Mexico’s retmæssige præsident. I stedet udnævnte Madero fra eksilet sig selv til Præsident og lovede bl.a. jordreformer, universel stemmeret og et præsidentembede der var begrænset til éen periode. Diaz blev dog først tvunget endeligt fra magten det følgende år, hvor han flygtede til Frankrig. Han havde da regeret Mexico i sammenlagt mere end 30 år - fra 1877-80 og 1884-1911.
1977 For første gang holder en arabisk statsleder tale i det israelske parlamentet, Knesset – det er Ægyptens præsident Anwar Sadat (1918-1981). Sadat’s rejse til Israel blev mødt med kritik i store dele af den arabiske verden – kun Marokko, Sudan, Oman og Tunesien hilste initiativet velkomment. Sadat, der bl.a. havde været tysk agent under 2. verdenskrig og avisredaktør, efterfulgte Nasser i 1970. Hans arbejde for fred i Mellemøsten indbragte ham sammen med Menachim Begin Nobels Fredspris i 1978. Fredsprisen kom efter den ”Framework for Peace”-aftale, der var resultatet af 13 dages forhandlinger i Camp David på Jimmy Carter’s initiativ.
1962 I en tale til amerikanerne fortæller Kennedy at karantænen mod Cuba bliver hævet. Han siger bl.a.: "The unity of this hemisphere, the support of our allies and the calm determination of the American people--these qualities may be tested many more times in this decade, but we have increased reason to be confident that those qualities will continue to serve the cause of freedom with distinction in the years to come."
1988 Den palæstinensiske stat – som PLO’s formand Yassir Arafat havde udråbt 15.november - bliver anerkendt af Ægypten og Kina. Året inden var urolighederne kendt som ”intifadaen” brudt ud i de besatte områder.
19. N O V E M B E R
1946 "Since wars begin in the minds of men, it is in the minds of men that the defences of peace must be constructed." Sådan havde landene bag UNESCO - FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur - argumenteret for organisationen i dens forfatning, som blev underskrevet 16. november 1945. Men det er på dagen idag at UNESCO i 1946 indleder sin første general-konference nogensinde - det sker i Paris med 30 deltagende lande. Generalkonferencen er stedet, hvor UNESCO's arbejde fastlægges og den mødes hvert 2.år - denne indledende konference afsluttes 10. december.
1985
For første gang mødes
Præsident Reagan og Sovjetunionens Mikhael S. Gorbatjov - det sker da de
indleder deres topmøde i Geneve, og det, der skulle have været et
kvarters privat møde bliver en timelang "samtale ved kaminen".
Forhandlingerne ender med, at de to udtrykte et fælles ønske om at
halvere antallet af atomvåben, mens uenigheden om Reagan's
"stjernekrigsprojekt" (SDI) ikke lod sig løse. Da
de to statsledere trykkede hinanden i hånden før de skulle bekendtgøre
det endelige communiqué ved topmødets afslutning sagde Reagan: "I
bet the hardliners in both our countries bleed when we shake
hands". Og mødet følges op af nytårstaler, som de holder for
hinandens befolkninger. Reagan erklærer her, som ved topmødet, at en
atomkrig ikke kan vindes - han taler stærkt for nedrustning, men inddrager
også meget klart nødvendigheden af respekt for menneskerettighederne.
Sine gode nytårsønsker for 1986 understregede han med afrundingen:
"Let us look forward to a future of chistoye
nyebo [blue skies] for all mankind. Thank you, spasibo."
Mens Gorbatjov i sin tale til USA fremhævede de to landes skæbnefællesskab
under Anden Verdenskrig: "In our country there is not a single
family or a single home that has not kept alive the memory of their kith
and kin who perished in the flames of war, the war in which the Soviet and
American peoples were allies and fought side by side. I say this because
our common quest for peace has its roots in the past, and that means we
have a historic record of cooperation which can today inspire our joint
efforts for the sake of the future."
1990 I Paris underskriver lederne af NATOs 22 medlemslande og de seks tilbageværende nationer i Warszawa-pagten en traktat, der bebuder dramatiske nedskæringer i de konventionelle styrker i Europa. Aftalen, der underskrives i CSCE-regi efter 20 måneders forhandlinger, kan siges at være den enkelt-begivenhed, der markerer den koldes krigs afslutning.
18. N O V E M B E R
1964 Efter at de i Roms lufthavn har forsøgt at smugle en bedøvet mand ud fra Italien i en kuffert udvises to diplomater fra Den Forenede Arabiske Republik.
1970 Udenrigsministrene Walter Scheel og Stefan Jedrychowski underskriver på vegne af Vesttyskland og Polen en foreløbig bilateral traktat, der anerkender Oder-Neisse-linien som grænse mellem de to lande. Den var blevet udstukket på Potsdam- konferencen i august 1945 men - fordi der aldrig blev underskrevet en fredstraktat med Tyskland - først anerkendt af Østtyskland i 1950. Oder-Neisse-liniens ukrænkelighed blev i øvrigt understreget af begge Tysklandes parlamenter i 1990 under forhandlingerne om genforening.
1976 Dagen før ét-årsdagen for General Francos død beslutter det spanske parlament at genindføre demokratiet efter 37 års diktatur. 18.november er i øvrigt også årsdagen for Nazityskland og Italiens anerkendelse i 1936 af Franco's dengang midlertidige regering.
1985 LO indleder en boykot af varer fra Sydafrika - hvis betydning dog er begrænset fordi der ikke forhandles sydafrikanske produkter i Danmark. Samme dag - som er dagen før kommunalvalget - afsløres det, at Danmarks Humanistiske Parti (DHP) er en del af en nyreligiøs argentinsk bevægelse.
1987 Den amerikanske kongres' undersøgelse af Iran-Contra- skandalen fremlægger efter 7 måneders arbejde sine konklusioner. Her pålægges Præsident Reagan det 'ultimative ansvar' for administrationens handlinger. Sagen får ingen direkte konsekvenser for Reagans embede, men der rejses anklager mod 13 af hans medarbejdere - fra Det Hvide Hus, Udenrigsministeriet og efterretningstjenesterne. Det nationale sikkerhedsråds chef John M. Poindexter og officeren Oliver North bliver dømt - men dommene ophæves efterfølgende, fordi de hviler på vidneudsagn, som de to kun aflagde overfor kongressen under immunitet.
17. N O V E M B E R
1954 Ægyptens præsident Mohamed Naguib afsættes og i hans sted træder med titel af premierminister General Gamal Abdel Nasser (1918-1970) - de havde begge (som medlemmer af "De Frie Officerer") deltaget i militærkuppet i juli 1952. Nasser bliver et symbol på arabisk enhed og en prominent figur i den Alliancefri Bevægelse; hans initiativer giver ham ry som politisk reformator - fra jordreformer over nationaliseringen af Suez-kanalen i 1956 til socialistiske eksperimenter i 60erne. Under Nasser forsøger Ægypten at etablere en pan-arabisk union sammen med Syrien 1958-61.
1973 Richard Nixon forsvarer sig mod Watergate-anklagerne overfor 400 journalister på et tv-transmitteret pressemøde i Disneyland (sic!). Han erklærer bl.a.: "People have got to know whether or not their President is a crook. Well, I'm not a crook. I've earned everything I've got." ("Folk har ret til at vide om deres præsident er en skurk. Og jeg er ikke en skurk. Jeg har tjent alt hvad jeg ejer." ) Da samtalen falder på energipolitikken fortæller Nixon, at han har sparet brændstof ved at lade sit reservefly blive hjemme og på denne tur nøjes med præsidentflyet Airforce One: "If this one goes down, they don't have to impeach." ("Hvis denne her styrter ned behøver de ikke stille mig for rigsretten.")
1986 Fem mennesker arresteres for hærværk mod 21 Shell-tankstationer i København og Århus. De tilhører en gruppe der kalder sig "Solidaritet Steve Biko" i sympati med den afdøde sydafrikanske aktivist, Stephen Biko (1946-77), der mistede livet i et sydafrikansk fængsel af slag mod hovedet. Han havde i 1973 fået forbud mod sine politiske aktiviteter, fordi de var vendt imod det hvide apartheidstyre. Biko havde været medstifter af og formand for "South African Students' Organisation" (SASO) og haft en ledende rolle i bevægelsen for "Black Consciousness" ("Sort Bevidsthed").
16. N O V E M B E R
1918 I kølvandet på Østrig-Ungarns opløsning bliver Ungarn udråbt som en selvstændig stat; der etableres kortvarigt en republik, og derpå et kommunistisk styre før Rumænien invaderer landet 4.august 1919. Efter den rumænske besættelse bliver Admiral Nicholas Horthy landets leder - han stiller sig på Tysklands side mod Sovjet, men Berlin erstatter ham med en marionetregering da han i 1944 taler for at slutte fred med russerne. Med sovjetisk støtte tager kommunistpartiet magten i 1948.
1988 Pakistans første frie valg i 11 år bliver vundet af Benazir Bhutto (f.1953), der dermed bliver den første kvindelige leder af et muslimsk land. Hun er datter af landets tidligere leder Zulfikar Bhutto, der i 1979 var blevet henrettet efter anklager om mord og valgfusk. Han var kommet til magten efter Pakistans nederlag til Indien i 1971 (hvor Bangladesh, trods pakistansk modstand, blev oprettet med indisk hjælp) – men blev i 1977 offer for et militærkup udført af General Mohammaed Zia ul-Haq. Zia regerede selv landet indtil han omkom i en flyulykke 18.august 1988 - hvad der banede vejen for dette demokratiske valg. Zia havde afholdt et valg i 1985 - men dér måtte ingen oppositionspolitikere stille op! Benazir Bhutto vendte i 1986 tilbage fra sit eksil for at give styret modstand. Hun var premierminister 1988-90 og 1993-96, i 1999 modtog hun selv en dom for korruption.
1988 I en erklæring understreger Estlands parlamentet at landet er ”suverænt”, men altså netop ikke fuldt selvstændigt. Den formelle uafhængighed udråbes først i Marts 1990 – efter mere end et års magtkamp må Moskva anerkende landet, 5.september 1991 - og 11 dage senere optages Estland i FN.
15. N O V E M B E R
14. N O V E M B E R
1935 36 år efter at Filippinerne blev overtaget af USA efter den Spansk-Amerikanske krig får landet status som et såkaldt ”free commonwealth” under Washingtons overherredømme. Det er Præsident Roosevelt, der hermed realiserer planerne fra The Tydings-McDuffie Act som var blevet vedtaget i 1934 og, i form af en ny filippinsk forfatning, godkendt af landets befolkning. Filippinerne skal nemlig være et ”free commonwealth” i en 11 års overgangsperiode, hvis sigte det er at landet opnår fuld selvstændighed i 1946. Manuel Luis Quezon bliver denne dag sværget ind som landets første præsident, men hans regering tvinges i eksil efter Japan’s invasion (8.december 1941). Quezon dør i 1944, så det er hans vicepræsident Segio Osmena, der - efter at MacArthur har befriet landet – får lov at genetablere styret i Manila og dermed forberede den planlagte selvstændighed. Den opnås skam også: 4.juli (sic!) 1946.
1951 Tre år efter at Jugoslaviens leder Tito (1892–1980) havde brudt båndene til Sovjet underskriver landet – der ellers søgte at balancere mellem øst og vest - en militæraftale med Harry Truman’s USA. To år senere lovede Churchill i øvrigt Tito under et besøg i London at ”should our [wartime] ally, Yugoslavia, be attacked, we would fight and die with you.” (Paul Johnson, 1983).
1972 For første gang passerer aktieindexet Dow Jones Industrial Average 1,000 point (det slutter på 1,003.16).
1983 Saudi-Arabiens King Khalid International Airport åbner som verdens største – den ligger 35 kilometer nord for Riyadh. Med sine 81 meter er lufthavnens kontroltårn verdens højeste, dens moské har plads til 5000 mennesker indeni og lige så mange på pladsen udenfor – og i år 2000 havde lufthavnen fordoblet sin oprindelige kapacitet (som var på 7,5 millioner årlige passagerer). Den blev i øvrigt brugt som base for amerikanske soldater under Golfkrigen 1990-91.
13. N O V E M B E R
1940 Walt Disney holder premiere på ”Fantasia” i New York – filmen består af en række små tegnefilm bygget over forskellige stykker klassisk musik, og er såvel teknisk som kunstnerisk hans mest ambitiøse projekt (”Snehvide” – hans første tegnefilm i helaftenslængde – var kommet blot 3 år tidligere). Men Disney måtte opgive sit ønske om kun at udsende filmen til biografer, der anskaffede ”Fantasound” - et specielt udviklet lydsystem med 96 højtalere. Grunden var, at det amerikanske forsvarsministerium vurderede at USA var på vej ind i krigen og derfor krævede at lydsystemets leverandør (RCA) gemte råmaterialerne til brug for krigsindsatsen.
1941 På vej hjem mod Gibraltar fra en mission til Malta bliver Storbritanniens store hangarskib HMS Ark Royal torpederet af en tysk ubåd (U-81) - hun kæntrer og synker dagen efter. The Ark Royal blev bygget i 1938; den skade hendes torpedofly havde anrettet havde været afgørende for sænkningen af det tyske Bismarck (26.maj 1941).
1945 General Charles de Gaulle (1890-1970) vælges til Frankrig’s præsident og dermed leder af en midlertidig samlingsregering. Han havde deltaget i krigen med sin emigranthær, de ’Frie Franske’ styrker - og da han ”i august 1944 holdt sit indtog i Paris, stod han for hele det franske folk som befrieren, Frankrigs ridder uden frygt og dadel” (Bjøl, 1950). Han forlod imidlertid regeringen i januar 1946, frustreret over partiernes stridigheder og deres uvillighed til at acceptere hans ønsker om et politisk system opbygget omkring en stærk præsidentpost. Selvom en af hans ministre kaldte ham "A man equally incapable of monopolizing power and of sharing it" (www.time.com) blev det de Gaulle som i 1958 – kaldt tilbage af det Frankrig, der var helt fortabt i Algeriet – skabte den nye forfatning og en ny republik omkring sin egen person, som var blevet ham nægtet 13 år forinden.
1979 På Hotel Hilton i New York holder Ronald Reagan den tale, hvori han offentliggør at han vil stille op til præsidentvalget: ”Someone once said that the difference between an American and any other kind of person is that an American lives in anticipation of the future because he know it will be a great place. Other people fear the future as just a repetition of past failures. There's a lot of truth in that. If there is one thing we are sure of it is that history need not be relived; that nothing is impossible, and that man is capable of improving his circumstances beyond what we are told is fact.”
Ronald and Nancy Reagan stiger ombord på kampagneflyet “LeaderShip 80”. (Image courtesy of the Ronald Reagan Presidential Foundation, all rights reserved.)
12. N O V E M B E R
1927 Leon Trotsky (1879–1940) smides ud af det sovjetiske kommunistparti og dermed understreges Josef Stalin’s (1879–1953) uindskrænkede magt. De to havde kæmpet med hinanden om Sovjetstatens politik siden Lenins død i 1924.
1948 Japan’s tidligere premierminister Hideki Tojo og andre af landets afsatte ledere dømmes til døden ved hængning af en international krigsforbryderdomstol. Tojo var blevet premierminister i oktober 1941, han havde trukket sig tilbage i Juli 44 og forsøgt selvmord i september året efter.
1969 Anklaget for “asocial opførsel” smides forfatteren Alexander Solsjenitsyn (f.1918) ud af den Sovjetiske Forfatterforening. Hans roman om forholdene i en sovjetisk fangelejr - En dag i Ivan Denisovich’s liv – blev udgivet på foranledning af Nikita Krushchev, i opgøret med Stalin og ønsket om at afsløre dennes ugerninger. Men adgangen til offentliggørelse blev kort – efter Krushchev’s afgang måtte Solsjenitsyn igen kæmpe mod myndighederne: han smides helt ud af landet i februar 1974 og kan herefter modtage den nobelpris, han var blevet tildelt i 1970. I 1994 flyttede han tilbage til Rusland.
11. N O V E M B E R
1918 Efter 7,5 millioner tabte liv og mere end 35 millioner sårede afsluttes Første Verdenskrig med Tysklands overgivelse. Den falder kl.5.10 i en togvogn i Compiegne-skoven i Frankrig – det samme sted valgte Hitler i 1940 som stedet hvor han tvang de franske myndigheder til at overgive sig. Tyskland opgiver krigen efter at landets allierede har trukket sig ud – først Bulgarien d.30.september, derpå Tyrkiet og endelig d.3.november: Østrig-Ungarn.
1965 Det hvide racistiske mindretalstyre i Rhodesia - under ledelse af premierminister Ian Smith - erklærer landet uafhængigt, trods Storbritanniens protester. Nationens sorte folkebevægelser får først med indgangen til 1979 plads i et ”Executive Council”, ligesom hver af de hvide ministre ved denne lejlighed får en sort ’med-minister’. Smith forbliver imidlertid premierminister indtil det sorte befolkningsflertal endelig får lov at stemme - det sker ved valget i 1980, som vindes af Robert Mugabe, under hvem landets uafhængighed genudråbes under navnet ”Zimbabwe” (17.april). I 80erne er Mugabe’s regime dedikeret til marxisme-leninisme, men den socialistiske profil opgives i 1991 - året efter at Mugabe havde tilladt flere partier at stille op ved valgene.
1975 Efter 14 års krig bliver Angola uafhængigt af Portugal, og et nyt styre etableres af den ledende oprørsbevægelse – den marxistiske Folkebevægelsen for Angolas Befrielse. Dermed begynder borgerkrigen mellem det nye sovjetstøttede styre og rebellerne i det rivaliserende UNITA, der bakkes op af USA og Sydafrika.
10. N O V E M B E R
1947 I kongressen præsenterer udenrigsminister George C. Marshall det hjælpeprogram, der skal genopbygge Europa efter krigens ødelæggelser. Planerne havde han nævnt første gang i en tale på Harvard-universitetet i juni samme år.
1969 Børneprogrammet "Sesame Street" får premiere på USA's public service-tv (PBS). Udsendelsen - som stadig sendes dagligt - er over årene blevet eksporteret til mere end 140 lande og lavet i 20 lokale udgaver. Konceptet blev udviklet med henblik på at lære underprivilegerede storbybørn at læse og regne. Fra begyndelsen har en del af "gadens" indbyggere været nogle af Jim Henson's Muppet-dukker - og de er i øvrigt blevet besøgt af bl.a. Jesse Jackson, Barbara Bush, Hillary Clinton og Dizzy Gillespie.
1982 Leonid Bresjnev dør efter et hjerteanfald; 75 år gammel. Efter Kruschev's afgang i 1964 var Bresjnev blevet kommunistpartiets førstesekretær og fra denne position overhalede han snart premierminister Aleksei Kosygin og etableredes som sovjetstatens enehersker. I 1968 lod han det russiske militær knuse de protester, der blev kaldt "foråret" i Prag - og hans princip om at det tilkom USSR at gribe ind i sine satellitstaters interne affærer blev herefter kendt som "Bresjnev-doktrinen".
9. N O V E M B E R
1938 I det, der er gået over i historien som ”Krystalnatten” gennemfører nazisterne en enorm aktion mod jøder i Tyskland og Østrig. Foruden et antal øjeblikkelige drab sendes 30.000 jøder denne nat i koncentrationslejre. 267 synagoger, 7500 forretninger og mange private hjem raseres - udtrykket ”Krystalnatten” refererer således til glasskårene fra de ødelagte vinduer.
1965 Den største strømafbrydelse i amerikansk historie rammer staten New York, samt dele af en række omkringliggende stater og det østlige Canada: i alt berøres 30 millioner mennesker. Et transmissionskabel i den canadiske delstat Ontario bryder ned kl.17.16 - det forårsager en voldsom kædereaktion, der sætter hele kontinentets nordøstlige hjørne i stå - midt i myldretiden! Det meste af strømforsyningen genetableres dog efter få timer, og situationen er normaliseret næste morgen.
1989 Berlinmuren gennembrydes af glade folkemængder – i øvrigt på 81.årsdagen for Kejser Vilhelm II’s abdikation og udråbelsen af Tyskland som republik (republikken fik dog først i februar 1919 navn efter byen Weimar, hvor forfatningen blev skrevet).
8. N O V E M B E R
1520 Kong Christian II træffer beslutningen om at iværksætte det stockholmske blodbad, hvor 82 svenske adelsmænd og bisper blev brutalt henrettet på Stortorget, to dage senere. På Stockholm Slot var Christian i dagevis blevet fejret som arvekonge efter sin erobring af landet, hvis adel han havde lovet amnesti. Men han kvitterer idag ved at tilfangetage sine gæster, anklage dem for kætteri og – efter en dags ”retssag” - dømme dem til døden.
1923 Adolf Hitler’s magtovertagelse i München mislykkes. Det fejlslagne “Ølstue-kup” får ham arresteret, hvorefter han – i fængslet – skriver ”Mein Kampf”.
1979 For at følge udviklingen omkring de tilfangetagne amerikanske gidsler i Teheran introducerer tv-stationen ABC et midlertidigt late-night nyhedsprogram. Udsendelsens titel er ”The Iran Crisis: America Held Hostage” – men den er en sådan succes at den fortsætter efter krisens afslutning, fra marts 1980 blot kaldet Nightline. Den britisk-fødte nyhedsvært Ted Koppel bliver programmets legendariske ankermand: i 1987 får han endog hjælp af frøen Kermit og bjørnen Fozzie (fra ”Muppet Show”) til at forklare problemerne i den amerikanske økonomi (”Nightline: A National Town Meeting on Wall Street and the Economy”). Efter ABC’s forgæves forsøg på at erstatte udsendelsen med David Letterman’s talkshow tidligere i år (fejl)citerede Koppel iøvrigt Churchill med ordene: "There's nothing more invigorating in life than getting shot at and missed".
7. N O V E M B E R
1917 Lenin’s bolschevikker vælter Aleksandr Kerenskys regering under kampråbet ”Fred, brød og jord”. I marts var uroligheder brudt ud i St. Petersborg (Petrograd/Leningrad) og zar Nicholas II blevet tvunget fra magten. I dag (25.oktober efter den gamle russiske kalender) fuldførtes revolutionen. Med sine mere end 1000 værelser er zarens Vinterpalads i St. Petersborg gjort til base for Kerensky’s regering, men om eftermiddagen er dette den sidste vigtige bygning i byen som bolschevikkerne ikke kontrollerer. De vinder den let – og en time efter midnat kan Lenin love sine våbenbrødre at Rusland skal få en ren arbejderregering.
1987 Tunesiens leder siden 1956, Habib Bourguiba, bliver afsat i et fredeligt kup. Formelt siges det at hans helbred ikke tillader ham at regere længere og hans efterfølger bliver premierministeren, General Zine el-Abidine Ben Ali.
1989 Østtysklands regering trækker sig tilbage – efter Erich Honecker’s (1912-94) afgang 18.oktober har den været ledet af politbureauets yngste medlem, Egon Krenz (f.1937).
6. N O V E M B E R
1970 Der etableres diplomatiske forbindelser mellem Italien og Kina. Forud var der blevet indgået handelsforbindelser (1964-65); i Juni 1985 åbnes konsulater i Milano og Shanghai, og i løbet af 1998 generalkonsulater i Firenze og Guangzhou.
1975 Kong Hassan II’s Marokko indleder en besættelse af Western Sahara. Landet havde fra 1958 været kaldt Spansk Sahara, men med spaniernes tilbagetrækning i 1976 deles landet mellem Marokko og Mauritania. Lokale oprørere, kendt som Polisario-fronten, udråber samme år en eksilregering fra Algeriet, hvortil de er flygtet. Fronten indgår en fredsaftale med Mauritinia i 1979 – men Marokko besætter herefter hele landet. FN fordømte Marokkos invasion og krævede en tilbagetrækning, men har i 90erne søgt at løse striden gennem en våbenhvile (etableret i 1991) og planer for en folkeafstemning.
1985 Omtrent 35 venstreorienterede såkaldte M-19-rebeller besætter Justitspaladset i Bogotá, hvor Columbias højesteret residerer. Over 100 mennesker – inklusiv alle terroristerne, 8 politifolk og 11 dommere – omkommer, da præsident Belisario Betancur lader militæret storme paladset i et forsøg på at befri gidslerne.
5. N O V E M B E R
1956 Efter at FN d.4.november har vedtaget at sende en politistyrke til Suez giver den danske regering tilsagn om at bidrage med tropper - en beslutning der stadfæstes i enstemmighed af Folketinget næste dag. Danske og norske soldater ankommer d.9. som nogle af de første.
1961 I Århus afholdes en 14 kilometers march i protest mod atomoprustningen.
1979 Den norskfødte østtyske spion Jörg Meyer idømmes 6 års fængsel for spionage ved Østre Landsret; hans veninde får 1½ års fængsel for meddelagtighed. Hende havde Meyer presset til at blive ansat i udenrigsministeriets energikontor, hvor hun stjal fortrolige dokumenter til ham. Han var flyttet til København i 1973 under falsk identitet og begyndt at læse på universitetet. Dommen stadfæstedes ca. 4 mdr. senere af Højesteret.
4. N O V E M B E R
1976 Et polsk rutefly fra Kastrup bliver kapret og tvunget til Wien af en 20-årig polak, efter at denne er blevet udvist fra Danmark for bedrageri og tyveri. Kapreren truer med en attrap af en håndgranat som er fremstillet af tygget rugbrød.
1981 Ved retten i Rudkøbing bliver forfatteren Arne Herløv Petersen sigtet for sovjetisk spionage; 17.april 1982 beslutter justitsminister Ole Espersen at tiltalen skal frafaldes.
1990 I forsøget på at få danske gidsler sat fri rejser Anker Jørgensen til Irak. 40 af de 78 danskere, som befandts sig i Kuwait ved den irakiske invasion, var rejst til Irak som Saddam Huseein's "gæster". Der var 34 tilbage i Bagdad ved Jørgensens ankomst - og stadig 26 i Kuwait, som havde valgt ikke at rejse.
3. N O V E M B E R
1903 Rebeller i Panama erklærer landet uafhængigt af Columbia - det sker med støtte af Philippe Bunau-Varilla's "Panama Canal Company" og USA. Der indgås en kontrakt for bygningen af Panamakanalen - i en zone under total amerikansk kontrol - som er færdig i 1914. Columbia anerkender først landets uafhængighed i 1921, og da mod en kompensation på 25 millioner dollars.
1972 De andre nordiske lande bør bidrage til en storlufthavn på Saltholm, erklærer regeringen. Idéen om en lufthavn på Saltholm blev fremsat af civilingeniør Per Kampmann fra Kampsax i 1941, forberedelserne startede i 1961 og accelererede fra 1966. Lufthavnen skulle have stået færdig i 1985, hvor den ville have afløst Kastrup: man vurderede at passagertallet i mellemtiden ville være steget fra 8 mio. (1974) til 20 mio. - om end lufthavnen ville have haft kapacitet til hele 25 mio. Det var sandsynligvis rigeligt - al den stund Kastrup rent faktisk har færre passagerer selv idag (18,1 mio. i 2001). Da planerne blev udskudt i 1975 havde Sverige ellers lovet at bygge en Malmö-forbindelse hvis Danmark betalte Saltholm-byggeriet.
1981 Forsvarsministeriet sætter Flakfortet til salg - det er en af verdens største kunstige øer, bygget 1910-1914 og anvendt til militære formål indtil 1968.
2. N O V E M B E R
1930 Haile Selassie (1892-1975) krones til kejser af Etiopien. Hans oprindelige navn var Tafari Makonnen og han var i familie med kejser Menelik II, der havde forhindret Italien i at invadere landet i (1896) og i øvrigt haft held med sine egne erobringer. Menelik’s datter fik tronen i 1917 og Selassie blev regent - men altså først kejser ved hendes død. Efter at Mussolini besatte landet måtte Selassie i eksil; han vendte tilbage i 1941 og blev endeligt afsat i 1974 af et socialistisk militærkup.
1948 Harry S. Truman (1884-1972) vinder overraskende præsidentvalget foran New Yorks guvernør Thomas E. Dewey (1902-1971).
1976 Georgia-guvernøren Jimmy Carter (1924-) sætter Gerald R. Ford (1913-) ud af det hvide hus – og bliver den første præsident fra ’the deep south’ siden borgerkrigen.
1983 Den tredje mandag i Januar bliver nu officiel mindedag i USA for at ære Martin Luther King Jr. (1929-68).
1. N O V E M B E R
1936 Mussolini giver navn til “Akse-magterne” i en tale i Milano, da han her refererer til en ”akse” mellem Rom og Berlin.
1950 Præsident Truman er målet for et attentatforsøg, da to nationalister fra Puerto Rico forsøger at bryde ind i Blair House i Washington – en af dem dræbes i forsøget. 1.marts 1954 bliver fem medlemmer af kongressen såret i et nyt angreb. Det var efter USA invaderede øen i 1898 (under den spansk-amerikanske krig) at Puerto Rico kom under amerikansk overherredømme. Puerto Rico og tre mindre øer danner tilsammen ikke en stat men derimod et ”commonwealth”, der er associeret med USA - og indbyggerne er derfor hverken repræsenterede i den amerikanske kongres eller berettigede til at stemme ved præsidentvalg. Ved to afstemninger (1967 og 1993) har man stemt for at bevare det nuværende forhold, snarere end at søge om status som amerikansk stat.
1952 På Stillehavsøen Elugelab (Eniwetok atollen) sprænger USA sin første hydrogen-bombe - den har kælenavnet ”Mike” (for ”Megaton”).”Mike” er over 500 gange så eksplosiv som Hiroshima-bomben: øen forsvinder fuldstændigt og kun et krater lades tilbage.
31. O K T O B E R
1967 Efter et næsten(!) demokratisk valg i Sydvietnam d.28.september aflægger General Nguyen Van Thieu (1923-2001) ed som den første præsident i landets anden republik. Han havde været landets (militære) leder siden 1965 – og bliver også landets sidste præsident før Nordvietnams indtog i 1975.
1984 Indiens premierminister Indira Gandhi bliver myrdet af to af sine egne livvagter. De to livvagter tilhører Sikh-religionen, og attentatet finder sted efter at Indira Gandhi havde beordret at Sikh-rebeller skulle forhindres i at bruge det Gyldne Tempel i Amritsar (religionens mest hellige sted) som base for en terroristkampagne, hvis formål var at give Punjab-provinsen større uafhængighed. Indira Gandhi blev født 1917 som datter af Jawaharlal Nehru, Indiens første premierminister - hun havde været premierminister 1966-1977 og i 1980 genvundet magten efter 3 år i opposition. Kongrespartiet valgte hendes søn Rajiv Gandhi som hendes efterfølger – han blev myrdet af tamilske oprørere under sin valgkamp, 22.maj 1991.
30. O K T O B E R
1905 I det såkaldte „Oktober Manifest“ indfører zar Nicholas II demokratiske reformer – presset af de strejker, der var fulgt i kølvandet på Ruslands nederlag til Japan (hvor russerne bl.a. mistede havne- og jernbanerettigheder i Manchuriet). Der oprettes et parlament til hvilket en del af befolkningen kan stemme - Duma’en - som mødes første gang i 1906. Nicholas (1868-1918, regeringsperiode fra 1894) måtte abdicere i 1917 og blev – med sin familie – henrettet året efter.
1938 “Klodernes Kamp” - H.G. Wells’ science fiction roman fra 1897, der fortæller om marsboeres invasion af jorden – bliver denne Søndag aften dramatiseret på radiostationen CBS af Orson Welles. Programmets realistiske fremstilling af angrebet udløser massepanik – selvom man inden udsendelsen havde gjort opmærksom på at der var tale om fiktion, og selvom den lå overfor USA’s foretrukne radioudsendelse: ”The Charlie McCarthy Show” med bugtaleren (sic!) Edgar Bergen.
1941 Ud for Island bliver den amerikanske destroyer ”Reuben James” sænket af den tyske ubåd U552, selvom USA endnu ikke var med i krigen (det kommer landet først 11.december). Det er således det første skib i den amerikanske flåde som bliver mistet i krigen; 115 omkommer.
1995 For anden gang på 15 år forkaster en folkeafstemning i den fransktalende canadiske delstat Quebec et forslag om uafhængighed. 50,000 ud af 5 millioner afgivne stemmer skiller siderne - 50.6% mod 49.4%.
29. O K T O B E R
1923 Den Tyrkiske Republik udråbes - sultanens styre afskaffes til fordel for modernisering og sekularisering under landets første præsident, Kemal Atatürk (1881-1938).
1929 "Black Tuesday" bliver den værste dag i børskrakket - 16 millioner aktier sættes til salg og på få timer er et helt års stigninger forduftet. Et par uger senere står det klart, at $30 milliarder er forsvundet ud i den blå luft i løbet af krisen, som er begyndelsen på depressionen.
1991 For at tvinge Haiti til at genindsætte den afsatte præsident Præsident Jean-Bertrand Aristide indfører George Bush handelssanktioner mod landet.
28. O K T O B E R
1922 Efter "Marchen mod Rom" får Benito Mussolini (1883-1945) magten i Italien; et egentligt diktatur etablerer han dog først fra midten af 20erne.
1947 Ved Folketingsvalget halveres kommunisterne fra 18 til 9 mandater, V og S går stærkt frem, de Konservative taber 9 af deres 26 mandater og partiets tidligere leder Christmas Møller (der var udtrådt af gruppen 6.oktober) formår ikke at blive valgt som løsgænger i Sønderjylland. (Hans Hedtoft danner en socialdemokratisk mindretalsregering 12.november)
1962 De sovjetiske missiler på Cuba vil blive demonteret, fortæller Khrusjtjov USA - og dermed får Cubakrisen en fredelig udgang.
27. O K T O B E R
1927 Premiere på Verdenshistoriens første film-ugerevy med lyd ("Fox Movie-tone News").
1962 Det Hvide Hus modtager et brev fra Kreml, der tilbyder at stoppe opstillingen af sovjetiske missiler på Cuba hvis USA fjerner sine missiler i Tyrkiet – en formel sammenkædning af de to spørgsmål, som Kennedy ønskede at undgå. Han vælger derfor at besvare russernes første brev (fra dagen før) men får samtidig signaleret, at USA alligevel agter at fjerne de tyrkiske missiler i nær fremtid, blot altså ikke som led i en direkte byttehandel.
1987 Ved en folkeafstemning stiller et massivt flertal af Sydkoreas vælgere sig bag en ny forfatning, der bl.a. indfører direkte valg til præsidentposten. Landets autokratiske præsident Chun Doo Hwan (der havde samlet magten hos sig efter et militærkup i 1979) havde i Juni 1987 ellers afvist demokratiske reformer og udpeget sin efterfølger, Roh Tae Woo. Dette mødtes med protester – før Roh overraskende selv foreslog forfatningsændringen, vandt præsidentvalget i December 1987 over en splittet opposition og regerede til 1993.
26. O K T O B E R
1905 Norge erklærer sig uafhængigt af Sverige – den danske prins Carl bliver Norge’s Haakon VII (1872-1957).
1962 Det Hvide Hus modtager et brev fra Khrusjtjov om, at Moskva er parat til at opgive missilopstillingen i Cuba hvis USA til gengæld garanterer ikke at invadere landet.
1975 Anwar Sadat bliver den første ægyptiske præsident der besøger USA - det sker efter at Nixon (som den første amerikanske præsident) havde besøgt Ægypten i Juni og almindelige diplomatiske forbindelser var blevet etableret.
25. O K T O B E R
1945 Japan overgiver Taiwan til de kinesiske nationalister ledet af Chiang Kai-shek.
1960 I FN’s sikkerhedsråd fremlægger USA’s FN-ambassadør Adlai E. Stevenson fotografier, der dokumenterer at sovjetiske missiler er ved at blive opstillet på Cuba.
1971 FN smider Taiwan ud og lader i stedet Kina’s plads tilfalde Folkerepublikken.
1983 Sammen med 300 soldater fra seks små caribiske nationer invaderer 1,800 amerikanske soldater Grenada – officielt for at beskytte amerikanske elever på St. George’s Medical School men reelt ikke mindst for at fjerne cubanske soldater. Grenada havde i 1974 vundet sin uafhængighed fra Storbritannien og i 1979 fået en marxistisk regering ved et militærkup.
24. O K T O B E R
1929 Black Thursday – aktiemarkedet styrtdykker og dermed begynder depressionen.
1945 FN grundlægges formelt i San Francisco, hvor de første 29 medlemslande underskriver FN-traktaten. Og samme dag henrettes Vidkun Quisling, norsk statsminister under besættelsen, for sit samarbejde med de nazistiske besættelsestropper.
1980 I Polen bliver den nyoprettede uafhængige fagbevægelse Solidaritet gjort lovlig af regeringen. Bevægelsen var groet ud af de strejker, der i August var brudt ud på polske skibsværfter – og blev ledet af Lech Walesa (som i 1990 blev valgt til Præsident med 74% af stemmerne).
23. O K T O B E R
1946 FN’s generalforsamling mødes for første gang i New York (første gang den mødtes nogensinde var dog i London d.10.januar samme år).
1956 Opstanden i Ungarn mod det kommunistiske diktatur bryder ud i Budapest.
1983 En muslimsk terrorist kører en lastbil fyldt med dynamit ind i amerikanske marineinfanteristers barakker nær Beiruts Internationale Lufthavn i Libanon; 237 soldater og sømænd omkommer, 80 såres. I et parallelt angreb på det franske militærhovedkvarter dør 58 og 15 såres.
22. O K T O B E R
1954 Vesttyskland bliver medlem af NATO.
1962 I forsøget på at stoppe opstillingen af sovjetiske missiler på Cuba offentliggør Præsident Kennedy at USA indfører en blokade, under hvilken den amerikanske flåde vil undersøge alle fragtskibe til øen.
1979 Den afsatte Shah af Iran får af de amerikanske myndigheder lov at rejse til New York for at modtage lægebehandling (ca. to uger senere, 4.november, bliver USA’s ambassade i Teheran besat – de 52 gidsler løslades ikke før 20.januar 1981).
21. O K T O B E R
1977 I protest mod forholdene i Sydafrika hjemkalder USA sin ambassadør fra landet.
1983 USA afsender flådestyrke mod Grenada (som invaderes 4 dage senere).
1988 En storjury i New York rejser tiltale mod Filipinernes afsatte præsident Ferdinand Marcos (1917-1989, præsident 1966-1986) og hans kone Imelda for økonomisk kriminalitet til hundreder af millioner dollars. Marcos havde afslået at indgå et kompromis med den amerikanske statsadvokat, hvor parret ellers ville være sluppet for fængsel til gengæld for visse indrømmelser og tilbagebetalinger.
20. O K T O B E R
1904 Bolivia og Chile ender formelt Stillehavskrigen (1879-84), hvor Chiles erobringer havde kostet Bolivia landets eneste forbindelse til havet. Fredstraktaten sikrer at der skal konstrueres en jernbane til kysten fra Bolivias hovedstad La Paz.
1971 Vesttysklands kansler Willy Brandt får Nobels Fredspris for sin Østpolitik.
1994 Flere end 100.000 amerikanske soldater behøver ikke længere stå parat til udsendelse til den persiske Golf, erklærer Pentagon. Grunden er at Irak ikke længere menes at true Kuwait.
19. O K T O B E R
1951 Præsident Harry Truman underskriver den regeringsbeslutning, der formelt afslutter USA’s krig mod Tyskland.
1960 I bekymring over Castro (der havde tvunget sin forgænger Batista fra magten 1.januar 1959) indfører USA sanktioner mod Cuba - embargoen omfatter alt undtagen medicin og visse fødevarer. (Et par måneder senere, 3.januar 1961, bliver forbindelserne formelt brudt og Castro vender sig definitivt mod Sovjetunionen).
1987 “Black Monday” - aktiemarkedet styrtdykker da Dow Jones Industrial Average falder 508 points, 22,6%. Det er indeksets største ét-dags fald nogensinde.
18. O K T O B E R
1945 Nürnberg-processen - hvor ledende nazister anklages for krigsforbrydelser - indledes.
1950 Amerikanske tropper under ledelse af General MacArthur krydser den 38.breddegrad - grænsen til Nordkorea.
1967 For første gang formår en rumsonde at sende data fra Venus’ atmosfære - det er den russiske ”Venera 4”, der dog ødelægges af trykket inden den når at lande på planetens overflade.
1970 Liget af Quebec’s arbejdsminister, Pierre Laporte (1921-1970) bliver fundet - 8 dage efter at han blev kidnappet af Quebecs Befrielsesfront under Canada’s såkaldte Oktober-krise.
1989 Østtysklands leder siden 1971 Erich Honecker (1912-1994) bliver afsat - han efterfølges af Egon Krenz.
17. O K T O B E R
1913 28 mennesker mister livet da Zeppelineren LII eksploderer over London.
1945 I Argentina tager Oberst Juan D. Peron magten; han vælges til præsident i 1946 og 1951, afsættes i et militærkup i 1955 – men genvinder til slut magten fra 1973 til sin død året efter.
1973 De olieproducerende arabiske lande erklærer at de vil begynde at skære ned på olieeksporten.
1977 Det lykkes vesttyske soldater at befri alle 86 gidsler på et kapret Lufthansa-fly i Somalias hovedstad Mogadishu; tre af de fire kaprere (fra Folkefronten for Palæstinas Befrielse) bliver dræbt.
16. O K T O B E R
1951 Spændingerne mellem England og Ægypten fører til, at Ægypten (under Kong Farouk) opsiger traktaterne om Suez og Sudan.
1978 Yderligere seks mennesker fængsles i forbindelse med den skandale, der 15.oktober førte til at den danske regering udviste hele Nordkorea's ambassade. Udvisningen skyldtes at de ansatte havde indsmuglet og videresolgt 150 kg hash, 4000 flasker spiritus og 4 millioner cigaretter.
1991 CSCE optager Estland, Letland og Litauen.
15. O K T O B E R
1964 Nikita Khrustjev afgiver sine poster som Sovjetunionens regeringschef og kommunistpartiets førstesekretær. Leonid Bresjnev bliver ny førstesekretær og Aleksej Kosygin ny regeringschef.
1986 I anledning af det internationale fredsår samles 2.800 delegerede fra 136 lande og knap 100 internationale organisationer til kongres i Bella Centret; Københavns overborgmester Egon Weidekamp står for den officielle velkomst.
1998 Kong Hussein af Jordan bliver den første arabiske statsleder, der besøger de palæstinensiske områder (som Jordan selv kontrollerede indtil 1967).
14. O K T O B E R
1933 Nazityskland trækker sig ud af Folkeforbundet (fra og med d.23.oktober) - samt af nedrustningsforhandlingerne i Geneve, der dermed bryder sammen.
1964 Borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King modtager Nobels fredspris.
1997 Præsident Clinton mødes med Brasiliens Præsident Fernando Cardoso; de indgår aftaler om uddannelsessamarbejde og USA stiller 10 millioner dollars til rådighed for at bevare regnskoven.
13. O K T O B E R
1944 Athen bliver befriet af de allierede.
1956 I FN’s sikkerhedsråd nedlægger Sovjetunionen veto mod et kompromis om Suez-krisen (Ægypten havde under præsident Nasser nationaliseret kanalen 26.juli).
1972 176 mennesker mennesker omkommer da Aeroflots Il-62 styrter ned ud for Moskva.
1987 USA's militær anvender for første gang trænede delfiner (i den Persiske Golf).
12. O K T O B E R
1949 USA’s første kvindelige ambassadør bliver udnævnt - det er demokraten Eugenie M. Anderson (1909-1997) der gøres til landets repræsentant i Danmark - en post hun bestrider til 1953.
1987 Costa Ricas præsident siden 1986 Oscar Arias Sanchez vandt Nobels Fredspris. Han havde nægtet Nicaragua’s Contra-rebeller at søge ly i Costa Rica – og arbejdet for at fremme fredelige løsninger på konflikterne i såvel Nicaragua som El Salvador.
1992 Et jordskælv koster flere hundrede menneskeliv i Cairo, Ægypten.
.11 . O K T O B E R
1962 Storbritanniens premierminister Harold Macmillan får opbakning til sin EF-positive linie på det konservative partis kongres. Macmillan (1894-1986) var premierminister 1957-1963. I en tale i Cape Town, Sydafrika (3.februar 1960) sagde han: "Those of us who by grace of the electorate are temporarily in charge of affairs in your country and in mine, we fleeting transient phantoms on the great stage of history, we have no right to sweep aside on this account the friendship that exists between our countries, for that is the legacy of history."
1984 Den 32-årige Kathryn Sullivan bliver den første amerikanske kvinde, der udfører en rumvandring.
1998 Forsvarets Efterreningstjeneste (FE) bliver genstand for en undersøgelse, der skal determinere om man registrerede også lovlige politiske aktiviteter under Den kolde Krig.
10 . O K T O B E R
1944 USA invaderer den japanske ø Okinawa. ”Slaget om Okinawa” slutter dog først d.22.juni 1945 (det bliver den blodigste konfrontation i Stillehavskrigen) - og øen forbliver under amerikansk overherredømme indtil 1972.
1980 4.500 omkommer under jordskælv i Algeriet.
1987 I Raleigh, North Carolina offentliggør præsten Jesse Jackson formelt at han går ind i kampen om at blive nomineret som det demokratiske partis præsidentkandidat.
9 . O K T O B E R
1934 Under et besøg i Marseilles bliver Kong Alexander af Jugoslavien og den franske udenrigsminister Louis Barthou ofre for et attentat - de to havde været på rejse sammen i forsøget på at skabe en international alliance mod Nazi-Tyskland. Morderen er en makedonsk rebel, som står i forbindelse med kroatiske terrorister i Ungarn, men en mulig konfrontation mellem Jugoslavien og Ungarn afværges af Folkeforbundet.
1975 Nobels fredspris tildeles den sovjetiske videnskabsmand Andrei Sakharov.
1985 Kaprerne af krydstogtsskibet Achille Lauro overgiver sig efter at skibet når Port Said i Ægypten. I forsøget på at få 50 palæstinensere løsladt fra israelske fængsler havde kaprerne (som tilhørte PLO) holdt de 413 passagerer som gidsler i to dage.
7 . O K T O B E R
1937 Tyskland kræver at alle jødiske pas skal stemples med et “J”.
1957 Mere end 500 km2 bliver udsat for radioaktiv bestråling, da de der udbryder brand i en reaktor på atomkraftværket Windscale Pile nord for Liverpool – begge reaktorer blev omgående lukket. Oprydningen foregår stadig – i 2000 var målet at afslutte den i 2005.
1981 Efterfølgeren til Ægyptens myrdede præsident Anwar Sadat udpeges af parlamentet – det bliver vice-præsidenten, Hosni Mubarak.
1998 Arafat og Netanyahu mødes på grænsen til Gaza med Madeleine Albright og aftaler at mødes med Præsident Clinton 15.oktober.
6 . O K T O B E R
1973 På den jødiske helligdag Yom Kippur bliver Israel overrasket af et angreb fra Ægypten og Syrien – det bliver den fjerde og voldsomste konflikt i de 25 år siden statens grundlæggelse.
1986 Ud for Bermuda synker den sovjetiske ubåd K-219 (udstyret med 16 atommissiler) efter at en reaktor er blevet overophedet. Reaktoren bliver slukket manuelt af matrosen Sergey Preminin, der betaler med sit liv – det stærkt radioaktive plutonium 239 bliver lækket, hvad der først oplyses senere.
1999 USA beder FNs sikkerhedsråd om at vedtage en resolution, der vil beslaglægge ejendomme som tilhører Taleban-styret og aflyse alle internationale fly fra Afghanistan indtil Osama bin Laden bliver udleveret. (20.august 1998 havde USA sendt missiler mod en terroristlejr, som bin Laden mentes at stå bag; han var blevet sat i forbindelse med bombningerne af amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania 7.august.)
5 . O K T O B E R
1954 Trieste bliver delt mellem Italien og Jugoslavien, der får hver sin zone af byen ved Adriaterhavet
1989 Tibets åndelige leder Dalai Lama vinder Nobels fredspris
1993 Kina genoptager sine atomprøvesprængninger og bryder dermed den internationale aftale imod dem (et såkaldt ’moratorium’)
1998 Kina underskriver en international aftale om at forbedre overholdelsen af menneskerettighederne
4 . O K T O B E R
1940 På et møde i Brenner-passet i alperne beder Adolf Hitler Benito Mussolini om hjælp i krigen mod briterne
1957 Med en timing så begivenheden markerer 40-års jubilæet for den russiske revolution sender USSR Sputnik-satelitten i kredsløb om jorden (ved hjælp af deres nyudviklede interkontinentale missil) og sikrer sig dermed et forspring i erobringen af verdensrummet
1986 Under en rutinepatruljering i Atlanterhavet opstår der problemer ombord på den sovjetiske ubåd K-219 (den havde kollideret med en amerikansk ubåd få dage før Reykjavik-mødet mellem Gorbatjov og Reagan)
1994 Jean-Bertrand Aristide vender tilbage til Haiti efter amerikansk pres på det militærdiktatur, der tog magten fra ham 30.september 1991
3 . O K T O B E R
1929 "Kongeriget af Serber, Kroater og Slovenere" (grundlagt December 1918) skifter formelt navn til Kongeriget Jugoslavien – som led i kong Alexander I’s forsøg på at afværge kroatiske krav om at omdanne staten til en forbundsrepublik. Han tiltvinger sig også nye magtbeføjelser - men bliver offer for et attentat 9.oktober 1934
1981 I Maze-fængslet nær Belfast ophører irske nationalister en 7-månders sultestrejke, der krævede 10 liv
1998 Omtrent 10.000 tyrkiske soldater bliver sendt ind i det nordlige Irak for at angribe kurdiske oprørere
2 . O K T O B E R
1968 I Mexico City bliver omkring 300 studerende dræbt af soldater forud for sommer-OL
1972 Danmarks bliver EF-medlem med 63,3% ja-stemmer ved folkeafstemningen
1993 Protesten mod Præsident Boris Yeltsin eskalerer til sit hidtil voldsomste, da hundredevis af demonstrerende russere (efter 12 dages uro) rejser brændende barrikader i kampen med Moskva’s politi
1998 4600 siders beviser om Præsident Clintons forsøg på at hemmeligholde Lewinsky-skandalen bliver offentliggjort af Repræsentanternes Hus
1 . O K T O B E R
1946 Dom i Nürnberg-processen - 12 naziledere dømmes til døden ved hængning, syv fængsles og tre findes uskyldige
1949 Mao udråber formelt grundlæggelsen af folkerepublikken Kina
1992 Det amerikanske senat ratificerer den anden SALT-traktat