CBK: Mimi, RÆSON er meget glade for at få lejlighed til at snakke med dig både om dansk indenrigspolitik og dansk udenrigspolitik. Vi starter indefra og ud, kan man sige. Da CentrumDemokraterne kom frem i 70erne, da blev I betegnet som ”ligusterfascister”, det var sådan et udtryk man brugte og hvis man ser på hvilken persona du har i offentligheden og hvad jeres image er i dag, så må man sige at du er gået fra at være ligusterfascist til at være sådan postergirl for økologi og nærhed og en hel masse ting; jeres logo er nu et hjerte(!) Hvis man ser på de ting der blev sagt om CentrumDemokraterne i 70erne, hvor I blev slået i hartkorn med Mogens Glistrup -

MIMI: I et vist omfang… ”protestparti” osv.

CBK: --- så har I jo skiftet image voldsomt. Er det jer, der har flyttet jer, eller er det samfundet, der har flyttet sig?

MIMI: Jeg tror det er imaget, der har flyttet sig, fordi egentlig grundlæggende vil jeg sige at jeg ser ikke de ændringer, men jeg kan sagtens forklare ud fra at tiden har flyttet sig hvorfor vi bliver opfattet anderledes nu. Altså – flygtninge-indvandrerpolitikken var jo noget som vores stifter, min far, tog voldsomt til sig som borgmester i Gladsaxe med alle de indvandrere der kom til, og han sang oven i købet grammofonplader ind til fordel for jeg ved ikke hvad. Men altså hele den dér grundlæggende sociale holdning, den grundlæggende idé om – som jo var Staunings gamle idé om – at det, som de rige havde, det skulle arbejderklassen også have. Og det var jo deraf hele den dér såkaldte ligusterfascisme kom. Hvad gik det gik ud på? Det gik ud på at man kæmpede for at skatterne skulle ikke være så høje så almindelige mennesker ikke kunne få deres eget hus. At et almindeligt menneske med en almindelige familie også skulle have mulighed for at have sin egen bil – og det ikke kun skulle være forbeholdt overklassen.

Dét blev jo så – af en venstrefløj som sjovt nok også var i Socialdemokratiet, det var deres vælgere, der egentlig var tale om – men de red jo med på den dér med at det var sådan …  borgerligt, og det var småborgerligt, navnlig. (Borgerlighed har jeg ikke noget imod men småborgerlighed kan jeg ikke fordrage). Så det var jo én, der rigtigt skulle bide, den dér – og det gjorde den altså også. Men i virkeligheden var det jo .. helt tilbage til de gamle socialdemokratiske dyder om, at det, de rige havde det skulle hver mand, der gad at slås lidt for det, … også have mulighed for. Og derfor har jeg sådan tit undret mig over hvordan man overhovedet kunne slippe af sted med den dér i Socialdemokratiet.

Men det er rigtigt at vores image har ændret sig; jeg vil så sige at der lå jo ting dengang: hele opgøret med venstrefløjen som dominerede voldsomt rundt omkring, hele opgøret med udenrigspolitikken: USA, Vietnam, alle de her forskellige ting der kom; Anker Jørgensens udtalelser om at nu stod Socialdemokratiet til venstre for midten, og med EU-skepsis og alt dét dér, det er jo en noget andet tid nu, ikke? Altså som jeg siger: dengang var det sådan noget med ”vi er 150% for EU og NATO”, ikke. Og i dag skal du jo lade meget længe for at finde en modstander af NATO – altså, vis mig én, så tager jeg gerne en diskussion, men vi er jo ude i det helt eksotiske á la Dansk Folkemindesamling eller sådan et eller andet.

På EU-området har fronterne jo ændret sig fuldstændigt, fra at være noget venstrefløjsmodstand til en venstrefløj i opbrud ift. EU; og så en højrefløj, der med årene begynder at blive modstandere . Så det er nogle andre slagsmål, der er i dag. Og så kom jo hele bølgen med flygtninge/indvandrere der i 80erne begyndte det allerede, med at man gradvist kunne tale dårligere og dårligere om nogle mennesker, som gik rundt og passede deres ting og bare så lidt anderledes ud.

CBK: Hvornår præcis mener du den forandring skete?

MIMI: Jeg mener at meget af den startede omkring 86-87. Hvor der dels var nogle store flygtningestrømme, men hvor jo også hele den – om man så må sige, starten til Tamilsagen kom. Jeg kunne mærke det i regeringen - dengang i Schlüter-regeringen – at der begyndte man sådan at vakle lidt. Og dengang betød det ikke så meget at Glistrup stod ude og råbte på den ene fløj; men det bredte sig jo efterhånden ind – over de næste 10 år – ikke bare i de borgerlige partier, men som vi kan se i dag: langt ind i Socialdemokratiet.

CBK: Erik Ninn-Hansen og Søren Krarup m.fl. har jo givet udtryk for at udlændingeloven i ’83 ser de som anledningen til at de så formulerer deres holdninger, og at der sker det der skifte. Er det det, der slår igennem på det tidspunkt?

MIMI: Jeg tror det er den lov, som var efter min mening helt ok, men så samtidig kommer der de flygtningestrømme, som jo kommer engang imellem når der er krig og ballade og sådan noget, så skal det jo stige. Og der kom så den dér – ikke bare de konkrete mennesker og de konkrete tal, men også den der at nogle så deres fordel i at piske uroen op og piske frygten op, fordi der er altid nogen, der skal jokkes på i et samfund, ikke? Og det havde så været arbejdsløse, det havde været kontanthjælpsmodtagere – dem blev der efterhånden så mange af, så alle næsten havde en arbejdsløs i deres familie. Og så kan man ikke rigtig lægge dem for had, vel? Fordi ”det er jo Ole, som vi alle kender, og han er sgu’da god nok!” Så skal man finde nogle andre. Og det blev så dem, der så anderledes ud.

                                                                                 NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL INTERVIEWETS FORSIDE

'

Foto: CentrumDemokraterne