|
|
|
7. Grundprincippet er stadig: frygten for Tyskland
|
CBK: Hvis man forfølger det magtpolitiske perspektiv, så er vi jo så gået fra at have en position som randstat i forhold til Sovjetunionen og så til at være påvirket af det, man kan kalde en blød unipolaritet fra USA: USA er verdens eneste supermagt. Og hvis man ser på meget af den retorik, der er blevet anvendt i forbindelse med EUs fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, så er den reference til USA som verdens eneste supermagt noget som vi, om ikke er modstandere af, så i hvert fald er lidt skeptiske overfor, eller må forsøge at balancere – den retorik er vel nok blevet tydeligere, de sidste 3-4 år. I hvert fald i sammenligning med situationen før den Kolde Krigs slutning. Hvis de her magtpolitiske geostrategiske spil, polaritetsspil, har været betydende under den kolde krig, så må de jo logisk set også være betydende nu. Er det indflydende på Danmarks EU-politik? At USA har den position?
MOURITZEN: Vi skal hele tiden huske på det grundlæggende i dansk udenrigspolitisk tænkning: det er at undgå at være en lille småstat, der grænser op til det store Tyskland. Og hvordan hindrer vi det? Det hindrer vi ved en indbinding af Tyskland. Hvem skal binde Tyskland ind? Det kunne teoretisk være EU – ja, men det er også lidt småfarligt, for så kan det være EU bliver for stærk, har nogle tænkt i hvert fald. Det geniale er selvfølgelig at få USA, som ligger langt væk, til at stå for indbindingen, i form af NATO. Og derfor så ser man hele tiden i danske udtalelser gang på gang betoningen af NATO. Desto mere NATOs oprindelige formål er bortfaldet – forsvar mod en oplagt fjende – jo mere taler Danmark om NATO og dets lyksaligheder. Og det er selvfølgelig den dér indbinding og det atlantiske, hvor man så også samtidig har kunnet komme en europæisk dybdeintegration i forkøbet, ved at sige: Vi har jo NATO. Vi har det atlantiske. Og derfor så er vi sådan super-atlantister på linie med Storbritannien og Holland og nu er der så kommet nogle af de nye; Polen er for eksempel også. Men derfor er det så desto mere alvorligt, hvis dette spor lige pludselig går hen og mister relevans; hvilket det jo kan gøre med de ting, der foregår lige nu med et muligt veto i NATO.
CBK: …du siger i virkeligheden, at vores magtpolitiske frygt er fokuseret på Tyskland, så vi bringer USA ind som en modbalance. Er der slet ikke nogen danske politikere eller nogen i Danmark, der virkelig oplever USAs hegemoni, USAs dominans på verdensscenen i dag, som et problem, som vi skal agere i forhold til? Og som i virkeligheden vil gøre det omvendte – og slutte sig sammen med Tyskland mod USA?
MOURITZEN: Jo, på et mere overfladisk plan kan vi jo godt gøre dét, men jeg tror det bare ikke. Altså, der var tendenser under den Kolde Krig nogle gange med at Danmark for eksempel gemte sig bag Tysklands ryg overfor USA, men det ændrede ikke at nedenunder – hvis vi gravede et par spadetag ned – så var det alligevel det andet, der var vigtigt: i virkeligheden alliancen mod Tyskland. Det var et utroligt indviklet spil, der foregik dér. Men i vore dage –
CBK: Men hvis man ser for eksempel på berettigelsen for EU, ikke? Der er mange på venstrefløjen i dag, når de taler om behovet for en fælles udenrigs- og forsvarspolitik i EU, så er det bestandigt med reference til, at den måde som USA kører verdenssamfundet på er vi alligevel ikke helt tilfredse med, vi må ud og stille os ved siden af og gøre tingene en smule anderledes. Vi ser det jo altså p.t. aktualiseret af Irak-konflikten som sjældent set før. Er det en kulturforskel, eller skal vi sige: en administrationsforskel, om NATO skal være hårdt eller blødt eller sødt eller surt, er det den type forskel – i stilen – eller er det en magtpolitisk overvejelse, altså at USA er stærk, for stærk?
MOURITZEN: I selve grundaktionerne som gælder for dansk udenrigspolitik, der tror jeg ikke det betyder så meget, dét dér. Du har det selvfølgelig repræsenteret i Folketinget – på det meste af venstrefløjen har du det dér synspunkt. Men jeg synes ikke det kommer så meget til udtryk. Man kunne måske i forbindelse med Kosovo-bombningerne have forventet mere en holdning à la ”Hvad med FN? Skal det ikke sanktioneres gennem FN?” og på samme måde andre gange.
CBK: Men der ligger i det du siger, at dansk udenrigspolitik stadigvæk primært er determineret af forholdet til Tyskland, som den i virkeligheden har været i halvanden hundrede år?
MOURITZEN: Ja, det tror jeg.
