|
|
|
3. Hvorfor blev Østudvidelsen så væsentlig?
|
CBK: Lad os gå tilbage til Østudvidelsen. Du stillede spørgsmålet ”hvorfor var den så vigtig? Hvorfor blev den så vigtig?” hvis man går tilbage og ser på den retorik, der er blevet anvendt de sidste 10-15 år, der har man jo både fra den daværende borgerlige regering og også fra de socialdemokratiske regeringer i 90erne talt om Østudvidelsen mere eller mindre konkret. EU som et større fællesskab, som en åben klub. Set i det lys, var det alligevel en overraskende stærk prioritering af Østudvidelsen sidste år? Eller har der været en langsom opbygning til den over 15 år?
MOURITZEN: Det sidste, vil jeg sige. Der har været virkelig en opbygning. Det virker ikke som sådan et eller andet pludseligt påfund for at gøre sig populær. I dansk udenrigspolitik har det traditionelt været sådan, at man har betonet det al-europæiske, derfor falder det meget godt i tråd med det. Og det har heller ikke noget med at gøre hvilken regeringsfarve der er tale om.
CBK: Er det så ud fra skal vi sige en ægte solidaritet – eller er det ud fra en mere strategisk overvejelse, nemlig den at man ved danskerne er EU-skeptiske og de er i hvert fald EU-skeptiske hvis EU fremstår for lukket og for integreret, derfor har man brug for at kunne sætte lighedstegn mellem som minimum EU og Europa, og dvs. Østeuropa også (ikke bare Vesteuropa), men i virkeligheden allerhelst: sætte lighedstegn mellem EU og sådan en blødere form for åbenhed eller internationalisme. Og derfor så bliver Østudvidelsen så en naturlig følge, og del af alt det andet der foregår?
MOURITZEN: Det er formodentlig både-og. I og med at tingene så behageligt går op i en højere enhed – de ting du nævner der - så behøver vi ikke tage stilling til, om det er det ene eller det andet. Det er meget behageligt for politikerne, at det alt sammen trækker i samme retning, og derfor var det så oplagt, at Danmark skulle satse på dette med udvidelsen, ikke? Plus det jeg sagde indledningsvis om vores renommé i EU som værende nogle, der tænker på helheden også. Så alt har peget i retning af, at satse på det, hvilket vi også har gjort, og så har det oven i købet givet succes – hvilket jo ikke nødvendigvis lå i kortene fordi den slags kan jo falde på nogle tilfældigheder, som ikke har noget at gøre med hvilket land, der har formandskabet. Men det lykkedes altså faktisk, ikke? Og det må jo, ud fra en dansk udenrigspolitisk betragtning, siges at være meget heldigt.
CBK: Er det politikernes fortjeneste? Er det embedsmændenes fortjeneste? Altså i den udstrækning at det ikke bare er rent held?
MOURITZEN: Man kan sige, det er jo en sådan herlig bunden opgave, ikke? En meget konkret opgave, men som selvfølgelig også kræver et stort diplomatisk håndelag, hvor Danmark jo også har et rimeligt godt omdømme i Europa. At vi er administrativt dygtige og vi er også gode til at få implementeret direktiver. Og på den måde har vi kunnet leve op til det gode omdømme vi har på det punkt.
