|
|
|
12. Det lange seje træk og de varige skader
|
CBK: Men den diskussion vi har i øjeblikket – hvis man tager de to dagsordener du har, den ene, som er den sociale dagsorden, solidaritetsdagsordenen, og den anden, som er det europæiske. Nu har EU i 30 år haft en uformel udenrigspolitik, i 15 år har den så været mere formaliseret, det er den så blevet mere og mere-
MIMI: I hvert fald på papiret.
CBK: På papiret, ikke. Hvis EU skal være et positivt modspil til USA og have en fælles udenrigspolitik som ikke bare er militær -
MIMI: En stemme i verden.
CBK: Og som ikke bare er en militær udenrigspolitik; som ikke bare er franske styrker i stedet for amerikanske--
MIMI: Nej, men hvor udviklingsbistand er en væsentlig del af det.
CBK: Hvordan skal EU få den brygget sammen? For EU har så meget at gøre med Østeuropa nu, og vil få det fremover, at der er nogle der vil sige: EU får aldrig tid til at tænke på Afrika osv.?
MIMI: Nej, så mørkt ser jeg altså ikke på det. Fordi jeg mener: hvad har Tyskland haft at tænke på siden genforeningen i ’89-90? De har haft rigeligt – og alligevel har der fungeret også solidaritet nu med yderligere østeuropæiske lande. Det er jo en kæmpe mundfuld man har taget nu. Plus, at det er jo ikke fordi at EU har neddroslet deres ansvar overfor den øvrige del af verden; det er det faktisk ikke – EU er den største bidragyder i verden af ulandsbistand. Så mørkt ser jeg ikke på det. Men det er vel på det område som på alle andre svære områder – du kan associere det til landbrugspolitikken: det er enormt svært, for der lever masser, der har fået nogle privilegier, og man har vænnet sig til det . Alle kan se den landbrugsstøtte er ved at ruinere os, men det er da svært for et land at opgive den, når der lever en million bønder af den. Der er kun det der meget, meget lange seje træk.
Og så man må bare vænne statslederne til at de aldrig blandede udenrigspolitik ind i deres valgkampe, så ville det være en stor hjælp, for det er jo dér, det er gået galt. Det er Schröder, der begynder at skride i svinget, og det er nogen, der får sagt for meget … og så ligger der det der særligt franske forhold til USA indeni det også. Men jeg vil sige jeg er ikke helt enig med dig i – som du sagde før – at det hele er røget på gulvet. De er enige om at et FN-mandat er godt og nødvendigt, og man skal også engang imellem passe på – nu var der så de der bitre udtalelser fra den franske præsident om Østlande, der ikke skulle komme for godt i gang og det dér. Så selvfølgelig er der nogle faresignaler i det her – men jeg siger bare: det er ikke helt røget på gulvet. Og når jeg tænker 10 år tilbage på Jugoslavien, hvordan tyskerne holdt med den ene del og franskmændene med den anden, og så kom amerikanerne til sidst og måtte klare ærterne – som sædvanlig og for Gud ved hvilken gang. Så er vi kommet længere. Jeg synes vi er kommet længere. Men det er nationalismen, det er de der statsledere, som engang imellem får en elastik i ryggen – og ’nu skal de også tale til det franske folk, eller til det engelske folk’ så går det galt.
CBK: Når den danske regering kører den profil de gør nu; med nedskæringerne på ulandsbistanden… hvis nu der havde været en firkløverregering efter det sidste valg, hvordan ville CD’s position have været i en regering der – nu er der rygter om at hver 7.medarbejder i Udenrigsministeriet skal fyres –
MIMI: Det er sådan noget jeg blandt andet tænker på som varige skader. Hvor man har haft en viden og en dygtighed. Nu har alle sagt ’nej, hvor gik det godt med EU-topmødet’, og det gjorde det – men det var altså ikke kun stats- og udenrigsministerens skyld. De gjorde det fremragende de to, men det var forberedt af afsindigt dygtige embedsmænd i det udenrigsministerium, i 2-3 år. Og uden deres forberedelser var det aldrig gået. Og det er derfor jeg siger: det er så farligt det der mde – vi snakker om videnssamfund og så går man ind og høvler de mennesker væk, som ved mest – både om ulandsbistand og om alle mulige andre ting. Og det er en af de varige skader.
Nu røg jeg ud i noget andet, undskyld, men det er fordi det ligger mig på sinde, det dér: fordi, der er ting du kan lave om; når der kommer en ny regering (eller hvis der kommer en ny regering); men der er ting du ikke kan lave om. Du får ikke de folk tilbage. Og det oprører mig sådan, at man i en borgerlig regering, der burde have respekt for viden, forskning, kunnen, dygtighed, og alt dét der, at de går ud og skærer ned : fjerner et menneskerettighedscenter, går ud og fjerner eksperter, og vil ikke lytte til dem, der ikke passer dem. Hvad er det for en form for borgerlighed? Jeg fatter det bare ikke! Hvad var det du spurgte mig om? Hahaha!
CBK: Jamen, det var præcis det – hvis CD var medlem af regeringen nu, hvis man havde fået en firkløverregering –
MIMI: Jamen, vi har jo aldrig været inde i dén der med den offentlige sektor. Du kan altid snakke rationaliseringer - det har vi gjort i 20 år, vi har ikke bestilt andet; folk løber stærkt.Men altså: den offentlige sektor skal kunne løse nogle problemer. Kunne man bare starte med at sige: hvad er det for opgaver, vi gerne vil have løst ordentligt? Og så sætte de folk på der skulle, i stedet for hele tiden at diskutere: Hvor mange må der være?
CBK: Men hvis I står i en overvejelse, lad os nu sige efter et valg –
MIMI. Nu må du ikke spørge hvem vi peger på. Det er du lige ved!
CBK: Så lad mig spørge på en anden måde: hvordan er vægtningen mellem indenrigs- og udenrigspolitik? nu sidder du også i en organisation som har en-
MIMI: Direkte berøring.
CBK: - international samvittighed og internationalt perspektiv. Og for CD har EU og NATO – som vi har dækket i detaljer – været mærkesager. Hvordan er vægtningen for jer i dag mellem indenrigs- og udenrigspolitik?
MIMI: Ved du hvad, den er et eller andet sted den samme, fordi det er udtryk for præcis de samme holdninger. Jeg prøvede at sige det før, med vores socialpolitik, EU og NATO – ulandsbistanden kunne være nævnt som den tredje eller fjerde – det er jo præcis det samme: at det er fint vi har det godt, men hvis naboen ikke har det godt – og så er det uanset om det er er fru Jensen, der bor ved siden af, der ikke kan komme på plejehjem, eller det er Habib, som bor i Bangladesh og lever på gaden. Fordi sådan betragter jeg verden. Jamen, så kan jeg ikke holde ud at bo i såden et velfærdssamfund som jeg gør.
'
Foto: CentrumDemokraterne
