"Det kan de slet ikke tåle at høre!"

ER "EUROPAS FORENEDE STATER" LIGE OM HJØRNET?

Okay, lad os så prøve at vende os mod nogle af de udtalelser, du kom med tidligere på efteråret. Politiken havde dig bl.a. indirekte citeret for at sige noget i retning af, at ’den europæiske føderalstat er lige om hjørnet’. Er det et rigtigt citat og vil du uddybe hvad der ligger i det?

"Den ligger nok ikke lige om hjørnet, men jeg kan fornemme efter 3 år her i parlamentet, hvilken diskussion man har – og hvilke holdninger man har. Det gælder både i Kommissionen og i Europaparlamentet, hvor der er et stort flertal for at lave et føderalt Europa, en føderation, en slags forbundsstat – og hvor man jo taler (også i Socialistgruppen) åbent om en "European government", en europæisk regering, Man taler om en kommissionsformand, der fremover kunne hedde prime minister, altså premierminister – at formanden for Rådet kunne hedde ’præsident for Europa’, kommissærerne kunne blive ministre osv. Der er ingen tvivl om, at man tænker meget på at lave en egentlig føderation, hvor man får noget, der minder om De Forenede Stater i Europa. Det mener jeg ikke, man skal lukke øjnene for. Jeg mener, det er meget forkert af dem – også kolleger, der afviser, at man vil gå så langt. Det er forkert, for det vil flertallet hernede. Så er vi nogle, der prøver at trække i den anden retning.

Bertel Haarder har givet udtryk for, at Østudvidelsen vil gøre det umuligt for EU at blande sig i andre ting end de strengt nødvendige – at der simpelthen bliver sat en øvre grænse for, hvor meget EU kan blande sig i, og hvor langt integrationen kan gå. Han taler om et ’snævert men stærkt EU’ eller et udtryk i den retning. Men der er mange, der jo vil sige det præcis omvendte, ikke, altså at netop Østudvidelsen gør det nødvendigt at effektivisere, at lade integrationen gå i dybden osv.

"Man kan diskutere ud fra begge synsvinkler. Jeg forstår godt, det Bertel Haarder siger. Men jeg tror også at udvidelsen kan trække i retning af, at man vil forsøge at effektivisere beslutningsgangene og dermed også kompetencen – altså øge kompetencen til Bruxelles, fordi man skal have et samlet EU med 25 lande til at fungere. Omvendt er det rigtigt, at der i et EU med 25 lande, kan være flere lande, der stiller sig skeptiske over for at flytte mere kompetence til Bruxelles. Så det kan trække i begge retninger. Man kunne også forestille sig, at der vil være nogle af Østlandene, som nok vil være meget optaget af at være med i samarbejdet, men som også vil bevare deres selvstændighed. De har jo før levet under helt andre typer af overnational myndighed – og jeg tror, mange af de lande vil være optaget af, at de ikke nu bevæger sig ind i et nyt samarbejde, hvor man fjerner den nationale kompetence. Men det er klart, at de også ser Vesteuropa som en garant for deres frihed. Det er ikke sådan, at de frygter et åg - tværtimod.”

Lad os vende tilbage til dine udtalelser i Politiken i september måned. Det er jo i virkeligheden usædvanligt at høre den mand, der tidligere har været Socialdemokratiets spidskandidat til Europaparlamentet udtale sig så kritisk om EU som du i hvert fald fremstod i citaterne dér, som de var sakset… Hvad ligger der i det? Er det dig, der har skiftet mening eller er det en anden dagsorden, der er ved at blive sat?

"Det er begge dele, vil jeg sige. Det er helt klart, at den dagsorden, der hedder at skabe en føderation, rykker tættere og tættere på. Alene snakken om at lave en forfatning for EU – i stedet for at forenkle traktatgrundlaget og beholde det som et folkeretsligt traktatgrundlag – er jo et meget voldsomt skridt.

Jeg er helt uenig med dem, der siger at ’det er helt ligegyldigt om man kalder det det ene eller det andet’. Tværtimod! Det er helt afgørende! En forfatning er jo et dokument, hvor man beskriver et lands og en nations organisation og styre, og det skal man tage alvorligt. Og når folk her i Parlamentet gerne vil have en forfatning, er det fordi de gerne vil gå i retning af at forberede en statsdannelse af en eller anden art. Det er en meget mere offensiv dagsorden, end man har oplevet tidligere. Og jeg er klart imod, at man træder ind på forfatningsvejen.

Noget andet er, at jeg efter tre års arbejde i Europa-Parlamentet, er meget skuffet over den lave prioritet som Parlamentet giver hele lovgivningsområdet, som man nu har kompetence på. Der bliver givet meget lidt mulighed for at debattere lovgivningsstoffet når vi har plenarmøderne. I masser af sager bliver der stemt uden debat. Jeg synes ikke det er at tage den lovgivningsmæssige rolle alvorligt. Jeg havde en fornemmelse af, at det var skævt og jeg lavede derfor en lille opgørelse på et par plenarsamlinger. Det viser sig, at omkring to tredjedele eller tre fjerdedele af tiden går med diskussioner om alle mulige udenrigspolitiske emner, som vi ingen indflydelse har på. Og dermed nedprioriterer man det, jeg synes er det interessante for en parlamentariker: nemlig at lave lovgivning, der gælder for Europas borgere.”

Er det den ene side af det, der er blevet beskrevet som ”turbo-demokratiet”?

"Ja, og min personlige erfaring har gjort mig mere skeptisk, hvad det angår. Man laver et system, hvor lovgivningen bare skal køre igennem. Jeg er måske lidt miljøskadet af, at jeg i mange år har siddet i et velfungerende folketing, hvor man virkelig tog den lovgivende rolle meget alvorligt."

Vil det sige, at magten er hos Kommissionen, der har initiativretten, og hos embedsmændene?

"Ja, det synes jeg. Ledelsen i Parlamentet prioriterer efter min mening helt galt. Ledelsen vil gerne puste sig op til at være nogle internationale personligheder og politikere, der diskuterer de store sikkerheds- og udenrigspolitiske spørgsmål, men vi har jo ingen som helst indflydelse på det! Det kan da være interessante debatter, men det skal ikke tage pladsen fra en seriøs lovgivningsbehandling.”

NÆSTE SIDE

TILBAGE