|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
2. Den demokratiske identitet
Det er vel essensen af den demokratiske fred: det, at der er stabilitet og harmoni internt i landene giver stabilitet og harmoni landene imellem?
MVR: I hele den demokratiske fred-litteratur, som vi kender den i sin politisk-filosofiske udgave (men ikke så meget den vi kender i studiet af international politik - det er det, der er en del af problemet) som vi finder den hos Kant eller hos Adam Ferguson fx, der handler det netop om det internationale som spejlbillede af det nationale. Det, der er Kants udgangspunkt i hans diskussion af den demokratiske fred, det er egentlig ikke så meget om man skal have fred i verden men spørgsmålet om hvorvidt man kan opretholde frie samfund hvis de ikke er i fred med hinanden. Og den eneste måde, man kan sikre den her fred på, det er altså hvis de allesammen ER frie samfund. Det ER en cirkelslutning, og det er hele pointen med den. At man egentlig ikke mener, at et frit samfund kan opretholdes hvis ikke det har sin fortsættelse i international politik.
Den her opfattelse af, at man ikke kan leve i fred med lande, som ikke er demokratiske, den bringer en til et klart valg: hvis man identificerer et andet land som et ikke-demokrati, så må man have den opfattelse, at på et eller andet tidspunkt vil man komme i krig med dét. Enhver fredsslutning med et ikke-demokrati er dybest set kun et komma i historiens liste af krige - det er ikke det endegyldige punktum, som demokratier er på udkig efter. Fordi det er det andet element af den demokratiske fredstese, som vi finder den hos Kant og andre: nemlig at demokrati og den udvikling, man ser med demokratier i den vestlige verden, ikke bare er noget, der kan reduceres til at man stemmer engang imellem. Da de her tanker kommer frem i det 18. århundrede, der er det jo ikke fordi Kant går ind for almindelig valgret og den slags ting - det er slet ikke det, hvad han kalder ’republikanske styreformer’, og som oversætter til demokrati, handler om.
Det, Kant mener – og dét, der interesser ham - det er frie samfund: samfund, hvor der er garanti for menneskerettigheder. Den politiske overbygning Kant forestiller sig, det er en eller anden form for blandet kongedømme - med en form for repræsentativitet. Det har ikke så meget at gøre med demokrati i den forstand vi har idag - og en af de interessante ting ved hele demokratisk fred-litteraturen, det er hvordan man oversætter de her teser til demokrati. UGrunden til man gør detat demokrati ikke - måske heller ikke for os i den Vestlige verden idag - bare handler om at gå hen at stemme. Det er det, vi måler det på: hvis man skal lave sin korrelationsanalyse af, hvordan verden hænger sammen, kigger man på valg - og det er det, OSCEs observatører kigger på, når de går ud: om valget har været frit og fair.
Men det er ikke det hele: demokrati handler lige så meget om identitet. Og det er det, jeg forsøger at fange ved at bruge begrebet 'civilsamfundet'. Ikke som vi kender idet idag, hvor det er det, der er modsætningen til staten - fx virksomheder, badmintonklubber og den slags ting. Men forstået sådan at et helt samfund var et 'civilt samfund' - i den forstand at det var civilt, dvs. ikke-militært. Det var ikke en krigslejr, hvor det bare handlede om at man kunne erobre nabolandet - næ, det var et fredsommeligt civilsamfund. Men også civilt i den forstand at det var de værdier, der var forbundet med civilisationen - med en stadig udvikling; et forsøg på at lave samfundet bedre og derigennem sikre et stadig mere retfærdigt samfund, der ikke havde grund til at være i splid med sig selv eller med nogen som helst andre, for den sags skyld. Og som DERFOR var fredeligt.
Det var de her to strømme af fredelighed, som definerede det civile samfund. Det er præcis den her tradition Kant skriver sig ind i, når han så taler om 'den evige fred mellem republikanske styreformer'.
Illustrationsfoto:
Dept. of
Defense
