CBK: Tilbage i 70erne havde man jo, særligt efter jordskredsvalget, og i løbet af 70erne, da det også gik op for politologerne og for journalisterne at Fremskridtspartiet og CD ikke var et midlertidigt fænomen men blev ved – tale om kløften, ikke, mellem vælgerne og politikerne, og i begyndelsen af 90erne talte man om politikerlede.

MIMI: Det har man så også talt om før du og jeg blev født.

CBK: Men lige den dér diskussion med, at ”nu er vi også trætte af dem inde på Christiansborg”; har jo et eller andet sted henne været lidt i baggrunden de sidste par år. Den har man ikke hørt så meget (den politiske dagsorden har handlet som du siger om nationalisme, flygtninge-indvandrerproblematikken, de dér ting; der har været skandalesager). Hvis det er rigtigt at de store partier – S og V osv, - har svært ved at holde den åbne debat kørende, fordi de nu har fået de her spindoktorer og den her spydspids på, så kunne man sige: nå men, det kan jo godt være – jf. hvad du sagde før med at midterpartierne ligger meget godt faktisk ift. hvor befolkningen står – at de små partier netop giver den dér ”udluftning”, ilter vandet, fordi I måske kan flytte jer hurtigere.

MIMI: Vi flytter os meget hurtigere. Og det er jo også det, der har kunnet gøre at vi har kunnet operere i hele det dér politiske billede, når der skulle laves nogle aftaler. ja, vi giver og vi får bank, men det er jo langt nemmere for os at manøvrere. Og der har folk jo ude omkring en meget sjov holdning til det, for de har i virkeligheden to holdninger: på den ene side set siger de, ’nu må I holde fast’. Og gjorde alle det, så blev der aldrig forlig om noget som helst. Og det andet er: ’kan I da for pokker ikke blive enige?’ Så man kan ikke rigtig lytte efter råd her hos den velmenende befolkning, fordi de mener i virkeligheden begge dele.

Men nu har vi nævnt det med Fremskridtspartiet og 70erne et par gange og jeg vil godt lige sige det dér; vi var inde på før om det var protestparti eller ej: CD var jo aldrig et protestparti, for CD hyldede jo netop den danske model, velfærdssystemet, fagforeninger – alle de institutioner, som navnlig dengang havde stor betydning i Danmark, hvad de jo ikke har så meget i dag. Så CD var jo slet ikke i den forstand et protestparti; det udsprang af en venstredrejning i Socialdemokratiet, og nogle konkrete ting osv. , men Glistrup’s var jo på en helt anden måde t protestparti: det var jo nogle, der ville gøre op med alt – skattesystem og udenrigspolitik (med telefonsvareren, der bare skulle stå og sige: ”Vi overgiver os”) og det var fuldstændigt anarki, ikke? CD har jo aldrig været anarki: altså, vi har sagt nogle mærkelige ting på de forkerte tidspunkter, og det bliver vi ved med, skulle jeg hilse og sige!

CBK: Som fx?

MIMI: Nå ja, men altså, min far var jo kendt for at sige – uden nogen som helst taktiske overvejelser – hvis han syntes et eller andet, og så uanset om vi fik bank så det drev. og det har jeg taget som en af de mest seriøse opgaver og ansvar at køre videre. Fordi jeg mener det er en politisk leders opgave – uanset hvad partiet hedder eller er – at sige hvad man mener og det var jo så det, vi røg ud på i sidste valgkamp. Men jeg sagde jo til dem inden: ’det her, det kan komme til at koste ­– men vi kan ikke give os på det. Så kom det til at koste, det håber vi så at nogle værdsætter til en anden gang.”

CBK: Men der er vi tilbage til paradokset, ikke? I Danmark er populisme jo et voldsomt skældsord, altså, demokrati er det bedste i verden og populismen, det er helt sindssygt, man må ikke løbe efter folkestemningen, men man må på den anden side heller ikke være imod den, fordi så er der også et eller andet galt! Der er en mærkelig usandfærdighed eller manglende realisme omkring magtspil og hvad partipolitik er, og hvad man gør, osv. Det her udtryk der altid blev smidt i nakken på din far at han trak kaniner op af hatten, det var jo ikke positivt ment, det var ment som: ’det er populisme’ –

MIMI: ’Nu har han været ude og hørt på hvad folk sagde’

CBK: Og ’han bruger tv-mediet’, ’der er selviscenesættelse’ og det ene og det andet. Og det du siger er jo i virkeligheden: ’det kan godt være det er kaniner op af hatten, men det er ikke tilfældige kaniner af en hvilken som helst hat’.

MIMI: Nej, jeg hiver sgu ikke nogen som helst kaniner op og det gjorde han faktisk heller ikke. Det jeg måler det på er ikke hvordan folk bedømmer det, men det er: har jeg hørt den mand sige de ting 300 gange inden han sagde dem i en valgkamp? Ja. Fordi han mente det. Og så – i en valgkamp er der meget fokus på hvad man siger, det var der ikke mindst på hvad han sagde på tv fordi han var rimelig underholdende, og så siger han det for trehundrede-første eller -anden gang, og så siger de: ”Åh, det er en kanin! Det er lige den, der skal redde CD i valgkampen!” De har bare ikke hørt efter, vel? Men lad nu det ligge, det er jo ligegyldigt.

Jeg vil sige om det med populisme: hvis det vi ser i øjeblikket – og det er derfor jeg er så forbandet over alt det med spindoktorer og alt det her – fordi jeg mener virkelig at politikere fuldstændig er i gang med at ødelægge deres egen rolle. For det første er det de sidste 10 år blevet mere og mere teknisk, mere og mere økonomisk, embedsmandsagtigt, teknokratisk. Der er snart ikke én, der kan stille sig op og forklare noget som helst uden at de skal have et koordinatsystem eller fire søjlediagrammer – i stedet for at bruge det levende ord og kolportere nogle af de her ting. Og sige: ’jamen, jeg har læst alle de der dødssyge søjlediagrammer; min fortolkning af det er sådan-og-sådan, hvad synes I om det?’ Det er jo det, der er politikerens opgave – det er jo ikke at stå og spille op som om man var medlem af det økonomiske råd, eller, ’se hvor dygtig jeg er, jeg kan også forstå de her ord’, vel?

Og det er dér jeg synes – når dét så kombineres med spindoktorer, der bruger deres tid på at sidde og sige ”det kunne nok være smart hvis du nu… nu har der lige været en undersøgelse om at folk synes sådan og sådan… (det synes de så den dag, fordi der har været en overskrift i BT)… nu skal du gå ud og melde noget på det her område, og helst i den-og-den retning… jamen, så har politikere jo prostitueret sig selv. Det er ligegyldigt om det er der så. Så er det lige før jeg siger: så overlad det hellere til nogle dygtige embedsmænd at køre forretningen. Jeg mener det selvfølgelig ikke – men det er så provokerende at de politikere, som skulle være folkets repræsentanter og have den dér forbindelse til dem, de faktisk repræsenterer, at de pakker sig ind: de kan bare gå i 14 dage og have ’ingen kommentarer’; de har deres spindoktorer eller deres talsmænd eller deres hvad-ved-jeg (især ministre, ikke) til at udtale sig. Hvad ligner det?

                                                                                 NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL INTERVIEWETS FORSIDE

'

Foto: CentrumDemokraterne