CBK: Til allersidst – lad os lige dvæle ved Irak-spørgsmålet engang. VK-regeringens politik på Irak-spørgsmålet… at Statsministeren valgte at underskrive det her brev – jf. hvad vi talte om før, nu kan man diskutere hvor meget der er positionering, hvor meget der er strategi og hvor meget er luft, men hvis det er rigtigt at den nuværende VK-regering gerne vil blive betragtet som meget USA-venlig, og meget USA-loyal, og sådan lidt ’hårdere i filten’ end man måske på et vist tidspunkt i hvert fald i 80erne mente at Firkløverregeringen var i fodnoteperioden, hvor den blev siddende. Hvordan vurderer du Irak-krisen mener du at regeringen har håndteret den rigtigt?

MIMI: Jeg synes at dette at Fogh skrev under på det brev er én sag; altså den måde det blev behandlet på herhjemme syntes jeg var fuldstændigt hysterisk. Jeg har hele tiden hørt ham sige, at det kræver et FN-mandat. Jeg mener at glidebanen startede med at tyskerne fik rodet sig ud i noget, og så fik franskmændene med stor fornøjelse rodet sig ud i noget, det gør de med stor glæde, ikke – og så kan an sige, så er der nogle andre der reagerer på det. Havde det været klogere at lade være? At tage den inden døre?

Vi har jo et dobbelt lag her. Vi har en Hussein, som ingen af os kan fordrage; som alle ønsker væk; og vi siger alle sammen: med fredelige midler, og dét mener vi også alle sammen.

Men vi ved også alle sammen der er én eneste ting den stodder har respekt for: og det er magt. Ikke nødvendigvis at bomberne begynder at falde, men han skal være klar over: de kan lige så godt falde om en time – fordi vi mener det alvorligt. Det er det ene spil, der kører. Og dét synes jeg både tyskere og franskmænd burde have været kloge nok til at se, og sige: det kan godt være at vi under ingen omstændigheder ønsker at deltage i en væbnet aktion uden FN-mandat (eller med. eller hvad nu). Men det holder vi altså kæft med udadtil. Fordi det er dét der pres. Og der vil folk jo – os alle sammen, som mennesker – sige: vi ønsker ingen krig – nej, det ved Gud vi ikke gør, men vi er nødt til at spille helt op til den yderste streg, fordi den der galning – som er det mest kyniske der findes i denne verden – han har kun respekt for én eneste ting og han vil bevare sig magtposition til det sidste.

CBK: Men du sagde før at omkring begyndelsen af 70erne der var CentrumDemokraterne en reaktion på venstredrejningen og på anti-amerikanismen; de der ting. Der er jo nogle, der vil sige at den der voldsomme – og den er jo ganske markant – fredsviljeeller fredsinitiativ- at dét også er et udtryk for den samme anti-amerikanisme?

MIMI: Det er jeg ikke enig i. Det er jeg faktisk ikke enig i – der er givetvis overlapninger, selvfølgelig er der det, og det er sikkert også en del af de folk, der har haft de holdninger i mange år som har dem endnu, og det må jeg respektere. Men jeg tror det helt overvejende er: at de er bekymrede for Bush, som vi alle har været, han startede meget dårligt ud, med alt det med miljøet. Så om 11.september, som jeg tror de fleste egentlig syntes i starten  at han klarede sgu meget godt: altså at han ikke røg ud og bombede dagen efter, med den katastrofe han stod overfor. Flot nok. Men nu er han ligesom faldet tilbage igen – synes mange af os, tror jeg.

Det er så éen side af sagen. men jeg tror egentlig der ligger sådan en ganske almindelig menneskelig – som ikke altid er realistisk – bekymring for, jamen hvad sker der med – som vi jo spørger i Red Barnet – hvad sker der med de børn? Hvad sker der med kvinderne? Hvad sker der med alle de civile ofre, der må komme ud af det her? Og det skal man også kæres om. Men: det man er nødt til at respektere – ligesom man måske kunne have afværget 2.vedenskrig, ved ikke at tro på Hitler og alt hans lirum-larum, at nu var det bare lige … og nu skulle han bare lige… jaja, sagde man så. og ’vi skal heller ikke være involveret’. Dén slags typer kan du kun stoppe med et eneste middel – og det er trussel om bank. Og vi skal være mange nok til at selv han må sin stille stund sige, det kan jeg ikke klare

CBK: Men var sagen ikke den – for nu at trække den linie tilbage til 2.verdenskrig, til Hussein nu, også under den kolde krig – at danskerne har været meget uvillige til at erkende hvad der er derude af trusler-

MIMI: Jamen, ved du hvad, det er alle mennesker. Det er vi inderst inde alle sammen, fordi vi hader det der magtspil og den der barskhed, der ligger i det, men vi må bare sige: historien viser det. Du nævner selv den Kolde Krig: hvad holdt de der to stormagter i skak? Terrorbalancen. Og det er et forfærdeligt ord, men det var det, der holdt det, det var at den ene vidste ”du er færdig 5 minutter efter hvis du fyrer den første, så er du selv færdig om 5 minutter. Og så holder man hinanden i skak. Og så har vi så ikke det problem nu – nu har vi sandelig fået nogle andre, der er ligeså underholdende (undskyld udtrykket ”underholdende” men jeg tror du kan høre det er sagt med et smil)!

Men du er nødt til at skelne mellem at det er altså ikke nærdemokratiet på Lolland-Falster, vi har med at gøre her. Det er ikke et bydelsråd på Nørrebro. Det er Saddam Hussein, som er et af historiens største svin, rent ud sagt. Det er dét. Og derfor mener jeg det var så uklogt af nogle lande overhovedet at gå ud og underminere den flanke; dét øger risikoen, efter min mening, for at han tænker: den går nok alligevel, de er så uenige, ligesom EU var det engang med Jugoslavien, ligesom de var dengang med Hitler. Uenighed gør ikke stærk, det er lige det modsatte, og derfor skulle alle have holdt deres mund og ladet so om de spillede med., og så kunne de have taget dét over den røde linie til Det Hvide Hus. Dét tror jeg.

CBK: Man kan måske sige at en del af den uenighed der er i situationen i øjeblikket - omkring USA, omkring spørgsmålet ”hvornår er krig retfærdigt” - kan måske tilbageføres til at det aldrig blev rigtigt besluttet, dér efter 1989 da champagnepropperne sprang: HVEM var det der vandt den Kolde Krig? Var det Helsinki-processen? Var det Østpolitikken? Var det Willy Brandt, var det Danmarks forhandlingslinie indimellem overfor Sovjetunionen, eller var det Reagan, med Stjernekrigsvåbnene og den dér hårde krigsretorik?

MIMI: Jeg tror selve sammenbruddet det var i høj grad Reagan. Og den dér konstante oprustning, som der blev svinet milliarder ud til. Og hvor Sovjet til sidst måtte erkende at de kunne ikke følge med. Men jeg vil så sige – alle de andre processer har været med til at skabe nogle kontakter, og at hjælpe overgangen selvom meget gik galt efter det sammenbrud, folk sultede og jeg ved ikke hvad, så var der allerede skabt nogle kontakter, som gjorde at det gik – tror jeg –  bedre end det ville have gjort. Men igen: overfor diktatorer, overfor militærstyrer, jeg er ked af at sige det: der er kun én ting der gælder, og det er: jeg er stærkere end du er, du får bank hvis du prøver.

CBK: Men i øjeblikket bliver det jo til enten-eller, ikke, er vi for USA eller er vi imod USA Det er deres oplæg, det er måske også lidt vores. Men vil det sige at du ser ikke – fordi man glemmer jo at raketopstillingen i 80erne var et resultat af den såkaldte dobbeltbeslutning i NATO var jo netop at man forhandlede på den ene side og oprustede på den anden. vil det sige at du ikke ser en konflikt mellem den bløde linie og den hårde linie?

MIMI: Nej, jeg mener de passer godt sammen. Og det er også derfor jeg siger ja til våbeninspektørerne, ja til FN’s rolle, det mener jeg er vældig afgørende for at der kan komme noget bagefter – og hele forholdet mellem den arabiske verden og den anden del af verden. Jeg mener det er helt afgørende FN er inde i det, men jeg er nødt til at sige: FN gør det ikke alene. De klarede sig godt under Golfkrigen, men siden da er det altså ikke gået særligt godt. Og der er nødt til at være nogen lande, som står bag og siger: hvis ikke det kører, så får I bank – og jeg håber ikke det sker.

 

DOWNLOAD INTERVIEWET SOM WORD-DOKUMENT (INKLUSIV SPØRGSMÅL TIL UNDERVISNINGSBRUG)

                                                                       RÆSONS FORSIDE

TILBAGE

TIL INTERVIEWETS FORSIDE

'

Foto: CentrumDemokraterne