|
|
|
9. Formandskabet kunne markedsføre sig selv
|
CBK: Lad os prøve at vende tilbage til EU-formandskabet engang. Man kan sige Venstre har jo været det parti der, måske med undtagelse af CentrumDemokraterne, har haft entydigt den klareste europæiske profil nogensinde i dansk historie – har bundet meget op på dét. Man ville have troet for et par år siden, at fik vi en borgerlig regering OG et EU-formandskab OG en Østudvidelse under en Venstre-statsminister, så ville det blive gennemført med meget fanfare og med pauker og trommer. Sådan virkede et vel ikke sidste år? Der var vel en relativt lav, pragmatisk profil – regeringen turde næsten ikke tro på Østudvidelsen før den blev gennemført? Manglede der en markedsføring? Var det overraskende?
MOURITZEN: Nej, det ved jeg ikke rigtigt. Man har formodentlig været af den opfattelse at et formandskab - trods alt - det markedsfører meget sig selv. Det er ikke sikkert at man overfor den danske befolkning skal slå for meget på tromme fordi det kan give bagslag. Det bliver for let gennemskuet som en smart markedsføringsrecept. Man har syntes man ville lade resultaterne tale for sig selv, ikke? I og med resultaterne også er gået hen og blevet gode, så har det nok også været det klogeste.
CBK: Men nogle ville sige, hvis man skulle være lidt grov, så kunne man sige at DET HER succesfulde formandskab har umuliggjort det næste succesfulde formandskab, fordi vi har taget så mange andre lande ind nu, at vi får dårligt nok formandskabet igen nogensinde, og måske i en eller anden Trojka-struktur, hvem ved. At Danmark i virkeligheden med den Østudvidelse har frataget sig selv og regeringen - i øvrigt også på andre punkter med nedskæringer i ulandsbistanden, man talte om Johannesburg-topmøder i september som ’det sidste topmøde’ af den art – altså: at det med Danmark som en udenrigspolitisk enhedsaktør, der har en identitet og kan gå ind og sætte en dagsorden, i virkeligheden er ved at være en saga blot? Hvis EU-udviklingen fortsætter, hvor beslutningerne bliver flyttet op på et andet plan. Er det rigtigt at Danmark som en udenrigspolitisk aktør i virkeligheden har gjort en hel del for at nedlægge sig selv i løbet af det halve år?
MOURITZEN: Det synes jeg ikke, for det ville forudsætte at tingene gik i overnational retning og dét er der jo i og for sig ikke noget, der tyder specielt meget på. Selve det at man bliver flere, det gør selvfølgelig, at den matematiske indflydelse bliver mindre. Men det har jo ikke noget at gøre med, om man er enhedsaktør: man kan godt være enhedsaktør stadigvæk, men bare med mindre indflydelse. Og så igen det: om det så gør noget på grund af det der venlige miljø, vi nu er kommet i, det er så yderligere en ting selvfølgelig. Men nej, jeg synes ikke man har skudt sig selv i foden som enhedsaktør, og det ville jo også være utroligt farligt at gøre i forhold til befolkningen – fordi befolkningen vil jo have det sådan.
