|
|
|
13. Danmark vælger rollen som brobygger
|
CBK: Her til allersidst; vi har flere gange været inde på det nordiske og særligt på Danmarks forhold til Sverige. Ligger der i kortene i de næste ti år en rivalisering mellem Danmark og Sverige – på hvilke områder og hvad kan vi gøre for at vinde?
MOURITZEN: Jeg ved ikke om det ligger i kortene, men man kan snarere sige, der har været en rivalisering, specielt de sidste 10 år i forhold til Baltikum og nærområdet. Også samarbejde, men igen: jo mere du samarbejder, jo mere rivaliserer du også lidt, fordi et meget tæt samarbejde, det er jo altid sådan noget med, ’hvem skal have credit for hvad, og hvem var det egentlig, der gjorde hvad?’ Så man kan sige: det har ligget i kortene. Men nu kan man sige, at i forhold til Baltikum der er tingene sådan ved at falde på plads. Der er det sådan: i starten – hvor alting er kaotisk – der er det klart, dér skubber man lidt mere, fordi ’hvem skal nu tage sig af hvad’ mens, efterhånden faldet det på plads: ’nå ja, dét land tager sig af politisamarbejde; dét land tager sig mest af dén form for samarbejde’ og så videre. Så efterhånden kommer der en modus vivendi: på den måde kan man måske nok sige, at det går fremad.
CBK: Har Danmark og Sverige eller Norden måske en særlig rolle i at binde USA og Europa sammen? (der er måske nogle der vil sige, at vi i øjeblikket skubber dem længere fra hinanden!). Du talte selv om, hvordan Danmarks sikkerhedsopfattelse i den grad har været baseret på at holde USA inde og holde NATO inde, og den dér balancering: vil det i virkeligheden give os en særlig mission dér? At sørge for at man kan tale sammen over Atlanten?
MOURITZEN: Ja, det er jo den rolle vi tillægger os selv. Sverige kan ikke så godt udfylde den fordi de ikke er medlem af NATO (derfor er de atlantister alligevel, det er finnerne i virkeligheden også – men igen: de er hæmmet af de ikke er medlemmer). Så der har Danmark en særlig rolle. Norge har også, men de er så ikke medlemmer af EU. Så ja – den rolle prøver vi at spille, fordi vi har den opfattelse, at hvis vi ikke er flinke ved amerikanerne, så bliver de på en eller anden måde trætte af Europa på et eller andet tidspunkt. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men det er den opfattelse vi har: derfor gælder det om at hele tiden holde gryden i kog.
CBK: Er det kun sikkerhedspolitisk eller er det også kulturelt? Altså, er det fordi Danmark også kulturelt er delt mellem en kontinental-europæisk og en mere angelsaksisk kulturel tradition? At vi står i balancepunktet:
MOURITZEN: Nah, jeg tror det er mere kynisk realpolitik end det er kultur, ikke. Det er da rigtigt nok: kulturen er jo helt klart angelsaksisk her i landet; det er jo angelsaksisk indflydelsesfære noget så læsterligt. Tidligere var det anderledes: mere tyskpræget hvis vi går tilbage under helstaten og længere tilbage; men den indflydelse den har vi jo fortrængt i mellemtiden. Vi har vendt ryggen til Tyskland og så har vi sænket paraderne mod de andre nordiske lande plus det angelsaksiske, efter 2.verdenskrig. Og i dag har du en massiv indflydelse gennem specielt massekommunikation og internettet fra den kant. Men om det så har nogen betydning for de her mere kyniske ting, det tvivler jeg egentlig på at det har.
CBK: Der er vi stadigvæk determineret af frygten for Tyskland...
MOURITZEN: Nej, altså igen: hvem er vi? Det er ikke noget folk går og tænker over i det daglige; det er mere på eliteplan, at dén grundlæggende struktur bagved dansk udenrigspolitik findes.
CBK: Du har nævnt flere gange, at vi kan godt lide det bilaterale, men at vi er måske ikke så glade for globaliseringen, ligesom vi ikke er så glade for EU-integrationen. Bliver småstaten i virkeligheden – selvom vi godt ved, at vi er magtesløse; selvom vores kultur og vores identitet beror på nogle indenrigspolitiske ting (det kvalitative i stedet for det kvantitative) – bliver vi så alligevel bekymrede ved udsigten til at blive flået med i sådan en malmstrøm af en internatioalisering, som vi ikke kan overskue? Er det et ledemotiv i dansk udenrigspolitik, og i virkeligheden også i forhold til flygtninge/indvandrerdebatten i de her år – at man frygter den type omformningsprocesser?
MOURITZEN: På folkeligt plan, ja, men ikke på elite-plan. Det kan man så jo komme til, fordi hvis en politiker vil genvælges og så videre, så er man nødt til at tage hensyn til, hvad der er folkelig opbakning til. Både med flygtninge/ indvandrerdebatten og specielt med EU, der har eliten jo i hvert fald været positiv – men så er den ved forskellige lejligheder, ikke mindst folkeafstemninger, blevet mindet om, at den var gået for vidt.
