|
|
|
4. Fra frontliniestat til en plads i midten
|
CBK: Men hvis vi så betragter det i et større strategisk billede er det så en svækkelse eller en styrkelse af Danmark, magtpolitisk, at man får Østeuropa med? Fordi man kan sige på den ene side der kommer flere lande, der skal have noget at sige og noget at bestemme, og det bør tage magten fra os: vi bliver formænd sjældnere, og så videre, og det vil lade de store lande koncentrere mere magt på deres hænder. Men omvendt kan man sige, at jo flere lande, der bliver trukket med, jo mere koldt vand kommer der i integrationsgryden, i den forstand at det er ret vanskeligt praktisk, at udvide lige hurtigt både i dybden og i bredden på én gang? Og det løser måske så nogle af vores forbehold og vores betænkeligheder?
MOURITZEN: Jamen, det er jo nemlig det, ikke, så det gør i virkeligheden ikke så meget, vel? Men det er rigtigt du siger at rent matematisk bliver vi jo – må vi jo blive – marginaliseret, hvis du tæller op hvor mange stemmer vi har i Ministerrådet, og dividerer i forhold til. det totale, og så videre, så kan man rent matematisk regne ud at vores indflydelse må gå ned. Men så firkantet har man selvfølgelig ikke tænkt, fordi det er klart at ræsonnementet er selvfølgelig at når vi nu får nogle nye omgivelser her, så vi ikke længere er randstat - som vi var under den kolde krig, der var vi jo oven i købet frontliniestat, ikke. I EU der fik vi i første omgang de andre - eller i hvert fald to af de andre nordiske lande med, og nu: Østudvidelsen. Så ligger vi nu behageligt inde i midten, ikke, frem for at ligge ude i kanten, som aldrig er så rart, hverken handelsmæssigt eller strategisk. Hvis man ligger blandt nogle stater, som man har fået til at tænke nogenlunde ligesom sig selv, så betyder det ikke længere så meget, om det nu er lille Danmarks stemmer, som gør en forskel. Når man har oparbejdet nogle, i gåseøjne, ”venlige” omgivelser, så er det ikke længere så afgørende hvor meget indflydelse man selv har som aktør.
CBK: Vi har fået trukket dynen sammen om os?
MOURITZEN: Ja, det kan man måske godt sige.
CBK: Du nævnte selv udvidelsen med de nordiske lande først. Kan man sige at det, der skete dér for 30 år siden da først NORDEK og derpå SKANDEK-forsøgene brød endeligt sammen, og vi valgte EU/EF, skete der det, rent mentalt, i det danske udenrigspolitiske sind, at man lod bagdøren stå åben? At man hele tiden havde som en tilbagevendende ting – der, fra begyndelsen af 70erne til Sverige så endelig kom med – ”ih, hvor var det synd med Norge og bare de havde holdt afstemningen efter os”, og så videre, at man mentalt holdt døren åben: som om der skulle ske en udvidelse, der skulle flere med? Og at det i virkeligheden rent mentalt er et slags spor, som Østudvidelsen så kan løbe ind i? At man ikke ser EU som en færdig helhed – hvor der måske har været en tilbøjelighed til, eller en fristelse til, i Benelux-landene, i Frankrig, og i Tyskland og Italien, at føle at man i grunden havde et kerneeuropa samlet meget godt, at der ikke manglede så meget? Har Norden på den måde været en ”løbebane” som Østudvidelsen er blevet sat på, for Danmark?
MOURITZEN: Ja, det kan du måske have ret i. Fordi det jo var logisk folkeligt, og på anden vis, at sige, fra start, at ’vi skal også have de andre nordiske lande med’, så der var der ikke nogen, der undrede sig over, hvorfor Danmark gik så meget ind for udvidelse. Men du har selvfølgelig ret i, at når vi så kører videre og siger, ’nu skal vi udvide endnu mere’ – det ender med at blive Tyrkiet, ikke – så er der nogle, der siger: ”Hvorfor egentlig?” Så du antyder, at det sådan er selve ordet udvidelse, der er gået hen og blevet så populært? Ja, det kan da godt være, men altså igen vil jeg sige jamen, det der med det al-Europæiske har hele tiden ligget dér, i dansk udenrigspolitik. Så på den måde er det altså ikke noget pludseligt påfund.
