George W. Bush har ret, når han siger, at 60 års Mellemøstpolitik med støtte til de udemokratiske kræfter har slået fejl. Men ligeså lidt som manglen på demokrati i den arabiske verden alene kan begrundes i Islam, ligeså forkert ville det være at gøre Vesten eneansvarlig for miseren. Der er tale om en langt mere kompleks historie, der ikke kan skrives i enkle formler.

Af Lars Erslev Andersen 

IRAK er som bekendt ikke det eneste arabiske land, der lider af demokratisk underskud. Faktisk er hele den arabiske verden præget af dette deficit. Ganske vist har lande som Marokko, Algeriet, Yemen og Jordan taget politiske initiativer som måske er indledningen til en demokratisk proces, men der er ikke tale om blot tilnærmelsesvist udviklede demokratier. Senest har palæstinenserne gennemført præsidentvalg, der af det internationale samfund både blev rost som frit og fair og af samme grund hilst velkommen. Men manglen på demokratiske institutioner er tydelig og erkendt i det Palæstinensiske Selvstyre, ligesom man med al respekt for palæstinenserne næppe kan kalde det et valg frit, når det skal gennemføres under de vanskelige vilkår som den israelske besættelsesmagt byder det palæstinensiske samfund.  

Konstateringen af, at den arabiske verden er præget af demokratisk underskud er mildest talt ikke nogen nyhed. Men det er nyt, at den vestlige verden gør det til storpolitik at råde bod på den mangel. Selvom Bill Clinton gjorde demokrati til en grundpille i sin udenrigspolitiske forståelse gjorde han intet reelt for at promovere demokrati i den arabiske verden, men arbejdede eksempelvis ufortrødent tæt sammen med et Saudi-Arabien, hvis politiske system næsten kan karakteriseres som komplementærmængden til enhver form for demokrati. EU forsøgte med sin Middelhavspolitik – Barcelona-processen – at binde politiske reformer sammen med økonomisk bistand, men reelt stak det ikke særlig dybt og havde absolut ingen konsekvenser i politikken over for landene på den Arabiske Halvø, der ikke var med i processen. Som USA vendte EU og Danmark det blinde øje til de horrible politiske forhold, der herskede – og stadig hersker – i de arabiske Golfstater.  

Nu har Danmark iværksat det arabiske initiativ ligesom George W. Bush bramfrit i november forrige år kunne meddele verden at 60 års amerikansk Mellemøstpolitik havde slået fejl, fordi den havde støttet sig til de arabiske diktaturer frem for at støtte politiske reformer, der kunne lede i retning af demokrati. Det skulle der gøres op med, hvorfor USA lancerede sit store projekt om promovering af demokrati i Mellemøsten med Irak som første station på vejen mod et frit Mellemøsten. 

Ligeså indlysende rigtigt det forekommer at den eneste farbare vej til større stabilitet i Mellemøsten er gennem politiske reformer, der skal lede regionen i retning af demokrati, lige så vanskeligt er det at forklare, hvorfor denne indsigt ikke er kommet tidligere, endsige hvorfor de arabiske lande ikke af sig selv tidligere har slået ind på den demokratiske vej. Kort sagt, hvorfor har arabiske lande ikke udviklet demokrati? 

Fire teorier 

I litteraturen om Mellemøsten finder vi overordnet fire forklaringer på det demokratiske underskud i de arabiske lande. Den første ser den kulturelle tradition og navnlig Islam som den største forhindring. Den anden peger på at den vestlige kapitalisme systematisk har undergravet udvikling i regionen. Den tredje ser de arabiske stater som rentierstater, hvor de stærkt statscentralistiske økonomier fremmer klientalisme og forhindrer folkelig deltagelse i de politiske beslutningsprocesser. Den fjerde peger på, at det mellemøstlige statssystem ikke som i Europa har etableret sig gennem krige og magtspil, men blev dikteret af stormagterne ved fredsforhandlingerne efter Første Verdenskrig.

Den islamiske forklaring 

Ifølge en række forskere som Elie Kedourie og Bernard Lewis samt skribenter som i Danmark Ralf Pittelkow skyldes den manglende demokratiske udvikling, at Islam er uforenelig med demokrati. De peger på, at demokratiet er udviklet i den vestlige civilisation og at en væsentlig forudsætning dels har været den adskillelse af kirke og stat, som allerede tidligt sætter ind i den europæiske historie samt den reformation, der både fører til, at religionen bliver et anliggende for individet og dermed privatsfæren. Denne udvikling forstærkes i oplysningstiden, hvor religion som tradition og videnskab må finde sig i at blive diskuteret og analyseret som alle andre fænomener i samfund og historie. Det er lige præcis denne tendens, der i begyndelsen af forrige århundrede i USA fører til etableringen af fundamentalismen, den kristne fundamentalisme. Denne formuleres som en direkte reaktion mod den tekstkritiske historisering, der kendetegner moderne kristen teologi og som ifølge disse tænkere bidrager til en underminering af den kristne etiks betydning i samfundet og hverdagslivet. En sådan udvikling, hævdes det, har vi ikke set i den islamiske verden – jo, nok fundamentalismen, men ikke oplysningen. 

Det er korrekt, at demokrati i den forstand vi i dag forstår det som et politisk system med rettigheder og pligter og en institutionaliseret garanti for, at regeringer gøres ansvarlige for deres handlinger med en mulighed for gennem frie og fair valg at skifte dem ud, er udviklet i Europa og ikke i Orienten. Ikke desto mindre har vi mange eksempler på, at lande med muslimske befolkninger har praktiseret former for demokrati. Vi kan her henvise til for eksempel Indien, Indonesien samt Tyrkiet, der navnlig under den seneste regering ledet af Erdogan med et klart islamisk grundlag har vist villighed til politiske reformer. Den amerikanske professor i International Politik og Mellemøststudier Augustus Richard Norton peger tillige i en artikel om emnet på at mange muslimer der lever i vestlige samfund (f.eks. i Danmark, Holland, USA, Frankrig og England) ikke har haft problemer med både at fastholde deres tro og tilpasse sig de demokratiske rammer her. 

Det er klart, at vi i generationer har set en islamisk fundamentalisme udvikle sig, der erklæret er imod demokrati, men vi har også i Egypten, Jordan, Yemen, Algeriet, Palæstina, Tunesien, Marokko set islamisk baserede bevægelser og partier, der har vist villighed til at indgå i demokratiske processer. Hovedreglen er imidlertid, at de meget bastant af de pågældende stater forbydes og holdes ude af de politiske beslutningsprocesser – i øvrigt ofte med utvetydig støtte fra de vestlige demokratier. Den islamiske tradition, navnlig i form af den udvikling af islamisk fundamentalisme som har fundet sted i snart et århundrede, har efter alt dømme haft betydelig indvirkning på den manglende demokratiske udvikling, men det er samtidig klart, at dette hverken kan være hovedårsagen eller begrundes i Islam som sådan.

I Egypten, Jordan, Yemen, Algeriet, Palæstina, Tunesien, Marokko har vi set islamisk baserede bevægelser og partier, der har vist villighed til at indgå i demokratiske processer.

_______________________ 

Afhængighedsteorien 

En anden forklaring er navnlig blevet udviklet af den egyptiske samfundsforsker Samir Amin, der i begyndelsen af 1970’erne på et marxistisk og imperialismekritisk grundlag formulerede den såkaldte afhængighedsteori. Mens den islamiske forklaring primært fokuserer på interne forhold fokuserer Amin på de eksterne relationer, idet han fremfører den tese, at det er den vestlige kapitalistiske udvikling der, gennem udbytning og undertrykkelse, samtidig er ansvarlig for en systematisk undervikling i udviklingslandene. Af økonomiske grunde er Vesten med de europæiske stormagter og senere USA simpelthen ikke interesseret i en politisk og økonomisk udvikling i de arabiske lande, hvilket er den primære begrundelse for det demokratiske underskud.

Selvom Amin kan pege på adskillige oplagte eksempler til at understøtte tesen kan vi også her pege på, at forklaringen halter al den stund at en lang række lande i den såkaldte tredje verden faktisk har formået både at udvikle demokrati og skabe økonomiske fremskridt. Selvom den globale kapitalisme utvivlsomt har sine skyggesider og er ansvarlig for en række problemer i forholdet mellem den nordlige og den sydlige halvkugle forklarer den ikke, hvorfor situationen i de arabiske lande er anderledes end i andre udviklingslande. 

Den arabiske rentierstat 

Økonomen Giacomo Luciani har i en række større værker og artikler udviklet begrebet rentierstat. Han peger på, at det er karakteristisk for de arabiske stater, at de offentlige sektorer set i forhold til bruttonationalproduktet er voldsomt overdimensionerede, også når man sammenligner med ikke arabiske lande med et tilsvarende økonomisk niveau.  

Det gælder både for de olierige stater i Golfen og de mere ressourcesvage i Levanten. Forholdet er imidlertid mest tydeligt i Golfen, herunder Irak, hvor meget store olieindtægter finansierede udviklingen, der blev brugt til infrastruktur (veje, lufthavne, telefonnet, havne, etc.), uddannelse, sundhed samt etablering og understøttelse af statslige virksomheder. I stedet for at opkræve skatter har staterne skaffet deres indkomst gennem eksport af olie samt for eksempel i de nordafrikanske lande gennem store toldindtægter på importerede varer samt overførselsindkomster fra arbejdsmigranter og udenlandsk bistand – med Egypten som det mest tydelige eksempel, hvor også den statslige turismesektor i væsentlig grad har bidraget til den offentlige økonomi.  

Den økonomiske struktur er således en blanding af store offentlige sektorer og et betydeligt gråt eller sort marked.
_______________________

Tilsvarende er de private sektorer små, hvorimod der i alle lande kan konstateres en betydelig uformel eller ligefrem illegal økonomisk aktivitet. Den økonomiske struktur er således en blanding af store offentlige sektorer og et betydeligt gråt eller sort marked. I Golfen er det kendetegnende at politiske rettigheder er blevet solgt for statslige velfærdsydelser og den samme forhandling kan ses i de fattigere lande selvom det selvfølgelig er sværere for regeringerne her al den stund de har mindre at give af.  

Dette forklarer også, hvorfor der i de fattigere lande er et større pres på staterne om at gennemføre politiske reformer end tilfældet er i Golfen, hvilket fører til den tese at økonomiske reformer i form af liberalisering og opkrævning af skatter vil medføre større krav om indflydelse på den politiske beslutningsproces. Ifølge Luciani og andre forskere fremmer og understøtter rentierstaten klientstrukturer, hvor staten direkte handler med eksempelvis det fremvoksende bourgeoisi om rettigheder og privilegier i stedet for at gennemføre egentlige reformer.  

Flere peger på, at denne klientalisme i den arabiske verden har et særlig godt vækstgrundlag i de traditionelle stamme-, klan- og familiestrukturer, hvilket var særlig tydeligt under Saddam Hussein i det sanktionsramte Irak, hvor man ligefrem talte om refeudalisering. Igen kan vi pege på, at rentierstaten ikke eksklusivt findes i den arabiske verden, men også ses andre steder, hvor udviklingen har været anderledes. Teorien om rentierstaten bidrager således utvivlsomt til en forklaring på, hvorfor de arabiske lande ikke har udviklet sig demokratisk, men er næppe hele forklaringen. 

Den historiske forklaring

Som den amerikanske politolog og Mellemøstforsker Ian Lustic har påpeget var det usædvanlige set i historisk perspektiv ikke, at Irak i 1990 forsøgte at løse sine økonomiske og sikkerhedspolitiske problemer gennem en krig og besættelse af Kuwait. Det er lige præcis gennem krige det europæiske statssystem blev etableret på. Det usædvanlige var, at Irak ikke fik lov til at gøre det. Dette hænger naturligvis sammen med, at det internationale politiske system dramatisk ændrede karakter efter de to verdenskrige og navnlig med etableringen af FN-systemet, der netop skulle forhindre angrebskrige mellem suveræne stater.  

På et tidspunkt, hvor det europæiske og vestlige statssystem gennem utallige krige havde etableret sig med en relativ stabil magtbalance gennemføres et internationalt system, der sætter store begrænsninger for, at andre regioner gennem krig kan finde deres magtbalance. Resultatet af den europæiske krigshistorie var (i hvert fald for en periode for siden afslutningen på den Kolde Krig er det hele under kraftig ombrydning, men det er en anden historie) dannelse af et system af nationalstater, hvor national identitet og statslige grænser groft sagt var sammenfaldende.  

Dette er ikke tilfældet i Mellemøsten. Ganske vist er staterne dannet som resultat af en krig, nemlig Første Verdenskrig, men grænserne blev tegnet af stormagterne og sejrherrerne. Frem til fredsafslutningen havde der ikke eksisteret arabiske stater, men alene provinser under Det Osmanniske Rige. Der var ikke præcise grænser mellem dem og de nye, der blev tegnet af Frankrig, England og Italien afspejlede hverken hvad man kan kalde naturlige grænser eller etniske, kulturelle og religiøse identitetsstrukturer, men alene fordelingen af stormagtsinteresser.  

Som især den britiske Mellemøstforsker og Syrien-specialist, Raymond Hinnebusch, har vist i en række studier af politisk og national identitet i det arabiske og mellemøstlige statssystem, har denne kunstige dragning af statsgrænser – streger i sand, som det er blevet kaldt – givet de nye arabiske stater en række udfordringer i form af et dilemma mellem uhomogene og sammensatte befolkninger (præget af grupper, der mere identificerer sig med etniske og religiøse tilhørsforhold, transnational identitet som panarabisme og panislamisme) og det internationale systems krav om stabilitet og optræden som suveræne nationalstater.  

Dilemmaet har resulteret i at de enkelte stater har legitimeret sig ved at pendle mellem på den ene side transnational identitet (som da Egyptens præsident Nasser arbejdede for at etablere en arabisk union eller i den fælles arabiske front over for Israel) og på den anden side at sikre nationale interesser, som meget vel kunne være i modsætning til den transnationale identitet - som da Egypten gik solo, og i Camp David indgik fred med Israel. Dette skabte ikke blot splittelse mellem de arabiske lande, der isolerede Egypten, men også internt i landet, hvor den islamiske opposition identificerede sig meget mere med de muslimske brødre i Palæstina, Jordan, Libanon og Syrien end med den egyptiske stat, hvilket er en af grundene til, at staten efter en kortere periode under Anwar Sadat har udvist nul-tolerance overfor de islamiske bevægelser i landet – og stort set af de vestlige demokratier er blevet støttet i denne hårdhændede politik.  

’Hellere autoritære styrer og stabilitet end politiske reformer og ustabilitet’ var devisen for såvel de arabiske regimer som Vestens Mellemøstpolitik.
_______________________

Disse dilemmaer og modsætninger i konstruktionen af national identitet i de arabiske lande har regimerne brugt til at begrunde, hvorfor politiske reformer ville føre til ustabilitet, opløsning og konflikt frem for fremskridt, fred og ro. Alt sammen har det bidraget til at give et billede af den arabiske verden som en region præget af uro og indre konflikter, der kun kan holdes i skak gennem opretholdelse af autoritære regimer. Denne tolkning finder vi ikke kun hos de arabiske regimer selv, men har i vid udstrækning fået støtte fra Vesten som for eksempel da USA og EF åndede lettet op efter, at militæret i Algeriet i 1992 satte en bremse for den demokratiske proces og kuppede magten.  Eller i Irak efter Kuwait-krigen, hvor ingen skulle nyde noget af at afsætte Saddam Hussein ud fra den betragtning, at det blot ville føre til en voldelig borgerkrig. Eller ved at lukke øjnene for de interne forhold i Golflandene og Egypten - de første fordi de var leveringsdygtige i god olie og samtidig udgjorde et lukrativt marked som man nødigt så ødelagt gennem interne konflikter, og Egypten fordi det som nabo til Palæstina og med sin fredsaftale med Israel kunne spille en konstruktiv rolle i fredsprocessen, som ikke skulle sættes over styr gennem en risikabel politisk reformproces. Så lyttede man hellere til landets præsident Hosni Mubarak, når han forklarede de vestlige regeringer, at Egypten endnu ikke var modent til demokrati. Hellere autoritære styrer og stabilitet end politiske reformer og ustabilitet var devisen for såvel de arabiske regimer som Vestens Mellemøstpolitik frem til Osama Bin Laden og hans lakajer 11. september 2001 fik USA og EU på andre tanker. Som offentligt erkendt af George W. Bush i hin tale i november 2003 har de vestlige demokratier ved i 60 år at støtte sig til de autoritære regimer i Mellemøsten et medansvar for, at den arabiske verden i dag er karakteriseret ved demokratisk underskud.

60 års fejlslagen politik 

Men ligeså lidt som manglen på demokrati i den arabiske verden alene kan begrundes i Islam, ligeså forkert ville det være at gøre Vesten eneansvarlig for miseren. Der er tale om en langt mere kompleks historie, der ikke kan skrives i enkle formler. Selvom Richard Norton har ret, når han peger på, at hver gang der har været sprækker i de autoritære regimer har det ført til en opblomstring af bevægelser, foreninger og initiativer i civilsamfundet (sådan som han har fået det dokumenteret i det store værk om Civil Society in the Middle East) så kan vi med henvisning til de teorier, der her kortfattet er gennemgået, konstatere at udviklingen i det arabiske statssystem, som det blev etableret efter Første Verdenskrig, ingenlunde har været befordrende for dannelse af demokratiske institutioner.  

Der er meget både i de lokale, de regionale og de internationale sammenhænge, der skal rådes bod på, forandres og tilvejebringes før demokrati kan finde et frugtbart vækstgrundlag i den arabiske verden. Det betyder ikke, at der ikke findes lydhørhed hos de arabiske befolkninger for det demokratiske projekt, eller at der ikke findes bevægelser, grupper, partier og tendenser som et sådant projekt kan støtte sig til. Det har Norton med sit værk om nogen fået dokumenteret, at der gør. Og det betyder heller ikke, at mentalitetsskiftet i de vestlige demokratier ikke skal hilses velkomment: Bush har ret, når han siger, at 60 års Mellemøstpolitik med støtte til de udemokratiske kræfter har slået fejl.  

DOWNLOAD INTERVIEW OG ARTIKEL SOM PDF-FIL

                                                              TIL FORSIDEN

Litteratur:

Samir Amin: The Arab nation (London: Zed Press 1978) 

George W. Bush: ”President Bush Discusses Freedom in Iraq and the Middle East”, Remarks by the president at the 20^th Anniversary of the National Endowment for Democracy, United States Chambers of Commerce, Washington D.C., 6. November 2003, http://www.whitehouse.gov/news/releases/2003/11/20031106-2.html 

Raymond Hinnebusch: ”The Politics of Identity in Middle East International Relations”, i Louise Fawcett (ed.), International Relations of the Middle East (Oxford: Oxford University Press 2005) 

Elie Kedourie: Democracy and Arab Political Culture (Washington, D.C.: Washington Institute for Near East Policy 1992) 

Bernard Lewis: Hvad gik galt? Vestens påvirkning og Mellemøstens svar (København: Gyldendal 2002) 

Giacomo Luciani: “Oil and Political Economy in the international relations of the Middle East”, i Louise Fawcett (ed.), International Relations of the Middle East (Oxford: Oxford University Press 2005) 

Ian Lustic: “The Absence of Middle Eastern Great Powers: Political “Backwardness in Historical Perspective”, i International Organizations 51/4

Augustus Richard Norton (ed.), Civil society in the Middle East (Leiden: E.J. Brill 1995-1996), Bind I+II 

Augustus Richard Norton: “The Puzzle of Political Reform in the Midle East”, i Louise Fawcett (ed.), International Relations of the Middle East (Oxford: Oxford University Press 2005)    

Ralf Pittelkow: Efter 11. September. Vesten og Islam (København: Lindhardt og Ringhof 2002) 

____

PRESSEMEDDELELSE:
Lars Erslev Andersen i RÆSON | Hvorfor er der så lidt demokrati i de arabiske lande? 

”Ligeså indlysende rigtigt det forekommer at den eneste farbare vej til større stabilitet i Mellemøsten er gennem politiske reformer, der skal lede regionen i retning af demokrati, lige så vanskeligt er det at forklare, hvorfor denne indsigt ikke er kommet tidligere, endsige hvorfor de arabiske lande ikke af sig selv tidligere har slået ind på den demokratiske vej. Kort sagt, hvorfor har arabiske lande ikke udviklet demokrati?”

Det spørgsmål stiller Lars Erslev Andersen i dag i en stor analyse i RÆSON, hvor han gennemgår han de fire forklaringer, som er mest fremherskende i litteraturen om Mellemøsten.

Her hedder det: ”Ifølge en række forskere som Elie Kedourie og Bernard Lewis samt skribenter som i Danmark Ralf Pittelkow skyldes den manglende demokratiske udvikling, at Islam er uforenelig med demokrati. Ikke desto mindre har vi mange eksempler på, at lande med muslimske befolkninger har praktiseret former for demokrati. Vi kan her henvise til for eksempel Indien, Indonesien samt Tyrkiet, der navnlig under den seneste regering ledet af Erdogan med et klart islamisk grundlag har vist villighed til politiske reformer.”  

Og Erslev fortsætter: ”Den islamiske tradition, navnlig i form af den udvikling af islamisk fundamentalisme som har fundet sted i snart et århundrede, har efter alt dømme haft betydelig indvirkning på den manglende demokratiske udvikling, men det er samtidig klart, at dette hverken kan være hovedårsagen eller begrundes i Islam som sådan.” 

Men han fastslår: ”Bush har ret, når han siger, at 60 års Mellemøstpolitik med støtte til de udemokratiske kræfter har slået fejl. Men ligeså lidt som manglen på demokrati i den arabiske verden alene kan begrundes i Islam, ligeså forkert ville det være at gøre Vesten eneansvarlig for miseren. Der er tale om en langt mere kompleks historie, der ikke kan skrives i enkle formler.” 

LÆS ARTIKLEN NU:
Lars Erslev Andersen i RÆSON | Hvorfor er der så lidt demokrati i de arabiske lande?

____

RÆSON er et uafhængigt nyhedsmagasin forbeholdt de største spørgsmål i dansk og international politik: det startede i 2002 og er siden udkommet på www.raeson.dk, hvor størstedelen af stoffet er annoncefinansieret og derfor gratis. For mere information, kontakt RÆSONs ansv. chefredaktør, Clement Behrendt Kjersgaard: clement@raeson.dk. [EVERYBODY WINS]

DOWNLOAD INTERVIEW OG ARTIKEL SOM PDF-FIL

TIL INTERVIEWET:
Hvis USA bomber Iran...