CBK: CentrumDemokraterne står jo, både i det I siger – så vidt jeg ved har I stadig ikke noget principprogram?

MIMI: Jo, vi har faktisk haft utrolig mange principprogrammer og –programmer, jeg tror der hvor vi altid skal forklare har ét, det er forskellen til andre partier har været, indtil nu, at vores landsmøde – den årlige forsamling dér – ikke vedtager partiprogrammet; og det har betydet at folketingsgruppen ikke er forpligtet af en forsamling, der er samlet til et landsmøde. Det har vi i øvrigt lavet om nu: det bliver faktisk sådan, nu til November, når CD holder landsmøde igen, at vi for første gang nogensinde vedtager et principprogram, som mange gode folk er i gang med at sidde og kigge på i øjeblikket. Og det er sådan ud fra en almindelige erkendelse af: jamen, altså, hvorfor ikke? Nogle principper er netop principper, og det betyder jo ikke at medlemmer der betaler 200 kr. om året, skal ind at bestemme om nogle folkevalgte skal sige nej eller ja til et Finanslovsforlig, vel? Altså, det er klart, der må man sige: det er dem, der sidder med det, der afgør det. Men principperne kan vi jo sagtens enes om – det er derfor der stadigvæk er noget, der hedder CD.

CBK: Nu kan man sige, nu er I måske også i en position hvor der er en anledning til at –

MIMI: At redefinere.

CBK: Men I har stået for en linie hvor I har slået på: det fornuftige, der skulle være konsensus, ’der er nu engang en højrefløj, der er nu engang en venstrefløj’, også i forhold til Europa: vi ligger i Europa; der er nogle givne forhold, som vi indretter os efter –

MIMI: Som vi bygger bro over, ja.

CBK: På den måde er I jo så også kommet til at stå, kan man sige, som indbegrebet af – eller garant for – den danske model og det samarbejdende folkestyre.

MIMI: Men det er jo en rolle vi – og de andre midterpartier, vil jeg gerne sige; altså både de Radikale og Kristeligt Folkeparti har jo i høj grad ageret på samme måde. Men du har fuldstændigt ret i at vi har jo siddet i en Schlüter-regering, vi har siddet i en Nyrup-regering, og vi har haft forskellige roller i de regeringer, fordi der var nogle kampflader: hvor vi, i Schlüterregeringen, jamen dér skulle jeg sidde og være Socialminister, fordi der skulle vi prøve at trække de borgerlige ind, så det ikke gik for vildt for sig på det sociale område, men at det kørte ordentligt. Når vi er sammen med Socialdemokrater – jamen, så skulle jeg være erhvervsminister fordi de har det der med ’erhvervslivet, det er noget værre noget’ og ’de må ikke tjene så mange penge’ og reguleringer og reguleringer. Og dér skulle jeg netop prøve at trække den anden vej. Så vi har haft forskellige roller, men har følt os vældig godt tilpas i begge lejre; fordi – også fordi – at det er ved at bløde ganske gevaldigt op.

CBK: Men er I så blevet overflødige?

MIMI: Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener navnlig nu, med den regering vi så har og navnlig det flertal den vælger sig, at der er midten som sådan blevet jo næsten usynlig. Altså du har jo stort set ingen opposition i Danmark i dag. Der er ingen opposition. Regeringen kan køre det igennem de vil med Dansk Folkeparti – og gør det. Og det jeg hører – da vi nu har været ude på alle de her gader og stræder og samle alle de her underskrifter ind, som vi jo gudskelov nu er færdige med, så vi kan stille op næste gang – det jeg hører det er at folk siger: det er midten, der skal tilbage igen.

Altså, min drøm er jo at midten kunne blive så stærk at det var os, der ligesom kunne spille ud med noget. Og sige: hvem vil så i øvrigt være med? Er det socialdemokraterne eller er det den anden fløj? I er velkomne. Men at det var midten, der tog udgangspunkt i noget, som alle kan leve med – og så finder man de flertal, man skal. Der er lidt vej endnu – rent stemmemæssigt, det ved jeg godt. Men det mener jeg ville være det rigtige for det her sådan rimeligt homogene samfund. For jeg tror der er mange, der reagerer på nu, at den ene halvdel bare kører hen over hovedet på den anden. Det bryder man sig ikke om.

Så derfor vil jeg sige: den største tro jeg kan bygge op på at CD kommer igen, det er dette med at vi har været – som du nævnte – i ’73 da vi blev startet, jamen det var som en reaktion mod blokpolitikken. Det er for at undgå blokpolitikken. Og nu har vi fået den – for første gang i alle de her 30 år, nu er den dér! Og det tror jeg støder mange – der siger: jamen, skal de andre slet ikke være med til at bestemme? Må vi andre slet ikke blive hørt? Er det helt ligegyldigt hvad vi synes – er det hele aftalt af den ene fløj? Og er det yderfløjene, der skal bestemme i Danmark?

                                                                                 NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL INTERVIEWETS FORSIDE

'

Foto: CentrumDemokraterne