|
|
|
4. Mødet med "frygtningene"
|
CBK: I ’98 omkring valgkampen var der voldsomt fokus på Uffe Ellemann-Jensen og Nyrup, ikke, og man talte dengang om det, man kaldte en præsidentialisering, og så vidt jeg husker gav du også selv udtryk for at i de dér valgkampe, der bliver midterpartierne ikke hørt. Der er mange der vil sige, at man har set en udvikling de sidste 10 år, hvor de store partier – S og V – er blevet professionaliseret. Du sagde før, at når man har regeringsmagten så tager man ikke de store dybt liggende diskussioner –
MIMI: Så kører man.
CBK: Så kører man, ikke, men i valgkampene kører man også, vi hører – selv i Socialdemokratiet nu, hvor der sandsynligvis er et par år til det næste valg, siger man ’nu må vi holde sammen, nu må der være ro’.
MIMI: Det er jo rigtigt fordi du skal jo også holde sammen for at kunne give regeringen et modspil, ikke? så der ligger noget i det der med, ’hvis vi skal til næste gang, så må vi tie stille’. ’Nu er vi i regering så må vi tie stille!’, ikke? Og det er ikke sundt for politiske partier. Og jeg tror det navnlig hæmmer på ét område: altså, jeg ser jo hele det der politiske billede som fuldstændigt brudt op nu. Hele det vrøvl med at der er sådan en akse, hvor nogle ligger yderst til højre og nogle ligger yderst til venstre i alle synspunkter.
Hvis man forestiller sig den lange linie, så kan man sige: jamen, Enhedslisten ligger i den ene ende, og Dansk Folkeparti i den anden, for nu at tage venstre-højre. Og så har de i øvrigt synspunkter – eller havde i gamle dage – så var du socialdemokrat, jamen så havde du dét synspunkt på erhverv, dét synspunkt på skat, og dét lå sådan på en… (nu er det svært når man ikke kan vise det på en skærm!) men altså; det ligger som sådan en diagonal. At så vidste du: når du var Socialdemokrat mente du sådan – om EU, eller dét og dét. Og der er jo et enormt opbrud. Hvor man i dag kan sige jeg tror hele det politiske billede – og også vores befolkning – de er jo ikke delt op i de modsætninger mere.
Hvis jeg går ud og spørger folk om de er højre eller venstre så glor de på mig og siger, ”Hvad mener du med det? I forhold til hvad? Og på hvilket område?” En CD’er – jeg tør næsten ikke sige det højt, men i virkeligheden er vi jo ikke engang et midterparti! Hvad er et midterparti? Midten af hvad? Ja, vi ligger langt ude til venstre når det drejer sig om socialpolitik og flygtninge-indvandrerpolitik: der er vi på den anden side af socialdemokraterne og i konkurrence med SF og Enhedslisten, ikke? Men er vi ovre på nogle områder som retspolitik eller erhvervspolitik eller nogle af de ting, så er vi ovre i den borgerlige lejr. Jeg ved ikke om det giver ’midten’ sådan når man tager et fælles mål.
Og det jeg nævnte før med EU er jo et typisk eksempel: nu er det højrefløjen, der begynder – på grund af nationalisme og de trends som jeg går ud fra vi kommer ind på senere – at sige: ”EU, nej tak”.Hvor venstrefløjen - ligesom i det øvrige Europa, hvor det jo hele tiden har været sådan at kommunister og venstreorienterede de gik ind for EU, den var den internationale solidaritet og alt der her– og derfor er der vendt op og ned på en masse af de her ting. Og det jeg synes der bliver tilbage er: hvad er det så, der skiller?
Og der har Kresten Schultz Jørgensen engang beskrevet – det tillader jeg mig så at stjæle når jeg taler om det – han siger, det, det drejer sig om er jo i virkeligheden Nordholdet og Sydholdet. (Jeg ved ikke om nogen ser Robinson, jeg gør ikke selv, men jeg har lært noget om det: der er to hold der konkurrerer). Nordholdet siger (hvis vi nu tager det politiske): i morgen bliver bedre end i dag. Vi er på nettet, ja til EU, ja til globalisering, ja til den store verden, ja, vi er på. Vi har overskud, vi tør, lad os engagere os i alt det, der foregår. Sydholdet – eller frygtningene, som jeg kalder dem – de siger så: nej, de gode gamle dage! De skal ikke komme her – hverken flygtninge eller indvandrere eller EU-kommissionen (det bliver altid: ”nede i EU har de besluttet”, ikke? Nej de har ikke! VI har besluttet, da vores ministre var til møde i Bruxelles, sådan og sådan.) Men det er hele den dér bange-for-alt-hvad-der-er-anderledes, bange-for-alt-hvad-der-er-nyt, ’det dér stads vil vi ikke have’, osv. osv. Og den skillelinie er utrolig problematisk og farlig. Og den kører jo ikke kun i det danske samfund; men den ene halvdel af befolkningen risikerer at stå fuldstændigt af. Og den anden hjuler derudad – kører engageret og følger med.
'
Foto: CentrumDemokraterne
